Taknemmelighedsrunden #47

1. Pizza-Anna gav i denne uge chili con carne, og lagde hus til et længere tv-maraton, der blev skudt i gang med det nyeste afsnit af GIRLS og afsluttet med det sidste afsnit af De unge smukke piger. Og der findes altså næsten ikke noget bedre end at hvile hovedet på skulderen af en god veninde, mens vinden rusker udenfor og vores helt ens hyggesokker varmer os om tæerne.

2. Efter 19 dage, N-I-T-T-E-N dage fik jeg og Bedsteveninden endelig set hinanden igen. Og det var virkelig rart. Og virkelig skønt. Og virkelig dejligt. Specielt fordi hun lavede brunch til mig og gav mig et helt vildt langt kram.

3. Jeg har i denne uge hjulpet til, til to workshops i Sofias Hus, begge afholdt af helt vildt seje og dygtige Roxana Padmini, og det har været sindssygt spændende at se, hvordan man ud af ganske lidt blandet med en masse viden kan få folk til at se tingene i et nyt lys.

4. Jeg så den lækreste mand på en cafe for et par dage siden, og selvom alle mine stalking skills indtil videre ikke har båret frugt, så er jeg bare glad for, at jeg på trods af alt heldigvis ikke er blevet helt blind, når det kommer til mænd. Og det er jo meget godt.

5. I torsdags hjalp jeg en god veninde med noget virkelig svært. Noget rigtig hårdt, og noget som jeg for alt i verden ville ønske jeg kunne få til at forsvinde. Og selvom der nærmest ikke er noget godt at finde i sådan en situation, og selvom jeg ville ønske for hende, at det aldrig var sket, så er jeg alligevel glad for at mærke al den kærlighed, der er mellem os og det faktum, at jeg trods alt kunne gøre en lille smule for hende. Og det er jeg meget taknemmelig for.

6. Bedsteveninden jetter rundt i verden hele tiden, og selvom hun lige var kommet hjem, skal hun i dag afsted igen for kun at komme hjem i to dage, før hun igen sætter sig ombord på et fly og rejser virkelig langt væk i virkelig lang tid (læs: tre uger. Men det er virkelig lang tid i bedstevenindestandarder) Heldigvis fik jeg lov til at nyde hende og en fastelavnsbolle igår, helt alene. Bare mig og hende. Og det var tiltrængt.

7. For senere på aftenen ankom flere dejlige veninder og drak vin og gjorde sig klar til seje Saras 30-års fødselsdagsfest, hvor vi alle sammen drak os rigtig fulde og dansede rigtig grimt. Og det var faktisk nærmest ligeså tiltrængt.

8. Og i dag på denne tømmermændsramte dag, skal jeg snart rejse mig fra sofaen, hvor jeg har befundet mig de sidste mange timer og set Lion (som er virkelig god og virkelig hjerteskærende), og så skal jeg hjem til min dejlige bror, der laver aftensmad til mig. Og jeg glæder mig.

Dag 166, år 2 – Farver i Sofias Hus

Ting Mine Veninder Siger

– Jeg støtter det, din fisse ønsker. Også selvom han lidt er en idiot.

– Jeg havde lavet sådan nogle lækre snickersbarer, som jeg ville have taget med. Men så kom jeg til at spise dem alle sammen selv.

– Har forresten fundet ud af, at jeg hellere vil have en bil end en kæreste. Jeg vil faktisk også meget hellere have en hest end en kæreste.

– Jeg vil hellere have en dødelig sygdom end en hest.

– Det lyder fantastisk! Jeg kommer så hurtigt, jeg kan. Skal bare lige i bad, har sæd over det hele.

– Vi er så fucking awesome, og vi kommer til at se tilbage på de her år og grine, fordi vi var sådan nogle unge og dumme nogen, der ikke troede på os selv.

– Den bedste måde at drikke vin på, er jo egentlig iført nattøj.

– Altså, får du ondt i hjertet eller i fissen, når du er sammen med ham? For tiden vælger jeg helst dem, der giver mig ondt i fissen på den gode måde, og styrer uden om dem, der giver mig ondt i hjertet på den dårlige måde. Men det er måske bare mig.

