Fortællingen om At Være Ensom i Et Hav Af Venner

Jeg håber, det er muligt at skrive det her indlæg uden at lyde som en stor whiny brokkerøv. For det er virkelig ikke det, jeg vil. Eller synes, jeg er. Og jeg har da også overvejet slet ikke skrive noget. Men så igen, hvad fanden skal man ellers bruge sin blog til, hvis altså ikke man er sådan en, der finder det vigtigt at fortælle verden, hvilke par strømper, man har valgt at tage på i dag. (Av, nu kom jeg vist alligevel til at lyde….bitchy)

Så nu fortæller jeg det. Og håber samtidig, at folk forstår, at det ikke er en anklage, brok eller surhed. For det er det ikke. Jeg tror egentlig mest det er frygt og gamle sår. Blandet med en lille smule tristhed. Okay, lidt mere end en lille smule.

Jeg har ingen planer i weekenden. Eller det er løgn. Jeg skal spise brunch med min sødeste Anna på søndag, men indtil da skal jeg ingenting. For alle mine veninder er optagede. Og da jeg fandt ud af det igår, efter en ellers dejlig formiddag med et tandlægebesøg, der viste ingen huller og frokost med Bedsteveninden, så blev jeg først trist og derefter tvær. Og måske også lidt skuffet.

Selvfølgelig er det ikke nogens skyld, og man kunne da også argumentere for, at jeg kunne have været ude i bedre tid, og at mine veninder og venner jo altså ikke er ansvarlige for, at jeg har noget at lave i weekenden. Så det gjorde jeg. Altså argumenterede. Men følelserne blev alligevel siddende. Ja, faktisk voksede de sig større og satte sig endnu bedre fast, indtil jeg endte med at råbe af min ovn, fordi den blæste varm damp i hovedet på mig, da jeg åbnede lågen for at tage den pizza ud, jeg aggressivt havde klasket sammen.

Og så måtte jeg lige sætte mig ned og tale lidt med mig selv. For at finde ud af, hvorfor det gik mig sådan på. Og hvorfor det i dag stadig svier lidt. Det var ikke let, for det hele føltes blandet sammen i en stor pærevælling af nederenhed, men der var alligevel en sætning, der blev ved at skille sig ud og dukke op.

Det er altid mig, der spørger. 

Det er det nu ikke. Hvis jeg skal være ærlig. Der er masser af gange, hvor jeg er den, der bliver spurgt. Og jeg nærer slet ingen tvivl om, at mine veninder vil mig. Men jeg tror dog alligevel, at jeg “vinder”, hvis der nogensinde er nogen, der laver et regnskab over, hvem der tager mest initiativ. Og det gør lidt ondt. Og sender mig samtidig direkte tilbage til alle de gange, hvor jeg har følt mig udenfor og forkert. Og hvor jeg ikke måtte være med. Hvilket egentlig førte mig direkte videre til den næste gennemgående følelse – frygt.

Dag 266, år 2 – Alene

Jeg er bange for at miste. Jeg er bange for, at alt det jeg har kæmpet for at opbygge og al den kærlighed – som jeg gerne indrømmer, at jeg er dybt afhængig af, fordi det er den eneste, udover min families, som jeg har – vil forsvinde. For så ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg har altid følt mig lidt alene. Lidt forkert. Lidt på kanten. Men i løbet af det sidste halvandet år, har jeg følt mig mere rigtig end, jeg nogensinde har følt mig før. Jeg har følt, at jeg hører til. At dem jeg holder af og elsker, elsker og holder af mig, fordi jeg er, som jeg er. Jeg har følt mig langt væk fra kanten, og meget mere midt i midten. Og der vil jeg gerne blive ved med at være. Men jeg ved også, at det kommer jeg ikke til. Livet i 20’erne er flygtigt. Det er en tid fuld af forandring, og det liv man lever i dag er ikke nødvendigvis det liv, man lever i morgen. Det er både det, der gør 20’erne til noget af det mest fantastiske, men også til noget af det sværeste. For jeg ved god, at mine venskaber ikke kommer til at blive ved med at være, som de er nu. Og selvom jeg synes, jeg udvikler mig, endelig har fundet min rette hylde og er på vej hen et sted, så føles det alligevel som om mine veninder bevæger sig lidt hurtigere end mig. Og det gør det nogle gang lidt svært at trække vejret. For hvad hvis de alle sammen bevæger sig for langt væk?

Det hele er stadig lidt rodet. Og det er jo, som I kan se, heller ikke bare en ting, der fik mig til at råbe af ovnen. Det er både fortidsshit, nutidsshit og fremtidsshit. Og der er nok egentlig ikke rigtig så meget at gøre ved det andet end at trække vejret ned i maven, give mine tanker plads og lytte til mig selv. Det er dog bare lidt svært, når en anden insisterende stemme bliver ved med at råbe op.

Nogle gange kunne det bare være rart, hvis jeg ikke altid selv skulle sørge for, at jeg har planer for weekenden. 

Men det er nok utopi. Og nok utopi for de fleste. Medmindre du er en af de der bloggere, der viser deres sokker frem, måske.

