Taknemmelighedsrunden #56 

1. Chefen har været i Danmark, hvilket har resulteret i rigtig mange gode møder, ros samt en stor opbakning til mit-eget-firma-projekt. #arbejdslykke 

2. Spontant cafebesøg med Bedsteveninden og Kage-Anne fyldt med grin, insidejokes og mandesnak. 

3. Fantastisk opbakning fra alle jer dejlige læsere, venner og familie efter mit blogindlæg om Fodboldfyrens nyeste beskyldninger. Tak. ♥️ 

4. Penis. #dondrapertotherescue

5. Mit første kundemøde gik virkelig godt. Som i virkelig godt. Som i jeg-har-fået-endnu-mere-blod-på-tanden-godt. #ogendnumerearbejdslykke 

6. Frokost med den dejligste Louise, som på sin fantastiske blog har skrevet om, hvordan det er at blive forladt og efterladt med to små børn. 

7. Forårsfest i Sofias Hus med de dejligste kollegaer og den lækreste sushi. #hjertetfyldtmedkærlighed 

8. Fancy voksenmiddag med Bedsteveninden og Kage-Anne. Vin, latter, store snakke, sjove snakke og en skrålende cykeltur i støvregn. #everythingislove 

9. Søndagssolskin og en mormor, der venter på at blive bespist. 

Dag 273, år 2

Fortællingen om Fodboldfyrens Nye Beskyldninger

Det går sgu ikke så godt det der med ikke at skrive om Fodboldfyren. Men til mit forsvar troede jeg, da jeg skrev det indlæg, at det faktisk var slut med flere overraskelser. Det var det dog ikke. Som jeg skrev her, hørte jeg for nylig fra en af de andre kærester, der fortalte, at han havde ringet for at høre om det var hende, der havde sladret. Og igår aftes fik jeg så en meget vred besked fra Fodboldfyrens nye kæreste, hvor hun anklagede mig for at have kastet æg på deres vinduer. Noget som jeg på ingen måde har gjort. For som jeg skrev til hende, har jeg hverken lyst til at bruge tid eller penge på at have noget med hverken ham eller hende at gøre. Og desuden synes jeg det ville være spild af æg. For jeg kan virkelig godt lide æg. Og går heller ikke ind for madspild. 

Udover at beskylde mig for at have kastet æg på deres vinduer, beskyldte hun mig også for at have et sørgeligt liv. Et liv, hvor det eneste jeg går op i er Fodboldfyen og at det er både trist og pinligt, at jeg ikke kan finde ud af at komme over ham. 

Jeg burde selvfølgelig bare lade det ligge. For jeg ved jo, at intet af det hun siger har noget på sig og at grunden til, at hun overhovedet går op i og læser det, jeg skriver om ham her på bloggen er fordi, hendes forhold til ham er ligeså ulykkeligt som mit var. Men jeg blev sgu vred. Og jeg er stadig vred. Jeg bryder mig nemlig ikke om at blive beskyldt for noget, som jeg ikke har gjort, føler eller er. 

Ja, jeg er stadig afsindig vred på ham, og den vrede fylder stadig meget hos mig. Men det er også det. Jeg hverken piner over ham, er jaloux (faktisk helt vildt meget tværtimod) eller savner ham. Og ja, jeg skriver om ham herinde, noget som er min ret og som by the way er helt og aldeles lovligt, og det kan af nogen sikkert godt opfattes som om, at jeg stadig er alle tre ovenstående ting. Jeg ved heldigvis, at det ikke er sådan, men anerkender dog stadig, at nej – jeg kan hverken sige, at jeg har tilgivet ham, er ligeglad med ham eller er helt og aldeles okay. For det har jeg og er jeg ikke. Og det er derfor, jeg skriver. 

Det er stadig hårdt og tungt at leve med, at ham som jeg elskede i mange år, i virkeligheden var et falskt monster. Det river stadig i mit hjerte, når jeg tænker på alle de gange, jeg følte noget stærkt og han bare lod som om. Det gør stadig ondt at have kendt ham. 

