Fortællingen om Ikke At Kende Sin Far

Som jeg skrev i den sidste Taknemmelighedsrunde, så var det i torsdags den 26. januar årsdagen for min fars død. Han døde i 2010 på en iskold og snefyldt dag, og det var noget af det allerhårdeste og allersørgeligste, jeg nogensinde har skullet igennem. Og som jeg skrev sidste år på hans fødselsdag, følger min sorg over at have mistet ham med mig rundt overalt. Ikke på en altødelæggende og ukontrollerbar måde, men den er der. Den er der, når jeg ser på billeder af ham og mindes, den er der, når jeg oplever veninder og venner sammen med deres fædre, og den er der allertydeligst, når jeg en sjælden gang bliver hevet med på brune værtshuse og der møder folk, der kunne have været ham. Min sorg kommer aldrig nogensinde til at gå væk ligegyldigt, hvor meget tid der går, men det har jeg efterhånden lært at leve med. Jeg har accepteret, at den er der og at det er okay. Og faktisk ville jeg ikke være den foruden, for det er i sorgen, at min far stadig er der, og det ville jeg ikke undvære.

Hvad jeg dog gerne ville kunne slippe er følelsen af det vanvittigt uretfærdige i, at jeg aldrig, lige meget hvad, kan komme til at tale med ham igen. Bare en enkelt gang. Det er en forfærdelig følelse at længes efter noget så voldsomt, som man ved aldrig kommer til at gå i opfyldelse. Den følelse, den river og gør ondt. Den tynger mig ned og giver mig lyst til, som et barn, at lægge mig ned på gulvet og råbe, sparke og skrige af afmagt. Og den følelse er på det seneste taget til.

Jeg har nemlig indset, at selvom min far var min far i 20- og et halvt år, så kendte jeg ham ikke. Selvfølgelig ved jeg, hvem han var – at han var musiker og sanger, var vanvittig god til at tegne og til at lave norsk husmandskost, at han kom fra en lillebitte by i Nord Norge, og at han allerede forlod fjeldene og elvene til fordel for Danmark, da han var 18 år. Jeg ved, at han elskede at læse om krigshistorie, at han skrev en sang fyldt med smerte og kærlighed om min mor, da de gik fra hinanden, og at han nogle år efter fandt kærligheden igen og gav den til en virkelig dejlig dame, som jeg har holdt rigtig meget af.

Men der er stadig så ufattelig mange ting, som jeg ikke kender til. Jeg fik aldrig sådan for alvor spurgt ind til hans barndom og ungdom, og jeg kender næsten intet til hans mange år i Danmark fra før, han mødte min mor. Jeg ved ikke, hvad han foretog sig og hvad han følte og tænkte, når jeg var hos min mor og han var hos sig selv, og jeg ved ikke hvad han egentlig syntes om Egypten efter den ferie han var på, nogle år før han døde. Men det vigtigste, og det der er mest smertefuldt ikke at vide, er hvordan han egentlig var som person. Som børn er vores forældre nogle helt andre, end dem vi lærer at kende, når vi bliver voksne. Det er først der, de bliver til hele mennesker med tanker og følelser og en fortid fyldt med historier og skelsættende minder. Og jeg fik aldrig mulighed for at se ham sådan. At forstå ham ud fra det.

Dag 181, år 2 – Min far og mig

I de sidste tre-fem år har jeg for alvor lært min mor at kende på den måde. Jeg har set hende, som den komplicerede person hun er, og selvom det til tider har været svært at acceptere, at min mor er et menneske som alle andre og ikke, hverken er uovervindelig eller ufejlbarlig, så er den erkendelse og ikke mindst det kendskab til hende noget af det mest uvurderlige, jeg har.

Jeg ved, hvem min mor er. Jeg kender både til de overordnede facts som, at hun er en fantastisk historiefortæller, at hun altid tænker på andre, før sig selv, og at hun ikke kan lade være med at hjælpe, hvor hun kan. Jeg ved, at hun elsker mad med smeltet ost ligesom mig, og at hun aldrig kan lade være med at læse den sidste side i en krimi, før hun går i gang. Jeg ved, at hun er vokset op overalt i Danmark, og at hun i København i 1988 blev head over heels forelsket i den norske mand, der spillede hovedrollen i den musical, de begge var med i – og jeg ved, at noget af det hårdeste, hun nogensinde har gjort, var at gå fra ham syv år efter. Men jeg kender også til alle de tanker hun gjorde sig, da min bror og jeg var små. Jeg kender til hendes barndom, og jeg ved, hvem hun var kærester med, da hun var ung. Jeg ved, hvad hun tænker om sit liv i dag, og jeg ved næsten altid, hvad hun ville gøre i en hvilken som helst situation.

