Fortællingen om At Slette Tinder. Og Happn. Og Bumble.

Jeg har som bekendt været en del på Tinder. Ikke at den aktivitet har båret synderligt meget andet med sig end gode historier. Men jeg har været der, for det er man jo, når man er single. Det har dog godt nok været en noget halvhjertet tilstedeværelse, hvilket nok også er derfor, at det kun er blevet til et par gode datehistorier og to knald.

For jeg har ikke rigtig gidet. Eller haft behov for det. For det første så har jeg jo Don Draper, der når vi ses sørger for sex, indermad og nus på ryggen. (#bollevennegoals) Og så behøver man altså ikke så meget andet, når den anden grund til ikke rigtig at gide Tinder er, at udsigten til at få en kæreste for det meste bare gør mig helt træt. Derudover hader jeg, som i H.A.D.E.R jeg 1. dates. Det er jo noget af det mest forfærdelige i verden. Mig – der i forvejen ikke sådan umiddelbart holder vildt meget af at møde nye mennesker, når man efter at have sagt hej er tvunget til at tale med dem på bedste smalltalk maner og med ingen mulighed for at stikke af uden at det ville virke helt vildt mærkeligt – har det oftest ret stramt på 1. dates.

Dag 243, år 2 – Nej, tak!

Og ja, så er det sgu svært at holde Tindergejsten oppe, specielt når de fleste beskeder, jeg så får ikke består af meget andet end et Hej. Ja, faktisk så er gejst nok det, jeg har mindst af, når jeg befinder mig på Tinder. Irritation, surhed, afmagt og frustration derimod, det er der masser af.

Og så var det bare, at jeg en dag tænkte, at jeg jo egentlig har rimelig mange andre ting, der potientielt kan fylde mig med en eller alle af ovenstående følelser. Fx andre trafikanter, folk der stiller dumme spørgsmål og bloggere på Berlingskes hjemmeside. Så hvorfor ligesom bidrage til mere af den slags, ved næsten hver eneste dag at gå ind på Tinder og nærmest øjeblikkeligt få lyst til at kaste min telefon i toilettet?

Ja, det er der jo faktisk ikke rigtig nogen god grund til.

Så nu har jeg slettet lortet. Alt sammen. Alle apps og alle profiler. Og dermed også alle intetsigende beskeder. Og det er helt vildt rart. Og så kan det godt være, at jeg ender som en ensom kattedame eller enlig mor til et donorbarn, men det tror jeg nu ikke. Jeg tror faktisk godt på, at det er muligt at møde sådan en af de der mænd ude i virkeligheden. Jeg skal nok bare lige øve mig lidt på rent faktisk at kigge efter dem, og så også eventuelt lade være med automatisk at gå ud fra, at jeg har noget klamt siddende i mit ansigt, hvis der er en af dem, der kigger på mig.

Og hvis ikke, ja så er det jo meget heldigt, at jeg elsker både katte og donerbørn.

Taknemmelighedsrunden #51

1. Jeg har fået en masse fra hånden i denne uge, og bliver gladere og gladere for mit arbejde. Specielt fordi jeg får lov at sidde i det fineste hus i byen og udføre det. Sammen med de fineste mennesker.

2. Bedsteveninden kom hjem fra sin tre uger lange ferie i Myanmar i denne uge, og jeg tror vi var akkurat præcis lige så glade for at se hinanden, og det var jo heldigt.

3. Og efter at vi havde haft lidt tid til at se hinanden dybt øjnene og noget spise bacon, tog vi hinanden under armen og besøgte Kage-Anne, der havde brug for et kram og noget hvidvin. Så det gav vi hende. Og da vi på et tidspunkt fandt os selv liggende i en kluddermorbunke, mens vi alle sammen udførte det bedste hårnus, som vi havde lært på hinanden, følte jeg mig ret så heldig over at have så gode veninder i mit liv.

4. Jeg har været på det tredje modul af min Mastercoachuddannelse i denne uge, og jeg kan næsten ikke få armene ned over alt det, jeg har lært og alle de seje og søde mennesker, som går på mit hold.

