Fortællingen om At Indse At Ens Ekskæreste I Virkeligheden Er en Sociopat 

Jeg sidder på min altan. Klokken er 00.18 den 14. december 2016. Det er koldt, og bilernes lygter flimrer frem og tilbage på vejen foran mig. Jeg tænder en cigaret, putter mine høretelefoner i ørerne og trykker play på Beyonces “The best thing I never had”. Og så ler jeg.

***

Lørdag den 10. december kl. 8.30. Jeg vågner og kigger på min telefon. Den Lyshårede Fodboldfyr har skrevet. Han er vred, sur og skuffet. Såret. Over det jeg skrev på bloggen dagen før. Jeg svarer, at jeg er vred. At det måske var lidt barnligt, men om jeg mon dog alligevel ikke havde ret. Eller hvad? Han skriver, at han gerne vil mødes med mig og snakke om det. Jeg skriver, at det har jeg ikke lyst til. At hvis han har fået en kæreste, så kan han bare sige det. Vi behøver ikke at mødes af den grund. Men det er ikke det, siger han.

***

Lørdag ca. 16.30. Han insisterer på at ville mødes, og jeg insisterer på ikke at ville mødes uden at vide, hvad det er, vi skal tale om. Jeg ringer til ham. Det lyder hult i telefonen. Rungende. En vaskemaskine kører. Jeg spørger, hvor han er.
“I vaskekælderen”, siger han.
“Hvorfor er du i en vaskekælder?”, spørger jeg velvidende, at der hos hans forældre, hvor han har boet, siden jeg kom tilbage fra Asien, er et bryggers og ikke en vaskekælder. “Fordi jeg er flyttet,” siger han.
“Hvor er du flyttet hen?, spørger jeg.
“Hjem til en pige”, siger han.

Alle muskler i min krop spænder til. “Så du har fået en kæreste?”, spørger jeg.
“Ja, eller det er vel det folk tænker. Men du ved godt, at jeg jo ikke føler noget for hende.”
Jeg spørger, hvorfor han dog i alverden så er flyttet hjem til en pige, som han ikke føler noget for. Han forklarer noget med en lejlighed, han fik tilbudt, der lå langt væk og at pigen han så, spurgte om han i stedet for at tage den, så ikke bare ville flytte ind hos hende.
“Men det betyder ikke noget”, siger han. “Hun er ikke vigtig”.
Jeg forklarer ham, at det jo netop er sådan noget, der får folk til at kalde ham en idiot.
“Stakkels pige”, siger jeg, mens jeg samtidig føler en form for lettelse. Hun er er ikke vigtig.

***

Mandag den 12. december kl. 16.22. Jeg sidder på Hovedbiblioteket og venter. Vi har aftalt at mødes alligevel. Fodboldfyren vil gerne tale ansigt til ansigt. Jeg ved ikke helt om hvad. Han træder ind af svingdøren og går hen imod mig. Vil give mig et kram. Jeg gengælder det ikke. Jeg er på vagt, kan jeg mærke. Hvad er det, han vil?
Vi går over på en cafe og sætter os for at snakke. Først taler vi om løst og fast, men hurtigt begynder vi at tale om Elefanten i rummet. Pigen. Hende han er flyttet sammen med. Jeg spørger, hvad han har gang i. Hvorfor han er flyttet sammen med en, som han fortæller mig, han ikke er forelsket i. Han siger, at han ikke kunne holde ud af bo hjemme hos sine forældre længere.
“Super god grund,” siger jeg.
“Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide hende,” siger han så.
“Men du kan ikke lide hende, lide hende?”, spørger jeg.
“Nej”, siger han.

***

Mandag kl. 19.00. Vi går ned ad strøget. Vi griner og snakker om gamle dage. Jeg kan mærke, at jeg er rolig. Han. Kan. Ikke. Lide. Hende. Det er sygt. Det er skørt. Og det er synd for pigen. Men det er rart for mig. Han er ikke kommet videre. Jeg er stadig med i løbet, om, hvem der kommer videre hurtigst, hvor åndssvagt det end lyder. Jeg spørger, om han ville blive ked af det, hvis jeg fik en kæreste? Han taler udenom. Siger først, at det er så tydeligt, at jeg længes efter en. At det er det eneste, jeg tænker på. Jeg bliver vred. Stopper op. Siger at det da ikke passer. Og siger, at det jo heller ikke svarer på mit spørgsmål. Han begynder igen at tale om sin egen situation, om hvordan han jo ikke føler noget, men siger så til sidst ja.
“For jeg ved jo, at hvis du får en kæreste, så går du all in. Så mener du det.”
Ja, tænker jeg. Som alle normale mennesker vel gør.