Jeg ved, hvem min mor er.

Og jeg kommer aldrig oprigtigt til at kunne sige det samme om min far. Og det er for mig, den største sorg af dem alle.

 

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #43

1. I sidste uge besluttede jeg mig for, at jeg ikke kunne ignorere min lyst til at fortsætte med at uddanne mig endnu mere indenfor coachingens verden, og begyndte derfor i mandags på Manning Inspires Mastercoachuddannelse sådan for reals. Jeg har ellers allerede været henne og snuse til den, da jeg for nogle uger siden tog del i uddannelsens Public Speaking kursus, og det var nok også det, der gjorde at jeg sådan for alvor besluttede mig for, at jeg ikke var færdig med at troppe op og lære nye ting i Sofias Hus. Og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde. #JegBliverVedOgVed

2. Min søde Anne (hende med pizzaen, ikke hende med kagen) ringede mig op ti minutter efter, at jeg havde publiceret første del af 50 panodiler Og En Fodboldfyr, Der Burde Have Holdt Sig Væk for at sende noget kærlighed i min retning. Kærlighed, der endte med at blive til en meget lang frokost, en tur i genbrugsbutik og en afsløring af, at der da i hendes kalender selvfølgelig står, at hun skal “Huske Malle” den 26. januar – den dag min far, han døde. Åh the love.

3. Generelt har jeg fået ret så meget love sendt min vej efter mine to indlæg i denne uge. Både fra veninder, familie, bekendte og ganske fremmede. Og det er altid virkelig rart, når det er sådan et følsomt og sårbart emne, jeg skriver om. Så virkelig mange gange tak for det. #KærlighedDerKnuserSkammen

4. Den 26. januar blev jeg hjemme. Jeg tog ikke på kirkegården, som jeg ellers plejer, men tændte et lys foran et billede af min far og læste de tre indlæg, jeg skrev sidste år om ham, og om hvordan det er at vokse op med en alkoholisk forældre, som man uanset hvor svært det kan være, altid vil elske. Og selvom det ikke var en ligeså “værdig”måde at mindes ham på, passede det helt perfekt til, hvad jeg havde brug for den dag.

5. Senere på aftenen den 26. tog jeg dog hjem til min kære moder for at spise sammen med min bror og hans søde Josefine, og det var noget af det hyggeligste og rareste, der kunne findes.

6. Fredag aften stod den på Gin&Tonics, champagne pg pizza sammen med Bedsteveninden og den anden søde Anne (hende med kagen). Vi skulle nemlig fejre at Bedsteveninden om muligt er blevet endnu mere awesome på sit arbejde. #StoltMedStoltPå

7. Lørdag tog jeg min mor og mormor under armen og gik i biffen for at se “I, Daniel Blake”, hvilket var en virkelig god og virkelig fin film. Og det var også en virkelig god og virkelig fin aften, vi efterfølgende havde hjemme hos min mormor, hvor den stod gullash og et kig i gamle breve, stilehæfter og billedalbums fra min mormor og morfars ungdom.

8. Og i dag har jeg serveret kanelsneglene for min søde Mariella, der helt klart fortjente at blive overøst med remonce efter at have sendt den sødeste sms, også fyldt med kærlighed, oven på de to førnævnte blogindlæg. #VenindeLoveftw

Dag 184, år 2 – Remonce og venindekærlighed

Fortællingen om 50 Panodiler og En Fodboldfyr, Der Skulle Have Holdt Sig væk Del 2

Hvis du ikke har læst Del 1, så skynd dig herover og gør det først. 

Det var ikke så meget det, at han havde haft en anden pige i sin lejlighed, der gjorde det, selvom det i sig selv var slemt nok. Det var hans fuldstændigt kolde og ligeglade opførsel, der fik mig til at føle mig som intet. Hans øjne, der ingen kærlighed havde i sig, hans ord der kun blev ytret for at såre. Det har siden skræmt mig, og gør det stadig. Men i det øjeblik gjorde det bare ondt. Det gjorde mere ondt, end noget nogensinde havde gjort før, og jeg kunne ikke finde ud af at være i det.

