De Hemmelige Skriv #2 Snevejr og Døde Fædre

Nogle gange skriver jeg noget, som jeg gemmer væk. Noget som jeg endnu ikke er sikker på skal frem eller noget, som jeg bare gerne vil holde lidt hemmeligt lidt endnu. Måske for altid. Efterhånden har jeg en del af disse hemmelige skriv, og nu hvor de fleste er kommet på afstand, føler jeg ikke længere at ærligheden i dem er ligeså skræmmende, som jeg gjorde, da jeg skrev dem. Og derfor deler jeg dem nu. De kommer ikke i kronologisk orden, i stedet kommer de, når jeg bliver mindet om dem, når noget af det, jeg tænkte den gang, kommer igen eller når jeg kan mærke, at jeg nu er så langt fra det, jeg skrev, at jeg kan dele det uden at føle, at jeg lægger et nøgenbillede af min sjæl ud på nettet.

Jeg håber, I vil læse med. Og at I vil huske Morten Svanes og Helsematildes kloges ord. Læs tidligere Hemmelige Skriv her.

Januar 2011

Det føles lidt, som om jeg skal dø.

Som om der sidder en stor løve på mit bryst og trykker mig helt flad. Som om jeg ikke kan trække vejret.

Han ligger derinde bag døren. Jeg kan se ham gennem et lille vindue i væggen. Min mor siger, han stadig er varm. Hun siger, jeg skal komme ind. Ind og sige farvel.

Udenfor sner det. I radioen siger de, at det hele ugen vil føles som om, det er 17 minus grader. Men han er stadig varm, siger hun.

Han ligner allerede ikke sig selv. Et øjeblik tænker jeg, at der er nogen, der har lavet et voksdukke af ham og lagt den i en hospitalsseng bare for at snyde mig. Men det er ham. Han ligger lige der. Min far.

Engang byggede jeg en snemand, som han forvandlede til en nøgen dame. En af dem, der normalt bor på Glyptoteket. Så stod hun der. Udenfor og kiggede ind. Ind i min farmors hus på fjeldet i Nord Norge, og jeg spurgte ham, om han ikke troede, at hun frøs derude. Helt alene.

”Nej”, sagde han. ”Hun elsker sneen”. Ligesom ham. 

Alt det hvide på hospitalet blandes sammen med alt det hvide udenfor og alle farverne forsvinder. Jeg har lyst til at tage hans hånd. Begrave mit ansigt i hans bryst. Lægge mig ved siden af ham og varme ham op igen. Kramme ham til han næsten går i stykker.

Men jeg tør ikke. Jeg står stiv og kold for enden af sengen og kan ikke bevæge mig. Ser bare til, mens resten af hans varme forsvinder.

”I stedet hvisker jeg noget alt for velkendt. 

“Vågn op, far.” 

“Du må ikke gå, far”.


Læs mere om min far her, her, her, her og her

Reklamer

4 comments

  1. Lene · juli 13

    Hvor skriver du smukt ❤
    Kram Lene

  2. Pingback: Fortællingen om ikke kunne skrive det, man gerne vil skrive |
  3. Pingback: Fortællingen om kærlighed |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s