 

 

Reklamer

10 comments

  1. Sara Jensen · maj 4

    Glad for at jeg ved et tilfælde faldt over din blog. Jeg er 40 år gammel. Jeg kan genkende følelsen du beskriver, men jeg synes det bliver bedre me årene. Jeg har været alvorligt syg, har mistet nært familiemedlem så jeg er blevet bedre til at sætte min egen standard og bedre til at lave ting for mig selv for det er jo ikke altid man lige sidder i en sværm af venner . Bare jeg ved at de er derude et sted og at det er muligt at få nye venner. Jeg er blevet bedre til at være glad.

    • Hej Sara, tak fordi du deler. Det er så rart, når man finder en balance, hvor man kan være sig selv og nyde det, og samtidig se sine venner, når det kan lade sig gøre. Og generelt synes jeg også, at jeg har den balance. Jeg elsker mit eget selskab, men lige nu tror jeg, at jeg har fået lidt for meget af det. Og så er det, at det kan være lidt svært, hvis alle har travlt med deres eget.

      • Sara Jensen · maj 4

        kom lige til at læse det igen. det lød meget bedrevidende, det jeg skrev. Jeg tror egentlig bare jeg har fået nogle bedre venner med årene og så har jeg det bedre med at være alene. Hvis det altid er en selv der ringer eller opfordrer til samvær er det nemlig ikke særlig rart. Men modigt at beskrive sådan en fase i tilværelsensom vi nok er mange der kan genkende. JEg synes bare det bliver nemmere med aldreren for man ved at det går over. Godt at noget bliver bedre for ens røv bliver jo ikke mindre:-)

      • Haha 😂 Dejligt at høre. Altså udover det med røven 😉

  2. Julie mitzie · maj 4

    Hej. Jeg kan sagtens forstå du føler som du gør, men hvis jeg må gi dig et godt råd, så burde du øve dig i at være sammen med dig selv. Da jeg var barn kunne jeg slet ikke holde ud ikke at have lejeaftaler i weekenden, jeg kan huske min mor sagde til mig at jeg skulle øve mig i at være sammen med mig selv, jeg syntes det lød dumt, men det gav så meget mening og har virkelig gjort mit liv så meget bedre. Nu elsker jeg min alenetid, jeg hygger mig helt vildt meget i mit eget selskab! Jeg har to tætte veninder, som jeg ses med hver eller hver anden uge. Det får mig ikke til at føle mig ensom, fordi jeg har nok i migselv, hvis man kan sige det sådan, jeg har altid nogle hyggelige ting jeg kan lave alene, fx elsker jeg at løbe, træne, danse, læse, jeg nyder virkelig min alene tid. Hvis jeg aldrig havde øvet mig i at nyde at være alene, så havde jeg sikkert også følt mig ensom nu. Jeg håber ikke at min besked lød belærende, eller ufølsom, men det er virkelig en gave at nyde sit eget selskab, på den måde er man heller ikke afhængig af andre mennesker og frygten ved at blive forladt er ikke så stor, fordi man elsker tiden med sig selv. Jeg er i øvrigt helt vild med din blog. Knus fra Julie M

    • Hej Julie, tak fordi du deler og tak for rosen. ❤️ Jeg kan faktisk enormt godt lide at være sammen med mig selv. Har også rejst rundt alene i fire måneder i Asien, og vægter til daglig min alene- og mig-tid højt. Så det er ikke så meget det, det handler om, men mere følelsen af ikke være vigtig blandet med frygten eller uroen for, hvad der ville ske, hvis jeg pludselig ikke har mine venner. For selvom jeg elsker at nyde mit eget selskab, og ved at jeg ikke ville trives, hvis jeg ikke fik plads til det, så ved jeg også, at jeg ikke ville være glad uden mine venner.
      Kh Amalie

  3. Tak for det her ærlige, skønne og rammende indlæg. En følelse mange kender, vil jeg påstå, men kun få italesætter.

    Go’ weekend, Amalie ❤

    Kh P.

  4. Stine W. · maj 16

    Hej Amalie

    Det er ikke særlig rart at have den følelse, men du skal vide, at du ikke er alene. Jeg har selv den følelse og har faktisk haft den i ret mange år. Jeg har da veninder, men de har bare rigtig meget travlt med andre ting og så føler jeg mig nedprioriteret. Der kan sagtens gå mere end en måned mellem vi ses og det har jeg det svært med, da jeg så ikke rigtig føler vi er særlig tæt på hinanden. Så jeg er begyndt at opsøge dem mindre og mindre med vilje. I stedet er jeg blevet mere opsat på hvad jeg så vil bruge min tid på og den er svær på trods af at jeg ikke har så meget alenetid, efter jeg er blevet mor – men jeg må så finde id af hvad jeg så vil hygge mig med at lave og fokusere på det positive. Du kan nok ikke bruge det til ret meget selv, det jeg skriver, men vil bare lige skrive til dig, at det er fedt at du i talesætter noget mange sikkert føler – for det hjælper sådan en som mig, der kender følelsen alt alt for godt.

    • Hej Stine, tak for din fine besked! Det er altid rart at høre om andres tanker om de emner, jeg selv går og tænker over og tumler med. ❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s