Det tog dog ikke mere end en halv time fra den sidste pille var blevet slugt til, jeg fortrød. Også selvom den halve time ikke var fyldt med andet end ro og apati. Men pludselig, mens jeg lå på min sofa og ventede på at få lov til at dø slog det mig, at jeg jo aldrig ville komme til at gøre alle de ting, jeg altid havde drømt om, hvis jeg blev liggende. At hvis jeg bare blev her ville mit korte liv ende på en villavej i Odense på grund af en fyr. Jeg ville smadre min mors, min brors, min mormors og mine venners liv. Jeg ville være hende, der havde givet op.

Så jeg ringede til Bedsteveninden, der i det øjeblik og det næste døgn for alvor fik gjort sig fortjent til den titel i mit hjerte.

Fodboldfyren forsvandt dog ikke. For jeg kunne på trods af alt ikke finde ud af at slippe ham. Efter jeg blev udskrevet fra hospitalet sås og talte vi sammen en del, og han var for det meste undskyldende og flov. Men også kold og bebrejdende. Alt inde i mig gjorde ondt i de efterfølgende uger, og jeg var splittet i tusind dele over ikke at kunne lukke døren og sige farvel. Jeg elskede ham stadig alt for højt, og tanken om aldrig at se ham igen gjorde mig så trist, at tanken om flere og bedre virkende piller ofte ikke var ligeså fjern, som jeg forsikrede alle om.

Men så tog Bedsteveninden og jeg til Hamborg sammen, hvor vi drak os fulde, shoppede, grinede og kyssede med tyske fyre. Og da jeg kom hjem igen fik jeg, efter endnu et ondt skænderi, grædende sagt til Fodboldfyren, at vi i hvert fald burde holde en pause. En pause, hvor vi ikke snakkede sammen, hvor vi ikke sås og hvor vi begge mærkede efter.

Så det gjorde vi. Og efter et par dage med tyngende tristhed og en, med vilje, fuldstændig proppet kalender, begyndte jeg at se et lille bitte lys for enden af den tunnel fyldt med lort, der havde været vores forhold. Jeg begyndte at føle mig mere sikker på, at jeg sagtens bare kunne være mig, og at jeg faktisk ikke ville dø af at leve uden ham. Jeg begyndte at mærke livet rive i mig igen, og at se på den slemme ting, der skete i Odense, som en forfærdelig, men nødvendig hændelse, der for alvor hjalp mig med at skille mig selv fra ham.

Men så en aften, bankede det på døren.

Jeg var egentlig gået i seng, da jeg hørte en banken på døren. Og jeg vidste med det samme, hvem der var på den anden side. En Fodboldfyr, der var lettere beruset, viste det sig – en Fodboldfyr, der kom for at erklære sin kærlighed, sit savn, sin ulyst til at det skulle slutte. Jeg kan egentlig ikke rigtig huske, hvad han præcist sagde. Noget med at han elskede mig. At han savnede mig. At han ville mig. Sådan rigtigt. At han gerne ville leve sit liv med mig. Have børn med mig. At han ville være der for mig. Og selvom jeg den aften ikke bare sagde ja med det samme, blev min spirende tro på, at jeg godt kunne og ville leve uden ham stille og roligt hvisket bort over de næste par dage. For det var ikke de lidt for mange øl, der fik ham til at erklære sin kærlighed. Erklæringerne blev ved, nu i ædru tilstand, og til sidst kunne jeg ikke stå imod længere.

Jeg tog ham tilbage.

Men jeg vidste godt, at det var helt forkert. Og minderne om den person han var den aften, hvor den slemme ting skete, blev ved med at spøge hos mig i resten af vores tid sammen, samtidig med at skammen siden har fyldt og fyldt. For hvem går tilbage til en mand efter sådan noget? Hvem prøver at begå selvmord over noget en kæreste har gjort, for så bare at sige pyt efter, at bølgerne har lagt sig? En svag person. En uden viljestyrke og integritet. En der fortjener, det der følger med den beslutning.