– Jeg forstår ikke, hvorfor vi alle sammen partout skal have en eller anden stor karrieredrøm. Jeg vil bare gerne være glad og have det rart.

– Idioter indrømmer aldrig, at de er idioter. Fordi de jo er idioter.

– Hvorfor er der så mange hjerter på den der forlovelsespost fra hendes veninder? Hvis det var vores venindegruppe, så ville tråden kun havde været fyldt med auberginer.

– Altså, jeg går jo bare generelt ind for, at der skal være så meget fløde i maden som muligt.

– Han er en lort. Du er nice. Vi drikker lørdag.

Taknemmelighedsrunden #46

1. Den nye sæson af GIRLS er startet og i mandags så jeg det første afsnit sammen med Pizza-Anne, mens vi spiste vegetarlasagne og kom med modsatrettede meninger om karakterenes påklædning. #godmandag

2. Tirsdag var jeg til Valentinsworkshop i Sofias Hus, hvor jeg, udover at få en masse indsigt på kærlighedsfronten, også fik scoret mig et interview med den mega seje foredragsholder.

3. Onsdag besøgte jeg min sødeste Louise, og fik sladret og snakket, og da jeg gik ud ad døren var jeg fyldt op af taknemmelighed og kærlighed over og til min seje veninde, som uanset hvor meget hun har om ørerne altid gerne vil høre, hvordan jeg har det.

4. Torsdag kom Kage-Anne forbi til, ja kage. Og det var virkelig rart at se hende og have hende lidt for mig selv. Og så selvfølgelig få ros for mine cookies. #godtorsdag

5. Fredag spenderede jeg i mit eget fantastiske selskab med alt, hvad det inkluderer af seriekigning, thai-mad og fredagsis.

6. Lørdag fik jeg besøg af min dejlige veninde, Kristina og hendes lille, seje Wille, og sammen tog vi hen for at kramme førnævnte Louise, kigge på hendes lille nye Elise og lege med hendes nu store og dejlige, Alma. Og det var virkelig hyggeligt. Især fordi jeg styrer for vildt til det der med at være nogens tante.

7. Og i dag holdt jeg fastelavnsbollefest for alle mine dejlige veninder. Og er pt. derfor både fyldt op med kagecreme og virkelig meget kærlighed. #pæntgodsøndag

Dag 206, år 2

Fortællingen om At Være Sund Uden At Blive Syg Af Det

Sidste år skrev jeg her på bloggen om, hvordan det er at have et madmisbrug, og i oktober udkom min artikel om samme emne i Femina. Det er noget, jeg har beskæftiget mig ret meget med, og som jeg i store dele af sidste år kæmpede med på den gode måde. Jeg fik styr på min spisning, fik lagt rigtig mange af, hvad jeg kalder mine slanketanker på hylden og lærte at være opmærksom på ikke at spise på mine følelser.

Men jeg er overhovedet ikke kommet i mål endnu. Maden er noget, der har fyldt for mig siden jeg som 4-årig fik stukket fem chokoladeovertrukne skumfiduser i hånden, fordi jeg savnede min mor på børnehavens sommerkoloni. Og siden da har jeg mere eller mindre altid spist eller nægtet mig selv mad for at håndtere mine følelser. Og det tager virkelig lang tid og kræver helt vildt meget arbejde, før man kan sige, at man er ude af det. At man ikke længere spiser eller helt lader være, fordi noget gør ondt, noget er svært, noget gør en nervøs, noget er trist og sågar, når noget er godt.

Det meste af mit år på vej ud af mit madmisbrug er blevet brugt på at få bugt med alle de onde tanker om, hvordan jeg ser grim og tyk ud, hvordan jeg er svag og hvordan jeg ikke kan finde ud af noget. Og samtidig har jeg brugt næsten al den resterende energi på ikke at falde tilbage i mit sundheds- og restriktionsmønster. Et mønster, der for mig er 10 gange værre end mit overspisningsmønster, da der her er allerflest fordømmelser og allerflest uholdbare og uhåndterbare regler.

