Fortællingen om At Være Bange For At Skrive Bogen om Fodboldfyren

I dag var jeg til min sidste samtale hos min psykolog hos TUBA. Jeg er nemlig done. Færdig. Fixet. Eller noget. Jeg har i hvert fald ikke flere gange tilbage hos TUBA, og det er helt i orden. Jeg har det godt. Jeg har lært en masse. Jeg er kommet tættere på mig selv og har fået en større forståelse for, hvorfor jeg, som mange andre børn af alkoholikere, gør som jeg gør i bestemte situationer. Føler som jeg føler. Tænker som jeg tænker. Så det er helt fint, at der er ikke er mere TUBA tilbage. Jeg har dog, fordi jeg er en evig sucker for at sidde og tale om mig selv, og derudover også har en grundlæggende angst for at blive deprimeret igen, lavet en aftale med min psykolog om, at hun bliver ved med at være min psykolog. Nu bare uden TUBA. Ikke at jeg tror, at jeg kommer til at bruge hende helt vildt meget, men mere så jeg ved, at hun er der, hvis jeg får brug for det. Og det er rart.

Vi talte om mange ting i dag, mig og hende. Men vi talte mest om Fodboldfyren. Om hvordan tristheden er væk, men vreden stadig hænger fast, som tyggegummi i håret. Om hvordan det tager tid at blive hel, når man er blevet slået i tusind stykker gang på gang igennem seks år. Om hvordan det stadig er svært overhovedet at tænke på at smile oprigtigt til en fyr, fordi det at åbne op for tanken om kærligheden, også åbner op for tanken om svigt. Og egentlig også fordi alle de stykker af mig, der endnu ikke er blevet klistret sammen igen, ikke er stærke nok til at tro helt på, at der faktisk er nogen derude, som gerne vil mig. Som ville synes, at jeg er fantastisk, og som ville elske mig, som den jeg er.

Og så snakkede vi om bogen. Den bog, jeg langsomt og overhovedet ikke særlig kontinuerligt, skriver på. Bogen, der skal fortælle hele sandheden. Den der skal afslutte hele denne historie en gang for alle. Den der skal give mig closure. (Og herre mange penge, forhåbentlig)

Jeg vakler nemlig nogle gange omkring den bog. Ikke fordi, jeg ikke vil skrive den, ikke fordi jeg ikke tør være ærlig, ikke fordi der med garanti kommer til at stå mange flere intime ting om mig, end der gør på hele denne blog. Det er ikke derfor.
Nej, jeg ved ikke, om jeg tør, fordi jeg ikke ved, om jeg kan. Om jeg kan klare det. Det er hårdt at skrive om alle de ting, der gjorde ondt. Og det er hårdt at gøre det på den måde, som en bog kræver det. Når jeg skriver her på bloggen om de ting, der var svære, er det et tilbageblik. En efterrationalisering. Det kan til tider være hårdt, især disse indlæg, men det er ikke ligeså svært, som når jeg i bogen skal gå ind i den pige, som jeg var den gang. Hende som ikke vidste bedre. Hende som bare prøvede det bedste hun kunne. Hende som ikke anede, hvad der ventede.

Og jeg er bange for, at jeg kommer til at ødelægge mig selv ved at gå ind i og tilbage til den pige, som engang var. Jeg er bange for, at jeg ved at sidde og dvæle ved hver eneste detalje, holder jeg mig selv tilbage fra at komme videre. Helt og ordentligt videre. Jeg er bange for at blive ved med at være i stykker.

På den anden side, så er jeg også bange for ikke at skrive den. For jeg ved og kan mærke, hvor vigtigt det er for mig. Og jeg tror også, helt dybt inde, at det er den eneste måde, jeg kan give ordentlig slip på. Også selvom vejen derhen vil være dark and full of terrors. 

Så ja, jeg vakler lidt. Også selvom jeg egentlig godt ved, hvad det ender med.

En forfatter.

Dag 199, år 2 – Forfatterlife

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s