Fortællingen om At Lukke Tristheden Ind For At Kunne Lukke Vreden Ud 

Jeg har snart brugt et halvt år på at være vred. Virkelig vred. Og jeg har slet ikke kunnet forestille mig, hvordan jeg kunne komme til at give slip på den og slet heller ikke, hvordan jeg kunne komme til at tilgive og slippe det hele.

For mig har det føltes fuldstændig umuligt. For hvordan skulle jeg kunne være ikke-vred? Det som Fodboldfyren har gjort er så voldsomt, så forfærdeligt og så gennem-utilgiveligt, at min meget veludviklede retfærdighedsans har været på konstant overarbejde lige siden, jeg fandt ud af, hvad der egentlig har foregået i alle de år vi var kærester.

Jeg har været så vred og så retfærdighedshungrende, at jeg har følt, at han burde komme i fængsel. At han burde dømmes for utroskab og generel nederenhed. For løgne og bedrag. For at have ødelagt og taget nogle af de hidtil vigtigste år af mit liv. For at have ødelagt mig. Og jeg har endda tænkt, at jeg næsten ville ønske, at han slog mig ud af frustration for det, jeg har skrevet og fortalt om ham her på bloggen, hvis vi mødte hinanden tilfældigt. Bare så jeg kunne melde ham til politiet, og han så rent faktisk ville blive dømt for noget.

Og selvfølgelig har jeg det. Det han har gjort er utilgiveligt. Og forfærdeligt. Og jeg har intet closure fået. Jeg har ikke råbt ad ham, jeg har ikke skældt ham ud. Jeg har ikke brændt alle hans ting eller tisset på hans playstation. Og det, der skulle have været mit afgørende “fuck-dig-moment” – at sætte de resterende af hans ting ud på gaden og sende en iskold sms om, at han nok burde skynde sig hen for at hente dem –  kom før jeg overhovedet vidste, hvor stort et svin han i virkeligheden var. På det tidspunkt vidste jeg så lidt, og selv det var alt for meget. Så jeg har været vred. Sydende og spruttende vred. Iskold- og jeg-håber-du-bliver-kørt-over-af-en-tank-vred.

Men jeg har nærmest ikke været ked af det.

Vreden har nemlig fyldt alt for meget til, at der overhovedet har været plads til tristheden. Og desuden har jeg heller ikke haft tid eller lyst til at deale med den. Eller har villet acceptere, at den overhovedet var der. I min verden har jeg allerede været ked af det længe nok. Jeg har faktisk brug seks år på det. Seks år på at være ulykkelig og uforstående overfor, hvorfor min kæreste var, som han var, og hvorfor jeg enten ikke kunne lave mig selv om eller bare gå min vej. Jeg har grædt, jeg har hulket, jeg har taget lykkepiller og alt for mange panodiler. Og han fortjener ikke en eneste tårer mere.

Vreden derimod, den fortjener han.

Men efter et halvt år fyldt med vrede er jeg ved at være træt. Jeg kan ikke mere. Og jeg vil heller ikke mere. Det tager alt for meget af min energi, alt for meget af min glæde, og han fortjener heller intet af det. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af, hvordan jeg skulle slippe den.

Det tror jeg dog, at jeg ved nu.

3393339333933393

Dag 306, år 2

Som jeg skrev her, var jeg i weekenden på retreat med denne fantastiske mand. Og også med lidt hjælp fra min fantastiske medkursister på min Mastercoachuddannelse, har jeg indset, at jeg bliver nødt til at lukke tristheden ind, så jeg kan lukke vreden ud. Og jeg bliver nødt til at tilgive mig selv, før jeg kan tilgive ham. Og at tilgivelsen af ham er nødvendig for at jeg for alvor kan slippe hele denne fortælling og den allersidste rest af vrede, der måtte være tilbage.

Som sagt, så vidste jeg godt lidt det med tristheden. Jeg har bare ikke villet tro på det. Har ikke villet åbne op for den pose fuld af lort og synke ned i det. Men nu, efter i søndags, har jeg en følelse af, at det behøver jeg heller ikke. Jeg behøver ikke at synke ned i noget. Tværtimod. I stedet skal jeg finde frem til det største inde i mig. Det sted, hvor tilgivelsen, forståelsen og medfølelsen sidder. Og så skal jeg bruge den og dele ud af den. Først til mig selv. Og til sidst til ham.

Efter retreatet gik jeg en tur. Jeg gik med musik i ørene og en følelse af at være kommet tættere på at slippe end nogensinde før. På at sige farvel til vreden. Og på oprigtigt at kunne vinke goddag, hvis jeg pludselig stod overfor ham på gaden. Jeg gik og duftede til sommeren og mærkede, hvordan min skuldre, der nærmest permanent har siddet oppe under ørerne på mig det sidste halve år, sank ned på plads. Jeg mærkede små dryp af regn på min næse og en følelse af ro.

Og så græd jeg.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s