2016 Opgjort i Mænd Og Dates #2

Vi fortsætter, hvor vi slap igår med dette indlæg. Jeg lovede jer jo noget lidt mere juicy, så vidt jeg husker. Velbekomme.

Bjarke, 34 aka. Penisen/”Don Draper”

Bjarke er en gammel kending fra den korte periode for fire år siden, hvor jeg og Fodboldfyren havde slået op (En periode, jeg nu ville ønske havde varet for evigt. Men mere om det en anden dag) og er altså derfor ikke en af dem, der har tilføjet et nyt hak i mit ikke eksisterende sengegærde. Læs mere om sådanne typer og andre her.

Ikke desto mindre er han den, som jeg har set allermest til her i 2016. Han fungerede som det, vi kalder en bolleven, deraf navnet Penisen.

Bjarke og jeg havde, udover at være facebookvenner, mistet kontakten indtil den dag han pludselig poppede op på min Tinder, fordi han var i København. Og ja, når man allerede en gang har givet hinanden bollehår, skal der åbenbart ikke megen flirt til før, man får mulighed får at give hinanden det igen. Det var i maj, og indtil oktober fungerede vores friendship with benefits nærmest upåklageligt. Og virkelig godt, hvis I forstår sådan en. I sommer til en solnedgang på taget af hans lejlighed i Odense og efter indtagelse af lidt meget hvidvin, var der dog en lille snert af noget, der kunne minde om en sommerfugl eller to, men efter et koldt brusebad og over en måned i hver vores by og ikke mindst land, var sommerfuglene fløjet deres vej igen. Pyha.

Og så var der oktober. Det var der, jeg ved hjælp af mine fantastiske stalkingevner, opdagede at hans ekskæreste ikke virkede, som om hun helt var klar over, at de var ekskærester. I hvert fald ikke, når man scrollede ned gennem hendes facebookvæg. Jeg konfronterede selvfølgelig manden, som først sagde at jo, de var ekskærester, men de sås stadig ret meget. Han var jo lidt ligesom Don Draper i Mad Men, sagde han. Dårlig til forhold. Og derefter var der radio silence i over en uge. Hvilket selvfølgelig resulterede i, at jeg skrev, at han mere eller mindre var en idiot. Og at Don Draper var meget pænere. Han fik dog, da han brød radiotavsheden og efter, at jeg først havde skældt ham huden fuld for at opføre sig som en kujon, alligevel overtalt mig til at vi burde ses igen. Jeg tror, det var kombinationen af liderlighed og det faktum at han ikke råbte tilbage og nægtede at høre, hvad jeg sagde, som er det, jeg er vant til sker, når jeg skændes med en fyr – der gjorde, at jeg endte med at sige, at han da godt kunne komme forbi, hvis det var det han ville. Og så selvfølgelig en venindes vise ord; Pizza er jo pizza. Og man har altid lidt lyst til pizza. Også selvom den har opført sig som en idiot.

Så ja. Vi ses stadig lidt en gang imellem. Men der er hverken solnedgange eller vin til pizzaen længere.

Marcel, 23 aka. Verdens Dårligste Engangsknald

Jeg har faktisk skrevet om Marcel før. Det var nemlig en alt for nederen oplevelse til at jeg kunne lade være. Også selvom hjertet sad helt oppe i halsen, da jeg trykkede Udgiv. Vi mødtes til en fest hos Bedsteveninden, og jeg var egentlig ikke interesseret. Jeg var i stedet meget mere interesseret i hans ven, som jeg derfor også brugte hele aftenen på at flirte med. Vennen var dog ikke klar på at gå, da jeg var, men det var Marcel. Og da jeg efterhånden var blevet ret fuld, og derudover også følte mig lidt forsmået, syntes jeg det virkede som den bedste ide nogensinde.

