Fortællingen om At Stoppe Med At Skrive Om Fodboldfyren 

Det er efterhånden noget tid siden, at bloggen blev brugt til at dele tanker om Fodboldfyren, og det har været helt med vilje. For det første var det sidste indlæg om ham, et svært, svært et, der lige skulle have lov at fælde sig og for det andet, så har jeg egentlig ikke rigtig så meget mere at sige. Eller ej, det er løgn. Jeg har helt vildt meget tilbage at sige og fortælle, men det er alt sammen noget, som jeg er ved at skrive ned et andet sted. I et dokument på min computer. Et dokument, som skal blive til en bog, der fortæller hele historien og som skal udgives. Og ja, så tænker jeg, at det sådan rent forretningsmæssigt sgu nok ville være lidt dumt at skrive det hele her først.

Så derfor bliver dette indlæg det sidste, jeg kommer til at skrive om Fodboldfyren her på bloggen. Medmindre der altså sker et eller andet revolutionerede, som at han mister sin penis i en bilulykke eller der endnu en gang tikker en besked ind hos mig fra en pige, som også har været hans kæreste. Mens han var min, altså.

Det er dog ikke kun på grund af mine onde forretningsplaner om at overtage verdensherredømmet via det skrevne ord, (eller bare endelig blive en rigtig forfatter, som jeg altid har drømt om og med det også gøre en vis Fodboldfyr pænt frustreret) at jeg har besluttet mig for, at dette skal være det sidste indlæg om ham. Det er også fordi, jeg faktisk ikke rigtig orker at snakke så meget om ham mere. Eller lad mig sige det på en anden måde, jeg vil ret meget gerne have, at han snart fucker ud af mit hoved. For selvom jeg intet har tilbage for ham, og selvom jeg er godt på vej til ikke længere at være helt fuldstændig fucked up over, at alt jeg troede var sandt i virkeligheden var en løgn, så fylder han stadig rigtig meget. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham på den ene eller den anden måde, og der findes en stemme inde i mig, der nogen gange, fuldstændig ud af det blå, gerne mens jeg foretager mig ganske normale ting som at tisse eller vaske op, bryder igennem mine andre tanker og højt og koldt siger; Jeg håber bare, du dør xxx.

Nogle gange bliver jeg helt forskrækket, andre gange giver jeg den et mental high five. Men uanset, så er den en anelse forstyrrende og også en smule overdreven. For jeg håber jo selvfølgelig ikke, at han dør. Jeg håber bare, at han kommer til at leve et trist, fattigt og meningsløst liv og til sidst dø alene. Men altså, det er jo noget helt andet end at ønske, at han skulle falde om her som 32-årig. Tænker jeg.

Jeps, jeg er stadig ret vred. Og vreden går nok ikke væk lige foreløbig. Og det hjælper måske heller ikke lige nu at sidde og skrive historien om, hvor stor en nar Fodboldfyren har været ned i et ensomt worddokument. Men jeg tror dog, at det på sigt vil hjælpe at have gjort det. Jeg tror, at jeg ved at skrive mig igennem vores historie kan finde en eller anden form for slutning på det hele. Noget closure, noget ro. Og noget ligegyldighed. Jeg regner ikke med, at jeg nogensinde kommer til at finde forståelse eller tilgivelse. Men ro, det ved jeg er derude et sted. Og jeg tror den sidder lige ved siden af ligegyldigheden. Og jeg glæder mig virkelig til at møde dem begge.

Dag 191, år 2

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s