Fortællingen om Verdens Bedste Bror Og To Søskende, Der Blev Voksne 

Jeg er på tur med min bror i denne uge. Vi er taget væk sammen, bare ham og mig. Og vi skal først tilbage til virkeligheden i morgen. Og det er virkelig skønt.

Vi har altid været tætte, min bror og jeg, men har de sidste par år ikke hængt så meget ud, og har heller ikke fået snakket så meget om de ting, der fylder i vores liv.
Før jul, og egentlig i et langt stykke tid, gik jeg rundt og savnede min lillebror. Jeg savnede at tale med ham, hænge ud med ham, men mest af alt at mærke, at han gerne ville ses med sin storesøster. Vi sås, men sjældent alene, og når det skete var det oftest mig, der stod for at lave aftalen. Og så blev jeg i tvivl. I tvivl om han overhovedet egentlig gad at ses, eller om han syntes det var fint bare at hænge ud, når vi var sammen med resten af familien. Hvilket var totalt åndssvagt og mega pigetanke-agtigt, for selvfølgelig havde han det ikke på den måde. Han var bare blevet voksen. Havde fået en masse nye venner, en dejlig kæreste og var startet på et tidskrævende studie. Og det var også det, jeg sagde til mig selv, når tvivlen nagede. Men på et tidspunkt vandt tvivlen alligevel, og det betød at jeg blev nødt til at spørge ham. Finde ud af, om det bare var mig, der var fjollet.

Og det var det heldigvis. For i julegave gav min sødeste lillebror mig en tur sammen med ham, fordi han havde lyttet til, hvad jeg på et tidspunkt havde sagt til ham midt i min tvivl. At jeg savnede ham.

Indtil videre har turen været meget mere, end jeg havde turde håbe på. De sidste tre dage har vi fået talt. Og snakket. Og grinet. Og hygget. Vi har gået og gået, set og set, spist og spist. Og i går på en bar fyldt med sjove øl fik vi endelig sagt og fortalt alt det til hinanden, som vi har villet, men ikke har kunnet finde ordnene til, tiden til og modet til.
Der er sket meget i vores familie, og der er mange ting, især i mit liv, som jeg ikke har kunnet finde ud af at dele med ham. Han har været min lillebror, en som jeg følte jeg skulle tage mig af, og har derfor ikke villet lade ham tage sig af mig. Også selvom ham egentlig gerne ville. Men nu, især efter igår, føles det som om, at vores storesøster/lillebror forhold har ændret sig. Nu er vi blevet til søskende i stedet, tror jeg. To, der på lige fod kan dele, fortælle, spørge, søge råd og være der for hinanden.

Og det er sgu ret fantastisk.

Dag 195, år 2 – Søskendekærlighed

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s