Fortællingen om At Komme Løbende Når Lortet Brænder

En af mine bedste veninder går for tiden igennem noget virkelig, virkelig svært. Noget som, når jeg tænker på det, gør mig så uendelig trist og ked af det. Trist fordi hele situationen er så pisse ulykkelig og slet ikke, hvad hverken hun, jeg eller alle andre havde forestillet os skulle ske. Og ked af det, fordi det på alle måder bare er vanvittig hårdt for hende at skulle gå igennem.

I starten håbede jeg med hende og troede virkelig på, at det hele nok skulle vende. Og nu, nu hvor håbet langsomt er ved at svinde, ønsker jeg i stedet. For jeg ville virkelig ønske, selvom det er helt umuligt, at jeg kunne fjerne al den smerte, hun sidder med lige nu. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne spole tiden frem til et sted, der var overkommeligt for hende at være, et sted, hvor det værste var overstået. Et sted, hvor hun kan trække vejret igen.

Men det kan jeg ikke. Jeg kan ingenting gøre for at hjælpe, for at fikse det. Også selvom jeg efterhånden flere gange har været lige ved at skubbe alt til side for at marchere ud i verden for at forsøge at gøre netop det. Så i stedet prøver jeg bare at være der. Jeg ringer. Skriver. Lytter. Laver mad. Aflaster. Tilbyder at komme med vin. Og fortæller ikke mindst, hvor fantastisk, jeg synes hun er. For det synes jeg virkelig.

For midt i ulykken, har hun aldrig været sejere. Jeg er så pisse stolt af min veninde. Hun kæmper, klatre op, rejser sig igen og igen. Og det er der, i hende, at jeg ser håbet. Og det gør hun heldigvis også selv.

Dag 235, år 2 – At række ud


Alt det her –  det svære og hårde blandet med kærlighed, og mit ønske om at hjælpe, hvor end jeg kan, har fået mig til at tænke en masse. Både over, hvor usikkert vores liv egentlig er, og på hvem det er, der står der, når hele lortet brænder.

Jeg tænkte nemlig ikke over, at jeg hjalp min veninde. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det teknisk set var det, jeg var i gang med, men det var alligevel ikke noget, jeg tænkte over. Jeg gjorde det bare, fordi jeg kunne se og mærke, at hun havde brug for det. Jeg så og ser det ikke som noget særligt, snarere noget naturligt. Noget forventligt. For selvfølgelige hjælper jeg da mine veninder. Men min veninde har i løbet af de sidste par uger takket mig mange gange. Og mange af gangene med store ord, der i mine øre lød som om, hun næsten syntes, at det var for meget. At hun ikke kunne være det bekendt.

Men i min verden er det mig, hendes veninde, der ikke ville kunne være det bekendt, hvis jeg intet gjorde. For man hjælper da sine venner, gør man ikke? Det kommer måske til at lyde lidt helligt det hele, men det med at hjælpe andre, også uden de nødvendigvis spørger dig direkte, er noget jeg har tænkt meget over. Både i forhold til venner og familie. Jeg kommer fra en familie, hvor man er der for hinanden og gør alt, hvad man kan for at hjælpe. Også selvom den man hjælper ikke har spurgt direkte efter det. Og det er sådan, jeg synes det skal være. I hvert fald når det gælder dem, man er tættest på.

For selvfølgelig er det ikke alle i min venne- og bekendtskabskreds, som jeg ville strække mig ligeså meget for, som jeg gør for dem, der er aller tættest på mig. Men generelt vil jeg gerne hjælpe folk, hvis jeg kan. Det har helt sikkert også noget at gøre med, at jeg på den måde føler noget selv. Jeg føler mig vigtig. Anerkendt. At jeg dur til noget. Det kan jeg ikke frasige mig. Men det betyder ikke, at jeg uanset hvad ikke synes, at det er vigtigt, at vi hjælper hinanden. Generelt synes jeg, vi hjælper hinanden alt for lidt i denne verden. Vi rækker ikke nok ud, vi støtter ikke hinanden, så godt vi kan, og det synes jeg er synd. For det behøver oftest ikke være noget særlig stort. Et kram. En lift. Et fad lasagne. En dør, der bliver holdt. Et “Hvad har du brug for?” i stedet for et “Du må sige, hvis der er noget, jeg kan gøre”.

Det er betyder alverden. Og det burde ikke være noget, man man føler, man ikke kan tage imod.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s