Du ved du virkelig er single når

– Du altid har ting i køleskabet, der ikke rigtig passer sammen, som fx tre chilier, hvidvin på karton, chokoladebudding og otte pakker snøfler.

– Du alligevel altid formår at få skabt et måltid mad af noget af indholdet: Chilihvidvinssovs /suppe er slet ikke noget at kimse af. Og så med chokoladebudding med snøffeldrys til dessert. #Festmåltid

– Du kun har en dyne, og du gider ikke at dele den med nogen, skulle der være nogen, der gerne ville låne en. Hvilket der sjældent er.

– Du taler (læs; skændes) ofte med dig selv, når du forsøger at løse et problem, som fx hvorfor internettet ikke virker eller hvorfor vaskemaskinen lækker vand. Og det fører sjældent til noget godt.

– Du efterhånden kun har et par pæne trusser i kommodeskuffen, og du gider kun at tage dem på, hvis der helt sikkert er penis i sigte. #MormortrusserFTW

– Du ikke kan huske, hvornår du sidst har ladet som om, du var interesseret i, hvad en mand sagde om fodbold/biler/golf/playstationspil/togbaner/fyld selv ind.

– Du har malet alle dine møbler eller i hvert fald en af dine vægge babylyserød. Bare fordi du kan. #girlboss

– Du med samme begrundelse har købt 47 lysestager med varierende mængder af glimmer på sig.

– Du stadig bliver nødt til at ringe til din far, når du skal have hængt den gigantiske og originale Sex And the City plakat op, som du har slæbt med hjem fra tøsetur i New York.

– Du både ser det at tage en mand eller en sharwarma med hjem fra byen som en succes. Og samtidig er du lidt trist over, at de to ting sjældent kan kombineres.

– Du nogle gange overvejer at begynde til crossfit igen, så du kun vil have brug for at bestikke en person i stedet for to til at løfte dit køleskab ned fra 3. sal og ud på genbrugspladsen. Men så drikker du vin i stedet.

– Du dagen efter bander dig selv ihjel, fordi din cola kun er semikold af den gund, at du ikke kan finde ud af, hverken at få dit gamle køleskab ned af trapperne eller dit nye køleskab op. #DamnYouSpagettiArms

– Du overvejer at få at kat. Bare ligesom for at cementere det hele.

Skærmbillede 2017-08-26 kl. 01.05.25


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #73

1. Fasterbesøg fra Norge, store kopper kaffe og en virkelig fin snak med min fars eneste søster.

2. Game of Thrones TV-dinner med Bedsteveninden og Bacon.

3. Middag og bookning af Airbnb i Tallinn med den sødeste mor, som jeg tager med til Estland i morgen.

4. Næsten spontan indermad og virkelig mange grin med Verdens Bedste Anne.

5. Beyonce Banko i Absalon inklusiv rosé, skrålesang og følelsen af at høre helt og aldeles til sammen med alle bearnaisepigerne.

6. Fri bar og sommerfest på Bedstevenindens arbejde, grimme dansemoves og store kærlighedserklæringer.

7. Kaffe, sol og en virkelig stor dessert sammen med dejlige Anna.

8. En hel dag i Min Louises og hendes dejlige børns selskab. Og virkelig meget kaffe.

9. Hvide lagner, gode bøger og morgenmad i sengen.

Fortællingen om at være blevet bange for at date

Det er nu snart to år siden, at jeg tog mine ting og gik op i et fly til Hong Kong og dermed sagde farvel og tak til Fodboldfyren. Og til december er det et år siden, at alt faldt sammen omkring mig og alt med ét blev både tungere og mørkere og klarere og lysere. Jeg fandt ud af, hvad vores forhold virkelig var for ham, og fandt ud af, at alt det jeg havde troet var ægte og virkeligt, slet ikke var det.

På mange måder føles det som om, vi har slået op to gange, som jeg vist har også har skrevet før. Og selvom den anden gang var langt mindre tårevædet og fyldt med savn, er det alligevel den, der har slået mig allermest ned. Det er nemlig den, der for alvor har revet mit hjerte midt over, krøllet det sammen og smidt det væk, som var det en ligegyldig, vissen blomst. Det er den, der har slukket alt håbet i mig, det er den, der har gjort mig bange.

Det at vide, at Fodboldfyren bedrog mig så voldsomt, at jeg kunne falde for det gang på gang, at jeg ikke kunne se det, men især det at han igennem hele vores forhold ofte satte mig i en situationer, hvor den gennemgående følelse hos mig var “Nu dør jeg, jeg kan ikke mere” – har gjort, at jeg ikke tør noget som helst længere. For jeg vil ikke føle det igen.