Jeg har derfor øvet mig i at spise usundt, hvor skørt det end lyder. Jeg har øvet mig i at spise mad, der før stod på min “Forbudtliste”, og samtidig nyde det uden at have dårlig samvittighed bagefter. Og det er jeg efterhånden lykkedes med. Jeg tænker ikke længere over, om noget er godt eller skidt. Om hvor mange kalorier, der er i maden og på, at hvis jeg spiser et stykke kage i dag, så SKAL jeg også spise en masse salat i morgen. Og det er virkelig, virkelig rart.

Dag 170, år 2

Desværre, eller desværre er måske et forkert ord, for jeg tror nu det er meget naturligt, så har mit fokus på at få mine slanketanker ud af hovedet også gjort, at jeg har spist meget mere usundt, end jeg før har gjort, og jeg har faktisk nærmest haft mig selv overbevist om, at jeg jo altså egentlig slet ikke rigtig kan lide grøntsager. Hvilket totalt er løgn – jeg elsker grøntsager! Jeg er dog kommet frem til, at den lille grøntsagsfornægtende stemme inde i mig har været der for at hjælpe mig, og ikke for at sabotere det hele. Den har været der, fordi jeg havde brug for den, så jeg igen kunne lære at nyde alle de ting, der før havde været forbudt. Men nu har jeg lært det, og derfor har jeg også sagt til den, at den gerne må tie stille nu. For jeg kan faktisk godt lide blomkål.

Men det er stadig en rigtig svær balance, og jeg kan godt mærke, at det skræmmer mig lidt for alvor at åbne op for juicer, grøntsagspasta og quinoa. For hvad nu, hvis jeg falder i igen? Derudover har tiden efter, at alt faldt sammen omkring mig på grund af Fodboldfyren også gjort, at jeg, oftere end jeg har lyst til at tænke på, er faldet i overspisningsfælden. Det at spise, når noget er svært ligger så dybt i mig, og jeg har endnu ikke den nødvendige styrke til at modstå, når alting ramler sammen omkring mig, hvilket også betød, at jeg i ugerne, hvor alle sandhederne kom frem og min vrede var på sit højeste, lidt for ofte stod og gloede ind i køleskabet efter svar og trøst.

Så. Der er altså stadig lang vej endnu. Der skal stadig lægges en god del arbejde i at komme videre og helt ud af mit madmisbrug, og selvom det er pisseirriterende, at det ikke lykkedes mig at fixe det på et år, ved jeg godt, at det er okay. At når noget har været en del en af i så mange år, så er det de færreste, der kan smide det væk på 12 måneder. Og så trøster jeg mig med, at der er masser af hjælp at hente i Sofia Mannings og Marie Steenbergers nye bog, Madmentor – Fra indre kaos til madro, som jeg skal ud og have fat i. For hvis man skal læne sig op ad nogen, så kan det ligeså godt være to eksperter på området, som begge har prøvet noget af det samme.

Så det vil jeg gøre nu.

10 Ting Jeg Virkelig Ikke Kan Lide

1. Gardiner.
Ja, jeg ved godt, det lyder underligt, men jeg er virkelig ikke vildt med gardiner, persienner, rullegardiner og andet, der ødelægger udsigten. Jeg har derfor kun gardiner i soveværelset, og kun fordi jeg heller ikke rigtig bryder mig om sollys i mit ansigt, når jeg endnu ikke er klar til at vågne op. Jeg kan ikke lide ikke at kunne se ud af vinduerne, og jeg hader, når folk trækker gardinerne for om aftenen med den begrundelse, at folk jo ellers ville kunne se ind. Jeg føler straks det bliver lidt klaustrofobisk ikke at kunne se ud på verden udenfor, og derudover finder jeg også begrundelsen rimelig åndssvag, for helt ærligt – medmindre du har tænkt dig at bolle midt på spisebordet, bygge et methlab eller slå din kone, så har du vel egentlig ikke rigtig noget at skjule, vel? Desuden kigger de fleste mennesker kun ind ad andres vinduer for at se, hvordan de har indrettet sig og ikke for at stå og glo på dem, mens de spiser pasta med kødsovs i sofaen. Just saying.

2. Lakrids.
Vi har været her før, men bliver lige nødt til at nævne det igen, da det simpelthen er det klammeste i verden. Stop. Med. At. Putte. Det. I. Min. Mad.

