Fortællingen om Det Der Er Værre End Utroskab

Det lyder som en kliche. At det ikke er utroskaben, men løgnen, der er det værste. Men det er ikke desto mindre sandt. For selvom alle de billeder, man kan have i hovedet af ens kæreste, der knalder en anden, kysser en anden og ligger nøgen sammen med en anden er forfærdelige nok i sig selv, så er den løgn, den mistillid og ikke mindst den skam, der opstår efter man enten har taget dem i løgnen eller har godtaget den, selvom alt inde i en skriger på, at der er noget galt, meget værre.

Utroskab er forfærdeligt. Bare lyt til ordet. Utro. Der er nogen, der ikke er tro. Der er nogen, man ikke kan tro på. Og det er det, der gør mest ondt. Det er det, der ødelægger alt. Det er det, der følger med løgnen, der er det værste. Mistilliden, forvirringen, skammen. Spørgsmålet, der hænger over dit hoved og tynger din krop –  Er det fordi, du ikke er god nok? Det er der alt sammen, ligegyldigt om du med sikkerhed ved, at du er blevet løjet overfor, og også hvis du ikke er sikker.

Det er usikkerheden på, om du nogensinde vil kunne stole på nogen igen.

De sidste par dage efter mit blogindlæg i søndags har jeg fået mange henvendelser fra folk, der har kendt Fodboldfyren. Både tidligere venner, men især piger, som han har været sammen med. Og de skriver fordi, de kan genkende min historie. De kan genkende hans handlinger, hans måde at opføre sig på. Vennerne skriver for at sige undskyld, fordi de ikke sagde noget til mig, om hvad de vidste, der foregik og pigerne skriver for at sige undskyld for, at have knaldet med min kæreste. Også selvom de sjældent har vidst, at jeg eksisterede, før det var for sent.

Jeg ved ikke, hvorfor, men jeg bliver gang på gang overrasket. Jeg troede, at jeg havde fundet frem til alle løgnene selv, men det står efterhånden klart, at det ville have været en umulig opgave. Og igen er det ikke selve utroskaben, der gør ondt. I hvert fald ikke mere. Det er løgnen. Det er bedraget. Det er at vide, at alle de gange, at han svor at ligemeget, hvad han gjorde, så var det mig, der var vigtigst, så var det mig, han ville, så var det mig, der skulle være hans familie – ikke var sandt. De ord betød intet for ham, og betød alt for mig. Og det vidste han.

I disse dage går jeg rundt i en underlig døs. Oftest, heldigvis, er det en berusende en af slagsen, hvor følelsen af endelig at være fri er stærkest. Følelsen af sikkerhed om, at skrive søndagens blogindlæg var den helt rigtige, fordi jeg ved, at jeg blev nødt til det. For jeg kunne ikke blot nøjes med at brænde broen mellem ham og mig, hvis jeg ville slippe fuldstændig fri af Fodboldfyrens klør. Jeg blev nødt til at springe den i luften, så han aldrig nogensinde kunne eller ville vende tilbage.

Og så er der den anden slags døs. Vredes- og afmagtsdøsen. For det at finde ud af alle de nye ting, han har gjort, giver mig lyst til at konfrontere ham. Giver mig lyst til at skrige og råbe af ham. Forbande ham langt, langt væk. Fortælle ham, hvad jeg synes om ham. Også selvom jeg ved, at jeg aldrig vil få noget ud af det. Jeg ved, at han ikke er i stand til at se, at han har gjort noget forkert, så derfor ville det at råbe af ham, skrige af mine lungers fulde kraft være det samme som at gøre det til en lukket dør. En kold og afstumpet en af slagsen.

Og så er der afmagten. Det at vide, at jeg intet kan gøre. Jeg kan ikke sørge for, at han ikke også gør det mod andre. Jeg kan ikke, selvom jeg ville opgive alle mine julegaver, hvis jeg kunne få lov, oute ham rigtigt. Jeg kan ikke gøre som Samantha og hænge 1000 sedler op i København med hans navn og billede på, hvor der står at man bør holde sig langt væk fra ham. Jeg kan ikke advare nogen rigtigt. I hvert fald ikke, hvis jeg vil undgå at blive sagsøgt.

Så kære du, (også dig, der må læse det her flere år fra nu)

Hvis du kender ham, hvis du er i hans klør, hvis du kan mærke, at der er noget galt, men ikke kan sætte din finger på hvad, hvis du føler, at næsten alt du gør er forkert, og hvis disse indlæg giver dig ondt i maven, så skriv til mig. Så skal jeg nok hjælpe dig.

Dag 146, år 2

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s