Fortællingen om Fodboldfyrens Nye Beskyldninger

Det går sgu ikke så godt det der med ikke at skrive om Fodboldfyren. Men til mit forsvar troede jeg, da jeg skrev det indlæg, at det faktisk var slut med flere overraskelser. Det var det dog ikke. Som jeg skrev her, hørte jeg for nylig fra en af de andre kærester, der fortalte, at han havde ringet for at høre om det var hende, der havde sladret. Og igår aftes fik jeg så en meget vred besked fra Fodboldfyrens nye kæreste, hvor hun anklagede mig for at have kastet æg på deres vinduer. Noget som jeg på ingen måde har gjort. For som jeg skrev til hende, har jeg hverken lyst til at bruge tid eller penge på at have noget med hverken ham eller hende at gøre. Og desuden synes jeg det ville være spild af æg. For jeg kan virkelig godt lide æg. Og går heller ikke ind for madspild. 

Udover at beskylde mig for at have kastet æg på deres vinduer, beskyldte hun mig også for at have et sørgeligt liv. Et liv, hvor det eneste jeg går op i er Fodboldfyen og at det er både trist og pinligt, at jeg ikke kan finde ud af at komme over ham. 

Jeg burde selvfølgelig bare lade det ligge. For jeg ved jo, at intet af det hun siger har noget på sig og at grunden til, at hun overhovedet går op i og læser det, jeg skriver om ham her på bloggen er fordi, hendes forhold til ham er ligeså ulykkeligt som mit var. Men jeg blev sgu vred. Og jeg er stadig vred. Jeg bryder mig nemlig ikke om at blive beskyldt for noget, som jeg ikke har gjort, føler eller er. 

Ja, jeg er stadig afsindig vred på ham, og den vrede fylder stadig meget hos mig. Men det er også det. Jeg hverken piner over ham, er jaloux (faktisk helt vildt meget tværtimod) eller savner ham. Og ja, jeg skriver om ham herinde, noget som er min ret og som by the way er helt og aldeles lovligt, og det kan af nogen sikkert godt opfattes som om, at jeg stadig er alle tre ovenstående ting. Jeg ved heldigvis, at det ikke er sådan, men anerkender dog stadig, at nej – jeg kan hverken sige, at jeg har tilgivet ham, er ligeglad med ham eller er helt og aldeles okay. For det har jeg og er jeg ikke. Og det er derfor, jeg skriver. 

Det er stadig hårdt og tungt at leve med, at ham som jeg elskede i mange år, i virkeligheden var et falskt monster. Det river stadig i mit hjerte, når jeg tænker på alle de gange, jeg følte noget stærkt og han bare lod som om. Det gør stadig ondt at have kendt ham. 

Og jo, jeg har da lyst til at hævne mig. Men det gør jeg som sagt ved at skrive en bog, ikke ved at kaste æg på hans vindue. Noget jeg desuden tænker, at der er plenty af andre piger, som ikke arbejder med deres vrede gennem en bog, som kunne finde på og kunne have lyst til at gøre. 

Jeg derimod kan nu bedst lide min hævn konstruktiv og pengeindbringende og mine æg stegt på en pande. Men det er måske bare mig. 

I like my eggs fried – Dag 269, år 2

Reklamer

3 comments

  1. Julie mitzie · april 24

    Du er fantastisk! Intet mindre! Syntes du er så sej! Elsker den måde du skriver på, glæder mig til at få fingrene i din bog!

  2. Pingback: Taknemmelighedsrunden #56  | Mit Uperfekte År

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s