Det var det ikke. Den første grund til, at det var en dårlig ide, var at jeg jo egentlig ikke rigtig havde lyst. Altså, jo, jo, jeg havde lyst, men den lyst var mere generel og ikke rettet mod ham, hvilket jeg igennem tiden har lært er grund nok til at pakke lysten væk eller bare ordne den selv senere. Der er nemlig intet værre end at vågne op næste dag og tænke, at beslutningen om sex var en dårlig ide for derefter at tilbringe tre timer under bruseren. Men min erfaring var taget på ferie på det tidspunkt, jeg sagde ja til at følge med Marcel eller Verdens Dårligste Engangsknald med hjem. Og ja, det var virkelig dårligt. Ikke fordi han som sådan ikke vidste, hvad han lavede, men mere fordi han syntes, at det var helt i orden at skælde mig ud, fordi jeg insisterede på at kondomer er en god opfindelse og at man burde bruge dem, og derudover også fandt det at kritisere dem man har sex med som en ganske normal og helt og aldeles okay ting at gøre. Heldigvis vendte erfarne Amalie tilbage i det øjeblik, og besluttede sig for at skide på, at han endnu var umådeligt uforløst og skred hjem. Godt nok uden sine trusser, men med en ganske glimrende orgasme i baglommen.

Peter, 29 aka. Iraneren/brætspilsfyren

Åh, Peter. Han var sød. Og nok en af mine bedste dates. Desværre mærkede jeg ingen synderlig gnist. Også selvom han var virkelig sjov, læste psykologi og generelt bare virkede som en ordentlig fyr. I ved, sådan en som ikke synes utroskab og flere kærester er the shit. Vi mødtes også på Tinder, og besluttede at gå en tur en kold og lettere stormfuld tirsdag i november. Og det var virkelig hyggeligt. Fra vi mødtes og til daten sluttede med et lettere akavet mormorkys, snakkede vi nonstop om alt, hvad der faldt os ind. Og da jeg nåede hjem sent om aftenen og kiggede på min telefon, havde han allerede skrevet og sagt tak for i aften, og spurgt om vi ikke skulle ses igen. Jeg var ret smigret, og fandt ham jo også ret interessant og ikke mindst sød, men kunne godt mærke, at jeg alligevel ikke var helt hooked. Men jeg besluttede mig alligevel til at give ham en chance til, da der jo egentlig slet ikke var noget i vejen med ham, andet end det faktum at han var nærmest ligeså høj som mig. Og jeg er altså ikke særlig høj.

Så ugen efter mødtes vi i Huset i Magstræde for at spille brætspil, og det var igen rigtig hyggeligt, sjovt og underholdende. Og så jeg shinede mit allerbedste, sådan som man kun kan shine, når man ikke rigtig er interesseret. Og således sluttede mit datingeventyr med Peter den aften med endnu et akavet mormorkys. Han skrev igen, at det havde været hyggeligt, og jeg skrev i lige måde tilbage. Og siden har jeg intet hørt og heller intet skrevet. Og det er nok for det bedste. Jeg bryder mig nemlig virkelig ikke om mormorkys.

Badar, 29 aka. Den Allergiske Skjorte

Badar skrev virkelig gode Tinderbeskeder. Og så glemte han, at møde op til vores date. Han var dog utrolig hurtig til at komme afsted, da jeg mindede ham om, at jeg stod og blomstrede foran Planetariet, men desværre havde al den løben lidt gjort, at han lugtede ret meget af karry, da jeg krammede ham goddag. Eller altså, jeg tror egentlig ikke det var løbeturen, men jeg kan ikke forklare hvorfor man ellers lugter som man lige har taget et karrybad. Derudover var han desværre heller ikke ligeså lækker, som han var på sine Tinderbilleder, hvilket ret hurtigt satte en dæmper på mit engagement. Men Badar var både sød og sjov, så vores tur rundt om søerne og det efterfølgende cafebesøg var ganske hyggeligt. Altså hvis man ser bort fra hans hvide og kortærmede skjorte, samt det øjeblik, hvor hans ansigt krympede sig sammen og han begyndte at lave mærkelige bevægelser med munden. Badar, viste det sig, var nemlig allergisk overfor æbler, og æble var præcis det, der var i den eksotiske smoothie han havde bestilt.

