Fortællingen om 50 Panodiler og En Fodboldfyr, Der Burde Have Holdt Sig Væk Del 1

Jeg har tænkt meget over, om jeg kunne og ville dele denne historie med jer. Den er nemlig så frygtelig, at jeg har været nødt til at give den et navn, når jeg en sjælden gang omtaler den for dem i min omgangskreds, der kender til den. Et navn, der gør det muligt for mig at referere til den uden, at det gør alt for ondt og bliver alt for skamfuldt.

Den slemme ting, der skete i Odense.

Det er det, jeg siger, når jeg en gang imellem bliver nødt til at nævne det, fortælle om det, huske det, forklare det. Og det sker som sagt ikke tit, og der er stadig mange tætte venner og veninder, der ikke kender til det. For det er så ondt. Så frygteligt. Så uforklarligt. Så skamfuldt. Så trist. Og det er også derfor, jeg har været sådan i tvivl, om jeg skulle fortælle historien herinde. Men jeg har besluttet mig for, at jeg ikke kan fortælle historien om Fodboldfyren ordentligt, hvis jeg ikke fortæller om Den slemme ting, der skete i Odense. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg de sidste par uger er blevet om muligt endnu vredere på ham, hvis jeg ikke fortæller om hvorfor. Og jeg kan ikke, og det er den vigtigste årsag til at jeg overhovedet begyndte at fortælle om ham, forsikre andre i samme situation om, at de er helt okay. At det ikke er dem, der er noget galt med.

Så det gør jeg nu. Fortæller. Forsikrer. Og forhåbentlig gør det lidt mindre skamfuldt at have forsøgt at stoppe med at eksistere.

I september 2012 var jeg 23 år. Jeg havde kendt Fodboldfyren i 2,5 år, og vi havde været sammen fast i et år efter jeg var flyttet til Odense. Det gik ikke godt. Vi skændtes, jeg vidste med sikkerhed, at han havde været mig utro i hvert fald en gang, og nu talte han om, at han ville have et åbent forhold. Jeg var knust og i vildrede. Jeg ville ham så gerne, så vildt og voldsomt, men jeg havde ikke lyst til at dele ham med nogen. Eller dele mig selv med nogen andre for den sags skyld. Jeg husker dagene efter, han stillede sit ultimatum op som grynede og grå, fyldt med sorg og følelsen af at være utilstrækkelig. Jeg husker, hvordan der var en mur imellem os, når vi sås. En mur jeg så gerne ville bryde igennem, så jeg igen kunne mærke ham og den kærlighed, jeg nu blev sådan i tvivl, om han virkelig følte for mig.

Den dag den slemme ting skete, husker jeg et akavet kys ved indgangen til Universitetet, og hvordan han efterfølgende gik den ene vej og jeg den anden, og at jeg sådan ønskede at han ville vende sig om. Bare et øjeblik. Jeg husker, hvordan jeg drak mig småfuld med Bedsteveninden, mens vi lavede et underligt impro-radioshow i Center for Journalistiks lydstudie, og hvordan vi senere tog i Ikea og spiste kødboller, mens vi fnisede over det absurde i at være taget derhen uden overhovedet at se på møbler. Jeg husker, at det var en klar septemberaften, og at jeg følte den tunge følelse af meningsløshed blive skubbet lidt til side af en lillebitte snert af håb, da jeg cyklede forbi Fodboldfyrens vindue og så, at der var lys.

Vi boede i samme lejlighedskompleks, men i hver vores lejlighed og jeg havde for vane at komme uanmeldt forbi en gang imellem, hvis jeg kunne se at han var hjemme. I dag tænker jeg tit på, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg den aften bare var taget hjem, uden først lige at stikke forbi ham. Om jeg ville have været en bedre eller en værre udgave af den, jeg er nu. Om tingene havde været lettere.

Men jeg åbnede døren til hans opgang og gik op ad trapperne og bankede på. Og så ventede jeg. Jeg bankede igen, men der skete ingenting. Jeg prøvede en tredje gang, og blev så pludselig i tvivl om, der overhovedet havde været lys, så jeg gik udenfor igen og kiggede op mod hans vindue. Men jo, der var lys. Et lille blafrende stearinlys.

Så jeg gik op ad trapperne en gang til, nu med en underlig følelse i kroppen. Hvorfor åbnende han ikke? Havde han høretelefoner på, mens han spillede playstation? Eller var han gået og havde glemt at slukke lyset inden? Jeg bankede på igen. Denne gang hårdt og med flad hånd, alt imens min mave snørede sig sammen. Til sidst, efter fire af sådanne bank, åbnede han døren på klem. Og alt i mig sank.

“Hvad laver du her?”, spurgte han kort for hovedet.
“Jeg ville bare lige sig hej”, svarede jeg hviskende og spurgte, hvorfor han først åbnede døren nu.
“Det er lige meget. Kan du ikke bare gå? Du skal ikke komme og banke på hele tiden”, sagde han.

Jeg stod lammet i mine udtrådte gummisko og prøvede at mærke opgangens stengulv under mig. Alt var helt forkert.

“Har du en derinde?”, spurgte jeg.
“Ja.”, sagde han koldt. “Og du skal gå hjem nu”.

Jeg begyndte at råbe. Skrige ad ham, at han skulle åbne døren. At han skulle lukke mig ind. Han råbte tilbage at jeg skulle gå. Jeg sparkede til døren og til ham, skreg og græd. Hulkede. Vrælede at han var sindsyg. At han var ond. At jeg hadede ham.

“Godt.”, sagde han. “Så skal vi jo heller ikke være sammen”.

Jeg væltede ned af trapperne, ud i det der nu næsten var nat. Duggen gjorde mine tynde sko drivvåde, da jeg skråede tværs henover den græsplæne, der skilte min og hans opgang ad. Det er meget svært at beskrive, den følelse af had, sorg, uforståelighed og ikke-accept af, hvad der netop var sket – Det kunne ikke være rigtigt, det måtte ikke være rigtigt – der altsammen kørte rundt i kroppen på mig. Det føltes som om, at alt der var vigtigt var blevet taget væk fra mig, at alle i min verden med et var døde, og at jeg ingen grund havde til at leve videre uden. Det føltes som om, der ingen mening var længere. Og det var ubærligt.

Jeg tror, det var følelsen af det ubærlige, der i sidste ende fik mig til at åbne skabet og tage panodilglasset frem. Og da jeg åbnede det og sirligt lagde 50 piller frem på gulvet, hvor jeg sad, blev alt roligt inde i mig igen. Et tegn, tænkte jeg. Et tegn på, at det var det rigtige.

Dag 177, år 2


Læs med i morgen for 2. del af Fortællingen om 50 Panodiler og En Fodboldfyr, Der Burde Have Holdt Sig væk. 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s