Fortællingen om Et Velkommen Til Fodboldfyrens Kæreste Nummer Fire  

Eller kæreste og kæreste. Hun siger selv, at de var bollevenner. I citationstegn. Hvad end det så betyder. Jeg har ikke talt med hende. Kæresten/bollevennen altså. Hun skrev en kommentar til dette blogindlæg og fortalte, at også hun har haft et forhold til Fodboldfyren, og at hun har fulgt mig længe, og har været i tvivl om hun skulle sige noget eller ej.

Det har hun så gjort nu. Men som sagt har jeg ikke talt med hende, så jeg ved ikke mere, end hvad der står i hendes kommentar. Jeg har ellers svaret og sagt, at hun meget gerne må skrive en mail til mig, men har intet hørt endnu.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige eller mene efterhånden. Jeg havde jo allerede en ide om, at der måtte være flere forhold, siden manden ikke har kunnet regne ud, hvem det var, der havde fortalt mig sandheden. Og jeg har endda også håbet at høre fra flere, så jeg kunne stykke endnu mere af dette umulige puslespil sammen. Men at sidde der midt i et strategimøde på arbejdet og læse sådan en besked, det var…hårdt. Og irriterende.

Jeg blev nemlig ked af det. Selvfølgelig vil de fleste nok sige, men ked-af-det-heden overraskede mig. For jeg ved jo godt, hvem han er nu. Jeg ved jo godt, hvad det er han har gjort. Jeg ved godt, at alt var løgn. Så hvorfor bliver jeg ked af det? Hvorfor gør det ondt?

Jeg ved det ikke rigtigt. For oftest så hader jeg ham bare. Og samtidig er jeg taknemmelig for, at jeg aldrig behøver at se ham igen. At jeg slap væk. Og så fylder vreden. Lysten til at lade alle, der kender ham og holder af ham vide, hvilket menneske han i virkeligheden er. Og den lettere beroligende tanke om, at han sandsynligvis aldrig kommer til at opnå noget i sit liv, men i stedet kommer til at ende ensom og alene på en lædersofa købt med kontanthjælp.

Men selvfølgelig fylder sorgen også. Sammen med ked-af-det-heden. Især når jeg i glimt husker øjeblikke, som indtil for et halvt år siden altid har været forbundet med kærlighed. Øjeblikke og glimt fra det liv, vi levede sammen og som jeg troede på. Minder om ham, som jeg troede elskede mig.

Så derfor skriver jeg nu. Drikker et glas vin og ryger en cigaret. Alt imens Beyonce kører på fuld smadder. Jeg skriver, så jeg kan forstå – ikke ham, det kommer jeg aldrig til – men mig selv. Forstå og lytte til alt det, der rumsterer lige nu. Både hadet, vreden, tristheden, men også kærligheden. For den var der, og den var ægte. Den var ægte for mig. Og det er jo derfor, det gør ondt.

Dag 284, år 2 – Skriver hjertet ud


 

Reklamer

3 comments

  1. Hej Nina, jeg ved heller ikke, hvor den er blevet af. Jeg troede, du havde slettet din egen kommentar igen. Min mail er Amaliefr@hotmail.com. 🙂

  2. Pingback: Taknemmelighedsrunden #58 | Mit Uperfekte År
  3. Pingback: Fortællingen om at opdage, at man er blevet en bitterfisse |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s