Taknemmelighedsrunden #72

1. Pizza på Behov og en fejring af min mors 57 år på denne jord.

2. Guddatterpasning og sandwichspisning med Min Louise.

3. Kaffe i solen, boglæsning og people watching på mit elskede Nørrebro.

4. Hotdogs, is og Game of Thrones med Bedsteveninden.

5. Femte modul af min Mastercoachuddannelse med de skønneste mennesker og de største indsigter.

6. Følelsen af at komme hjem efter en lang og travl dag og vide, at aftenen er helt min egen.

7. Middag hos Pizza-Anne og hendes afgjort beholdeværdige kæreste.

8. Copenhagen Pride, øl, kærlighed, glimmer og Bedsteveninden.

9. Sommernatsbytur fyldt med grin, jokes, engelske mænd og gin & tonics.

10. Brunch med Drengevennen, bacon og sladder.

11. Eftermiddagslur i eftermiddagssolen.

Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om at ville holde fast i tiden og udskyde voksendommen

Jeg har altid gerne ville have børn. Og jeg har i mit liv været skruk flere gange. Jeg har længtes efter at skabe en familie, der var anderledes end min egen, jeg har higet efter trygheden og sikkerheden i at være en lille kerne sammen, og jeg har drømt og planlagt alt det, jeg gerne ville have til at ske.

Jeg vil stadig gerne have børn. Jeg ved endda, hvad de skal hedde, (og jeg rokker mig ikke) og jeg vil stadig gerne have den der kerne af en familie. Men jeg er ikke skruk. Og jeg kan faktisk i virkeligheden ikke rigtig forestille mig eller drømme om noget, der har med børn og familier at gøre. For det er slet ikke on my mind. Faktisk higer jeg nærmere efter ungdommen og ville ønske, at jeg kunne stoppe tiden og blive her i slut 20’erne i lang tid endnu. Jeg har ikke lyst til at blive rigtig voksen. For jeg elsker den tid, jeg er i nu så højt. Jeg elsker, at jeg har så mange veninder, at vi ses så ofte og at vi er en bastant og fast del af hinandens liv.

Og det er også derfor, jeg nærmest bliver sur, når jeg tænker på, hvordan fremtiden kommer til at være, når alle mine veninder, inklusiv mig selv forhåbentlig, har fået børn, fuldtidsjob og en mand, der jo også skal plejes. Jeg synes nemlig, det lyder helt absurd, når jeg hører om veninder med familier, der skal arrangere venindedates langt ude i fremtiden, fordi alles kalendre er helt fyldt op med arbejde, børn, svigerforældrefødselsdage og børneaktiviteter. For sådan har jeg ikke lyst til, at det skal være, når jeg selv får nogen.

Jeg vil gerne have, at der skal være plads til, at jeg kan se mine veninder i løbet af ugen, måske ikke dem alle, det er trods alt allerede nu en smule utopisk, men jeg vil gerne have, at det skal være muligt at se en veninde i hverdagen. Jeg vil gerne have, at det ikke altid involverer vores fremtidige børn, og jeg vil gerne have, at det ikke skal være noget, der skal tage flere dage at aftale, eller at der skal gå flere måneder, før vi så endelig ses.

Jeg ved godt, at det nok desværre ikke kan blive ved med at være som det er lige nu. Og at jeg til den tid måske heller ikke har lyst til, at det skal være som den gang, vi alle var i 20’erne. Og jeg ved godt, at jeg helt sikkert kommer til at få nogle andre prioriteter, end jeg har i dag, men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg helt oprigtigt ikke vil have en stor lyst til at se og tale med mine veninder ofte.

Nogle gange bliver jeg helt trist over foranderligheden, der præger den tid, de fleste af mine veninder og jer er i lige nu. Det med, at vi aldrig kan vide, hvor vi er om et år er både spændende, men samtidig også trist. For jeg elsker som sagt virkelig tiden, som den er lige nu. Vi er stadig unge, de fleste af os er stadig rimelig frie, og det er ikke unormalt at ses spontant med en flaske vin under armen og at tale og tale i flere timer.

