Fortællingen om At Være Sund Uden At Blive Syg Af Det

Sidste år skrev jeg her på bloggen om, hvordan det er at have et madmisbrug, og i oktober udkom min artikel om samme emne i Femina. Det er noget, jeg har beskæftiget mig ret meget med, og som jeg i store dele af sidste år kæmpede med på den gode måde. Jeg fik styr på min spisning, fik lagt rigtig mange af, hvad jeg kalder mine slanketanker på hylden og lærte at være opmærksom på ikke at spise på mine følelser.

Men jeg er overhovedet ikke kommet i mål endnu. Maden er noget, der har fyldt for mig siden jeg som 4-årig fik stukket fem chokoladeovertrukne skumfiduser i hånden, fordi jeg savnede min mor på børnehavens sommerkoloni. Og siden da har jeg mere eller mindre altid spist eller nægtet mig selv mad for at håndtere mine følelser. Og det tager virkelig lang tid og kræver helt vildt meget arbejde, før man kan sige, at man er ude af det. At man ikke længere spiser eller helt lader være, fordi noget gør ondt, noget er svært, noget gør en nervøs, noget er trist og sågar, når noget er godt.

Det meste af mit år på vej ud af mit madmisbrug er blevet brugt på at få bugt med alle de onde tanker om, hvordan jeg ser grim og tyk ud, hvordan jeg er svag og hvordan jeg ikke kan finde ud af noget. Og samtidig har jeg brugt næsten al den resterende energi på ikke at falde tilbage i mit sundheds- og restriktionsmønster. Et mønster, der for mig er 10 gange værre end mit overspisningsmønster, da der her er allerflest fordømmelser og allerflest uholdbare og uhåndterbare regler.

Jeg har derfor øvet mig i at spise usundt, hvor skørt det end lyder. Jeg har øvet mig i at spise mad, der før stod på min “Forbudtliste”, og samtidig nyde det uden at have dårlig samvittighed bagefter. Og det er jeg efterhånden lykkedes med. Jeg tænker ikke længere over, om noget er godt eller skidt. Om hvor mange kalorier, der er i maden og på, at hvis jeg spiser et stykke kage i dag, så SKAL jeg også spise en masse salat i morgen. Og det er virkelig, virkelig rart.

Dag 170, år 2

Desværre, eller desværre er måske et forkert ord, for jeg tror nu det er meget naturligt, så har mit fokus på at få mine slanketanker ud af hovedet også gjort, at jeg har spist meget mere usundt, end jeg før har gjort, og jeg har faktisk nærmest haft mig selv overbevist om, at jeg jo altså egentlig slet ikke rigtig kan lide grøntsager. Hvilket totalt er løgn – jeg elsker grøntsager! Jeg er dog kommet frem til, at den lille grøntsagsfornægtende stemme inde i mig har været der for at hjælpe mig, og ikke for at sabotere det hele. Den har været der, fordi jeg havde brug for den, så jeg igen kunne lære at nyde alle de ting, der før havde været forbudt. Men nu har jeg lært det, og derfor har jeg også sagt til den, at den gerne må tie stille nu. For jeg kan faktisk godt lide blomkål.

Men det er stadig en rigtig svær balance, og jeg kan godt mærke, at det skræmmer mig lidt for alvor at åbne op for juicer, grøntsagspasta og quinoa. For hvad nu, hvis jeg falder i igen? Derudover har tiden efter, at alt faldt sammen omkring mig på grund af Fodboldfyren også gjort, at jeg, oftere end jeg har lyst til at tænke på, er faldet i overspisningsfælden. Det at spise, når noget er svært ligger så dybt i mig, og jeg har endnu ikke den nødvendige styrke til at modstå, når alting ramler sammen omkring mig, hvilket også betød, at jeg i ugerne, hvor alle sandhederne kom frem og min vrede var på sit højeste, lidt for ofte stod og gloede ind i køleskabet efter svar og trøst.

Så. Der er altså stadig lang vej endnu. Der skal stadig lægges en god del arbejde i at komme videre og helt ud af mit madmisbrug, og selvom det er pisseirriterende, at det ikke lykkedes mig at fixe det på et år, ved jeg godt, at det er okay. At når noget har været en del en af i så mange år, så er det de færreste, der kan smide det væk på 12 måneder. Og så trøster jeg mig med, at der er masser af hjælp at hente i Sofia Mannings og Marie Steenbergers nye bog, Madmentor – Fra indre kaos til madro, som jeg skal ud og have fat i. For hvis man skal læne sig op ad nogen, så kan det ligeså godt være to eksperter på området, som begge har prøvet noget af det samme.

Så det vil jeg gøre nu.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s