5. Min søde chef inviterede mig og hendes ligeså søde kampagneleder på middag i onsdags, og det var ret så fedt at være med til. Både fordi det altså altid er rart at føle at ens chef godt gider at gøre noget for at lære sine medarbejdere bedre at kende, men også fordi det føles virkelig, virkelig godt at være en del af et firma, som er så enormt inspirerende.

6. Kage-Anne og jeg tog i biografen i fredags for at se Beauty and the Beast, og den var helt og aldeles ligeså Disneyagtig, som den skulle være. Og da vi var færdige tog vi på Lele for at spise vietnamesermad og sladre, og blev der enige om, at vi bare sådan generelt er rimelig fucking awesome. Og det er svært ikke at være glad for, at der ligesom var enighed om det faktum.

7. Igår tog jeg Ben & Jerry’s og pizza med til min veninde, der havde brug for en pick-me-up og et kram, og det var virkelig rart at se, at pick-me-uppet virkede, at se hende smile, joke og bare sådan generelt være mega sej.

8. I dag har jeg  været til min søde Annas fødselsdag, og det har været skønt at tilbringe denne forårsfine søndag i hendes og hendes veninders selskab. Og med kagen selvfølgelig. Meget vigtig med kagen.

9. Og lige om lidt, tro det eller ej, så skal jeg hjem til min kære moder, der har lovet at lave mad til mig, mens vi snakker om noget meget stort, der skal ske i hendes liv. Og jeg kan næsten ikke vente.

Dag 240, år 2 – Forår i luften

Fortællingen om At Komme Løbende Når Lortet Brænder

En af mine bedste veninder går for tiden igennem noget virkelig, virkelig svært. Noget som, når jeg tænker på det, gør mig så uendelig trist og ked af det. Trist fordi hele situationen er så pisse ulykkelig og slet ikke, hvad hverken hun, jeg eller alle andre havde forestillet os skulle ske. Og ked af det, fordi det på alle måder bare er vanvittig hårdt for hende at skulle gå igennem.

I starten håbede jeg med hende og troede virkelig på, at det hele nok skulle vende. Og nu, nu hvor håbet langsomt er ved at svinde, ønsker jeg i stedet. For jeg ville virkelig ønske, selvom det er helt umuligt, at jeg kunne fjerne al den smerte, hun sidder med lige nu. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne spole tiden frem til et sted, der var overkommeligt for hende at være, et sted, hvor det værste var overstået. Et sted, hvor hun kan trække vejret igen.

Men det kan jeg ikke. Jeg kan ingenting gøre for at hjælpe, for at fikse det. Også selvom jeg efterhånden flere gange har været lige ved at skubbe alt til side for at marchere ud i verden for at forsøge at gøre netop det. Så i stedet prøver jeg bare at være der. Jeg ringer. Skriver. Lytter. Laver mad. Aflaster. Tilbyder at komme med vin. Og fortæller ikke mindst, hvor fantastisk, jeg synes hun er. For det synes jeg virkelig.

For midt i ulykken, har hun aldrig været sejere. Jeg er så pisse stolt af min veninde. Hun kæmper, klatre op, rejser sig igen og igen. Og det er der, i hende, at jeg ser håbet. Og det gør hun heldigvis også selv.

Dag 235, år 2 – At række ud


Alt det her –  det svære og hårde blandet med kærlighed, og mit ønske om at hjælpe, hvor end jeg kan, har fået mig til at tænke en masse. Både over, hvor usikkert vores liv egentlig er, og på hvem det er, der står der, når hele lortet brænder.

Jeg tænkte nemlig ikke over, at jeg hjalp min veninde. Selvfølgelig vidste jeg godt, at det teknisk set var det, jeg var i gang med, men det var alligevel ikke noget, jeg tænkte over. Jeg gjorde det bare, fordi jeg kunne se og mærke, at hun havde brug for det. Jeg så og ser det ikke som noget særligt, snarere noget naturligt. Noget forventligt. For selvfølgelige hjælper jeg da mine veninder. Men min veninde har i løbet af de sidste par uger takket mig mange gange. Og mange af gangene med store ord, der i mine øre lød som om, hun næsten syntes, at det var for meget. At hun ikke kunne være det bekendt.