Det blev altså kun til en date med Badar.

Martin, 39 aka. Linkedinfyren

Martin var ligesom Thomas i sidste indlæg også en gammel en. Og meget voksen. Så voksen, at han på vores date både diskede op med bobler, rosé og øl, da vi mødtes på Vinhanen på Vesterbro. Og han var ret interessant, spændende at tale med og havde lige købt sig en lejlighed på Værnedamsvej.
Vores date varede knap fire timer og vi talte både om skøre tidligere Tinderdates, coaching, at være selvstændig og så selvfølgelig den lille krølle på halen, at han havde to børn med to forskellige kvinder. Ikke noget, der skræmte mig synderligt, da jeg mest bare så ham som den der “Ældre-Mand-Oplevelse”, man jo skal have med sig i bagagen. Jeg fik dog aldrig tilføjet ham til nogen som helst liste, andet end her selvfølgelig, for som han skrev til mig, da jeg dagen efter skrev og takkede for en hyggelig aften og alkohol, syntes han ikke vi var et match. Men han ville dog alligevel rigtig gerne holde kontakten, sagde han. Måske på Linkedin?

Det blev et nej tak herfra.

Og således afsluttes denne opgørelse af mænd, jeg har mødt, kendt, kysset og eller bollet med i 2016. Det har været sjovt, interessant, underholdende og til tider ret lækkert. Og jeg håber, at 2017 vil blive endnu bedre på den front.

Dag 154, år 2

2016 Opgjort i Mænd Og Dates #1

Jeg tænkte, at det var på tide at begynde at tale om nogle andre mænd end Fodboldfyren. Ikke at jeg er helt færdig med min fortælling, men da det I læser nu er en opgørelse over de mænd, jeg har mødt og kendt i 2016 tænker jeg, at det nok ville være en god ide at få den ud, mens det rent faktisk stadig er år 2016.

Så here goes; 2016 Opgjort i Mænd Og Dates Del 1.

 

Valdemar 33 aka. Tøsedrengen/Kællingen

Valdemar var min første rigtige Tinderdate. Vi begyndte at skrive sammen i slutningen af januar, og besluttede at mødes til en bid mad på Papirøen netop, da kalenderen skiftede til februar. Jeg var egentlig ikke meget for det, og slet ikke da manden skrev en time inden, vi skulle mødes for at fortælle mig, at han lige havde opdaget, at Papirøen først åbnede ugen efter, men at jeg da altid kunne komme hjem til et glas vin hos ham. Jeg ved stadig ikke, om det her var et trick, og the change of plans krævede da også et konfererende opkald til Bedsteveninden, da vi jo alle ved hvad “et-glas-vin-hos-mig-” egentlig betyder. Men afsted tog jeg altså. Jeg havde trods alt lige brugt en time på at gøre mig klar.

Valdemar var en rigtig voksen. Sådan en, der er færdig med at læse, har et rigtigt voksenarbejde, en lejlighed med møbler, der ikke hovedsageligt har svenske navne, billeder på væggen, en opvaskemaskine og vin fra Irma. Og det var interessant to say the least. Han var også ret pæn og vi snakkede godt sammen, så da han efter vinflasken var tom spurgte, om jeg ikke ville have en tour i lejligheden, havde jeg ikke noget imod, at den sluttede i soveværelset. Det viste sig dog desværre, at Valdemar slet ikke var så voksen, som han virkede. For da jeg rejste mig op fra hans futonseng (et møbelvalg, der i sig selv virkelig burde have været alarmerende nok) sagde han, at han virkelig gerne ville se mig igen, og spurgte om vi måske skulle lave noget sammen i weekenden. En udmelding jeg senere fandt ud af, at Valdemar slet, slet ikke mente, og som jeg ikke mindst blev overrasket over, da jeg ikke selv havde tænkt tanken, men som jeg alligevel blev glad for, da aftenen jo havde været hyggelig.