3. At sige goddag og farvel til en masse mennesker på en gang.
Jeg hader det. Det der rundehåndtryk eller rundekrammet – kan vi ikke godt lade være med det? Jeg får altid lyst til at kravle ind under i et bord, når der skal siges goddag eller farvel til en masse mennesker til et større selskab. Det er fint, hvis jeg kender dem allesammen rigtig godt, men det gør man jo altså sjældent til store selskaber. Det er så akavet at gå rundt der med hånden strukket frem og sige goddag og farvel til folk, man ikke kender og har snakket med eller kommer til at snakke med, og jeg hader at kramme folk, jeg ikke kender godt. Hvad har der nogensinde været i vejen med bare at vinke?

4. Shots.
Hader dem. Stop med at fylde dem på mig. Jeg kan ikke lide dem, og lets face it, der er da ikke nogen, der oprigtigt synes, at det er rart at hælde brændende, ren alkohol ned i halsen. Og desuden smager de fleste af lakrids.

5. At stå op før kl. 8.
Det føles som om, jeg gør vold mod min krop, hvis mit vækkeur ringer før kl. 8 om morgenen. Jeg kan sagtens leve med 6-7 timers søvn, det er ikke det. Timerne skal bare helst ligge mellem 01 og 8, hvilket også oftest sker, da det nærmest føles som en ond straf, hvis jeg bliver nødt til at putte mig ned under dynen før midnat for at kunne få nok søvn. Det bliver SÅ lækkert at få børn. Not. (Snapchat; B-mennesket, sjovt nok)

6. Dansk Folkeparti. Og Liberal Alliance.
To helt forskellige former for ondhed, men ondhed indeed.

7. Københavns Kommunes regler for håndværkerlarm.
I København må man nemlig gerne larme fra 7-18 på hverdage og fra 8-17 lørdage, så længe det drejer sig om et midlertidigt byggeprojekt, hvilket jo direkte oversat betyder alle byggeprojekter i verden, da der vel næppe er nogen, der helt overlagt går i gang med et permanent og forevigt varende byggeprojekt. Fucking cunts.

8. Når der er rå rødløg i alle salater i salatbuffeen.
Er der virkelig så mange mennesker, der bare synes at brændende løgsmag  i munden resten af dagen ikke er nederen?

9. At være udenfor.
Altså, jeg kan godt lide naturen, det er ikke det. Og har også en drøm om at vandre i noget af den The Cheryl Strayed Way. Jeg kan også godt lide at sidde udenfor i solen med en kold øl eller gå en tur langs stranden. Men en have ville helt klart være spildt på mig, da jeg alligevel trods alt bare bedst kan lide at være indenfor. Det er ligesom bare lidt rarere, lidt mere komfortabelt og der er altid noget at tage sig til indenfor. Udenfor, der kan man hygge sig med andre mennesker, men alene, der kommer jeg sgu altid lidt til kort. Lugning af blomsterbede er ligesom bare ikke rigtig min ting, og jo man kunne da sidde og læse en bog, det er da rigtigt nok, men altså – man ligger som oftest bare lidt bedre inde i sofaen. Såeh ja. Det bliver næppe sådan en murstensvilla med stor have, som jeg skal have mig, når jeg bliver voksen.

10. Donald Trump. Kan bare virkelig ikke lide ham. Som i overhovedet. Det kan jeg bare ikke.

Dag 200, år 2

 

 

Taknemmelighedsrunden #45

1. Som jeg skrev her, så har jeg hele ugen været på tur med min dejligste bror. Og det har været pænt fantastisk. Både at komme lidt væk, men mest at have en masse tid sammen med ham, hvor oplevelser, god mad, men allermest virkelig gode snakke har fyldt ugen ud.

2. Og så er jeg egentlig også rigtig stolt over, at min bror og jeg endelig fik talt ordentligt sammen og især over, at min bror er blevet så voksen, så intelligent, åben og reflekterende, at det næsten altid var ham, der fik åbnet op for samtalerne.

