Fortællingen om Ikke At Kende Sin Far

Som jeg skrev i den sidste Taknemmelighedsrunde, så var det i torsdags den 26. januar årsdagen for min fars død. Han døde i 2010 på en iskold og snefyldt dag, og det var noget af det allerhårdeste og allersørgeligste, jeg nogensinde har skullet igennem. Og som jeg skrev sidste år på hans fødselsdag, følger min sorg over at have mistet ham med mig rundt overalt. Ikke på en altødelæggende og ukontrollerbar måde, men den er der. Den er der, når jeg ser på billeder af ham og mindes, den er der, når jeg oplever veninder og venner sammen med deres fædre, og den er der allertydeligst, når jeg en sjælden gang bliver hevet med på brune værtshuse og der møder folk, der kunne have været ham. Min sorg kommer aldrig nogensinde til at gå væk ligegyldigt, hvor meget tid der går, men det har jeg efterhånden lært at leve med. Jeg har accepteret, at den er der og at det er okay. Og faktisk ville jeg ikke være den foruden, for det er i sorgen, at min far stadig er der, og det ville jeg ikke undvære.

Hvad jeg dog gerne ville kunne slippe er følelsen af det vanvittigt uretfærdige i, at jeg aldrig, lige meget hvad, kan komme til at tale med ham igen. Bare en enkelt gang. Det er en forfærdelig følelse at længes efter noget så voldsomt, som man ved aldrig kommer til at gå i opfyldelse. Den følelse, den river og gør ondt. Den tynger mig ned og giver mig lyst til, som et barn, at lægge mig ned på gulvet og råbe, sparke og skrige af afmagt. Og den følelse er på det seneste taget til.

Jeg har nemlig indset, at selvom min far var min far i 20- og et halvt år, så kendte jeg ham ikke. Selvfølgelig ved jeg, hvem han var – at han var musiker og sanger, var vanvittig god til at tegne og til at lave norsk husmandskost, at han kom fra en lillebitte by i Nord Norge, og at han allerede forlod fjeldene og elvene til fordel for Danmark, da han var 18 år. Jeg ved, at han elskede at læse om krigshistorie, at han skrev en sang fyldt med smerte og kærlighed om min mor, da de gik fra hinanden, og at han nogle år efter fandt kærligheden igen og gav den til en virkelig dejlig dame, som jeg har holdt rigtig meget af.

Men der er stadig så ufattelig mange ting, som jeg ikke kender til. Jeg fik aldrig sådan for alvor spurgt ind til hans barndom og ungdom, og jeg kender næsten intet til hans mange år i Danmark fra før, han mødte min mor. Jeg ved ikke, hvad han foretog sig og hvad han følte og tænkte, når jeg var hos min mor og han var hos sig selv, og jeg ved ikke hvad han egentlig syntes om Egypten efter den ferie han var på, nogle år før han døde. Men det vigtigste, og det der er mest smertefuldt ikke at vide, er hvordan han egentlig var som person. Som børn er vores forældre nogle helt andre, end dem vi lærer at kende, når vi bliver voksne. Det er først der, de bliver til hele mennesker med tanker og følelser og en fortid fyldt med historier og skelsættende minder. Og jeg fik aldrig mulighed for at se ham sådan. At forstå ham ud fra det.

Dag 181, år 2 – Min far og mig

I de sidste tre-fem år har jeg for alvor lært min mor at kende på den måde. Jeg har set hende, som den komplicerede person hun er, og selvom det til tider har været svært at acceptere, at min mor er et menneske som alle andre og ikke, hverken er uovervindelig eller ufejlbarlig, så er den erkendelse og ikke mindst det kendskab til hende noget af det mest uvurderlige, jeg har.