Da jeg var i Grækenland, sad mine veninder og jeg en aften på en bar. Helt lækre og klar til drinks, sjov and what not, sad vi der og kiggede ud over havnen i Parga. Det tegnede til at blive en god aften, men da Bedsteveninden og Verdens Bedste Anne pegede over på en gruppe fyre på den anden side af baren, og spurgte om det ikke var noget, blev jeg helt kold inden i. Lige pludselig råbte alt inde i mig nej. Og så gik jeg. Jeg lod mine veninder blive tilbage i baren, og gik selv hele vejen op af bjerget og ned ad den anden side for at komme væk og tilbage til vores hotel. Og hele vejen ned græd jeg.

Det tog dog noget tid for mig rent faktisk at se lyset og forstå, hvorfor jeg var stukket af. Og hvorfor jeg havde grædt. Først sagde jeg til mig selv, at det blot var min introverte side, der havde brug for lidt space, og derfor ikke ville med i byen. Men langsomt gik det alligevel op for mig, at jeg jo rent faktisk ikke bare var gået hjem. Jeg var flygtet. Fordi jeg var bange.

Og sådan har jeg det mere eller mindre stadig. Jeg er pisse bange for at åbne mit hjerte, og kan faktisk slet ikke forestille mig, hvordan det dog skulle kunne ske. Jeg bliver overmandet af træthed og ugidelighed, som jeg nu har luret er en klar forsvarsmekanisme, når talen falder på dating, mænd og tinder. Og jeg har mere eller mindre overbevist mig selv om, at der jo alligvel ikke er nogen mænd, der ville synes, at jeg var nice nok til at blive forelsket i.

Og alt det ville måske ikke være lige så slemt, hvis ikke det var fordi, jeg efterhånden faktisk godt vil have en kæreste.  I de sidste to år har lysten ikke rigtig været der. Jeg har nydt at være alene. At finde mine egne ben i al det her rod, der har været mit sidste parforhold. Jeg har elsket at være fri, (og elsker det stadig) og jeg har slet ikke haft behovet for den romantiske kærlighed. Men nu er det der, og det hiver det i mig. Nu vil jeg faktisk gerne.

Jeg tør bare ikke. Jeg har fået mig selv overbevist om, at det uundgåeligt vil ske igen. At jeg er uelskelig. Og at følelsen – “Nu dør jeg, jeg kan ikke mere” – den endnu engang vil overmande mig. Og så er det jo nemmere bare at lade helt være. At købe en kat og så ligesom bare sige, at det var det. Også selvom alt indeni mig skriger på rigtig kærlighed. Også selvom jeg godt ved, hvis jeg bruger min logiske sans, at jeg er et fantastisk menneske. At jeg er klog, smuk, dejlig, sjov, empatisk og helt og aldeles lovable.

Det er bare som om den sans meget tit bliver overdøvet af noget, der råber højere. Og indtil forleden var jeg ikke sikker på, hvad det var, der blev råbt. Men nu ved jeg det.

“Du finder aldrig ægte kærlighed. Du vil altid blive såret. Og derfor kan du ligeså godt lade være”. 


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #72

1. Pizza på Behov og en fejring af min mors 57 år på denne jord.

2. Guddatterpasning og sandwichspisning med Min Louise.

3. Kaffe i solen, boglæsning og people watching på mit elskede Nørrebro.

4. Hotdogs, is og Game of Thrones med Bedsteveninden.

5. Femte modul af min Mastercoachuddannelse med de skønneste mennesker og de største indsigter.

6. Følelsen af at komme hjem efter en lang og travl dag og vide, at aftenen er helt min egen.

7. Middag hos Pizza-Anne og hendes afgjort beholdeværdige kæreste.

8. Copenhagen Pride, øl, kærlighed, glimmer og Bedsteveninden.

9. Sommernatsbytur fyldt med grin, jokes, engelske mænd og gin & tonics.

10. Brunch med Drengevennen, bacon og sladder.

11. Eftermiddagslur i eftermiddagssolen.

Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Fortællingen om at ville holde fast i tiden og udskyde voksendommen

Jeg har altid gerne ville have børn. Og jeg har i mit liv været skruk flere gange. Jeg har længtes efter at skabe en familie, der var anderledes end min egen, jeg har higet efter trygheden og sikkerheden i at være en lille kerne sammen, og jeg har drømt og planlagt alt det, jeg gerne ville have til at ske.

Jeg vil stadig gerne have børn. Jeg ved endda, hvad de skal hedde, (og jeg rokker mig ikke) og jeg vil stadig gerne have den der kerne af en familie. Men jeg er ikke skruk. Og jeg kan faktisk i virkeligheden ikke rigtig forestille mig eller drømme om noget, der har med børn og familier at gøre. For det er slet ikke on my mind. Faktisk higer jeg nærmere efter ungdommen og ville ønske, at jeg kunne stoppe tiden og blive her i slut 20’erne i lang tid endnu. Jeg har ikke lyst til at blive rigtig voksen. For jeg elsker den tid, jeg er i nu så højt. Jeg elsker, at jeg har så mange veninder, at vi ses så ofte og at vi er en bastant og fast del af hinandens liv.

