Fortællingen om Åbenbart At Have For “Travlt” Til At Se Netflix

Jeg er rimelig bitter. Og irriteret. Og sur. Bedsteveninden spurgte, om jeg ikke også var ked af det, men nej. Det tror jeg egentlig ikke. Jeg er bare sur. Fornærmet. Og måske også lidt vred.

På det sidste har jeg fået en vibe. En vibe om, at Den Lyshårede Fodboldfyr sådan for alvor er på vej videre. Som i har-mødt-en-anden-videre. Og som en irriterende veninde sagde til mig, så må han selvfølgelig også gerne det. Men nej, det må han ikke. Han fortjener det ikke, er jeg kommet frem til. Det er ikke fair. Ikke fordi, jeg vil have ham tilbage eller fordi, jeg ikke selv er på vej videre. Men fordi jeg efterhånden oftere og oftere bliver mindet om, hvor stor en idiot han egentlig var overfor mig. Han var selvfølgelig også sød, og jeg elskede ham og alt det der, det har vi fået slået fast. Men hold nu op, hvor var han mange, mange gange bare ikke okay.

Og nej, jeg var heller ingen engel. Jeg var til tider en crazy bitch, og jeg sagde også nogle gange ting kun for at såre. Og gjorde ting kun for at såre. Men i det store billede var det ham. Ham der ødelagde os. Og ham der ødelagde mig.

Men det, og så det der med viben er egentlig slet ikke derfor jeg skriver nu. Jeg skriver på grund af Netflix.

Dag 133, år 2 – Tid til Netflix

Let me explain.

For to år siden købte Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg sådan et tilbud, hvor man betalte med det samme, men så fik to års Netflix for et års pris. (Tror jeg nok, kan ærlig talt ikke huske det) Vi boede jo sammen, var kærester og delte allerede en Netflixkonto. Og da vi så slog op, var der jo stadig en masse penge i Netflixbankbogen, så vi fortsatte med at dele den. Og i foråret, da Game Of Thrones igen kom anstigende, købte jeg mig et HBO-abonnement, som Fodboldfyren også gerne ville være med på = Jeg sendte ham en mobilepay-anmodning den 1. i hver måned på halvdelen af prisen.

En af de sidste gange vi sås, inden vi holdt op med at ses, spurgte jeg ham dog, hvad vi skulle stille op med Netflixkontoen, når der ikke var flere fælles penge tilbage på den. Vi burde bare få hver vores, ikk? Nej, sagde han. Det var da fjollet. Hvis vi blev ved med at dele, så sparede vi jo penge. Og det var jo sandt.

Så da jeg i sidste uge tjekkede kontoen og fandt, at der kun var 29 kroner tilbage og dermed ikke nok til næste måneds betaling, skrev jeg til ham. Spurgte, om vi skulle fortsætte eller lukke den. Og inden da, sendte jeg lige den sædvandlige mobilepay-anmodning for HBO. Men manden skrev nej. Han synes bare vi skulle lukke den. Han havde nemlig slet ikke rigtig haft tid til at bruge den. Og så afviste han sekundet efter anmodningen på de fucking 40 kroner.

Det er lang tid siden, at han har gjort mig så sur. Og jeg havde i noget tid svært ved at finde ud af, hvorfor. Måske fordi, jeg ligeså snart den afviste mobilepay-anmodning tikkede ind på min telefon, i arrigskab gik ind og ændrede kodeordet på HBO til Independent Woman. (Og som jeg nu bliver nødt til at ændre igen, kan jeg godt se på det hele)

Men nu ved jeg det jo godt. (Ikke at den viden har ændret på surheden, faktisk tror jeg kun, at den er blevet værre.) For selvfølgelig handler det ikke kun om Netflix. Det handler jo netop op alt det, jeg skrev øverst oppe i indlægget. Netflix gnider bare salt i såret. Og HBO sprøjter derefter citronsaft lige ned i det.

Jeg er ikke vigtig længere.

Jeg er heller ikke ligegyldig, men jeg er ikke vigtig. Og det der egentlig gør mest ondt ved det faktum er, at det er min egen skyld. Ved at sige, at jeg ikke ville se ham længere, skubbede jeg ham direkte i armene på, hvem det nu end er, han ser og som gør, at han simpelthen slet ikke har tid til at se Netflix.

Og jo, det er okay. Sådan er livet. Og selvom han heller ikke er ligegyldig for mig, er han heller ikke vigtig, som i My Person længere. Og det er bittersødt. For på den ene side er det dejligt. Befriende. Men på den anden side er det både trist, fordi det betyder at en æra for alvor er slut, og håbet om at vi kunne fortsætte med at være de vigtige for hinanden uden at være kærester, nu for alvor er knust. Men for mit vedkommende er det nu egentlig mest fordi afstanden har fået alle de dårlige ting til at stå tydeligere frem.

Og jeg ville bare så gerne have husket ham som noget godt.

Reklamer

3 comments

  1. Phoebe · december 9, 2016

    Hej søde Amalie, er der ikke nogle globale sandheder du kan klamre dig til i den her tid, altså hvis det hjælper selvfølgelig. KH Phoebe

    • Amalie Frøkjær-Rubbås · december 9, 2016

      Jo, det tror jeg bestemt, og det prøver jeg også. Men er nok ikke helt klar til at lade vreden gå og accepten komme.

  2. Pingback: Fortællingen om At Indse At Ens Ekskæreste I Virkeligheden Er en Sociopat  | Mit Uperfekte År

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s