Han skifter emne pludseligt. Siger, at en af grundende til, at det ikke gik mellem os, jo også var fordi, jeg insisterede på at være uvenner med hans familie. Jeg stopper op igen. Råber næsten ad ham. Siger at det ikke passer. Siger, at hans brødre og deres kærester igen og igen med vilje holdt mig og ham udenfor deres fællesskab. At kæresterne konsekvent talte hen over hovedet på mig til familiesammenkomster og ignorerede mig. At jeg flere gange forsøgte at skabe et sammenhold mellem alle tre par, men at de ikke gad. Og til sidst fik jeg nok. Og at han skulle have støttet mig.

Vi råber frem og tilbage. Han siger, at han da ikke kunne gøre noget, når jeg opførte mig sindssygt. Jeg siger, at det ikke er sindssygt at sige fra, og heller ikke selvom man gør det med hævet stemme. At det er menneskeligt. At han ikke var fair. Og at de var nogle idioter. Jeg stopper min tale. Ser på ham. Julelysende glimter i mørket, folk går forbi med julegaver i farvestrålende poser.  Jeg mærker den følelse af magtesløshed, som jeg kender alt for godt. Den der giver mig lyst til at lægge mig ned på jorden og give op.
Jeg spørger, hvorfor det egentlig var vi skulle mødes og snakke.
“Jeg ville se dig”, siger han. “Og så sige, at jeg ikke vil have, at du skriver mere om mig. I hvert fald ikke, hvis du gerne vil have mig i dit liv”.

***

Tirsdag den 13. december kl. 21.30. I min sofa sidder Linnea. Vi drikker te og taler om hjertesorger. Det gør ondt inde i hende. Jeg forsøger at trøste, så godt jeg kan. Begynder at fortælle om Den Lyshårede Fodboldfyr og om alt det, som er sket de sidste par dage. Hun lytter med store øjne, og siger så, at hun skal fortælle mig noget. At hun er begyndt at arbejde sammen med en af Fodboldfyrens gamle venner, og at han har fortalt hende nogle vilde ting. Hun tøver. Jeg kan se, at hun ikke helt ved, om det er en god ide at fortælle mig det. Hvis jeg nu bliver såret. Men så går hun alligevel i gang.

Det er en fortælling, ord og og en historie, der føles så velkendt, at det forvirrer mig. Det føles som mit. Noget jeg har oplevet. Men det kommer fra Fodboldfyrens ven.

*

Igennem vores fem år sammen var Fodboldfyren generelt ikke til at regne med, han holdt ikke, hvad han lovede, han respekterede ikke mine grænser, han kunne eller ville ikke sætte sig ind i mine følelser, han brugte skyld som våben, og ordene skør og sindssyg var velkendte ord i vores forhold. Jeg var skør. Jeg var sindssyg. Jeg burde søge hjælp. Fordi jeg ikke stolede på ham, fordi jeg ville bekræftes i, at han elskede mig. Jeg var svag. Jeg gjorde mig selv til et offer, selvom det alligevel altid var ham, det endte med at være synd for. Hans mangel på samvittighed gjorde mig målløs gang på gang. Og hans løgne – store, formfuldendte og fortalt uden at blinke – gjorde mig igen og igen usikker på, om det nu faktisk var rigtigt. Var jeg skør? Så jeg bare spøgelser?

Men nej, det gjorde jeg ikke. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Den Lyshårede Fodboldfyr har været mig utro. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg med en knugende fornemmelse i maven har kigget igennem hans telefon for at forsikre mig selv om, at der ikke var noget at være bekymret for, for så bare at finde netop det og det, der var værre. Noget at være bekymret for. Noget at blive vred over. Noget at gå fra ham over.

Jeg har ikke tal på de løgne han har spundet, og ved stadig ikke, hvad der egentlig var sandt og hvad der ikke var. Jeg ved ikke gang, om han virkelig elskede mig. Efterhånden tror jeg det ikke. Jeg tror, han tror det. Men jeg tror også, at han egentlig slet ikke ved, hvad ægte kærlighed er. For man siger ikke til et menneske man elsker, at de er sindssyge. Man lyver ikke for dem. Man siger ikke, at de ikke kan finde ud af noget. Man undskylder ikke sin egen utroskab med, at den anden er kedelig og grim. Man har ikke andre piger på besøg, når man har en kæreste, der næste dag kommer hjem for at ligge i selvsamme seng. På selvsamme lagen.