En veninde jeg har, hun glæder sig til 30’erne, siger hun. Hun synes 20’erne har været hårde. Gode, men hårde, og hun er klar til mere ro. Jeg – jeg kunne godt bruge fem år mere her. Tror jeg. Her hvor alt er åbent og muligt. Her hvor der stadig ikke er så mange, der mener, at man skal være et bestemt sted. Her hvor der er mere rødvin, stjerner på himlen og grin i maven, end bleer, Real Kreditlån og MUS-samtaler. Her hvor jeg bare er min egen og ingen andres.

Men tiden her er jo som sagt foranderlig. Og måske har jeg det anderledes i morgen. Måske vil jeg længes efter faste rammer og trygge arme om et år. Måske har jeg allerede fundet dem der. Jeg ved det ikke. Lige nu ved jeg bare, at jeg higer efter frihed. Efter at gøre præcis, som jeg vil, når jeg vil det. Og at noget af det, der trækker mest ned på humørkontoen er tanken om, at jeg ikke længere har al den tid i verden, som jeg kunne ønske mig. At både jeg selv og folk omkring mig bliver ældre og har forventninger til, hvordan jeg skal leve mit liv. Og at selvom jeg jo burde være ligeglad, så betyder det noget, hvad andre folk tænker – Og jeg tænker, at de tænker, at man ikke kan rejse jorden rundt og være fri som fuglen, drikke sig fuld i Pina Coladas og knalde med en canbana boy, når man er over 30.

Og det tænker jeg også lidt selv, at man ikke kan. Så derfor skal jeg måske nok til at komme i gang med at suge al ungdommen ud af ungdommen, inden den bliver erstattet af voksendommen. Eller også skal jeg bare tage en chill pill, ryge en cigaret og sige til mig selv, at når man er klar, så føles det nok helt rigtigt. Og så er der nok slet ikke noget andet sted, man hellere vil være.

Ja, det er nok sådan, det er.

Læs mere om lidt af de samme tanker her.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #71

1. Masser af kram, opmuntring og søde ord fra Bedsteveninden og det mest episke afsnit af Game of Thrones i denne sæson.

2. Hjalp Min Louise med at male en væg og pakke flyttekasser til hendes nye lejlighed, som er fin og flot, og jeg er både stolt og glad på hendes vegne over, at hun nu har sin helt egen dejlighed.

3. At lege lesbisk par, der ser på lejligheder med sin bedste veninde kan varmt anbefales.

4. Mit tredje og indtil videre største kundemøde gik fantastisk godt, og gjorde at min fremtidsusikkerhed blev lige lidt nemmere at udholde.

5. Min kære, søde mor blev gift med min kære, søde papfar igår. Og dagen var absolut helt perfekt og fyldt med kærlighed og virkelig meget kage.

6. Og i dag er ligeså fyldt med kage, tømmermænd og grin.

Fortællingen om Tilgivelse 

I starten af sommeren lyttede jeg til en fantastisk podcast af Mikkel Frey Damgaard, der hedder Selvmordstanker, og som handler om Mikkel selv, der igennem hele sit liv har været bange for at arve sin fars selvmord, og derfor i podcasten undersøger om selvmord kan gå i arv. I løbet af podcasten lærer han så gennem folk, der kendte hans far, mere og mere om den mand, som ikke har været der, siden han var otte år gammel, og som han hele sit liv har forsøgt at adskille sig fra, fordi han ikke ville ende som ham.

Jeg følte egentlig ikke så frygtelig meget gennem de første mange afsnit af Selvmordstanker. Jeg syntes, podcasten var god og vellavet, spændende og rørende, men på et plan, der ikke som sådan havde noget med mig selv at gøre. Lige indtil jeg hørte sidste afsnit. Afsnittet der handlede om tilgivelse og closure.