Jeg ved, hvem min mor er. Jeg kender både til de overordnede facts som, at hun er en fantastisk historiefortæller, at hun altid tænker på andre, før sig selv, og at hun ikke kan lade være med at hjælpe, hvor hun kan. Jeg ved, at hun elsker mad med smeltet ost ligesom mig, og at hun aldrig kan lade være med at læse den sidste side i en krimi, før hun går i gang. Jeg ved, at hun er vokset op overalt i Danmark, og at hun i København i 1988 blev head over heels forelsket i den norske mand, der spillede hovedrollen i den musical, de begge var med i – og jeg ved, at noget af det hårdeste, hun nogensinde har gjort, var at gå fra ham syv år efter. Men jeg kender også til alle de tanker hun gjorde sig, da min bror og jeg var små. Jeg kender til hendes barndom, og jeg ved, hvem hun var kærester med, da hun var ung. Jeg ved, hvad hun tænker om sit liv i dag, og jeg ved næsten altid, hvad hun ville gøre i en hvilken som helst situation.

Jeg ved, hvem min mor er.

Og jeg kommer aldrig oprigtigt til at kunne sige det samme om min far. Og det er for mig, den største sorg af dem alle.

 

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #43

1. I sidste uge besluttede jeg mig for, at jeg ikke kunne ignorere min lyst til at fortsætte med at uddanne mig endnu mere indenfor coachingens verden, og begyndte derfor i mandags på Manning Inspires Mastercoachuddannelse sådan for reals. Jeg har ellers allerede været henne og snuse til den, da jeg for nogle uger siden tog del i uddannelsens Public Speaking kursus, og det var nok også det, der gjorde at jeg sådan for alvor besluttede mig for, at jeg ikke var færdig med at troppe op og lære nye ting i Sofias Hus. Og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde. #JegBliverVedOgVed

2. Min søde Anne (hende med pizzaen, ikke hende med kagen) ringede mig op ti minutter efter, at jeg havde publiceret første del af 50 panodiler Og En Fodboldfyr, Der Burde Have Holdt Sig Væk for at sende noget kærlighed i min retning. Kærlighed, der endte med at blive til en meget lang frokost, en tur i genbrugsbutik og en afsløring af, at der da i hendes kalender selvfølgelig står, at hun skal “Huske Malle” den 26. januar – den dag min far, han døde. Åh the love.

3. Generelt har jeg fået ret så meget love sendt min vej efter mine to indlæg i denne uge. Både fra veninder, familie, bekendte og ganske fremmede. Og det er altid virkelig rart, når det er sådan et følsomt og sårbart emne, jeg skriver om. Så virkelig mange gange tak for det. #KærlighedDerKnuserSkammen

4. Den 26. januar blev jeg hjemme. Jeg tog ikke på kirkegården, som jeg ellers plejer, men tændte et lys foran et billede af min far og læste de tre indlæg, jeg skrev sidste år om ham, og om hvordan det er at vokse op med en alkoholisk forældre, som man uanset hvor svært det kan være, altid vil elske. Og selvom det ikke var en ligeså “værdig”måde at mindes ham på, passede det helt perfekt til, hvad jeg havde brug for den dag.

5. Senere på aftenen den 26. tog jeg dog hjem til min kære moder for at spise sammen med min bror og hans søde Josefine, og det var noget af det hyggeligste og rareste, der kunne findes.

6. Fredag aften stod den på Gin&Tonics, champagne pg pizza sammen med Bedsteveninden og den anden søde Anne (hende med kagen). Vi skulle nemlig fejre at Bedsteveninden om muligt er blevet endnu mere awesome på sit arbejde. #StoltMedStoltPå

7. Lørdag tog jeg min mor og mormor under armen og gik i biffen for at se “I, Daniel Blake”, hvilket var en virkelig god og virkelig fin film. Og det var også en virkelig god og virkelig fin aften, vi efterfølgende havde hjemme hos min mormor, hvor den stod gullash og et kig i gamle breve, stilehæfter og billedalbums fra min mormor og morfars ungdom.