Og det er også derfor, jeg nærmest bliver sur, når jeg tænker på, hvordan fremtiden kommer til at være, når alle mine veninder, inklusiv mig selv forhåbentlig, har fået børn, fuldtidsjob og en mand, der jo også skal plejes. Jeg synes nemlig, det lyder helt absurd, når jeg hører om veninder med familier, der skal arrangere venindedates langt ude i fremtiden, fordi alles kalendre er helt fyldt op med arbejde, børn, svigerforældrefødselsdage og børneaktiviteter. For sådan har jeg ikke lyst til, at det skal være, når jeg selv får nogen.

Jeg vil gerne have, at der skal være plads til, at jeg kan se mine veninder i løbet af ugen, måske ikke dem alle, det er trods alt allerede nu en smule utopisk, men jeg vil gerne have, at det skal være muligt at se en veninde i hverdagen. Jeg vil gerne have, at det ikke altid involverer vores fremtidige børn, og jeg vil gerne have, at det ikke skal være noget, der skal tage flere dage at aftale, eller at der skal gå flere måneder, før vi så endelig ses.

Jeg ved godt, at det nok desværre ikke kan blive ved med at være som det er lige nu. Og at jeg til den tid måske heller ikke har lyst til, at det skal være som den gang, vi alle var i 20’erne. Og jeg ved godt, at jeg helt sikkert kommer til at få nogle andre prioriteter, end jeg har i dag, men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg helt oprigtigt ikke vil have en stor lyst til at se og tale med mine veninder ofte.

Nogle gange bliver jeg helt trist over foranderligheden, der præger den tid, de fleste af mine veninder og jer er i lige nu. Det med, at vi aldrig kan vide, hvor vi er om et år er både spændende, men samtidig også trist. For jeg elsker som sagt virkelig tiden, som den er lige nu. Vi er stadig unge, de fleste af os er stadig rimelig frie, og det er ikke unormalt at ses spontant med en flaske vin under armen og at tale og tale i flere timer.

En veninde jeg har, hun glæder sig til 30’erne, siger hun. Hun synes 20’erne har været hårde. Gode, men hårde, og hun er klar til mere ro. Jeg – jeg kunne godt bruge fem år mere her. Tror jeg. Her hvor alt er åbent og muligt. Her hvor der stadig ikke er så mange, der mener, at man skal være et bestemt sted. Her hvor der er mere rødvin, stjerner på himlen og grin i maven, end bleer, Real Kreditlån og MUS-samtaler. Her hvor jeg bare er min egen og ingen andres.

Men tiden her er jo som sagt foranderlig. Og måske har jeg det anderledes i morgen. Måske vil jeg længes efter faste rammer og trygge arme om et år. Måske har jeg allerede fundet dem der. Jeg ved det ikke. Lige nu ved jeg bare, at jeg higer efter frihed. Efter at gøre præcis, som jeg vil, når jeg vil det. Og at noget af det, der trækker mest ned på humørkontoen er tanken om, at jeg ikke længere har al den tid i verden, som jeg kunne ønske mig. At både jeg selv og folk omkring mig bliver ældre og har forventninger til, hvordan jeg skal leve mit liv. Og at selvom jeg jo burde være ligeglad, så betyder det noget, hvad andre folk tænker – Og jeg tænker, at de tænker, at man ikke kan rejse jorden rundt og være fri som fuglen, drikke sig fuld i Pina Coladas og knalde med en canbana boy, når man er over 30.

Og det tænker jeg også lidt selv, at man ikke kan. Så derfor skal jeg måske nok til at komme i gang med at suge al ungdommen ud af ungdommen, inden den bliver erstattet af voksendommen. Eller også skal jeg bare tage en chill pill, ryge en cigaret og sige til mig selv, at når man er klar, så føles det nok helt rigtigt. Og så er der nok slet ikke noget andet sted, man hellere vil være.

Ja, det er nok sådan, det er.

Læs mere om lidt af de samme tanker her.


Følg med i trivialiteter og store tanker på instagram og facebook 

Taknemmelighedsrunden #71

1. Masser af kram, opmuntring og søde ord fra Bedsteveninden og det mest episke afsnit af Game of Thrones i denne sæson.

2. Hjalp Min Louise med at male en væg og pakke flyttekasser til hendes nye lejlighed, som er fin og flot, og jeg er både stolt og glad på hendes vegne over, at hun nu har sin helt egen dejlighed.