Jeg har aldrig kunnet forsvare det overfor mig selv, men har i stedet blot forsøgt at skubbe hændelsen væk. Glemme den, lade som om det ikke skete og samtidig lade som om, at Fodboldfyrens og mit forhold ikke lidt over et halvt år efter nærmest vendte tilbage til det, det havde været før. Erklæringerne stoppede igen, og det samme gjorde nærmest al den fysiske kærlighed, som han havde givet og vist mig i Den Nye Begyndelsesfase. Den blev nu givet til andre, nye og spændende piger, men jeg kunne ikke finde styrken eller modet til at gå. Vi var flyttet sammen, vores liv var for alvor blevet vinklet ind i hinanden, men vigtigst af alt kunne jeg ikke få mig selv til at indrømme, at det havde været en fejl.

Jeg havde for at retfærdiggøre min beslutning om at gå tilbage, sagt til mig selv, at det var okay at gøre det på trods af alt, hvad der var sket, så længe vi viste alle og os selv, at det havde været det rigtige. Og det kunne vi jo kun gøre ved at blive sammen. Hvis det gik i stykker havde alt det her været forgæves, og det kunne jeg ikke bære.

Når jeg ser tilbage på det nu, forstår jeg godt mig selv. Jeg forstår, at min kærlighed var så stor, samtidig med at min tro på mig selv og hvad jeg var værd, var så lille. Jeg forstår, at man først kan gå, når man kan gå. At ligegyldigt, hvor sikker man selv og andre er på, at det er forkert, så bliver man nødt til at blive lige indtil, man ikke kan blive længere. Og jeg ved, at det er helt okay. Også selvom jeg stadig kæmper med at tilgive mig selv og lade skam være skam.

Hvad jeg ikke forstår er, hvorfor han kom tilbage. Nu ved jeg jo, at han allerede på det tidspunkt havde en anden pige, der stod klar og som elskede ham. Og at han sikkert havde flere end det. Alligevel besluttede han sig for at vende tilbage og sige alle de ting, han vidste, jeg så inderligt ønskede at høre.

Og det, det kan jeg aldrig tilgive.

Dag 177/, år 2 – No forgiveness in sight

Fortællingen om 50 Panodiler og En Fodboldfyr, Der Burde Have Holdt Sig Væk Del 1

Jeg har tænkt meget over, om jeg kunne og ville dele denne historie med jer. Den er nemlig så frygtelig, at jeg har været nødt til at give den et navn, når jeg en sjælden gang omtaler den for dem i min omgangskreds, der kender til den. Et navn, der gør det muligt for mig at referere til den uden, at det gør alt for ondt og bliver alt for skamfuldt.

Den slemme ting, der skete i Odense.

Det er det, jeg siger, når jeg en gang imellem bliver nødt til at nævne det, fortælle om det, huske det, forklare det. Og det sker som sagt ikke tit, og der er stadig mange tætte venner og veninder, der ikke kender til det. For det er så ondt. Så frygteligt. Så uforklarligt. Så skamfuldt. Så trist. Og det er også derfor, jeg har været sådan i tvivl, om jeg skulle fortælle historien herinde. Men jeg har besluttet mig for, at jeg ikke kan fortælle historien om Fodboldfyren ordentligt, hvis jeg ikke fortæller om Den slemme ting, der skete i Odense. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg de sidste par uger er blevet om muligt endnu vredere på ham, hvis jeg ikke fortæller om hvorfor. Og jeg kan ikke, og det er den vigtigste årsag til at jeg overhovedet begyndte at fortælle om ham, forsikre andre i samme situation om, at de er helt okay. At det ikke er dem, der er noget galt med.

Så det gør jeg nu. Fortæller. Forsikrer. Og forhåbentlig gør det lidt mindre skamfuldt at have forsøgt at stoppe med at eksistere.

I september 2012 var jeg 23 år. Jeg havde kendt Fodboldfyren i 2,5 år, og vi havde været sammen fast i et år efter jeg var flyttet til Odense. Det gik ikke godt. Vi skændtes, jeg vidste med sikkerhed, at han havde været mig utro i hvert fald en gang, og nu talte han om, at han ville have et åbent forhold. Jeg var knust og i vildrede. Jeg ville ham så gerne, så vildt og voldsomt, men jeg havde ikke lyst til at dele ham med nogen. Eller dele mig selv med nogen andre for den sags skyld. Jeg husker dagene efter, han stillede sit ultimatum op som grynede og grå, fyldt med sorg og følelsen af at være utilstrækkelig. Jeg husker, hvordan der var en mur imellem os, når vi sås. En mur jeg så gerne ville bryde igennem, så jeg igen kunne mærke ham og den kærlighed, jeg nu blev sådan i tvivl, om han virkelig følte for mig.

