Fortællingen om ikke kunne skrive det, man gerne vil skrive

Indtil videre har denne uge, disse fire dage været yderst nederen og nervepirrende. Dage, hvor ondt i maven har været den primære følelse, og frygt og tristhed de andre. Dage, hvor jeg allermest har haft lyst til at gemme mig under dynen og forsøge at lade som om, at der intet ondt er sket.

Og normalt ville jeg skrive om det. Lige her på bloggen. Men fordi det ikke kun handler om mig, fordi jeg ikke har alle de rigtige facts endnu, fordi jeg ikke vil hænge nogen ud, så kan jeg ikke fortælle om det. Så nu er jeg i stedet sådan en af de der irriterende bloggertyper, der skriver om, at noget er svært, men ikke vil fortælle, hvad det er.

Fuck, jeg synes de er irriterende, de typer! Og jeg holder stadig på, at hvis den ting, der er svær godt vil kunne fortælles uden at skade en selv eller andre, så bør man fortælle det, hvis altså man allerede er begyndt at skrive om det, bare på en kryptisk måde.

Men sådan er det ikke her. Og derfor kan jeg ikke. Og det er derfor egentlig også det, jeg gerne vil skrive om nu. Det ikke at kunne skrive det, man gerne vil skrive. For det har jeg aldrig prøvet før i bloggens historie. Jo, jeg har nogle gange været i tvivl, om jeg havde lyst til at delagtiggøre hele internettet i intime detaljer om mit liv, men der har det altid handlet om mig. Og jeg har også altid i sidste ende endt med at skrive det, jeg gerne ville skrive, da det nu engang er det, jeg synes bloggen er til for  –  for at jeg kan skrive tingene ud, og samtidig forhåbentlig kunne lade andre vide, at de ikke er alene i alt det, de føler og oplever.

Så det er meget frustrerende ikke at kunne dele det her. Det som fylder alt lige nu. Men jeg gætter på, at det nok ikke vil være sidste gang, det sker. Og det er ligeså frustrerende. For ligeså meget, som bloggen er til for at jer læsere kan møde genkendelsen, ligeså meget er den jo til for min egen skyld. For at jeg kan få skrevet alt det svære ud og dermed se på det fra en anden vinkel. I det her tilfælde har jeg allerede skrevet det, som noget, der måske en gang bliver Et Hemmeligt Skriv, men det er som om det ikke virker denne gang. Det er som om, at forløsningen, den nye vinkel, roen først vil komme, når jeg trykker publicer. Hvilket jeg jo ikke kommer til lige forløbeligt.

Så i stedet skriver jeg det her. Og håber samtidig ikke, at I allesammen kommer til at hade mig, for at være en af de der typer. Og jeg håber ligeså meget, at jeg snart kan skrive om det egentlige issue. For det er vigtigt et.

 

Reklamer

One comment

  1. Pingback: Taknemmelighedsrunden #70 |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s