3. Jeg har købt en virkelig god ost, som nu ligger og hvisker “Spiiiiis miiiiig”, hver gang jeg åbner mit køleskab.

4. Min hud er næsten holdt op med at opføre sig som en teenager, og jeg tror, uden forhåbentlig at jinxe det, at det er de her to produkter, (1 og 2) der har fået mig til at se ud, som om min hud rent faktisk er i 20’erne.

5. Både fredag og lørdag blev jeg bespist af min søde moder. Fredag sammen med broderen, hans kæreste og min papfar, og lørdag bare sammen med min mor, der havde lavet lasagne og tærte til mig. Rimelig sweet.

6. Solen skinner. Synes jeg bare lige, at jeg ville sige. Og være taknemmelig for.

7. I dag kom den sødeste Rikke hjem til mig for at spise cookies og sladre. Og det er altid rart at spise cookies og sladre med Rikke. Altid.

8. Senere i aften skal jeg skype med min søde, men long-lost tyske veninde, som jeg mødte, da vi begge to var au pairs i Washington for snart 8 år siden. (Vi er så pisse gamle lige pludselig) Og det glæder jeg mig virkelig til.

9. Og sidst, men ikke mindst fik min bror og jeg en virkelig god og lækker omgang dim sum på vores tur, som jeg pt. sidder og savler lidt over ved tanken. Men det er måske også, fordi den i aften igen står på endnu mere rødbedesuppe fra fryseren. (Jeg laver aldrig dobbeltportion igen.)

Dag 196, år 2 – Send mere dim sum

Fortællingen om Verdens Bedste Bror Og To Søskende, Der Blev Voksne 

Jeg er på tur med min bror i denne uge. Vi er taget væk sammen, bare ham og mig. Og vi skal først tilbage til virkeligheden i morgen. Og det er virkelig skønt.

Vi har altid været tætte, min bror og jeg, men har de sidste par år ikke hængt så meget ud, og har heller ikke fået snakket så meget om de ting, der fylder i vores liv.
Før jul, og egentlig i et langt stykke tid, gik jeg rundt og savnede min lillebror. Jeg savnede at tale med ham, hænge ud med ham, men mest af alt at mærke, at han gerne ville ses med sin storesøster. Vi sås, men sjældent alene, og når det skete var det oftest mig, der stod for at lave aftalen. Og så blev jeg i tvivl. I tvivl om han overhovedet egentlig gad at ses, eller om han syntes det var fint bare at hænge ud, når vi var sammen med resten af familien. Hvilket var totalt åndssvagt og mega pigetanke-agtigt, for selvfølgelig havde han det ikke på den måde. Han var bare blevet voksen. Havde fået en masse nye venner, en dejlig kæreste og var startet på et tidskrævende studie. Og det var også det, jeg sagde til mig selv, når tvivlen nagede. Men på et tidspunkt vandt tvivlen alligevel, og det betød at jeg blev nødt til at spørge ham. Finde ud af, om det bare var mig, der var fjollet.

Og det var det heldigvis. For i julegave gav min sødeste lillebror mig en tur sammen med ham, fordi han havde lyttet til, hvad jeg på et tidspunkt havde sagt til ham midt i min tvivl. At jeg savnede ham.

Indtil videre har turen været meget mere, end jeg havde turde håbe på. De sidste tre dage har vi fået talt. Og snakket. Og grinet. Og hygget. Vi har gået og gået, set og set, spist og spist. Og i går på en bar fyldt med sjove øl fik vi endelig sagt og fortalt alt det til hinanden, som vi har villet, men ikke har kunnet finde ordnene til, tiden til og modet til.
Der er sket meget i vores familie, og der er mange ting, især i mit liv, som jeg ikke har kunnet finde ud af at dele med ham. Han har været min lillebror, en som jeg følte jeg skulle tage mig af, og har derfor ikke villet lade ham tage sig af mig. Også selvom ham egentlig gerne ville. Men nu, især efter igår, føles det som om, at vores storesøster/lillebror forhold har ændret sig. Nu er vi blevet til søskende i stedet, tror jeg. To, der på lige fod kan dele, fortælle, spørge, søge råd og være der for hinanden.

Og det er sgu ret fantastisk.

Dag 195, år 2 – Søskendekærlighed