Her mødes Mikkel Frey Damgaard med den psykolog, han mødtes med i første afsnit, og som havde givet ham den opgave at lære så meget om sin far som overhovedet muligt. Og efter al den læren-at-kende, der har foregået, sidder Mikkel med en helt anden følelse, end den han sad med, da podcasten gik i gang. Han er ikke vred længere, fortæller han. Han er ikke bange. I stedet er han fyldt med empati og medfølelse overfor sin far. Og fyldt med sorg over både at have mistet ham, men også over, hvor svært hans far havde det i tiden, inden hans død.

Jeg kan huske, at jeg gik og trak min cykel gennem en lille gade på Nørrebro på en af de der sløve og lyse sommeraftener, og at de grønne, grønne træers blade brusede i vinden over mig, mens jeg lyttede til Mikkels fortælling. Og for første gang i løbet af podcasten, blev jeg oprigtig rørt helt inde i kroppen. For hans ord beskrev så præcist, hvordan jeg i dag har det med min egen far. Jeg er nemlig heller ikke vred længere. Og tro mig, det var jeg i meget lang tid, da han levede. I dag er jeg i stedet, akkurat som Mikkel er overfor sin far, fyldt med empati og medfølelse over, at han havde det så svært. At han kæmpede sådan. Og at han aldrig lykkedes. Og så er der den kæmpe store sorg over, at han ikke er her. At jeg aldrig for alvor lærte ham at kende, men også en kæmpe stor sorg over alt det, han kunne have været, men ikke blev.

Og lige der, midt på gaden, midt i podcasten, indså jeg, at det er de følelser, den empati og den sorg, der skal være til stede, hvis jeg oprigtigt skal tilgive Fodboldfyren. Jeg kan ikke tilgive ham, fordi jeg selv gerne vil videre. Jeg kan ikke sige, at nu er jeg ikke vred længere, at jeg forstår, at jeg tilgiver og så vinke til ham i Føtex, hvis jeg ser ham. For selvom, det er et skridt i den rigtig retning, er det ikke ægte. Det er ikke ægte tilgivelse, også selvom rigtig mange, tror og føler, at det er.

Ægte tilgivelse kommer, når du oprigtigt føler med den anden person. Når du ikke vil have, at de skal lide mere. Når du ville ønske, at du kunne gøre noget for dem. Og sådan har jeg det bestemt ikke med Fodboldfyren.

En klog veninde jeg har, sagde til mig, at jeg måske skulle prøve at droppe det der psykopatmærkat, jeg har klistret fast på ham. At det, selvom det kan give en masse forklaringer og indsigter, ikke hjælper det store på der med tilgivelsen. For hvordan kan man tilgive en, der er ligeglad? En der ikke føler noget? En som ingen skyldfølelse har overhovedet?

Det er svært. Måske nærmest umuligt. Og derfor, sagde hun, skulle jeg måske i stedet forsøge at finde ud af, hvorfor han er blevet sådan. Hvorfor den lille lyshårede dreng, som jeg en gang så på en hjemmevideo, og som virkede genert, fjollet og elskværdig overfor sine to yngre brødre, blev til en mand, der iskoldt og uden kærlighed i kroppen, gang på gang kunne sige, at jeg intet var værd. Og derefter kunne gå ud og bevise det.

Jeg ved det ikke. Og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle finde ud af det. Men jeg ved i hvert fald, hvordan det virkelig føles at tilgive. Og der er stadig meget, meget langt derhen.

Taknemmelighedsrunden #70

Det har været en hård og ikke så fed uge, der nu slutter i dag. Og selvom jeg både har været sur, vred, ked af det og har gemt mig under dynen og druknet mig selv halvt i selvmedlidenhed, så har jeg også sørget for at finde de små ting, der husker mig på, at jeg trods alt har en masse at være taknemmelig for. Som for eksempel;

1. Min Game of Thrones klub med Bedsteveninden, der i mandags blev erklæret en Bacon Game of Thrones klub = alle måltider indtaget til et GOT afsnit skal fremover indeholde bacon. #velkommentilbaconborgen

2. Solen, der titter frem gemme regntunge skyer.

3. Endnu en kunde i min biks. #girlboss

4. Min mormor, der stikker mig 450 kroner og venligt finder sig i, at min madlavningsfantasi var nedlagt, og at jeg derfor serverede burgere til hende i stedet for ægte mormormad.