8. Og i dag har jeg serveret kanelsneglene for min søde Mariella, der helt klart fortjente at blive overøst med remonce efter at have sendt den sødeste sms, også fyldt med kærlighed, oven på de to førnævnte blogindlæg. #VenindeLoveftw

Dag 184, år 2 – Remonce og venindekærlighed

Taknemmelighedsrunden #42

1. Som jeg skrev her, var det virkelig rart lige at vende alting med min gamle psykolog i denne uge, og samtidig få at vide, at det der med at stresse over ikke rigtigt at have lyst til at få en kæreste, er noget jeg virkelig ikke behøver. Så det er jeg holdt op med.

2. Min mor kom til middag i mandags, og det var simpelthen så hyggeligt at se og snakke med hende. Og sjovt ikke mindst. Min mor er altid sjov.

3. I tirsdags mødtes jeg med en fra mit gamle coachinghold, som nu tager Manning Inspires Madmentoruddannelse, og havde brug for en prøvekanin. Ovenpå alt det med Fodboldfyren er jeg nemlig faldet lidt for meget tilbage i mine gamle vaner og mønstre, når det kommer til mad, men efter kun at have talt med hende en enkelt gang, har jeg allerede fået mere styr på det, og ikke mindst en følelse af, at jeg nok skal klare det.

4. I onsdags mødtes jeg med min søde Rikke, der har været så stresset over eksaminer, at ingen i venindegruppen nærmest har set hende. Og det var dejligt at se hende med et smil på læben og med en øl i hånden.

5. Denne her uge har seriøst stået i selvudviklingens tegn, for i torsdags mødtes jeg endnu en gang med en, der kan sådan nogle tricks. Nemlig den mentorcoach, jeg har hyret for at få styr på og hjælp til, hvordan jeg skal starte min coachingvirksomhed. Og her gik jeg også derfra med en tro på, at det kommer til at gå. Helt vildt godt endda.

6. Bedsteveninden er startet som intet mindre end morgenvært på Radio 24/7, (ja, hun er pænt sej) og har derfor haft ret travlt i denne uge. Så travlt, at vi slet ikke har set hinanden. Sådan overhovedet. Så derfor blev jeg meget glad, da hun spurgte om vi ikke skulle spise brunch sammen i fredags og få catchet up = grine grine og kramme.

7. Fredag aften tog jeg ud i lufthavnen og blev mødt af skrigende teenagepiger, der ventede på Magnus og Martinus, som jeg stadig ikke helt har fundet ud af, hvem er. Så som I nok kan gætte, ventede jeg  ikke på to mindreårige nordmænd. Nej, jeg ventede på en 28-årig irer, nemlig Dean, den ene halvdel af de to fyre jeg mødte i Thailand, og som jeg rejste rundt i sydstaterne med i sommer. Og det er virkelig godt at se ham igen.

8. Igår vandrede vi igennem København, mens vi grinede og lavede ligeså sjove jokes, som vi har gjort på alle de tre kontinenter, vi indtil videre har besøgt sammen. Og da det blev aften mødtes vi med Bedsteveninden og den sødeste Anne på Ølsnedkeren for at drikke danske  øl og grine endnu mere.

9. Og i dag har vi vandret igen, og jeg har set min by fra den side, jeg ikke ser så tit, nemlig turistsiden, hvilket altid er sjovt. Og i aften skal vi hjem til min mor. Hun laver nemlig frikadeller.