Og jo, jeg har da lyst til at hævne mig. Men det gør jeg som sagt ved at skrive en bog, ikke ved at kaste æg på hans vindue. Noget jeg desuden tænker, at der er plenty af andre piger, som ikke arbejder med deres vrede gennem en bog, som kunne finde på og kunne have lyst til at gøre. 

Jeg derimod kan nu bedst lide min hævn konstruktiv og pengeindbringende og mine æg stegt på en pande. Men det er måske bare mig. 

I like my eggs fried – Dag 269, år 2

Taknemmelighedsrunden #55

1. Påskefrokostrester og GIRLS sammen med Pizza-Anne, og lasagne og sjove snakke sammen med min bror og hans dejlige Josefine. Sådan som alle mandage burde være. 

2. En ny iPhone. Og en virkelig sød dame hos Telia. 

3. Sleepover med Netflix, hjemmelavet pizza og kinderæg sammen med den sødeste Sofie. 

4. En fantastisk snak med min businesscoach. En snak, der virkelig gav mig og mine forretningsideer et ordentligt skub. 

5. Et så stort skub, at jeg allerede nu har fået min første kommunikationscoach-kunde. Mere om det i et andet indlæg. 

6. En hyggelig og også hjemmelavet pizzafyldt genforeningsmiddag med min mor, papfar, bror og svigerinde for at fejre, at de to førstnævnte kom hjem fra og havde gået Caminoen. 

7. En iPad, som Bedsteveninden sagde jeg måtte få, fordi hun havde fået en ny. Love med love på. 

8. En stor familiebørnefødselsdag, hvor jeg på trods af min fremskredne alder stadig bliver set som en af de unge man kan og bør give rester med hjem. 

9. En aldeles fantastisk datenight med Bedsteveninden fyldt med vin, grin, snakke, bøffer med bearnaise, barbesøg, en flaske vin fra et åbent vindue, et fnisende adrenalinkick og to piger i høje hæle, der løb alt, hvad de kunne, mens livet og lykken fyldte dem ud. 

9. Kaffe på en søndag. 

Dag 262, år 2

Kan Vi Lige Tale Lidt Om…

lena-dunham-explains-how-she-picked-hannah-baby-name

– At det sidste afsnit af Girls var vildt skuffende, og at den eneste gang jeg blev fyldt med fluffy seriekærlighed var, da jeg så ekstramaterialet med klip fra tidligere sæsoner?

– Og også lige det der med at Hannahs baby på ingen måde lignede en nyfødt, men mere et ret så well-fed barn på seks måneder? #verdensstørstebaby

– Det faktum, at hvis Esben Lunde Larsen havde været en amerikansk politiker, så var han for længst gået af = blevet fyret, og havde sikkert også fået smidt en sexskandale efter sig lige inden? #thelitllepoorintern

– At det var et meget mærkeligt øjeblik, da Trump besluttede sig for at sende et par bomber til Syrien og alle lige pludselig, my self included, tænkte at selvom det jo i teorien ville være godt, ville det også være lidt frygteligt, hvis det er ham, der kommer til at skabe fred i Syrien? #trumpforpeace

– At der jo altså nærmest ikke er nogen grund til at holde påskeåbent, hvis man ikke har tænkt sig at bestille nye varer? #irmaforfaen

– At vi jo egentlig spiser nøjagtigt den samme slags konfekt til jul og påske, men bare former det anderledes? #mindblown

– At det norske rømme er kommet til Danmark? Det synes jeg vi skal tale ret meget om faktisk.

Taknemmelighedsrunden #54

1. Min kære moder inviterede mig på middag og senere kirsebærtræskigning dagen inden, hun tog mod Caminoen for at gå den sidste del af den sammen med min papfar. Og selvom det var pissekoldt at kigge på kirsebærtræer, var det pisse hyggeligt at gøre det med min mor.

2. Bedsteveninden havde brug for at nyt skrivebord, og jeg manglede stearinlys. Så vi tog selvfølgelig i IKEA for at spise kødboller. Og prøve samtlige sofaer og senge. Og til sidst, lige inden lukketid, fik vi taget os sammen til at finde de der ting, vi kom for at købe.

