Fortællingen om At Have Det Fantastisk Og Frygteligt På Samme Tid 

Det er en underlig følelse. Følelsen af at have det fantastisk og frygteligt på samme tid. Egentlig er det forkert at kalde det én følelse, for det er jo to forskellige følelser, og de sidder ikke i kroppen på samme tid. Faktisk overhovedet ikke. Men det er et underligt fænomen. At man på den ene side kan være nærmest lykkelig, være glad, stolt og føle sig elsket, og på den anden side være ved at knække midt over.

Jeg taler selvfølgelig om den tristhed, der er ved at erstatte min vrede mod Fodboldfyren. Vreden er der stadig, popper op en gang imellem og siger hej og udtænker små og onde hævnplaner, som den godt ved aldrig vil blive ført ud i livet. Men tristheden fylder helt klart mest nu. Den sidder lige ved siden af lykken over, hvordan jeg har fået bygget mit liv op, hvordan jeg har stykket det sammen og fyldt det med mennesker og oplevelser som jeg elsker. Lykken fylder helt klart mest, heldigvis. Men tristheden er med mig næsten hver eneste dag også.

Den er der, når jeg går igennem mit barndomskvarter og mine skuldre bliver stive, når jeg tænker på, hvad der vil ske, hvis jeg støder ind i hans forældre eller ham. Den er der, når jeg fortæller en historie og hans navn dukker op, fordi han efter seks års parforhold ofte er en del af dem, både på den gode og den dårlige måde. Den er der, når min tankestrøm pludselig bliver afbrudt af et ondt minde eller endnu en realisation om, at han nok også har løjet om det og det og det. Den er der, når jeg ser en sød fyr og stivner fuldstændig og allermest har lyst til at løbe min vej af bar skræk, hvis han smiler til mig.

Men for det meste har jeg det godt. For det meste smiler, elsker, griner og nyder jeg livet. Men jeg føler mig også uendeligt alene, låst fast af fortiden og helt og aldeles uelskelig. Også selvom jeg godt ved, at jeg er ingen af delene.

Det er som om, jeg nogle gange står foran et kæmpestort og glat isbjerg, som jeg allerede er faldet ned af tusind gange, men som jeg ved, at jeg skal opad og henover den anden side igen, hvis jeg vil hjem. Og jeg er træt nu. Jeg orker næsten ikke at prøve at gå opad det en gang til. Jeg orker næsten ikke at falde og slå mig mere. Jeg orker næsten ikke at kravle op og vende mig rundt og se på, hvor jeg kom fra, se på alt det, der gjorde ondt og som har fået mig til at føle, som jeg føler nu.

Så jeg prøver at huske på alt det gode. Alt det fantastiske jeg også har, så jeg ikke skal tænke på alt det fantastiske, som jeg går glip af, hvis jeg ikke kommer op over bjerget. Alt det som venter på mig, de ting, mennesker, følelser og oplevelser, som jeg ikke kan være en del af nu, hvor mit hjerte er forseglet og min frygt kæmpestor. Jeg tænker, at jeg da godt kan bo her ved isbjergets begyndelse og have det godt. Have det fint. Jeg behøver ikke at se min frygt i øjnene, hvis jeg ikke orker, hvis jeg ikke har lyst. Jeg kan sagtens være lykkelig med et hjerte, der kun kan åbnes halvt.

Det siger jeg til mig selv. Også selvom jeg godt ved, at jeg lyver.

Dag 357, år 2 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s