Dag 174, år 2 – En dansker og en irer gik ud på Dronning Louises Bro

Fortællingen om At Stoppe Med At Stresse Over Kærligheden Og At Indse At Mit Hjerte Først Er Blevet Single Nu

Igår var jeg forbi min gamle psykolog, som jeg havde, da jeg gik i TUBA. Et virkelig godt sted, hvis man som jeg har en alkoholisk forælder. Jeg var egentlig stoppet hos hende, men efter al balladen med Fodboldfyren følte jeg, at det nok ville være en god ide lige at få vendt det hele med en, som ikke råber “Det fede svin!”, når jeg nævner hans navn. (Ikke at jeg ikke sætter pris på de mange øgenavne, mine veninder har været så elskværdige at give ham)

Og det var virkelig rart at tale med hende igen. Hun fik nemlig for alvor lagt mine bekymringer ned om, at jeg helt automatisk vil ende som en psykojaloux- og mistroisk kæreste, når jeg en dag møder en ny fyr. Hun forsikrede mig nemlig om, at hvis jeg bare ret hurtigt får fortalt hovedpointerne i min historie, og derefter ikke gemmer det væk eller prøve at skjule det, når min usikkerhed helt sikkert vil begynde at rive i mig, så skal det nok komme til at gå. Og at jeg altså ikke vil ende med aldrig at kunne stole på nogen igen.

Det vigtigste hun sagde handlede dog ikke om det, men om at jeg i hele det år, der er gået siden jeg kom hjem fra Asien og for alvor gik fra Fodboldfyren og til nu, nok ikke sådan helt rigtigt og med hele hjertet har været single. Og det har hun sandsynligvis ret i. Det har taget vildt lang tid, fordi vi jo blev ved med at se hinanden og være venner, og derfor er det først nu, hvor jeg for alvor har smidt ham ud i kulden og ud af mit liv, at jeg er helt alene. Mit hjerte er helet nu. Det fik lige et ordentligt slag her i slutningen af året, men der var det allerede blevet så stærkt og jeg var allerede så meget på vej videre, at slaget bare gjorde hjertet endnu stærkere. Men det har taget et år og lidt til, før jeg kunne gøre mig helt fri af ham.

Og det, at jeg først nu sådan for alvor ikke er en del af ham længere, har nok også haft betydning for min nærmest ikke eksisterende lyst og overskud til at give mig i kast med kærligheden igen. Jeg har ikke været åben, i hvert fald ikke nok, for jeg elskede stadig en anden. Også selvom den anden ikke var en, jeg ville være sammen med.

Hendes ord hjalp gevaldigt på den følelse jeg har gået med, der siger til mig, at jeg er langsom. At jeg burde have fundet en nu eller i hvert fald, at jeg burde have været tættere på det. Og det hjalp især, da hun efterfølgende sagde, at hun synes, jeg skulle give mig selv fri. Fri fra tanken om, hvad jeg burde og ikke burde gøre i forhold til kærligheden. De tanker fylder, på trods af min overbevisning om, at jeg egentlig har det ganske rart og dejligt alene, alligevel en del. En langt større del, end jeg har villet indrømme. For som jeg sagde til hende, så har jeg jo egentlig ikke rigtig lyst. Eller altså jo, hvis der tropper en dejlig mand op og viser mig interesse, så siger jeg næppe nej. Men jeg har virkelig, hverken lyst eller føler behov for selv at gå ud og lede efter ham. Og den mangel har jeg haft lidt svært ved at forlige mig med. For hvad nu, hvis jeg ved at have det sådan lukker alle potientielle mænd ude, uden at vide det? Hvad hvis jeg så aldrig møder en? Og burde jeg ikke også gå lidt mere hardcore i gang med søgningen efter Manden i Mit Liv, når nu der nu kun er 2,5 år til jeg fylder 30?

Men nej. Det skal jeg ikke, sagde hun. Jeg skal bare være. Være i mig selv og i mit liv. Jeg skal bare være single med alt, hvad det indebærer. Og så skal jeg mærke efter. Mærke efter, hvad jeg egentlig har lyst til. Hvad der gør mig glad. Hvad der gør mig tryg, men uden at holde fast i trygheden, hvis det i sidste ende er den, der holder mig tilbage fra at give mig hen til en, der står og gerne vil. Vil mig.

Tak. ❤

Dag 167, år 2 – Og indtil da køber jeg gladeligt blomster helt til mig selv.

