De Hemmelige Skriv #1 – Sommerfugle Og Bollevenner

Nogle gange skriver jeg noget, som jeg gemmer væk. Noget som jeg endnu ikke er sikker på skal frem eller noget, som jeg bare gerne vil holde lidt hemmeligt lidt endnu. Måske for altid. Efterhånden har jeg en del af disse hemmelige skriv, og nu hvor de fleste er kommet på afstand, føler jeg ikke længere at ærligheden i dem er ligeså skræmmende, som jeg gjorde, da jeg skrev dem. Og derfor deler jeg dem nu. De kommer ikke i kronologisk orden, og dette er derfor ikke det første hemmelige skriv, jeg skrev. I stedet kommer de, når jeg bliver mindet om dem, når noget af det, jeg tænkte den gang, kommer igen eller når jeg kan mærke, at jeg nu er så langt fra det, jeg skrev, at jeg kan dele det uden at føle, at jeg lægger et nøgenbillede af min sjæl ud på nettet.

Jeg håber, I vil læse med. Og at I vil huske Morten Svanes og Helsematildes kloges ord. 

Januar 2017

Han kysser mig og putter sit ansigt ned mellem min skulder og hals. Hans ånde kilder mit øre. Vi ligger nøgne i sengen og taler. Vores hænder glider ind og ud af hinanden. Fletter sammen. Håndflade mod håndflade i en stilfærdig klappekageleg støder de sammen, mens vi taler. Mens vi taler om ingenting. 

Mine veninder spørger om ting, jeg ikke ved. Ting jeg ikke har spurgt om. Ting jeg aldrig spørger om. Ting jeg ikke kan svare på. Jeg ved ikke, hvad han drømmer om eller om han overhovedet drømmer om noget. Jeg ved ikke, hvad han tænker, når han ikke kan sove eller, hvad han elsker allermest. Jeg ved ikke, hvad han er bange for. Jeg ved ikke, hvem han er. 

“Men hvad taler I så om?”, spørger de. 

Men vi taler egentlig ikke. Vi fortæller. Hver især fortæller vi historier, sjove historier om ting, vi har oplevet, ting vi lige er kommet i tanke om. Grinagtige og skøre anekdoter, som aldrig handler om noget, der betyder noget. 

“Vi skal jo have tiden til at gå med et eller andet, indtil vi begge er klar til endnu en omgang”, forklarer jeg. 

Jeg har aldrig hørt hans hjerte slå. Vi har kendt hinanden så længe, og jeg har aldrig hørt den velkendte lyd af et levende hjerte gennem et bryst. Mit hoved ender aldrig der. Der hvor trygheden og omfavnelsen finder sted.

Han hiver mig ind til sig og lader sine fingerspidser tegne streger på min ryg. Jeg lukker øjnene og kan mærke håret på hans bryst mod min næstetip. Jeg tror, han prøver at fortælle ting med sine hænder. Måske kan han mærke noget mere? Jeg ved det ikke. Måske er jeg bare en krop, der fylder de tomme huller inde i ham ud for en tid. Jeg ved det ikke. Måske er jeg noget midt imellem. 

Engang fløj der en sommerfugl rundt inde i min mave. Solen var ved at gå ned og jeg havde hvidvin på mine læber. Vi sad højt oppe på taget og kiggede ud over byen. Og så lagde vi os ned. Ham på ryggen og mig på siden. Mit hoved på hans bryst. Måske hørte jeg alligevel hans hjerte der? Resten af aftenen føltes det i hvert fald anderledes. Sommerfuglen svirrede rundt. Kildede mig med dens vinger. Pustede til mig indefra. 

Jeg trækker mig væk, lægger mig på ryggen. Han leger med mit hår, mens han fortæller endnu en anekdote. Jeg griner, selvom jeg ikke hører efter og lægger dynen ind imellem os. 

Om natten drømmer jeg om en, der holder om mig. Om dagen om en, der aldrig går. En der kigger på mig med forelskede øjne, og som får sommerfuglen til at yngle og fylde min krop med tusindvis af små blafrende vinger. Men jeg drømmer også om en pige, der sidder helt alene. En pige, der ikke længere har noget hjerte, fordi hun gav det væk. En pige, som ikke kan trække vejret. 

Når han går, kysser vi hurigt farvel, og jeg skifter sengetøjet med det samme. Det skal ikke være ham, forklarer jeg mine veninder. Og måske skal det ikke være nogen. 

img_9587

Dag 103, år 2 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s