Men i min verden er det mig, hendes veninde, der ikke ville kunne være det bekendt, hvis jeg intet gjorde. For man hjælper da sine venner, gør man ikke? Det kommer måske til at lyde lidt helligt det hele, men det med at hjælpe andre, også uden de nødvendigvis spørger dig direkte, er noget jeg har tænkt meget over. Både i forhold til venner og familie. Jeg kommer fra en familie, hvor man er der for hinanden og gør alt, hvad man kan for at hjælpe. Også selvom den man hjælper ikke har spurgt direkte efter det. Og det er sådan, jeg synes det skal være. I hvert fald når det gælder dem, man er tættest på.

For selvfølgelig er det ikke alle i min venne- og bekendtskabskreds, som jeg ville strække mig ligeså meget for, som jeg gør for dem, der er aller tættest på mig. Men generelt vil jeg gerne hjælpe folk, hvis jeg kan. Det har helt sikkert også noget at gøre med, at jeg på den måde føler noget selv. Jeg føler mig vigtig. Anerkendt. At jeg dur til noget. Det kan jeg ikke frasige mig. Men det betyder ikke, at jeg uanset hvad ikke synes, at det er vigtigt, at vi hjælper hinanden. Generelt synes jeg, vi hjælper hinanden alt for lidt i denne verden. Vi rækker ikke nok ud, vi støtter ikke hinanden, så godt vi kan, og det synes jeg er synd. For det behøver oftest ikke være noget særlig stort. Et kram. En lift. Et fad lasagne. En dør, der bliver holdt. Et “Hvad har du brug for?” i stedet for et “Du må sige, hvis der er noget, jeg kan gøre”.

Det er betyder alverden. Og det burde ikke være noget, man man føler, man ikke kan tage imod.

Taknemmelighedsrunden #50

1. I denne uge tog min seje papfar afsted på en 5 uger lang tur for at gå Caminoen, og inden han gjorde det, holdt vi naturligvis farvelmiddag med ham. En middag som blev afsluttet med, at han og min mor viste os alle deres billeder fra deres nylige tur til Madeira. En fremvisning, der gik fra pligt til tåretrillende latter, da de mange snapshots af min mor med mærkelige ansigtsudtryk, som han undervejs havde taget tonede frem på skærmen.

2. Holdt en spontan vinaften med min veninde Anna i torsdags, hvor vi fik grinet og sladret og talt og tænkt. Og det er altid godt. #venindevinftw

3. Tog Drengevennen under armen og gik ind for at se den nyeste 50 Shades film, da vores “Dårlige Film Klub” ikke var blevet plejet nok her på det sidste. Det blev den så i den grad i fredags. Og det var skønt.

4. Igår kom min gudmor og fætter til brunch, og det var virkelig rart at se og være sammen med dem begge, (og min mor, bror og svigerinde) og ikke mindst at gå amok i overdådig hjemmelavet brunch-buffet. #familiebrunchftw

5. Det var også igår, at jeg tog til Odense for at besøge min veninde Kristina og hendes vidunderlige søn, Wille, der fik mit hjerte til at smelte pænt meget, da han tog mig i hånden, mens vi så Basil Mus, og nærmest ikke gav slip, før den var slut.

6. Og i her om ikke særlig længe tager jeg lige et smut forbi Don Draper, når nu jeg alligevel er i H.C Andersens fødeby. Og det tænker jeg sgu nok også bliver ret godt. #bollevennerftw

Dag 231, år 2 – Palads, filmklub og venskab


 

Fortællingen om At Stoppe Med At Skrive Om Fodboldfyren 

Det er efterhånden noget tid siden, at bloggen blev brugt til at dele tanker om Fodboldfyren, og det har været helt med vilje. For det første var det sidste indlæg om ham, et svært, svært et, der lige skulle have lov at fælde sig og for det andet, så har jeg egentlig ikke rigtig så meget mere at sige. Eller ej, det er løgn. Jeg har helt vildt meget tilbage at sige og fortælle, men det er alt sammen noget, som jeg er ved at skrive ned et andet sted. I et dokument på min computer. Et dokument, som skal blive til en bog, der fortæller hele historien og som skal udgives. Og ja, så tænker jeg, at det sådan rent forretningsmæssigt sgu nok ville være lidt dumt at skrive det hele her først.