3. Jeg passer Verdens Længste Kat indtil næste torsdag. Og selvom han nogle gange kigger på mig med foragt i øjnene, ligger han for det meste lige ved siden af mig og spinder ind i mit øre.

4. Jeg har hængt ud med min dejlige bror i nærmest to hele dage, da han også kom forbi Verdens Længste Kat for at bo et par dage, og det har været fantastisk rart og næsten ligesom, da vi begge boede hjemme, og min mor lod os være alene hjemme en weekend med et fyldt køleskab og penge til pizza. (Da vi selvfølgelig var gamle nok til at være alene hjemme i en weekend. No mommy shaming her)

6. Jeg er gået totalt i påskeferiemode, og en af dagene rykkede jeg mig ikke rigtig væk fra sofaen, det Suitsmaraton, jeg har haft kørende og katten. Altså bortset fra, når jeg skulle hente flere chips i køkkenet.

7. Min kære, dejlige onkel døde for tre år siden og ville den 14. april være fyldt 54. Derfor tog jeg med min mormor, min bror og min tante afsted til kirkegården for at lægge en blomst og sige tillykke. Og derefter tog vi på cafe for at spise frokost og blandt andet tale om, hvor dejlig min Onkel Thomas egentlig var.

8. En af Fodboldfyrens gamle medstuderende skrev til mig forleden og fortalte, hvor ked af det hun var over, at hun godt havde vidst, at der var noget sketcky over ham, men aldrig havde sagt noget til mig, selvom vi sås engang imellem. Og det var virkelig rart at høre fra hende, da det endnu engang bare bekræfter, hvor stort et svin han er, og at det aldrig har været mig, der var den skøre.

9. Igår inviterede min dejlige Louise mig på tre-retters middag, og det var så hyggeligt, så rart, så dejligt og virkelig god mad.

10. Og i dag holder jeg påskeaftensmad. (Der var ingen, der havde tid til påskefrokost) Og jeg glæder mig.

Dag 255, år 2 – Lyserøde venskaber

Fortællingen om Pludselig At Leve Et (Næsten) Dramafrit liv

Der sker ikke så meget på bloggen for tiden. For der sker ikke så meget herude i virkeligheden for tiden. Eller altså, der sker en masse. Det er bare ikke særlig vildt og spændende eller bloggeragtigt. Jeg går ikke på en masse dates, jeg rejser ikke verden rundt, jeg skændes ikke med nogen eller står på the verge of a great change. 

Men jeg har det godt. Jeg elsker mit arbejde, og er ved siden af ved at udvikle mit helt eget koncept og firma, som jeg kommer til at fortælle en masse om, når det hele er lidt mere på plads. Jeg hænger ud med mine dejlige veninder, drikker en masse vin og prøver langsomt, men sikkert at arbejde med mig selv, give slip på alt det, der ikke gør mig godt og byde det modsatte velkommen.

Når folk, jeg ikke har set i noget tid, med spændthed i øjnene spørger, hvordan det går, ved jeg efterhånden ikke rigtig, hvad jeg skal svare andet end, at det går godt. Men jeg har ikke så meget at fortælle. Jeg er glad. Jeg trives. Jeg er nærmest lykkelig. Selvfølgelig er der ting, jeg gerne vil ændre, ting jeg ville ønske ikke var, som de var, ting som stadig er svære. Men generelt er det hele bare sådan rart. Dejligt. Godt.

En dag for noget tid siden slog det mig pludselig, at der slet ikke rigtig sker noget i mit liv. Altså noget dramatisk. Noget vildt. Og jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan det dog kunne være. Jeg kan nemlig nærmest ikke huske en tid i mit liv, udover da jeg var et helt lille barn, hvor der ikke har været en eller anden form for drama. Nogen gange helt udenfor min kontrol, andre gange helt eller delvist selvforskyldt. Og så slog det mig pludselig. Fodboldfyren er her ikke længere. Og selvom han selvfølgelig ikke er grunden til al det drama, der nogensinde har været i mit liv, er han den, der i de sidste 6 år har bidraget til det meste. Både med og uden min hjælp. Mest uden.