 

 

 

 

Taknemmelighedsrunden #41

Jeg havde det simpelthen så sjovt med at bage pizza og at spise den, at jeg helt glemte Taknemmelighedsrunden igår. Eller altså, jeg huskede den faktisk, men først da klokken var 21.47, og der tænkte jeg alligevel, at det var lidt sent at sende noget ud i æteren. Så ja, det er derfor den først er her i dag. Undskyld forsinkelsen.

1. Jeg har officelt lagt de der januarblues bag mig og er for alvor kommet i gang med arbejdslivet og karrieredrømmene, og det føles pænt nice alligevel.

2. Min veninde Sofie kom forbi til brunch i mandags og havde taget både bacon OG pølser med. Og så selvfølgelig sit eget lettere forvirrede og dejlige jeg, der altid gør mig i godt humør.

3. Der findes næsten ikke noget, der kan få mit hjerte til at smelte som, når nogen jeg elsker og holder af, har brug for mig. Og i denne uge har jeg været in high demand fra forskellige sider. Og selvom det selvfølgelig ville være allerbedst, hvis mine venners liv bare altid kørte som smurt, så er det nu altså alligevel ret rart, at det er mig de vender sig mod, når det ikke gør. Også selvom alt de beder om er en snak og et marcipanhjerte eller et kram og en skål suppe. #ImreadyImyours

4. Jeg var forbi min kære mormor i denne uge, som havde bestilt stegt flæsk og persillesovs fra barnebarnskokken (mig), og som under maden kom med op til flere vise ord og sjove anekdoter. Og inden jeg gik, nåede hun også lige at stikke mig 400 kroner fra den krukke, hun altid putter sine overskydende kontanter ned i, så hendes stakkels barnebarn ikke skal sulte alt for meget.

5. Da jeg bagte citronmåne til seje Louise i sidste uge, bagte jeg halvanden portion, hvilket resulterede i, at jeg havde kage nok tilbage til hele tre besøg. Først Drengevennen, der fik to stykker og pertentligt pillede alle blåbærene af, mens vi så Prinsesserne fra Blokken, så Bedsteveninden og til sidst søde Linnea, der over det sidste stykke kage fik mig up to date med hendes liv og jeg hende med mig. Og det var altsammen rart. #Kagenderraktelangt

6. I denne uge har jeg været på et public speaking kursus hos Manning Inspire, hvor jeg også tog min coachuddannelse. Og det har simpelthen været det allerbedste at være tilbage og at lære noget helt nyt og virkelig fedt – At stå foran en masse mennesker og fortælle historier. Jeg har hele min barndom, og det meste af mine teenageår gået til teater, og metoderne man bruger til at blive en bedre public speaker minder ret meget om nogle af de øvelser, jeg kender så godt fra teaterlivet. Og det har været så sjovt nærmest at være tilbage på de skrå brædder, at jeg går og overvejer at melde mig ind i en impro-gruppe. Derudover var det også fedt at få nogle konkrete værktøjer til, hvordan man bygger et foredrag op og, hvor man skal gøre af sig selv og sin krop, når man står på scenen. Men det bedste ved det tre-dage lange kursus var dog helt klart, at jeg på en helt ny og virkelig sjov og meget mere levende måde kunne fortælle historien om Fodboldfyren, (Hvis ikke du ved, hvad jeg taler om, så tjek min instagram ud) og så derefter at få kastet en ballon og en masse dejlige komplimenter i hovedet af de andre deltagere. #Ballonermedhjerter

7. På trods af sygdom og travle kalendere lykkedes det alligevel mig og Bedsteveninden at ses hele tre gange i denne uge. Og selvom den ene gang kun varede knap lige så lang tid som det tager nogen at låne en anden en håndmixer, så tæller det stadig. Specielt fordi de to andre gange involverede hårnus og flødekarameller.

