Fortællingen om Hvorfor Det Tog Så Lang Tid At Indse Hele Den Onde Sandhed

Da min veninde Linnea gik ud ad døren sidste tirsdag, og jeg gik ud på min altan for at le, var det som om alverdens byrder var blevet løftet fra mine skuldre samtidig med, at jeg havde fået et par stærke, stærke briller på, der fik mig til at se alt i det klareste lys. Og lyset og lettelsen gjorde, at jeg slet, slet ikke kunne sove. Så jeg skrev i stedet. Jeg skrev det blogindlæg, som jeg delte med jer allesammen i søndags og først efter to timers skriv og det allersidste punktum var blevet sat, faldt jeg langt om længe i søvn.

Hele ugen der fulgte gik jeg dog og var usikker på, om jeg skulle udgive det. Ikke så meget på grund af den vrede, jeg var sikker på, at Fodboldfyren ville sende min vej, hvilket han gjorde, men mere af den grund, at jeg ikke var sikker på, at I ville forstå. Jeg var bange for, at I ville synes, det virkede skørt at skrive sådan, at fortælle den historie, når den historie jeg tidligere har fortalt om mig og ham har været en helt, helt anden. Heldigvis er der ingen, der har reageret sådan, men jeg føler alligevel, at jeg skylder en forklaring på, hvordan jeg tilsyneladende kunne vende sådan på en tallerken.

Den historie, jeg har delt herinde har altid været en censureret en. Hvilket den til dels også stadig er. Og derfor har jeg, selvom jeg har gået med en vrede mod Fodboldfyren i lang tid, ikke ladet det skinne igennem på bloggen. Ikke fordi jeg har syntes det var for privat, men fordi jeg stadig ikke var kommet dertil, hvor jeg var mere eller mindre ligeglad med, hvad han ville tænke om det, jeg skrev. Og så selvfølgelig også fordi, jeg hverken var klar eller havde forstået alting endnu.

Det forklarer selvfølgelig ikke, hvorfor jeg i mine fortællinger om ham og mig gang på gang har fortalt en historie, der var direkte god. En fortælling om en kærlighed, der gik i stykker, et brud som begge parter begræd, en historie om to der blev enige om at gå fra hinanden og som stadig gerne ville være i hinandens liv.

Dag 136, år 2 – Når man ser lyset

Den historie må lyde mærkelig, når man læser søndagens indlæg, tænker jeg. Og det er den også. Men den var sand for mig på det tidspunkt. Og hvis jeg kun skal tale for mig selv, så vil den nok også altid være det en lille smule. For det var virkelig sådan, jeg så det. Det var sådan, jeg følte. Det var sådan, jeg oplevede det. Også selvom jeg ved siden af godt vidste alt det andet. Godt kendte den virkelige sandhed. Den onde. Den som gør så ondt, er så skamfuld og fuld af anger, at det næsten ikke er til at holde ud.

Og det er nok deri svaret ligger. Det er ikke til at holde ud. Det er næsten ikke til at klare, at jeg har brugt i alt seks år på en mand, der ikke en gang fortjente et. En mand som i dag skræmmer mig lidt. En mand som har gjort så mange frygtelig ting samtidig med, at han har fået mig til at tro, at det var min egen skyld. En mand som ganske stille og næsten uden at larme fyldte mere og mere lort ind i mit liv og overskred mine grænser, indtil jeg til sidst slet ikke vidste, hvor de en gang havde været. Tilbage var der blot en næsten helt udvisket streg i noget, der en gang havde været sand, men som nu mest bare mindede om aske. Porøs aske, der slet ikke kunne stå imod den bulldozer af fordømmelser, krav, befalinger, og fornedrende anklager, som altid var på vej i min retning.

Og som Bedsteveninden sagde i søndags, da jeg stod og prøvede at resonere mig frem til alt dette, jeg nu har skrevet til jer; “Den anden historie var jo også meget rarere at fortælle. At tro på”. Og det har hun ret i.

Jeg ved ikke dog alligevel ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at forstå og indse sandheden, efter jeg rent faktisk var gået min vej. Men på den anden side ved jeg heller ikke helt, hvad det egentlig var, der gav mig styrken til at gå, andet end det faktum, at jeg ikke havde mere styrke tilbage i mig til at blive og kæmpe. 

Måske er det den, styrken, der nu er vendt tilbage. Et år og fire måneder uden ham, også selvom han konstant har været der alligevel, var måske det, der skulle til. Så jeg kunne mærke mig selv. Gennemleve og huske. Uden at han forstyrrede med sin sweet-talk og sin lovning om en kærlighed, der aldrig rigtig kom.

Og så selvfølgelig det endelig søm i Fodboldfyrens kiste i tirsdags. Det var altafgørende.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s