Så da jeg næste dag skrev for både at forhøre mig om den halskæde, jeg havde glemt hos ham, (og nej, det var altså ikke med vilje, men blot fordi den var ganske lang og i vejen, og fordi jeg er ret glemsom generelt) og i samme vending spurgte om vi skulle gøre alvor af det der med at ses igen, fik jeg Verdens Mest Nederen Besked:

Jeg hørte selvfølgelig ikke fra manden næste dag. Eller dagen efter den. Noget som jeg egentlig ville have været ligeglad med, hvis det ikke var været fordi, jeg havde glemt min halskæde, og så det lille bitte faktum, at det var ham, der havde sagt, at han ville ses igen, og ikke mig. Så jeg skrev til ham. Skrev, at han altså ikke havde behøvet at sige, at han gerne ville ses, når han egentlig ikke havde lyst, men at jeg stadig gerne ville have min halskæde igen. Og så kom den besked, der sidenhen har givet ham øgenavnet Tøsedrengen eller Kællingen blandt mine veninder:

Og så, så man lige mig kaste lidt op. Og derudover spørge, om der virkelig er cafeer, der er villige til at have folks engangsknalds efterladenskaber liggende omme bag disken?

Daniel, 32 aka Globetrotteren/Bilfyren

Daniel var min næste Tinderdate. Et åbenlyst booty call, men som viste sig at være en ganske glimrende date og underholdende fyr. På min Tinderprofil stod der på det tidspunkt, at jeg godt kunne lide chokolade, pingviner og gangsterfilm, hvilket fik den 32-årige techfyr, der viste sig også at have bygget sin egen bil og kørt fra Danmark til Sydafrika, til at skrive til mig og spørge om vi ikke skulle se en gangsterfilm sammen og eventuelt spise noget pingvinmix. Og da det der med “at se film” er et af mine gamle og højest succesfulde moves, og vi samtidig her var nået til marts og det dermed var over en måned siden, jeg sidst besøgte nogens soveværelse, tænkte jeg, at det da egentlig lød som en meget god ide. Og det var det også.

Daniel viste sig nemlig at være ret interessant. Han vidste en masse om blogs, hjemmesider, hvordan man promoverer sig selv online og serverede så vidt jeg husker også en ganske glimerende lemonade. Derudover var det også svært spændende at høre om hans rejser, når man som jeg er en stor rejsenørd. Og så lærte han mig tilmed også at spille backgammon. Win win. Derudover var han, i modsætning til Valdemar, ikke en fyr, der tænkte så højt om sig selv at han følte, at han blev nødt til at love noget efterfølgende, så den stakkels pige, der sandsynligvis nok allerede var tæt på at være forelsket i ham efter et knald, ikke blev såret, når vi skulle sige farvel.

Nej, Daniel han bryggede mig blot en kop kaffe og sagde pænt farvel, og jeg det samme. Altså ikke kaffen, men farvellet. Og vi har aldrig talt sammen igen = opskriften på et perfekt engangsknald.

Mathias, 34 aka. Tagterrassefyren

Mathias var en happnfyr. En som i maj skrev til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at drikke noget vin med ham. Han var nemlig en vinkender, lod han mig vide. Naive mig, troede selvfølgelig at vi skulle mødes på en vinbar et sted, men da jeg dagen inden daten skrev og spurgte, hvor vi skulle mødes skrev han, at vi da skulle drikke vin hos ham på hans tagterrasse. Jeg var lidt nølende, da jeg efterhånden gerne ville lidt mere end booty calls med eller uden vin, men tænkte også, at det jo altså ikke er hver dag man møder en fyr med en tagterrasse. Så jeg tog til Østerbro og fandt, da døren blev åbnet, at Mathias kun har en god vinkel. Og at det er den, han benytter sig af på sin profil.
Men hvad skulle jeg gøre? Gå baglæns ned ad trappen igen? Nej, nu var jeg jo kørt hele vejen til Østerbro, og var derudover heller ikke en douche, så jeg pressede Ja-hatten godt ned over ørerne og fulgte med manden op på, hvad jeg fandt ud af ikke var hans egen tagterrasse, men hele boligforeningens.