Den dag den slemme ting skete, husker jeg et akavet kys ved indgangen til Universitetet, og hvordan han efterfølgende gik den ene vej og jeg den anden, og at jeg sådan ønskede at han ville vende sig om. Bare et øjeblik. Jeg husker, hvordan jeg drak mig småfuld med Bedsteveninden, mens vi lavede et underligt impro-radioshow i Center for Journalistiks lydstudie, og hvordan vi senere tog i Ikea og spiste kødboller, mens vi fnisede over det absurde i at være taget derhen uden overhovedet at se på møbler. Jeg husker, at det var en klar septemberaften, og at jeg følte den tunge følelse af meningsløshed blive skubbet lidt til side af en lillebitte snert af håb, da jeg cyklede forbi Fodboldfyrens vindue og så, at der var lys.

Vi boede i samme lejlighedskompleks, men i hver vores lejlighed og jeg havde for vane at komme uanmeldt forbi en gang imellem, hvis jeg kunne se at han var hjemme. I dag tænker jeg tit på, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg den aften bare var taget hjem, uden først lige at stikke forbi ham. Om jeg ville have været en bedre eller en værre udgave af den, jeg er nu. Om tingene havde været lettere.

Men jeg åbnede døren til hans opgang og gik op ad trapperne og bankede på. Og så ventede jeg. Jeg bankede igen, men der skete ingenting. Jeg prøvede en tredje gang, og blev så pludselig i tvivl om, der overhovedet havde været lys, så jeg gik udenfor igen og kiggede op mod hans vindue. Men jo, der var lys. Et lille blafrende stearinlys.

Så jeg gik op ad trapperne en gang til, nu med en underlig følelse i kroppen. Hvorfor åbnende han ikke? Havde han høretelefoner på, mens han spillede playstation? Eller var han gået og havde glemt at slukke lyset inden? Jeg bankede på igen. Denne gang hårdt og med flad hånd, alt imens min mave snørede sig sammen. Til sidst, efter fire af sådanne bank, åbnede han døren på klem. Og alt i mig sank.

“Hvad laver du her?”, spurgte han kort for hovedet.
“Jeg ville bare lige sig hej”, svarede jeg hviskende og spurgte, hvorfor han først åbnede døren nu.
“Det er lige meget. Kan du ikke bare gå? Du skal ikke komme og banke på hele tiden”, sagde han.

Jeg stod lammet i mine udtrådte gummisko og prøvede at mærke opgangens stengulv under mig. Alt var helt forkert.

“Har du en derinde?”, spurgte jeg.
“Ja.”, sagde han koldt. “Og du skal gå hjem nu”.

Jeg begyndte at råbe. Skrige ad ham, at han skulle åbne døren. At han skulle lukke mig ind. Han råbte tilbage at jeg skulle gå. Jeg sparkede til døren og til ham, skreg og græd. Hulkede. Vrælede at han var sindsyg. At han var ond. At jeg hadede ham.

“Godt.”, sagde han. “Så skal vi jo heller ikke være sammen”.

Jeg væltede ned af trapperne, ud i det der nu næsten var nat. Duggen gjorde mine tynde sko drivvåde, da jeg skråede tværs henover den græsplæne, der skilte min og hans opgang ad. Det er meget svært at beskrive, den følelse af had, sorg, uforståelighed og ikke-accept af, hvad der netop var sket – Det kunne ikke være rigtigt, det måtte ikke være rigtigt – der altsammen kørte rundt i kroppen på mig. Det føltes som om, at alt der var vigtigt var blevet taget væk fra mig, at alle i min verden med et var døde, og at jeg ingen grund havde til at leve videre uden. Det føltes som om, der ingen mening var længere. Og det var ubærligt.

Jeg tror, det var følelsen af det ubærlige, der i sidste ende fik mig til at åbne skabet og tage panodilglasset frem. Og da jeg åbnede det og sirligt lagde 50 piller frem på gulvet, hvor jeg sad, blev alt roligt inde i mig igen. Et tegn, tænkte jeg. Et tegn på, at det var det rigtige.

