Fortællingen om Ikke At Kende Sin Far

Som jeg skrev i den sidste Taknemmelighedsrunde, så var det i torsdags den 26. januar årsdagen for min fars død. Han døde i 2010 på en iskold og snefyldt dag, og det var noget af det allerhårdeste og allersørgeligste, jeg nogensinde har skullet igennem. Og som jeg skrev sidste år på hans fødselsdag, følger min sorg over at have mistet ham med mig rundt overalt. Ikke på en altødelæggende og ukontrollerbar måde, men den er der. Den er der, når jeg ser på billeder af ham og mindes, den er der, når jeg oplever veninder og venner sammen med deres fædre, og den er der allertydeligst, når jeg en sjælden gang bliver hevet med på brune værtshuse og der møder folk, der kunne have været ham. Min sorg kommer aldrig nogensinde til at gå væk ligegyldigt, hvor meget tid der går, men det har jeg efterhånden lært at leve med. Jeg har accepteret, at den er der og at det er okay. Og faktisk ville jeg ikke være den foruden, for det er i sorgen, at min far stadig er der, og det ville jeg ikke undvære.

Hvad jeg dog gerne ville kunne slippe er følelsen af det vanvittigt uretfærdige i, at jeg aldrig, lige meget hvad, kan komme til at tale med ham igen. Bare en enkelt gang. Det er en forfærdelig følelse at længes efter noget så voldsomt, som man ved aldrig kommer til at gå i opfyldelse. Den følelse, den river og gør ondt. Den tynger mig ned og giver mig lyst til, som et barn, at lægge mig ned på gulvet og råbe, sparke og skrige af afmagt. Og den følelse er på det seneste taget til.

Jeg har nemlig indset, at selvom min far var min far i 20- og et halvt år, så kendte jeg ham ikke. Selvfølgelig ved jeg, hvem han var – at han var musiker og sanger, var vanvittig god til at tegne og til at lave norsk husmandskost, at han kom fra en lillebitte by i Nord Norge, og at han allerede forlod fjeldene og elvene til fordel for Danmark, da han var 18 år. Jeg ved, at han elskede at læse om krigshistorie, at han skrev en sang fyldt med smerte og kærlighed om min mor, da de gik fra hinanden, og at han nogle år efter fandt kærligheden igen og gav den til en virkelig dejlig dame, som jeg har holdt rigtig meget af.

Men der er stadig så ufattelig mange ting, som jeg ikke kender til. Jeg fik aldrig sådan for alvor spurgt ind til hans barndom og ungdom, og jeg kender næsten intet til hans mange år i Danmark fra før, han mødte min mor. Jeg ved ikke, hvad han foretog sig og hvad han følte og tænkte, når jeg var hos min mor og han var hos sig selv, og jeg ved ikke hvad han egentlig syntes om Egypten efter den ferie han var på, nogle år før han døde. Men det vigtigste, og det der er mest smertefuldt ikke at vide, er hvordan han egentlig var som person. Som børn er vores forældre nogle helt andre, end dem vi lærer at kende, når vi bliver voksne. Det er først der, de bliver til hele mennesker med tanker og følelser og en fortid fyldt med historier og skelsættende minder. Og jeg fik aldrig mulighed for at se ham sådan. At forstå ham ud fra det.

Dag 181, år 2 – Min far og mig

I de sidste tre-fem år har jeg for alvor lært min mor at kende på den måde. Jeg har set hende, som den komplicerede person hun er, og selvom det til tider har været svært at acceptere, at min mor er et menneske som alle andre og ikke, hverken er uovervindelig eller ufejlbarlig, så er den erkendelse og ikke mindst det kendskab til hende noget af det mest uvurderlige, jeg har.

Jeg ved, hvem min mor er. Jeg kender både til de overordnede facts som, at hun er en fantastisk historiefortæller, at hun altid tænker på andre, før sig selv, og at hun ikke kan lade være med at hjælpe, hvor hun kan. Jeg ved, at hun elsker mad med smeltet ost ligesom mig, og at hun aldrig kan lade være med at læse den sidste side i en krimi, før hun går i gang. Jeg ved, at hun er vokset op overalt i Danmark, og at hun i København i 1988 blev head over heels forelsket i den norske mand, der spillede hovedrollen i den musical, de begge var med i – og jeg ved, at noget af det hårdeste, hun nogensinde har gjort, var at gå fra ham syv år efter. Men jeg kender også til alle de tanker hun gjorde sig, da min bror og jeg var små. Jeg kender til hendes barndom, og jeg ved, hvem hun var kærester med, da hun var ung. Jeg ved, hvad hun tænker om sit liv i dag, og jeg ved næsten altid, hvad hun ville gøre i en hvilken som helst situation.

Jeg ved, hvem min mor er.

Og jeg kommer aldrig oprigtigt til at kunne sige det samme om min far. Og det er for mig, den største sorg af dem alle.

 

Reklamer

6 comments

  1. Ellen · januar 31

    Gribende beretning. Du forstod at illustrere hvor stort tabet er for dig og hvor stor forskel der er på de samme forældre, men med en selv som barn/hhv. voksen.

    • Mange tak, Ellen ❤️

      • Lars · februar 1

        Tex/asle var en super god ven og tænkte meget på andre/mig og var meget sjov og rar at være sammen med. Og var spændene at se hans tegninger og digte samt høre hans sange. Han Havde et varmt smil og savner ham også. Husker mange dejlige timer sammen både i Tingbjerg Søborg mm. Kh lars. Lea far

      • Kære Lars, tusind tak for dine fine ord. Det betyder rigtig meget at høre fra dem, som kendte ham ❤️

  2. Pingback: De Hemmelige Skriv #2 Snevejr og Døde Fædre | Mit Uperfekte År
  3. Pingback: Fortællingen om kærlighed |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s