Fortællingen om Næsten Ikke At Have Flere Sindssyge Feberdrømme

SÅ! Nu er jeg ved at have kæmpet mig op ad sofaen og ud af den feberdøs, jeg har været i de sidste fem dage. Noget som dem, der følger mig på snapchat (B-mennesket) har været så heldige at være vidner til. Velbekomme og undskyld.

Og det føles virkelig rart. Specielt fordi det der influenza seriøst er det ondeste i hele verden. Og nej, jeg er nok ikke den, man bør gå til, hvis man vil finde ud af, hvor meget noget gør ondt sådan helt objektivt set. Jeg synes nemlig alting gør lidt ondt, hvis nogen tager sig tid til at spørge, og jeg er derfor også sikker på, at jeg bliver den mest hysteriske og mest klynkende fødende kvinde i verdenshistorien, når den tid kommer. Hvilket også er derfor, jeg i sin tid pitchede ideen om en decideret rugemaskine ikke kunne være noget, vi kunne prøve at opfinde. Og derfor jeg aldrig rigtig kommer til at forstå de kvinder, der stopper med at tage p-piller, fordi de “bare ligesom gerne vil mærke deres krop. Og derfor jeg heller aldrig nogensinde kommer til at forstå dem, der går skridtet videre og beslutter sig for at føde naturligt med selvsamme begrundelse. For altså, hvorfor vil du dog det? Det gør jo ondt.

Anyways! Uanset om mit smertebarometer er alt for følsomt eller ej, så var det en ond omgang influenza, der slog mig lige i nakken (faktisk mest i halsen) i torsdags og dermed spolerede alle mine fantastiske planer. Både vigtige arbejdsplaner og vigtige sociale planer. Hvilket selvfølgelig har betydet, at mig og influenzaen har været dødeligt uvenner og derfor overhovedet ikke har talt sammen siden, andet end de gange jeg halvkvalt, ned i en pude, har råbt at den skulle fucke ud af mit liv.

Men nu er jeg ved at være ude på den anden side, og jeg må sige, at her altså er virkelig rart. Ingen kulderysteture, ingen sindssyge smerter, når man forsøger at synke sit eget spyt, ingen opkast, ingen crazy feberdrømme, der i korte, vågne øjeblikke får dig til at tro, at du snart bliver nødt til at tage dig sammen og finde din tryllestav, så du kan dræbe Trump, der pt. står ude på dit badeværelse og ler ondt.

Ja, det er sgu meget rart. Og jeg kan kun anbefale ikke at se The Magicians, når du har feber. Det bliver sgu hurtigt til noget rod oppe i hovedet.

Nå. Jeg undskylder hermed også for dette vrøvlende indlæg, men jeg har ikke talt med så mange mennesker de sidste par dage. Nu vil jeg rydde lidt op inden jeg skal til redaktionsmøde og lyde som en, der ikke har været alene i sin lejlighed i fem døgn og op til flere gange har været sikker på, at den amerikanske præsident befandt sig i badekarret.

God tirsdag!

Dag 221, år 2 – Velkommen til fredfyldte drømme

Fortællingen om Når Ens Bedste Veninde Får En Kæreste

Det er begyndt at stå lidt trægt til med singlerne i min vennekreds. I sommer var det ellers som om, at der blev ved med at komme nye til, og selvom det selvfølgelig ofte var trist og svært for de veninder, der gik fra at være kærester med nogen til at være alene, så var det ret lækkert for mig og de andre singlepiger i venindegruppen.

Nu er der så kun 3,5 tilbage, og selvom jeg alle de gange, hvor en veninde er kommet til mig og har fortalt om sin nye mand, er blevet glad og har hvinet på hendes vegne, har det også været en smule svært. Ikke fordi jeg er blevet misundelig, men fordi det magiske i at være sammen om at være os selv, langsomt forsvandt mere og mere.

Og så kom Bedsteveninden. Det havde været under opsejling i et stykke tid, og vi havde debatteret frem og tilbage, jeg havde hørt på både the pros and the cons og jeg havde lyttet til frygten, som fandtes i hende, samt det lille og voksende håb om, at det måske faktisk var noget. Og så en aften stod hun i min hoveddør og smilede fjoget. De var blevet kærester. Og selvom alt inde i mig gerne ville have, at jeg skulle være fyldt med glæde på hendes vegne, så var jeg det ikke. Jeg var glad, bevares, men ikke kun. Og lige siden har jeg været fyldt med en mærkelig ambivalent følelse af både at ønske det aller, aller bedste for min bedste veninde, samtidig med gerne at ville have hende helt for mig selv.

For selvfølgelig er jeg glad for, at hun, som hun selv sagde forleden; “For første gang har fundet en kæreste, der faktisk er gennegående sød”. Selvfølgelig er jeg glad for, at hun er fyldt med følelser, der får hende til at smile som en tosset teenager. Og selvfølgelig er jeg glad for, at hun har fundet en, der vil hende på en måde, der virker helt og aldeles oprigtig og ordentlig. For jeg vil jo for alt i verden gerne have, at hun skal være lykkelig.

Men samtidig gør det også lidt ondt.

14212675_10153970572152297_1797267875854092139_n-kopi

Dag 215, år 2 – Venindekærlighed

 

Og så i lørdags skulle vi ses, og i vores snak et par dage før aftalen, talte vi om at vi skulle være sammen hele dagen. Hele dagen blev så først kl. 15, fordi hun havde lovet at klemme en gåtur ind med den nye kæreste inden, og det var derfor en halvbitter Amalie, der drog afsted mod hendes lejlighed. En som allerede havde gennemspillet, hvad hun troede, der ville ske – at Bedsteveninden ville være forsinket eller rykke aftalen til senere på grund af ham.

Jeg nåede faktisk at blive godt og grundig sur, mens jeg sad på cyklen, så sur at jeg ikke rigtig kunne forestille mig, hvordan dagen overhovedet skulle kunne blive god. Men så ringede hun, og sagde med en af de mange sjove stemmer vi ofte taler med, at hun lige var på vej ned i bageren for at købe noget kage til os, og om jeg ikke ville møde hende dernede?

Og der midt på cykelstien fik jeg tårer i øjnene. Tårer der fik mig til at stoppe op og få vredesknuden i mit bryst til at løsne sig. For jeg var egentlig slet ikke sur eller vred. Jeg var bange. Bange for at miste hende og alt det vi har sammen.

Og det er jeg nok stadig. Også selvom vi havde en aldeles fremragende dag, og at vores bytur senere om aftenen bød på et møde med den nye kæreste, som jeg meget fuldt fik hvisket til Bedsteveninden, at jeg hermed godkendte. For han er virkelig sød. Og jeg kunne se, at han kiggede ligeså fjoget på hende, som hun gjorde på ham. Og sådanne typer skal man sgu holde fast i.

Men det ændrer ikke på det faktum, at hun er en af de aller vigtigste personer i mit liv, og at vi i det sidste år, hvor ingen af os har haft en kæreste, er kommet tættere på hinanden end nogensinde før. Vi har været hinandens personer, og det er en lille smule svært at acceptere, at hun nu har fået en, der er ligeså vigtig, måske faktisk vigtigere end jeg. Også selvom jeg ved, at det er det mest naturlige i verden, og at det også er sådan det skal være.

Så jeg øver mig. Øver mig i at være glad på hendes vegne uden også at være bange. For jeg ved egentlig godt, at der ikke er noget at være bange for. Hun vil nemlig altid være min. Min bedste veninde.