Fortællingen om Tilgivelse 

I starten af sommeren lyttede jeg til en fantastisk podcast af Mikkel Frey Damgaard, der hedder Selvmordstanker, og som handler om Mikkel selv, der igennem hele sit liv har været bange for at arve sin fars selvmord, og derfor i podcasten undersøger om selvmord kan gå i arv. I løbet af podcasten lærer han så gennem folk, der kendte hans far, mere og mere om den mand, som ikke har været der, siden han var otte år gammel, og som han hele sit liv har forsøgt at adskille sig fra, fordi han ikke ville ende som ham.

Jeg følte egentlig ikke så frygtelig meget gennem de første mange afsnit af Selvmordstanker. Jeg syntes, podcasten var god og vellavet, spændende og rørende, men på et plan, der ikke som sådan havde noget med mig selv at gøre. Lige indtil jeg hørte sidste afsnit. Afsnittet der handlede om tilgivelse og closure.

Her mødes Mikkel Frey Damgaard med den psykolog, han mødtes med i første afsnit, og som havde givet ham den opgave at lære så meget om sin far som overhovedet muligt. Og efter al den læren-at-kende, der har foregået, sidder Mikkel med en helt anden følelse, end den han sad med, da podcasten gik i gang. Han er ikke vred længere, fortæller han. Han er ikke bange. I stedet er han fyldt med empati og medfølelse overfor sin far. Og fyldt med sorg over både at have mistet ham, men også over, hvor svært hans far havde det i tiden, inden hans død.

Jeg kan huske, at jeg gik og trak min cykel gennem en lille gade på Nørrebro på en af de der sløve og lyse sommeraftener, og at de grønne, grønne træers blade brusede i vinden over mig, mens jeg lyttede til Mikkels fortælling. Og for første gang i løbet af podcasten, blev jeg oprigtig rørt helt inde i kroppen. For hans ord beskrev så præcist, hvordan jeg i dag har det med min egen far. Jeg er nemlig heller ikke vred længere. Og tro mig, det var jeg i meget lang tid, da han levede. I dag er jeg i stedet, akkurat som Mikkel er overfor sin far, fyldt med empati og medfølelse over, at han havde det så svært. At han kæmpede sådan. Og at han aldrig lykkedes. Og så er der den kæmpe store sorg over, at han ikke er her. At jeg aldrig for alvor lærte ham at kende, men også en kæmpe stor sorg over alt det, han kunne have været, men ikke blev.

Og lige der, midt på gaden, midt i podcasten, indså jeg, at det er de følelser, den empati og den sorg, der skal være til stede, hvis jeg oprigtigt skal tilgive Fodboldfyren. Jeg kan ikke tilgive ham, fordi jeg selv gerne vil videre. Jeg kan ikke sige, at nu er jeg ikke vred længere, at jeg forstår, at jeg tilgiver og så vinke til ham i Føtex, hvis jeg ser ham. For selvom, det er et skridt i den rigtig retning, er det ikke ægte. Det er ikke ægte tilgivelse, også selvom rigtig mange, tror og føler, at det er.

Ægte tilgivelse kommer, når du oprigtigt føler med den anden person. Når du ikke vil have, at de skal lide mere. Når du ville ønske, at du kunne gøre noget for dem. Og sådan har jeg det bestemt ikke med Fodboldfyren.

En klog veninde jeg har, sagde til mig, at jeg måske skulle prøve at droppe det der psykopatmærkat, jeg har klistret fast på ham. At det, selvom det kan give en masse forklaringer og indsigter, ikke hjælper det store på der med tilgivelsen. For hvordan kan man tilgive en, der er ligeglad? En der ikke føler noget? En som ingen skyldfølelse har overhovedet?

Det er svært. Måske nærmest umuligt. Og derfor, sagde hun, skulle jeg måske i stedet forsøge at finde ud af, hvorfor han er blevet sådan. Hvorfor den lille lyshårede dreng, som jeg en gang så på en hjemmevideo, og som virkede genert, fjollet og elskværdig overfor sine to yngre brødre, blev til en mand, der iskoldt og uden kærlighed i kroppen, gang på gang kunne sige, at jeg intet var værd. Og derefter kunne gå ud og bevise det.

Jeg ved det ikke. Og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle finde ud af det. Men jeg ved i hvert fald, hvordan det virkelig føles at tilgive. Og der er stadig meget, meget langt derhen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s