Fortællingen om at ville holde fast i tiden og udskyde voksendommen

Jeg har altid gerne ville have børn. Og jeg har i mit liv været skruk flere gange. Jeg har længtes efter at skabe en familie, der var anderledes end min egen, jeg har higet efter trygheden og sikkerheden i at være en lille kerne sammen, og jeg har drømt og planlagt alt det, jeg gerne ville have til at ske.

Jeg vil stadig gerne have børn. Jeg ved endda, hvad de skal hedde, (og jeg rokker mig ikke) og jeg vil stadig gerne have den der kerne af en familie. Men jeg er ikke skruk. Og jeg kan faktisk i virkeligheden ikke rigtig forestille mig eller drømme om noget, der har med børn og familier at gøre. For det er slet ikke on my mind. Faktisk higer jeg nærmere efter ungdommen og ville ønske, at jeg kunne stoppe tiden og blive her i slut 20’erne i lang tid endnu. Jeg har ikke lyst til at blive rigtig voksen. For jeg elsker den tid, jeg er i nu så højt. Jeg elsker, at jeg har så mange veninder, at vi ses så ofte og at vi er en bastant og fast del af hinandens liv.

Og det er også derfor, jeg nærmest bliver sur, når jeg tænker på, hvordan fremtiden kommer til at være, når alle mine veninder, inklusiv mig selv forhåbentlig, har fået børn, fuldtidsjob og en mand, der jo også skal plejes. Jeg synes nemlig, det lyder helt absurd, når jeg hører om veninder med familier, der skal arrangere venindedates langt ude i fremtiden, fordi alles kalendre er helt fyldt op med arbejde, børn, svigerforældrefødselsdage og børneaktiviteter. For sådan har jeg ikke lyst til, at det skal være, når jeg selv får nogen.

Jeg vil gerne have, at der skal være plads til, at jeg kan se mine veninder i løbet af ugen, måske ikke dem alle, det er trods alt allerede nu en smule utopisk, men jeg vil gerne have, at det skal være muligt at se en veninde i hverdagen. Jeg vil gerne have, at det ikke altid involverer vores fremtidige børn, og jeg vil gerne have, at det ikke skal være noget, der skal tage flere dage at aftale, eller at der skal gå flere måneder, før vi så endelig ses.

Jeg ved godt, at det nok desværre ikke kan blive ved med at være som det er lige nu. Og at jeg til den tid måske heller ikke har lyst til, at det skal være som den gang, vi alle var i 20’erne. Og jeg ved godt, at jeg helt sikkert kommer til at få nogle andre prioriteter, end jeg har i dag, men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg helt oprigtigt ikke vil have en stor lyst til at se og tale med mine veninder ofte.

Nogle gange bliver jeg helt trist over foranderligheden, der præger den tid, de fleste af mine veninder og jer er i lige nu. Det med, at vi aldrig kan vide, hvor vi er om et år er både spændende, men samtidig også trist. For jeg elsker som sagt virkelig tiden, som den er lige nu. Vi er stadig unge, de fleste af os er stadig rimelig frie, og det er ikke unormalt at ses spontant med en flaske vin under armen og at tale og tale i flere timer.

En veninde jeg har, hun glæder sig til 30’erne, siger hun. Hun synes 20’erne har været hårde. Gode, men hårde, og hun er klar til mere ro. Jeg – jeg kunne godt bruge fem år mere her. Tror jeg. Her hvor alt er åbent og muligt. Her hvor der stadig ikke er så mange, der mener, at man skal være et bestemt sted. Her hvor der er mere rødvin, stjerner på himlen og grin i maven, end bleer, Real Kreditlån og MUS-samtaler. Her hvor jeg bare er min egen og ingen andres.

Men tiden her er jo som sagt foranderlig. Og måske har jeg det anderledes i morgen. Måske vil jeg længes efter faste rammer og trygge arme om et år. Måske har jeg allerede fundet dem der. Jeg ved det ikke. Lige nu ved jeg bare, at jeg higer efter frihed. Efter at gøre præcis, som jeg vil, når jeg vil det. Og at noget af det, der trækker mest ned på humørkontoen er tanken om, at jeg ikke længere har al den tid i verden, som jeg kunne ønske mig. At både jeg selv og folk omkring mig bliver ældre og har forventninger til, hvordan jeg skal leve mit liv. Og at selvom jeg jo burde være ligeglad, så betyder det noget, hvad andre folk tænker – Og jeg tænker, at de tænker, at man ikke kan rejse jorden rundt og være fri som fuglen, drikke sig fuld i Pina Coladas og knalde med en canbana boy, når man er over 30.

Og det tænker jeg også lidt selv, at man ikke kan. Så derfor skal jeg måske nok til at komme i gang med at suge al ungdommen ud af ungdommen, inden den bliver erstattet af voksendommen. Eller også skal jeg bare tage en chill pill, ryge en cigaret og sige til mig selv, at når man er klar, så føles det nok helt rigtigt. Og så er der nok slet ikke noget andet sted, man hellere vil være.

Ja, det er nok sådan, det er.

Læs mere om lidt af de samme tanker her.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s