Dag 177, år 2


Læs med i morgen for 2. del af Fortællingen om 50 Panodiler og En Fodboldfyr, Der Burde Have Holdt Sig væk. 

 

 

Taknemmelighedsrunden #42

1. Som jeg skrev her, var det virkelig rart lige at vende alting med min gamle psykolog i denne uge, og samtidig få at vide, at det der med at stresse over ikke rigtigt at have lyst til at få en kæreste, er noget jeg virkelig ikke behøver. Så det er jeg holdt op med.

2. Min mor kom til middag i mandags, og det var simpelthen så hyggeligt at se og snakke med hende. Og sjovt ikke mindst. Min mor er altid sjov.

3. I tirsdags mødtes jeg med en fra mit gamle coachinghold, som nu tager Manning Inspires Madmentoruddannelse, og havde brug for en prøvekanin. Ovenpå alt det med Fodboldfyren er jeg nemlig faldet lidt for meget tilbage i mine gamle vaner og mønstre, når det kommer til mad, men efter kun at have talt med hende en enkelt gang, har jeg allerede fået mere styr på det, og ikke mindst en følelse af, at jeg nok skal klare det.

4. I onsdags mødtes jeg med min søde Rikke, der har været så stresset over eksaminer, at ingen i venindegruppen nærmest har set hende. Og det var dejligt at se hende med et smil på læben og med en øl i hånden.

5. Denne her uge har seriøst stået i selvudviklingens tegn, for i torsdags mødtes jeg endnu en gang med en, der kan sådan nogle tricks. Nemlig den mentorcoach, jeg har hyret for at få styr på og hjælp til, hvordan jeg skal starte min coachingvirksomhed. Og her gik jeg også derfra med en tro på, at det kommer til at gå. Helt vildt godt endda.

6. Bedsteveninden er startet som intet mindre end morgenvært på Radio 24/7, (ja, hun er pænt sej) og har derfor haft ret travlt i denne uge. Så travlt, at vi slet ikke har set hinanden. Sådan overhovedet. Så derfor blev jeg meget glad, da hun spurgte om vi ikke skulle spise brunch sammen i fredags og få catchet up = grine grine og kramme.

7. Fredag aften tog jeg ud i lufthavnen og blev mødt af skrigende teenagepiger, der ventede på Magnus og Martinus, som jeg stadig ikke helt har fundet ud af, hvem er. Så som I nok kan gætte, ventede jeg  ikke på to mindreårige nordmænd. Nej, jeg ventede på en 28-årig irer, nemlig Dean, den ene halvdel af de to fyre jeg mødte i Thailand, og som jeg rejste rundt i sydstaterne med i sommer. Og det er virkelig godt at se ham igen.

8. Igår vandrede vi igennem København, mens vi grinede og lavede ligeså sjove jokes, som vi har gjort på alle de tre kontinenter, vi indtil videre har besøgt sammen. Og da det blev aften mødtes vi med Bedsteveninden og den sødeste Anne på Ølsnedkeren for at drikke danske  øl og grine endnu mere.

9. Og i dag har vi vandret igen, og jeg har set min by fra den side, jeg ikke ser så tit, nemlig turistsiden, hvilket altid er sjovt. Og i aften skal vi hjem til min mor. Hun laver nemlig frikadeller.

Dag 174, år 2 – En dansker og en irer gik ud på Dronning Louises Bro

Fortællingen om At Stoppe Med At Stresse Over Kærligheden Og At Indse At Mit Hjerte Først Er Blevet Single Nu

Igår var jeg forbi min gamle psykolog, som jeg havde, da jeg gik i TUBA. Et virkelig godt sted, hvis man som jeg har en alkoholisk forælder. Jeg var egentlig stoppet hos hende, men efter al balladen med Fodboldfyren følte jeg, at det nok ville være en god ide lige at få vendt det hele med en, som ikke råber “Det fede svin!”, når jeg nævner hans navn. (Ikke at jeg ikke sætter pris på de mange øgenavne, mine veninder har været så elskværdige at give ham)

Og det var virkelig rart at tale med hende igen. Hun fik nemlig for alvor lagt mine bekymringer ned om, at jeg helt automatisk vil ende som en psykojaloux- og mistroisk kæreste, når jeg en dag møder en ny fyr. Hun forsikrede mig nemlig om, at hvis jeg bare ret hurtigt får fortalt hovedpointerne i min historie, og derefter ikke gemmer det væk eller prøve at skjule det, når min usikkerhed helt sikkert vil begynde at rive i mig, så skal det nok komme til at gå. Og at jeg altså ikke vil ende med aldrig at kunne stole på nogen igen.