Så hvorfor gik jeg ikke? Hvorfor blev jeg her, hos en mand der tydeligvis ikke respekterede mig, ikke elskede mig, ikke ville mig det godt? Hvorfor blev jeg ved med at give, når alt han gjorde var at tage? Fordi jeg elskede ham så højt. Og fordi han langsomt, men sikkert fjernede mig fra mig selv. Stykke for stykke pillede han mig fra hinanden, indtil jeg bare var en skal, der var overbevist om, at jeg ikke kunne få bedre. At jeg ikke ville kunne overleve uden ham. For jeg var jo ikke noget værd.

*

Fodboldfyrens ven havde selvfølgelig ikke oplevet alt dette. Men hans beskrivelser af, hvad for en person han langsomt lærte at kende, en person der var ligeglad med andre mennesker, bare han kunne få, hvad han ville og havde brug for, ramte plet. En person, der ifølge vennen, sked højt og helligt på det eneste krav, jeg havde til ham, da jeg tog til Asien og lod ham bo i min lejlighed – at der ingen piger var tilladt i mit hjem – det er den Fodboldfyr, jeg kender. Ham jeg ikke helt troede på eksisterede udenfor mine tanker, fordi jeg aldrig havde mødt nogen, der kunne bekræfte mig i det. Jeg troede nok stadig, at jeg var lidt skør. Også selvom jeg nu faktisk var gået. Havde smidt skallen og havde samlet mig selv op. Selv der, altså lige indtil nu, havde jeg troet, at der var et godt menneske i ham. At han bare var en såret sjæl, der skulle hjælpes. At han var god nok på bunden, og at alle mine oplevelser og alle de smertefulde minder sikkert ikke var helt så korrekte. At jeg måske huskede forkert. At det måske bare var mig der, fordi jeg ikke var den rigtige for ham, havde frembragt alt dette inde i ham.

 ***

Onsdag den 14. december kl. 00.18. Jeg tager et sug af cigaretten. Ler igen. Min krop føles lettere end den har gjort i lang tid. Måske har den faktisk aldrig været så let før. Hele dagen, før Linnea kom, gik jeg og tænkte på, hvordan jeg kunne slippe fri. Hvordan jeg, uden at såre nogen, uden at skabe drama, uden at sætte foden ned og sige farvel for evigt, kunne give slip. Kunne holde op med at tænke på os, på alle de ting, der gik galt og alle de ting, der gik godt, på hvad Den Lyshårede Fodboldfyr tænkte om mig og på, hvordan livet fremad ville blive, hvis han stadig skulle være der. Og nu, nu sidder jeg der på altanen. I decemberkulden. I mørket og med Beyonce bragende i ørerne. Og er helt og aldeles ligeglad. Jeg ler igen. Griner spruttende ind imellem mine sug i cigaretten. Får næsten tårer i øjnene. Glædestårer.

Jeg skal nemlig ikke tænke mere over det, ved jeg nu. For han skal slet, slet ikke være i mit liv. Jeg vil ikke have ham.

Jeg er fri.

PS. V, hvis du læser det her. Så løb. 

Dag 138, år 2 – When you know

Reklamer

11 comments

  1. Freja · december 19

    Waow, jeg syntes du er stærk og imponeret over dit mod med at skrive dette her – uden at kende dig fra andet end din blog, er jeg sikker på du nok skal have det meget bedre i fremtiden!

    • Amalie Frøkjær-Rubbås · december 19

      Mange tak, Freja! ❤ Er meget glad for, at du læser med.

      Og ps. Det er jeg også helt, helt sikker på. 😉

  2. Amalie Q · december 19

    Wauw, sikke en historie. Godt du er fri nu 🙂

  3. Pingback: Fortællingen om Hvorfor Det Tog Så Lang Tid At Indse Hele Den Onde Sandhed | Mit Uperfekte År
  4. Pingback: Fortællingen om Det Der Er Værre En Utroskab | Mit Uperfekte År
  5. Pingback: Fortællingen om Det Der Er Værre End Utroskab | Mit Uperfekte År
  6. Pingback: Taknemmelighedsrunden #37 og #38 | Mit Uperfekte År
  7. Pingback: Fortællingen om Et År Fyldt Med Venskab, Rosé, Mænd, Sandheder Og Helt Vildt Meget Love | Mit Uperfekte År
  8. Thomas Tiedje · april 26

    Hej Amalie.
    Har du læst dette essay? Det har gjort en kæmpe forskel for mig, og sat gang i en masse for mig om grænser, kærlighed og selvværd:

    https://markmanson.net/love

    Kh Thomas

  9. Pingback: Fortællingen om at være blevet bange for at date |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s