Så derfor bliver dette indlæg det sidste, jeg kommer til at skrive om Fodboldfyren her på bloggen. Medmindre der altså sker et eller andet revolutionerede, som at han mister sin penis i en bilulykke eller der endnu en gang tikker en besked ind hos mig fra en pige, som også har været hans kæreste. Mens han var min, altså.

Det er dog ikke kun på grund af mine onde forretningsplaner om at overtage verdensherredømmet via det skrevne ord, (eller bare endelig blive en rigtig forfatter, som jeg altid har drømt om og med det også gøre en vis Fodboldfyr pænt frustreret) at jeg har besluttet mig for, at dette skal være det sidste indlæg om ham. Det er også fordi, jeg faktisk ikke rigtig orker at snakke så meget om ham mere. Eller lad mig sige det på en anden måde, jeg vil ret meget gerne have, at han snart fucker ud af mit hoved. For selvom jeg intet har tilbage for ham, og selvom jeg er godt på vej til ikke længere at være helt fuldstændig fucked up over, at alt jeg troede var sandt i virkeligheden var en løgn, så fylder han stadig rigtig meget. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på ham på den ene eller den anden måde, og der findes en stemme inde i mig, der nogen gange, fuldstændig ud af det blå, gerne mens jeg foretager mig ganske normale ting som at tisse eller vaske op, bryder igennem mine andre tanker og højt og koldt siger; Jeg håber bare, du dør xxx.

Nogle gange bliver jeg helt forskrækket, andre gange giver jeg den et mental high five. Men uanset, så er den en anelse forstyrrende og også en smule overdreven. For jeg håber jo selvfølgelig ikke, at han dør. Jeg håber bare, at han kommer til at leve et trist, fattigt og meningsløst liv og til sidst dø alene. Men altså, det er jo noget helt andet end at ønske, at han skulle falde om her som 32-årig. Tænker jeg.

Jeps, jeg er stadig ret vred. Og vreden går nok ikke væk lige foreløbig. Og det hjælper måske heller ikke lige nu at sidde og skrive historien om, hvor stor en nar Fodboldfyren har været ned i et ensomt worddokument. Men jeg tror dog, at det på sigt vil hjælpe at have gjort det. Jeg tror, at jeg ved at skrive mig igennem vores historie kan finde en eller anden form for slutning på det hele. Noget closure, noget ro. Og noget ligegyldighed. Jeg regner ikke med, at jeg nogensinde kommer til at finde forståelse eller tilgivelse. Men ro, det ved jeg er derude et sted. Og jeg tror den sidder lige ved siden af ligegyldigheden. Og jeg glæder mig virkelig til at møde dem begge.

Dag 191, år 2

Ting Jeg Virkelig Ville Ønske, Jeg Var God Til

1. At pifte. Det er bare så fedt at kunne, men min mund kan ligesom kun lave sådan nogle fesne hvisle lyde. Til gengæld kan jeg fløjte helt vildt højt. Og irriterende.

2. Regne. Og bare sådan have en generel forståelse for matematik. Men det har jeg ikke. Som i overhovedet ikke, hvilket ofte resulterer i akavede situationer, som når veninder brokker sig over ekspedienters langsommelighed ved at sige ting som;
“Alle, ALLE, ved da at 75 x 2 giver 150. Det er der da INGEN, der behøver at regne efter på”, og jeg så selvfølgelig fnyser forarget med, og samtidig laver en mental note om førnævnte regnestykke.

3. Parallelparkere. Nøj, hvor ville jeg altså bare virkelig gerne være god til det.

4. Spille guitar. Jeg kunne godt lidt en gang, og det handler jo egentlig nok bare om øvelse vs. dovenskab. Men jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne spille andet end introen til Smoke on the water.

5.  Læse kort. Jeg fatter dem virkelig ikke. “Hvor skal vi hen?”, spørger føreren af bilen. “Øhm, op ad?”, svarer idioten i passagersædet (mig).

6. Åbne øl med en lighter. Det er bare så overskudsagtigt coolt. Og bad ass.

7. Hænge ting op ved hjælp af en boremaskine i stedet for syv fejlagtige forsøg med en hammer og ligeså mange huller i væggen.