8. Min utraseje, dygtige og virkelig søde forfatterlærer fra Vallekilde Højskole sagde i sidste uge “selvfølgelig” til at mødes med mig, da jeg skrev og spurgte om hun havde tid til at hjælpe mig med at finde ud af opbygningen af min bog om Fodboldfyren. Og i lørdags mødtes vi så. Til kaffe og gode ideer. Til en hyggelig genforening og mange grin. Og hun syntes heldigvis, at min ide var pisse god, og har derfor allerede sagt ja til at læse og give kritik på i hvert fald det første kapitel. Hvilket gjorde mig meget, meget glad. Og ret, ret nervøs. For nu skal jeg jo virkelig i gang. Det siger min kalender selv. Og min forfatterlærer, ikke mindst.

9. Min søde Anne købte efter mit forfattermøde kage til mig. (Jeg havde jo ikke rigtig fået så meget kage i løbet af ugen) Og det var dejligt at se hende, og ikke mindst høre hende fnise over sin kæreste, der vist er ret så sød.

10. Og i dag kom så min anden Anne (ja, jeg er så heldig at have to) til pizza og madlavnings wannabe-twerk-dans i køkkenet. Og kunne der være en bedre måde at afslutte en nærmest perfekt uge? Næ, det kunne der ikke. #lovemedlovepå

Dag 168, år 2 – Ballonkærlighed

Tanker Tænkt Om Natten 

Jeg har de sidste par dage ikke rigtig kunne finde ro, når jeg har lagt mig i min seng, hvilket har resulteret i en meget, meget træt Amalie, der pt. har pænt ondt i sit ansigt. Igår kunne dem af jer, der følger mig på snapchat (b-mennesket) således også se, jeg allerede kl. 18 var tæt på at kapitulere. Men sådan skulle de alligevel ikke gå, da jeg akkurat ligesom de foregående to aftener nåede at blive alt for frisk igen, og derfor endnu en gang først fik lukket mine øjne et par timer efter midnat. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, men mit hovede vil altså ikke tie stille, når min krop gerne vil sove, faktisk så kværner det løs. Bare se her;

1. Så. Nu skal du sove, Amalie. Du har gabt hele aftenen. Godnat.

2. Jeg er tørstig. Men hvis jeg drikker noget nu, så skal jeg bare tisse lige om lidt. Det går ikke. Så. Godtnat.

3. Hvis jeg nu døde her om lidt, ville folk jeg egentlig ikke kan lide eller som egentlig ikke kan lide mig, så komme til min begravelse, fordi det jo er ekstra vildt, forfærdeligt og tragisk at jeg døde, mens jeg stadig var så ung og smuk? Uanset, ville der ville helt sikkert være herre mange blomster i den kirke.

4. Apropos smuk, hvad mon Leonardo DiCaprio laver i dette øjeblik? Mon han spiser burgere? Mon han tisser?

5. Ih, nu skal jeg faktisk tisse. Pis. Nå, så kan jeg vel ligeså godt drikke den tår vand alligevel.

6. Så. Nu har du tisset. Igen. Nu skal du sove, håndværkerne kommer tidligt i morgen, og du skal nå at få i hvert fald syv timer inden.

7. Hvad mon egentligt er den virkelige og sande grund til at håndværkere altid står så uendelig tidligt op? Der må være noget større og mere konspiratorisk bag, ellers er det bare virkelig ondt.

8. Uh, det gør mig helt vred nu. Det er faktisk slet ikke ikke okay. Nogen mennesker sover faktisk længere end til kl. 7 på hverdage, og at få lov til at sove til kl. 8 på en lørdag betyder altså ikke, at man har sovet længe. Lorteluderhåndværkere.

9. Kunne man evt. kappe strømmen til bygningen, så de ikke kan begynde at bore i morgen tidlig? Ej, så kan jeg jo heller ikke gå på internettet, når jeg vågner. Eller lave kaffe.