Det vigtigste hun sagde handlede dog ikke om det, men om at jeg i hele det år, der er gået siden jeg kom hjem fra Asien og for alvor gik fra Fodboldfyren og til nu, nok ikke sådan helt rigtigt og med hele hjertet har været single. Og det har hun sandsynligvis ret i. Det har taget vildt lang tid, fordi vi jo blev ved med at se hinanden og være venner, og derfor er det først nu, hvor jeg for alvor har smidt ham ud i kulden og ud af mit liv, at jeg er helt alene. Mit hjerte er helet nu. Det fik lige et ordentligt slag her i slutningen af året, men der var det allerede blevet så stærkt og jeg var allerede så meget på vej videre, at slaget bare gjorde hjertet endnu stærkere. Men det har taget et år og lidt til, før jeg kunne gøre mig helt fri af ham.

Og det, at jeg først nu sådan for alvor ikke er en del af ham længere, har nok også haft betydning for min nærmest ikke eksisterende lyst og overskud til at give mig i kast med kærligheden igen. Jeg har ikke været åben, i hvert fald ikke nok, for jeg elskede stadig en anden. Også selvom den anden ikke var en, jeg ville være sammen med.

Hendes ord hjalp gevaldigt på den følelse jeg har gået med, der siger til mig, at jeg er langsom. At jeg burde have fundet en nu eller i hvert fald, at jeg burde have været tættere på det. Og det hjalp især, da hun efterfølgende sagde, at hun synes, jeg skulle give mig selv fri. Fri fra tanken om, hvad jeg burde og ikke burde gøre i forhold til kærligheden. De tanker fylder, på trods af min overbevisning om, at jeg egentlig har det ganske rart og dejligt alene, alligevel en del. En langt større del, end jeg har villet indrømme. For som jeg sagde til hende, så har jeg jo egentlig ikke rigtig lyst. Eller altså jo, hvis der tropper en dejlig mand op og viser mig interesse, så siger jeg næppe nej. Men jeg har virkelig, hverken lyst eller føler behov for selv at gå ud og lede efter ham. Og den mangel har jeg haft lidt svært ved at forlige mig med. For hvad nu, hvis jeg ved at have det sådan lukker alle potientielle mænd ude, uden at vide det? Hvad hvis jeg så aldrig møder en? Og burde jeg ikke også gå lidt mere hardcore i gang med søgningen efter Manden i Mit Liv, når nu der nu kun er 2,5 år til jeg fylder 30?

Men nej. Det skal jeg ikke, sagde hun. Jeg skal bare være. Være i mig selv og i mit liv. Jeg skal bare være single med alt, hvad det indebærer. Og så skal jeg mærke efter. Mærke efter, hvad jeg egentlig har lyst til. Hvad der gør mig glad. Hvad der gør mig tryg, men uden at holde fast i trygheden, hvis det i sidste ende er den, der holder mig tilbage fra at give mig hen til en, der står og gerne vil. Vil mig.

Tak. ❤

Dag 167, år 2 – Og indtil da køber jeg gladeligt blomster helt til mig selv.

 

 

 

 

Taknemmelighedsrunden #41

Jeg havde det simpelthen så sjovt med at bage pizza og at spise den, at jeg helt glemte Taknemmelighedsrunden igår. Eller altså, jeg huskede den faktisk, men først da klokken var 21.47, og der tænkte jeg alligevel, at det var lidt sent at sende noget ud i æteren. Så ja, det er derfor den først er her i dag. Undskyld forsinkelsen.

1. Jeg har officelt lagt de der januarblues bag mig og er for alvor kommet i gang med arbejdslivet og karrieredrømmene, og det føles pænt nice alligevel.

2. Min veninde Sofie kom forbi til brunch i mandags og havde taget både bacon OG pølser med. Og så selvfølgelig sit eget lettere forvirrede og dejlige jeg, der altid gør mig i godt humør.