Da vi satte os ned viste det sig også, at Mathias kun er sjov på skrift. Eller faktisk nærmere også kun er en rar person på skrift. Han begyndte straks en tale om, hvor nederen han syntes, at hans bedste ven var, fordi han var taget til Budapest med sin kæreste i Kristi Himmelfartsferien i stedet for at blive hjemme sammen med ham. Derefter nægtede han at fortælle mig, hvad det egentlig var han lavede som fuldmægtig i et af Danmarks mange ministerier, og sagde i stedet for; Det er bare noget med et kontor en computer og en telefon, du ved. En sætning der blev afsluttet med en latter, der mindede umiskendelig meget om den irriterende og heldigvis fiktive ejendomsmægler fra Danish Dynamite, Jeppe K.
Mathias var dog ikke færdig med ikke at ville fortælle noget om sig selv, og nægtede derfor også at svare på, hvor han var fra, da jeg spurgte. Til det spørgsmål kom der bare et; Syd fra København. Det er vist nok. 

På det tidspunkt havde jeg ikke flere spørgsmål til manden, der var ligeså dygtig til at tale udenom som vores statsminister, hvilket fik Mathias til at spørge om jeg kendte til den tagterrasse, vi sad på. Vores samtale lød nogenlunde sådan her:

Mathias: “Såeh, kender du egentlig den her tagterrasse? ”
Mig: “Øh, nej altså jeg har ikke været her før, hvis det er det, du mener?”
Mathias: “Nej nej, jeg mener bare, at den ligesom sådan er ret kendt.”
Mig? “Fordi, der bor kendte her eller?”
Mathias: “Nej, nej. Den er bare ret kendt. Du ved, i området.”
Mig. “Aha.”

Jeg tror, han kunne se, hvor ikke-imponeret jeg var over ham og tagterrassen, for efter cirka 10 sekunders tavshed imellem os spurgte han på en ikke særlig spørgende måde, om vi ikke bare skulle sige, at det var det. Jo sagde jeg, det synes jeg, vi skal og satte mig efter to minutter op på cyklen mod Vanløse, mens jeg rystede på hovedet hele vejen hjem.

Thomas, 41 aka. Verdens Hurtigste Date

Thomas var en gammel mand. Altså i hvert fald i forhold til mig. Men jeg tænkte, og tænker stadig, at man i løbet af sit liv skal have prøvet kræfter med sådan en. Så det gjorde jeg. Eller, det gjorde jeg egentlig ikke, da daten med Thomas, som hans øgenavn hentyder til, var ganske, ganske kort.

Vi mødtes ved Christianshavn for at gå tur rundt om kanalerne, og i løbet af vores cirka 30 minutter lange gåtur, lærte jeg intet om ham. Altså udover at han ved ufattelig meget om kastanjetræer og bor på Amager. (Overvejede derfor kort at kalde ham for Amagermanden, men tænkte, at det alligevel ville være lidt over the top) Udover det fortalte han, ligesom Mathias, intet om sig selv og spurgte heller ikke ind til mig. I stedet brugte han tiden på at kommentere på samtlige ting, vi gik forbi, deriblandt kastanjetræerne, og sagde derudover også en sjælden gang sådan nogle far-agtige ting såsom; Ja, det lærer du nok med tiden eller Ja, det er mange unge, der godt kan lide appleprodukter.

På et tidspunkt begyndte det at regne, så vi vendte om og gik tilbage mod Lagkagehuset, hvor vi havde mødtes. Han snakkede stadig om alle andre ting end sig selv, mig eller os, og jeg gik ved siden af og nikkede pænt og kom med de obligatoriske lytte-lyde. Og da vi nåede Lagkagehuset stoppede han pludselig op og sagde, mens han bankede hånden ned i en cykelsaddel; “Nå, det her er mig. Det har været hyggeligt, du må have det godt.”