10. Nå, Amalie. Nu går den ikke længere. Put dig så godt ned under dynen. Og sov så!

11. Ih, jeg elsker virkelig min dyne. Ville ønske man kunne tage den med ud i virkeligheden nogle gange. Så kunne man altid lige få sig et dynemoment, hvis det hele virker lidt uoverskueligt.

12. Ej, det ville jo egentlig være helt vildt mærkeligt sådan at gå og slæbe rundt på en dyne. Du ville jo være en freak. Godnat!

13. Mon man får rigtige dyner på første klasse på fly?

14. Hvor meget mon en flybillet til New York koster på første klasse? Altså, hvis jeg nu blev kæreste med en rig amerikaner helt tilfældigt, er det jo meget godt at vide. Googler det lige.

15. Aaaaaav, mine øjne! Hvorfor er iPhones’ lys altid så pisse skarpt!

16. Hm. Nu er jeg helt vågen igen. Er jeg lidt sulten også?

17. Nej, du er ej! Gå så i seng!

18. Ej, jeg synes altså det rumler lidt. Må hellere lige tjekke køleskabet, man kan jo ikke falde i søvn, når man er sulten, det ved alle.

19. Men der er jo faktisk overhovedet ikke noget at spise i køleskabet. Drik en tår vand, kun en lille tår, det hjælper nok. Der er da et eller andet om, at halvdelen af de gange, hvor man tror, man er sulten, så er man egentlig bare tørstig, er der ikke?

20. For helvede. Nu skal jeg tisse igen.

Dag 132, år 2 – Tankelys

Fortællingen om Et År Fyldt Med Venskab, Rosé, Mænd, Sandheder Og Helt Vildt Meget Love

Venskab

På et af årets sidste dage sagde Bedsteveninden med kærlighed i stemmen til mig, at 2016 virkelig havde været vores år. Og jeg kunne kun give hende ret. Aldrig har vi været tættere, og aldrig har jeg følt så stærkt et bånd til en veninde. Hun føles som en uløselig del af mig, og når jeg tænker på fremtiden er hun altid en del af den. Og den følelse er noget af det dejligste, jeg nogensinde har oplevet. Vores venskab er blevet så ægte, så fint og stærkt, og uden nogen tvivl om, at vi begge vil hinanden og er der, når det gælder. Og jeg er så taknemmelig for, at vi har fået dette år sammen, hvor det bare har været os. Hvor der ikke har været nogen kærester til at forstyrre og fylde. Hvor vi har fået lov til for alvor at lære hinandens inderste at kende og samtidig er blevet voksne i vores venskab. Vi skændes nærmest ikke længere, noget som vi gjorde en del i de første år af vores venskab, og når der en sjælden gang er en konflikt under opsejling, bliver jeg hver gang forundret og stolt over vores måde at håndtere den på. Vi er ikke stædige længere, og vi holder ikke fast på vreden. For nu ved vi, hvad vi vil miste, hvis vi gør. Og den tanke er utænkelig.

Men det er slet ikke kun Bedsteveninden, der får mig til at kategorisere 2016 som VenskabsÅret. For i alle de 12 måneder, der er gået har jeg nemlig virkelig mærket og indset, hvor mange gode veninder og venner, jeg har. Og hvor meget de vil mig og jeg dem. De bringer hver især noget med sig, som jeg elsker og holder af og som gør mig klogere og udfordrer mig. De får mig allesammen til at grine og le, og de er der på hver deres måde, hvis mit hjerte gør ondt. Og hvad mere kunne man så virkelig ønske sig?

