Fortællingen om 50 Panodiler og En Fodboldfyr, Der Skulle Have Holdt Sig væk Del 2

Hvis du ikke har læst Del 1, så skynd dig herover og gør det først. 

Det var ikke så meget det, at han havde haft en anden pige i sin lejlighed, der gjorde det, selvom det i sig selv var slemt nok. Det var hans fuldstændigt kolde og ligeglade opførsel, der fik mig til at føle mig som intet. Hans øjne, der ingen kærlighed havde i sig, hans ord der kun blev ytret for at såre. Det har siden skræmt mig, og gør det stadig. Men i det øjeblik gjorde det bare ondt. Det gjorde mere ondt, end noget nogensinde havde gjort før, og jeg kunne ikke finde ud af at være i det.

Det tog dog ikke mere end en halv time fra den sidste pille var blevet slugt til, jeg fortrød. Også selvom den halve time ikke var fyldt med andet end ro og apati. Men pludselig, mens jeg lå på min sofa og ventede på at få lov til at dø slog det mig, at jeg jo aldrig ville komme til at gøre alle de ting, jeg altid havde drømt om, hvis jeg blev liggende. At hvis jeg bare blev her ville mit korte liv ende på en villavej i Odense på grund af en fyr. Jeg ville smadre min mors, min brors, min mormors og mine venners liv. Jeg ville være hende, der havde givet op.

Så jeg ringede til Bedsteveninden, der i det øjeblik og det næste døgn for alvor fik gjort sig fortjent til den titel i mit hjerte.

Fodboldfyren forsvandt dog ikke. For jeg kunne på trods af alt ikke finde ud af at slippe ham. Efter jeg blev udskrevet fra hospitalet sås og talte vi sammen en del, og han var for det meste undskyldende og flov. Men også kold og bebrejdende. Alt inde i mig gjorde ondt i de efterfølgende uger, og jeg var splittet i tusind dele over ikke at kunne lukke døren og sige farvel. Jeg elskede ham stadig alt for højt, og tanken om aldrig at se ham igen gjorde mig så trist, at tanken om flere og bedre virkende piller ofte ikke var ligeså fjern, som jeg forsikrede alle om.

Men så tog Bedsteveninden og jeg til Hamborg sammen, hvor vi drak os fulde, shoppede, grinede og kyssede med tyske fyre. Og da jeg kom hjem igen fik jeg, efter endnu et ondt skænderi, grædende sagt til Fodboldfyren, at vi i hvert fald burde holde en pause. En pause, hvor vi ikke snakkede sammen, hvor vi ikke sås og hvor vi begge mærkede efter.

Så det gjorde vi. Og efter et par dage med tyngende tristhed og en, med vilje, fuldstændig proppet kalender, begyndte jeg at se et lille bitte lys for enden af den tunnel fyldt med lort, der havde været vores forhold. Jeg begyndte at føle mig mere sikker på, at jeg sagtens bare kunne være mig, og at jeg faktisk ikke ville dø af at leve uden ham. Jeg begyndte at mærke livet rive i mig igen, og at se på den slemme ting, der skete i Odense, som en forfærdelig, men nødvendig hændelse, der for alvor hjalp mig med at skille mig selv fra ham.

Men så en aften, bankede det på døren.

Jeg var egentlig gået i seng, da jeg hørte en banken på døren. Og jeg vidste med det samme, hvem der var på den anden side. En Fodboldfyr, der var lettere beruset, viste det sig – en Fodboldfyr, der kom for at erklære sin kærlighed, sit savn, sin ulyst til at det skulle slutte. Jeg kan egentlig ikke rigtig huske, hvad han præcist sagde. Noget med at han elskede mig. At han savnede mig. At han ville mig. Sådan rigtigt. At han gerne ville leve sit liv med mig. Have børn med mig. At han ville være der for mig. Og selvom jeg den aften ikke bare sagde ja med det samme, blev min spirende tro på, at jeg godt kunne og ville leve uden ham stille og roligt hvisket bort over de næste par dage. For det var ikke de lidt for mange øl, der fik ham til at erklære sin kærlighed. Erklæringerne blev ved, nu i ædru tilstand, og til sidst kunne jeg ikke stå imod længere.

Jeg tog ham tilbage.

Men jeg vidste godt, at det var helt forkert. Og minderne om den person han var den aften, hvor den slemme ting skete, blev ved med at spøge hos mig i resten af vores tid sammen, samtidig med at skammen siden har fyldt og fyldt. For hvem går tilbage til en mand efter sådan noget? Hvem prøver at begå selvmord over noget en kæreste har gjort, for så bare at sige pyt efter, at bølgerne har lagt sig? En svag person. En uden viljestyrke og integritet. En der fortjener, det der følger med den beslutning.

Jeg har aldrig kunnet forsvare det overfor mig selv, men har i stedet blot forsøgt at skubbe hændelsen væk. Glemme den, lade som om det ikke skete og samtidig lade som om, at Fodboldfyrens og mit forhold ikke lidt over et halvt år efter nærmest vendte tilbage til det, det havde været før. Erklæringerne stoppede igen, og det samme gjorde nærmest al den fysiske kærlighed, som han havde givet og vist mig i Den Nye Begyndelsesfase. Den blev nu givet til andre, nye og spændende piger, men jeg kunne ikke finde styrken eller modet til at gå. Vi var flyttet sammen, vores liv var for alvor blevet vinklet ind i hinanden, men vigtigst af alt kunne jeg ikke få mig selv til at indrømme, at det havde været en fejl.

Jeg havde for at retfærdiggøre min beslutning om at gå tilbage, sagt til mig selv, at det var okay at gøre det på trods af alt, hvad der var sket, så længe vi viste alle og os selv, at det havde været det rigtige. Og det kunne vi jo kun gøre ved at blive sammen. Hvis det gik i stykker havde alt det her været forgæves, og det kunne jeg ikke bære.

Når jeg ser tilbage på det nu, forstår jeg godt mig selv. Jeg forstår, at min kærlighed var så stor, samtidig med at min tro på mig selv og hvad jeg var værd, var så lille. Jeg forstår, at man først kan gå, når man kan gå. At ligegyldigt, hvor sikker man selv og andre er på, at det er forkert, så bliver man nødt til at blive lige indtil, man ikke kan blive længere. Og jeg ved, at det er helt okay. Også selvom jeg stadig kæmper med at tilgive mig selv og lade skam være skam.

Hvad jeg ikke forstår er, hvorfor han kom tilbage. Nu ved jeg jo, at han allerede på det tidspunkt havde en anden pige, der stod klar og som elskede ham. Og at han sikkert havde flere end det. Alligevel besluttede han sig for at vende tilbage og sige alle de ting, han vidste, jeg så inderligt ønskede at høre.

Og det, det kan jeg aldrig tilgive.

Dag 177/, år 2 – No forgiveness in sight

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s