8. At holde masken. Jeg er den værste prankster i verden = Det er fysisk umuligt for mit ansigt at lade være med at afsløre joken. Til gengæld er jeg virkelig god til at lyve, når noget ikke er for sjov, hvilket egentlig er lidt disturbing….

9. At løfte tunge ting. Jeg gider bare ikke rigtig løfte tunge ting for at blive god til at løfte flere tunge ting.

10. Høflighedsfraser. Jeg fucker altid op i dem og bytter rundt på velbekomme og selv tak, og ønsker folk en god weekend på en tirsdag og mumler ting, der lyder som noget, jeg har hørt andre sige, men som jeg ikke helt er sikker på, hvad var og i hvilken sammenhæng, det er rigtigt at sige det. Jeg slår altså stadig et slag for bare at vinke.

Taknemmelighedsrunden #48 Og #49

Sidste søndag lå jeg og havde meget, meget ondt af mig selv. Og derfor kom der ingen Taknemmelighedsrunde på bloggen den dag. Men der skete stadig rigtig mange gode ting, som jeg var og er taknemmelig for i den uge, så derfor kommer der i dag en kombirunde bestående af taknemmeligheder fra de sidste to uger.

1. Jeg har været med Kage-Anne inde for at se Daniel Rye holde foredrag om, hvordan det var at være gidsel hos Islamisk Stat, og det var rimelig vildt at høre. Og jeg skal derfor nu helt sikkert læse bogen om ham, skrevet af Puk Damsgård, som har stået i min bogreol siden i sommer.

2. Jeg har set min kære, søde mormor to gange inden for de sidste to uger. Første gang til en af vores cirka månedlige mormor-middage (Jeg kommer og laver mormor mad til min mormor, og min mormor betaler gildet) og senest til hendes 82-års fødselsdag, hvor hun tog hele familien ud for at spise sushi ad libitum. Et risky move i vores buffet-elskende familie, der da også nærmest måtte trille hjem for at få lagkage til dessert.

3. Jeg er for alvor kommet godt i gang med mit nye arbejde, og synes det er mega spændende, helt vildt sjovt og ret fantastisk. Især når jeg, som en anden cool og klog journalisttype, helt seriøst sidder og rådgiver omkring mediestrategier, SoMe-tendenser og andre meget voksne og seriøse ting. Og så rent faktisk kan finde ud af det og tilmed får ros. Rimelig sweet alligevel.

4. Bearnaiselogen blev endelig samlet igen. Til rødt kød, sovs, vin og penissnak. Og det var fantastisk. Også selvom jeg ikke rigtig kunne høre så meget eller smage det store på grund af førnævnte onde, onde sygdom, som jeg trods en værkende krop og syngende hoved valgte at skide på, fordi jeg fandme ikke går glip af bearnaise. Nogensinde.

5. Apropos sygdom, så må jeg bare sige, at jeg har nogle ret fantastiske veninder, og et styks mor, der når en ynkelig Amalie ringer og hikster i telefonen, kommer forbi med proviant, ringer og spørger hvordan det skrider frem eller sender grimme selfies fra den anden side af verden af, bare så jeg kan komme i et lidt bedre humør.

6. I fredags fandt vejret heldigvis endelig ud af, at det altså teknisk set og rent faktisk er blevet forår. Og det skulle selvfølgelig fejres. Med kaffe ved søerne. Snak og fnis. Frokost i Torvehallerne. Og shopping og rabarbersodavand. Alt sammen med to af de bedste A’er i verden.

7. Igår blev så til gengæld tilbragt på langs. Først på min egen sofa, og senere hen på min veninde Rikkes, sammen med Kage-Anne, hjemmelavede burgere, virkelig meget dip, lidt chips og selvfølgelig bland-selv-slik. Og det var ganske enkelt helt perfekt.

8. Og i dag har jeg arbejdet. Set ud ad vinduet på forårslyset. Rent rundt i nattøj. Set Suits på Netflix. Og drukket kaffe med min veninde Sofie, som altid får mig til at grine og til at tænke lidt ekstra. Alt er godt.

Dag 224, år 2 – Forår 💕