3. At lege lesbisk par, der ser på lejligheder med sin bedste veninde kan varmt anbefales.

4. Mit tredje og indtil videre største kundemøde gik fantastisk godt, og gjorde at min fremtidsusikkerhed blev lige lidt nemmere at udholde.

5. Min kære, søde mor blev gift med min kære, søde papfar igår. Og dagen var absolut helt perfekt og fyldt med kærlighed og virkelig meget kage.

6. Og i dag er ligeså fyldt med kage, tømmermænd og grin.

Fortællingen om Tilgivelse 

I starten af sommeren lyttede jeg til en fantastisk podcast af Mikkel Frey Damgaard, der hedder Selvmordstanker, og som handler om Mikkel selv, der igennem hele sit liv har været bange for at arve sin fars selvmord, og derfor i podcasten undersøger om selvmord kan gå i arv. I løbet af podcasten lærer han så gennem folk, der kendte hans far, mere og mere om den mand, som ikke har været der, siden han var otte år gammel, og som han hele sit liv har forsøgt at adskille sig fra, fordi han ikke ville ende som ham.

Jeg følte egentlig ikke så frygtelig meget gennem de første mange afsnit af Selvmordstanker. Jeg syntes, podcasten var god og vellavet, spændende og rørende, men på et plan, der ikke som sådan havde noget med mig selv at gøre. Lige indtil jeg hørte sidste afsnit. Afsnittet der handlede om tilgivelse og closure.

Her mødes Mikkel Frey Damgaard med den psykolog, han mødtes med i første afsnit, og som havde givet ham den opgave at lære så meget om sin far som overhovedet muligt. Og efter al den læren-at-kende, der har foregået, sidder Mikkel med en helt anden følelse, end den han sad med, da podcasten gik i gang. Han er ikke vred længere, fortæller han. Han er ikke bange. I stedet er han fyldt med empati og medfølelse overfor sin far. Og fyldt med sorg over både at have mistet ham, men også over, hvor svært hans far havde det i tiden, inden hans død.

Jeg kan huske, at jeg gik og trak min cykel gennem en lille gade på Nørrebro på en af de der sløve og lyse sommeraftener, og at de grønne, grønne træers blade brusede i vinden over mig, mens jeg lyttede til Mikkels fortælling. Og for første gang i løbet af podcasten, blev jeg oprigtig rørt helt inde i kroppen. For hans ord beskrev så præcist, hvordan jeg i dag har det med min egen far. Jeg er nemlig heller ikke vred længere. Og tro mig, det var jeg i meget lang tid, da han levede. I dag er jeg i stedet, akkurat som Mikkel er overfor sin far, fyldt med empati og medfølelse over, at han havde det så svært. At han kæmpede sådan. Og at han aldrig lykkedes. Og så er der den kæmpe store sorg over, at han ikke er her. At jeg aldrig for alvor lærte ham at kende, men også en kæmpe stor sorg over alt det, han kunne have været, men ikke blev.

Og lige der, midt på gaden, midt i podcasten, indså jeg, at det er de følelser, den empati og den sorg, der skal være til stede, hvis jeg oprigtigt skal tilgive Fodboldfyren. Jeg kan ikke tilgive ham, fordi jeg selv gerne vil videre. Jeg kan ikke sige, at nu er jeg ikke vred længere, at jeg forstår, at jeg tilgiver og så vinke til ham i Føtex, hvis jeg ser ham. For selvom, det er et skridt i den rigtig retning, er det ikke ægte. Det er ikke ægte tilgivelse, også selvom rigtig mange, tror og føler, at det er.

Ægte tilgivelse kommer, når du oprigtigt føler med den anden person. Når du ikke vil have, at de skal lide mere. Når du ville ønske, at du kunne gøre noget for dem. Og sådan har jeg det bestemt ikke med Fodboldfyren.

En klog veninde jeg har, sagde til mig, at jeg måske skulle prøve at droppe det der psykopatmærkat, jeg har klistret fast på ham. At det, selvom det kan give en masse forklaringer og indsigter, ikke hjælper det store på der med tilgivelsen. For hvordan kan man tilgive en, der er ligeglad? En der ikke føler noget? En som ingen skyldfølelse har overhovedet?

Det er svært. Måske nærmest umuligt. Og derfor, sagde hun, skulle jeg måske i stedet forsøge at finde ud af, hvorfor han er blevet sådan. Hvorfor den lille lyshårede dreng, som jeg en gang så på en hjemmevideo, og som virkede genert, fjollet og elskværdig overfor sine to yngre brødre, blev til en mand, der iskoldt og uden kærlighed i kroppen, gang på gang kunne sige, at jeg intet var værd. Og derefter kunne gå ud og bevise det.

Jeg ved det ikke. Og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle finde ud af det. Men jeg ved i hvert fald, hvordan det virkelig føles at tilgive. Og der er stadig meget, meget langt derhen.