3. Der findes næsten ikke noget, der kan få mit hjerte til at smelte som, når nogen jeg elsker og holder af, har brug for mig. Og i denne uge har jeg været in high demand fra forskellige sider. Og selvom det selvfølgelig ville være allerbedst, hvis mine venners liv bare altid kørte som smurt, så er det nu altså alligevel ret rart, at det er mig de vender sig mod, når det ikke gør. Også selvom alt de beder om er en snak og et marcipanhjerte eller et kram og en skål suppe. #ImreadyImyours

4. Jeg var forbi min kære mormor i denne uge, som havde bestilt stegt flæsk og persillesovs fra barnebarnskokken (mig), og som under maden kom med op til flere vise ord og sjove anekdoter. Og inden jeg gik, nåede hun også lige at stikke mig 400 kroner fra den krukke, hun altid putter sine overskydende kontanter ned i, så hendes stakkels barnebarn ikke skal sulte alt for meget.

5. Da jeg bagte citronmåne til seje Louise i sidste uge, bagte jeg halvanden portion, hvilket resulterede i, at jeg havde kage nok tilbage til hele tre besøg. Først Drengevennen, der fik to stykker og pertentligt pillede alle blåbærene af, mens vi så Prinsesserne fra Blokken, så Bedsteveninden og til sidst søde Linnea, der over det sidste stykke kage fik mig up to date med hendes liv og jeg hende med mig. Og det var altsammen rart. #Kagenderraktelangt

6. I denne uge har jeg været på et public speaking kursus hos Manning Inspire, hvor jeg også tog min coachuddannelse. Og det har simpelthen været det allerbedste at være tilbage og at lære noget helt nyt og virkelig fedt – At stå foran en masse mennesker og fortælle historier. Jeg har hele min barndom, og det meste af mine teenageår gået til teater, og metoderne man bruger til at blive en bedre public speaker minder ret meget om nogle af de øvelser, jeg kender så godt fra teaterlivet. Og det har været så sjovt nærmest at være tilbage på de skrå brædder, at jeg går og overvejer at melde mig ind i en impro-gruppe. Derudover var det også fedt at få nogle konkrete værktøjer til, hvordan man bygger et foredrag op og, hvor man skal gøre af sig selv og sin krop, når man står på scenen. Men det bedste ved det tre-dage lange kursus var dog helt klart, at jeg på en helt ny og virkelig sjov og meget mere levende måde kunne fortælle historien om Fodboldfyren, (Hvis ikke du ved, hvad jeg taler om, så tjek min instagram ud) og så derefter at få kastet en ballon og en masse dejlige komplimenter i hovedet af de andre deltagere. #Ballonermedhjerter

7. På trods af sygdom og travle kalendere lykkedes det alligevel mig og Bedsteveninden at ses hele tre gange i denne uge. Og selvom den ene gang kun varede knap lige så lang tid som det tager nogen at låne en anden en håndmixer, så tæller det stadig. Specielt fordi de to andre gange involverede hårnus og flødekarameller.

8. Min utraseje, dygtige og virkelig søde forfatterlærer fra Vallekilde Højskole sagde i sidste uge “selvfølgelig” til at mødes med mig, da jeg skrev og spurgte om hun havde tid til at hjælpe mig med at finde ud af opbygningen af min bog om Fodboldfyren. Og i lørdags mødtes vi så. Til kaffe og gode ideer. Til en hyggelig genforening og mange grin. Og hun syntes heldigvis, at min ide var pisse god, og har derfor allerede sagt ja til at læse og give kritik på i hvert fald det første kapitel. Hvilket gjorde mig meget, meget glad. Og ret, ret nervøs. For nu skal jeg jo virkelig i gang. Det siger min kalender selv. Og min forfatterlærer, ikke mindst.

9. Min søde Anne købte efter mit forfattermøde kage til mig. (Jeg havde jo ikke rigtig fået så meget kage i løbet af ugen) Og det var dejligt at se hende, og ikke mindst høre hende fnise over sin kæreste, der vist er ret så sød.

10. Og i dag kom så min anden Anne (ja, jeg er så heldig at have to) til pizza og madlavnings wannabe-twerk-dans i køkkenet. Og kunne der være en bedre måde at afslutte en nærmest perfekt uge? Næ, det kunne der ikke. #lovemedlovepå

Dag 168, år 2 – Ballonkærlighed