Og derfor giver det jo egentlig meget god mening, at det meste drama i mit liv automatisk forsvinder, når den person, der har bragt absolut allermest drama med sig, forsvinder ud af det. Og det er virkelig rart. At han er ikke er der. At han ikke forstyrrer. At han ikke sårer. At han er væk.

Helt væk er han dog ikke. Og det er derfor, at der er et “næsten” i titlen på dette blogindlæg. Jeg hørte nemlig fra en af de “andre kærester” for nylig. Fordi hun havde hørt fra Fodboldfyren. Han ville vide, om det var hende, der havde sladret om alle hans dobbeltliv. (Hvilket får mig til at tænke, at der jo må være mange flere “kærester”, siden han ikke kan regne ud, hvem det er, der har sladret)  Og da hun fortalte det, blev jeg helt kold indeni. Jeg begyndte at fryse, selvom jeg lå under min tykke dyne. Min mave snørerede sig sammen, og mit hjerte begyndte at hamre. For hvorfor ville han vide det nu? Så lang tid efter? Pønsede han på noget ondt? Noget, der skulle rode op i mit nu gode liv? 

Jeg ved det ikke. Det kunne hverken hun eller jeg få svar på. Men efterhånden tror jeg det ikke. Jeg tror bare, at han har et sørgeligt liv, og er fyldt med vrede over, at jeg har forvist ham fra mit, samtidig med, at jeg har råbt sandheden om ham til hele verden. Og jeg mener, hvis du følte sådan, ville du så ikke også gerne vide, hvem der var “skyld” i det?

Det er i hvert fald det, jeg har besluttet mig for er det, der ligger bag. For uanset om han så rent faktisk pønser på noget, (hvilket jeg slet ikke kan forestille mig, hvad skulle være) så fortjener han ikke, at det skal ødelægge min tilstedeværelse i mit udramatiske og rare liv. Jeg har nemlig travlt. Travlt med at være glad. Med at grine. Med at udvikle mig. Med at opleve nye ting. Med at arbejde med noget, jeg elsker. Og med at tage i Ikea med Bedsteveninden.

Dag 256, år 2 – Ikeakærlighed

 

Taknemmelighedsrunden #53

1. Fordi jeg uopfordret kom med en række gode ideer til, hvordan den seje Roxana Padmini kunne markedsføre sig selv i Danmark, tilbød hun mig at komme gratis med på hendes næste retreat i juni. Følte mig sgu lidt stolt, da jeg med et stort smil sagde JA TAK.

2. Holdt en aldeles hyggelig middag med venindetrekløveret fyldt med grin i mandags, og fik derudover fyret en aldeles god dahl af med dertilhørende naanbrød. At jeg så ikke fik lavet mad resten af ugen er en mindre detalje.

3. Fejrede Bedstevenindens seje, nye radioprogram sammen med Pizza-Anne, champagne, pizza og en masse underbæltestedet-humor. Alle tirsdage burde være sådan.

4. Min artikel om sexet instagrammad blev publiceret i Munchies i denne uge, og jeg er svært stolt. Du kan læse den her.

5. Min mor lavede lækker, hvad-har-vi-køleskabet-mad til mig i torsdags, og efterfølgende hjalp jeg, som den store rejseguru jeg åbentbart er, hende med at få styr på resten af hendes Caminotur. Hun skal nemlig ned og møde min papfar. Så de kan tale om, at de skal giftes. Oh the feels.

6. Fredag var jeg ude at spise med Bedsteveninden, og selvom vi blev nødt til at skyde vores reservation to gange, fordi hun skulle dække den frygtelige terror i Sverige, havde vi en virkelig hyggelig datenight i sidste ende. Fyldt med lækker mad, dybe snakke og kærlighedserklæringer.

7. Igår var jeg hjemme hos min dejligste Louise, hvor vi spiste pizza, legede restaurant med hendes skønne Alma og talte babysprog til hendes ligeså skønne lille baby-Elise. Og så drak vi selvfølgelig rødvin, da børnene var faldet i søvn.

8. Og i dag skinner solen, jeg er lige blevet klippet og nu skal jeg ud til min kære mormor, der har bestilt blomkålsmos og bøf. Livet er godt.

Dag 254, år 2 – Der dufter af forår