5. Dejlige veninder, der skriver og spørger, hvordan jeg har det. Og derefter bliver ved med at skrive og spørge. #venindekærlighed

6. En kaffedate med en gammel kollega, fyldt med visdom og søde ord. #endnuengirlboss

7. Sangskrivning til vores mors bryllup og lange snakke med den bedste bror, der findes.

8. Masser af vin og G&T's + mange, mange høje grin med to af de bedste veninder.

9. Grill, sommer, ølspil og sommer på landet hos den sødeste svigerinde på det dejligste Bogø. #sommeridanmark

10. Søndag på Bedstevenindens sofa og med kvinde-EM i fjernsynet. #tusindgangegirlboss

Fortællingen om ikke kunne skrive det, man gerne vil skrive

Indtil videre har denne uge, disse fire dage været yderst nederen og nervepirrende. Dage, hvor ondt i maven har været den primære følelse, og frygt og tristhed de andre. Dage, hvor jeg allermest har haft lyst til at gemme mig under dynen og forsøge at lade som om, at der intet ondt er sket.

Og normalt ville jeg skrive om det. Lige her på bloggen. Men fordi det ikke kun handler om mig, fordi jeg ikke har alle de rigtige facts endnu, fordi jeg ikke vil hænge nogen ud, så kan jeg ikke fortælle om det. Så nu er jeg i stedet sådan en af de der irriterende bloggertyper, der skriver om, at noget er svært, men ikke vil fortælle, hvad det er.

Fuck, jeg synes de er irriterende, de typer! Og jeg holder stadig på, at hvis den ting, der er svær godt vil kunne fortælles uden at skade en selv eller andre, så bør man fortælle det, hvis altså man allerede er begyndt at skrive om det, bare på en kryptisk måde.

Men sådan er det ikke her. Og derfor kan jeg ikke. Og det er derfor egentlig også det, jeg gerne vil skrive om nu. Det ikke at kunne skrive det, man gerne vil skrive. For det har jeg aldrig prøvet før i bloggens historie. Jo, jeg har nogle gange været i tvivl, om jeg havde lyst til at delagtiggøre hele internettet i intime detaljer om mit liv, men der har det altid handlet om mig. Og jeg har også altid i sidste ende endt med at skrive det, jeg gerne ville skrive, da det nu engang er det, jeg synes bloggen er til for  –  for at jeg kan skrive tingene ud, og samtidig forhåbentlig kunne lade andre vide, at de ikke er alene i alt det, de føler og oplever.

Så det er meget frustrerende ikke at kunne dele det her. Det som fylder alt lige nu. Men jeg gætter på, at det nok ikke vil være sidste gang, det sker. Og det er ligeså frustrerende. For ligeså meget, som bloggen er til for at jer læsere kan møde genkendelsen, ligeså meget er den jo til for min egen skyld. For at jeg kan få skrevet alt det svære ud og dermed se på det fra en anden vinkel. I det her tilfælde har jeg allerede skrevet det, som noget, der måske en gang bliver Et Hemmeligt Skriv, men det er som om det ikke virker denne gang. Det er som om, at forløsningen, den nye vinkel, roen først vil komme, når jeg trykker publicer. Hvilket jeg jo ikke kommer til lige forløbeligt.

Så i stedet skriver jeg det her. Og håber samtidig ikke, at I allesammen kommer til at hade mig, for at være en af de der typer. Og jeg håber ligeså meget, at jeg snart kan skrive om det egentlige issue. For det er vigtigt et.