Mænd

Ikke så meget mere. Hvilket også er derfor, at jeg i går indså, at jeg simpelthen er så glad og tilfreds med der, hvor jeg er lige nu. Med mit liv. Også selvom jeg er fattig som en kirkerotte og endnu ikke har knækket karrierekoden. Og også derfor, at jeg stadigvæk ikke føler behovet for at finde den der kæreste. Men jeg er heller ikke ikke der, hvor jeg var for et år siden. Der hvor jeg egentlig helst bare ville have, at mænd skulle lade mig være i fred. Sådan har jeg det trods alt ikke længere, hvilket nok også er tydeligt, hvis man læser her og her. Så hvis der kommer en, der giver mig sommerfugle i maven og får mig til at smile fjoget, så er han mere end velkommen. Men jeg tror ærlig talt aldrig, at jeg har været gladere, end jeg er nu og har været det, det meste af 2016. Og den glæde er indtil videre nok.

Rosé

Der er dog blevet kigget lidt. Efter mænd altså. Men oftest kun i rosébedugget tilstand. Der dukker mange “jeg tror aldrig, jeg har..” op i dette tilbageblik på 2016, og det må I altså undskylde. Men jeg tror altså aldrig, at jeg har drukket så meget vin før, som jeg har gjort i 2016. Der er blevet drukket vin til almindelige aftensmadsaftaler midt på ugen, der er blevet drukket vin, når svære samtaler har skulle føres, der er blevet drukket vin på fancy vinbarer og der er blevet drukket spandevis af vin til mig og mine veninders mange singlemiddage. Og det har været fantastisk. Og underligt nok også meget voksent, synes jeg. (Jeg drak i mange år kun vodkafanta, så det er måske derfor)

Sandheder

Når der bliver drukket vin, kommer der ofte også mange sandheder på bordet. Både sådan nogle gode og fulde Jeg-elsker-dig-simpelthen-bare-så-meget-og-du-har-sådan-noget-pæææænt-hår-sandheder, men også de lidt mere brutale af slagsen. Men jeg vil sige, at jeg uanset hvilke det har drejet sig om, er blevet bedre til at håndtere dem. Bedre til at mærke efter om det egentlig overhovedet har noget med mig at gøre eller mere med den, der ytrede sandheden, og bedre til acceptere og give slip på det, hvis der rent faktisk var noget om det. Og det er virkelig rart.

Så er der jo de andre sandheder. Fodboldfyrens sandheder. De har straks været sværere at sluge og accepetere. Men de har stadig været vigtige og virkelig sunde og gode at lære at kende. De sidste par uger af 2016 var en del hårdere og langt mere fyldt med had og vrede, end jeg havde forestillet mig de ville være, men de var også fyldt med en ro, en forløsning og en vished om, at jeg nu for alvor endelig har gjort mig fri af ham. Og ikke mindst, at det aldrig, aldrig har været mig, der var noget galt med.

Helt vildt meget love

Hele det her indlæg emmer virkelig meget af looove, og det tror jeg egentlig også at ret mange af mine tidligere indlæg har oset af. I hvert fald, når de har handlet om mine veninder. Og det er, som jeg har skrevet her, da virkelig også dem, der har fyldt mit 2016 ud med kærlighed. Stor, fluffy, sød og vidunderlig kærlighed, som jeg har sendt direkte tilbage. Heldigvis er det dog ikke kun venskabslove, jeg har fået at mærke i året, der sluttede for 9 dage siden. Familiekærlighed har fyldt næsten ligeså meget. For første gang i mange år kan jeg nemlig sige, at jeg er virkelig glad for hele min familie. Glad for, at de er der, når jeg har brug for dem, og også når jeg ikke har, glad for at jeg har en mor, jeg ved, jeg kan dele alt med, hvis jeg behøver, glad for at selv dem, jeg ikke ser særlig tit, viser mig at de alligevel er interesserede i mig og holder af mig, glad for at jeg for alvor nu føler, at min papfar og jeg er kommet tæt på hinanden og glad for, nej ovenud lykkelig for, at jeg har verdens bedste lillebror, som jeg elsker over alt på jorden og som til februar tager mig med til Amsterdam. Bare ham og mig.

Se selv. Helt vildt meget love.

Dag 130, år 2 – Venindekærlighed