Taknemmelighedsrunden #70

Det har været en hård og ikke så fed uge, der nu slutter i dag. Og selvom jeg både har været sur, vred, ked af det og har gemt mig under dynen og druknet mig selv halvt i selvmedlidenhed, så har jeg også sørget for at finde de små ting, der husker mig på, at jeg trods alt har en masse at være taknemmelig for. Som for eksempel;

1. Min Game of Thrones klub med Bedsteveninden, der i mandags blev erklæret en Bacon Game of Thrones klub = alle måltider indtaget til et GOT afsnit skal fremover indeholde bacon. #velkommentilbaconborgen

2. Solen, der titter frem gemme regntunge skyer.

3. Endnu en kunde i min biks. #girlboss

4. Min mormor, der stikker mig 450 kroner og venligt finder sig i, at min madlavningsfantasi var nedlagt, og at jeg derfor serverede burgere til hende i stedet for ægte mormormad.

5. Dejlige veninder, der skriver og spørger, hvordan jeg har det. Og derefter bliver ved med at skrive og spørge. #venindekærlighed

6. En kaffedate med en gammel kollega, fyldt med visdom og søde ord. #endnuengirlboss

7. Sangskrivning til vores mors bryllup og lange snakke med den bedste bror, der findes.

8. Masser af vin og G&T's + mange, mange høje grin med to af de bedste veninder.

9. Grill, sommer, ølspil og sommer på landet hos den sødeste svigerinde på det dejligste Bogø. #sommeridanmark

10. Søndag på Bedstevenindens sofa og med kvinde-EM i fjernsynet. #tusindgangegirlboss

Fortællingen om ikke kunne skrive det, man gerne vil skrive

Indtil videre har denne uge, disse fire dage været yderst nederen og nervepirrende. Dage, hvor ondt i maven har været den primære følelse, og frygt og tristhed de andre. Dage, hvor jeg allermest har haft lyst til at gemme mig under dynen og forsøge at lade som om, at der intet ondt er sket.

Og normalt ville jeg skrive om det. Lige her på bloggen. Men fordi det ikke kun handler om mig, fordi jeg ikke har alle de rigtige facts endnu, fordi jeg ikke vil hænge nogen ud, så kan jeg ikke fortælle om det. Så nu er jeg i stedet sådan en af de der irriterende bloggertyper, der skriver om, at noget er svært, men ikke vil fortælle, hvad det er.

Fuck, jeg synes de er irriterende, de typer! Og jeg holder stadig på, at hvis den ting, der er svær godt vil kunne fortælles uden at skade en selv eller andre, så bør man fortælle det, hvis altså man allerede er begyndt at skrive om det, bare på en kryptisk måde.

Men sådan er det ikke her. Og derfor kan jeg ikke. Og det er derfor egentlig også det, jeg gerne vil skrive om nu. Det ikke at kunne skrive det, man gerne vil skrive. For det har jeg aldrig prøvet før i bloggens historie. Jo, jeg har nogle gange været i tvivl, om jeg havde lyst til at delagtiggøre hele internettet i intime detaljer om mit liv, men der har det altid handlet om mig. Og jeg har også altid i sidste ende endt med at skrive det, jeg gerne ville skrive, da det nu engang er det, jeg synes bloggen er til for  –  for at jeg kan skrive tingene ud, og samtidig forhåbentlig kunne lade andre vide, at de ikke er alene i alt det, de føler og oplever.

Så det er meget frustrerende ikke at kunne dele det her. Det som fylder alt lige nu. Men jeg gætter på, at det nok ikke vil være sidste gang, det sker. Og det er ligeså frustrerende. For ligeså meget, som bloggen er til for at jer læsere kan møde genkendelsen, ligeså meget er den jo til for min egen skyld. For at jeg kan få skrevet alt det svære ud og dermed se på det fra en anden vinkel. I det her tilfælde har jeg allerede skrevet det, som noget, der måske en gang bliver Et Hemmeligt Skriv, men det er som om det ikke virker denne gang. Det er som om, at forløsningen, den nye vinkel, roen først vil komme, når jeg trykker publicer. Hvilket jeg jo ikke kommer til lige forløbeligt.

Så i stedet skriver jeg det her. Og håber samtidig ikke, at I allesammen kommer til at hade mig, for at være en af de der typer. Og jeg håber ligeså meget, at jeg snart kan skrive om det egentlige issue. For det er vigtigt et.