Jeg, som til at starte med ikke havde opdaget, at han var stoppet op og derfor nu befandt mig cirka fem meter fra ham, stod lettere målløs og kiggede på ham. For godt nok havde det ikke været verdens mest interessante date, men hvis det ikke at tale om sig selv eller at spørge ind til den anden var hans måde at tage på date på, hvordan kunne han så overhovedet vurdere om den anden var værd at lære bedre at kende? Jeg endte med at mumle i lige måde, selvom jeg slet ikke mente det og stikke af ned af metroens trapper, mens jeg forbandede at have brugt to klip på en mand, der ikke havde stillet mig et eneste spørgsmål.

Læs med i morgen for at få 2. del af 2016 Opgjort i Mænd og Dates. Der bliver det nemlig for alvor juicy.

Fortællingen om Fodboldfyrens Piger Og Om Lysten Til Hævn

Der er slet ikke noget tilbage i mig længere. Jeg ligger på gulvet i min stue, krøllet sammen i et hjørne. Tina Dickow strømmer ud af højtaleren, og jeg synger med. Synger klart og tydeligt og kun med en let skælven i stemmen, når tankerne forstyrrer musikken. Når musikken forstyrrer tankerne.

Jeg har lige talt med endnu en af Fodboldfyrens piger. En pige, som fortæller, at hun har kendt ham i flere år. At de fleste af de gange, han sagde han skulle hjem til en ven, i stedet tog hjem til hende. At de nærmest var kærester, dog uden at være det, fordi jeg jo fandtes. At hun var forelsket i ham, og at hun har hadet både ham og sig selv, fordi hun blev ved med at se ham. Og han hende. Og at han ved siden af hende havde mange andre også.

Jeg er ikke overrasket længere. Tidligere på ugen havde jeg besøg af en pige med en lignende historie. En der bare ikke havde kendt til mig, før det var for sent. Men på trods af manglen på overraskelse, føles det alligevel som om al luften er blevet slået ud af mig, da vi efter tre timer begge lægger røret på.

Jeg har kendt til så lidt, og selv det var alt for meget. Men det var til at bære, det kunne forklares med et “Det var bare sex, det er dig, han virkelig elsker”.
Det her. Det kan ikke forklares. Det kan ikke forstås. Det kan ikke tilgives.
Jeg har åbnet en kasse fyldt med løgne. Og jeg forsøger ihærdigt at lægge puslespillet, forstå, få vished. Men det er en umulig opgave. Jeg kommer aldrig til at få stykket alle brikkerne sammen til et helt og fuldendt billede, og jeg kommer aldrig, aldrig, aldrig til at forstå. Men vished har jeg fået. Jeg ved, at alting var en løgn. Hvert et ord, hver en handling, hvert et løfte. Også selvom Fodboldfyren aldrig selv vil indrømme det eller for den sags skyld indse, at det er sandheden.

Han elskede mig aldrig. Han elskede ingen. Han elsker kun sig selv. Hvilket nok er godt, for der er ingen andre, der kommer til at elske ham og fortvivle hans død, når den en dag kommer. Det kommer han til at sørge for igen og igen resten af hans liv. For han kan ikke finde ud af andet.

Jeg tænker tit på hævn i disse dage. Overvejer at købe en busreklame med hans billede og påskriften “Løb væk, piger. Ham her, han bringer kun ulykke og klamydia med sig”. Jeg ærgrer mig over, at han er for fattig til at have en bil, jeg kan smadre. Jeg bliver ved med at starte på et brev til hans forældre, da jeg tænker, at de burde vide, hvad for en person deres søn egentlig er, og at det ikke er mig, der er løgneren. Jeg beder til, at han mister de resterende af hans i forvejen få venner og ønsker ofte, at jeg havde en voodoodukke og nogle virkelig skarpe nåle.

Det startede ellers godt ud. Med en følelse af frihed. Og den er her stadig, det er stadig den mest grundlæggende følelse i disse dage. Men vreden, foragten, skuffelsen og sorgen over, at mit liv de sidste seks år har været en løgn, sidder tungt på mit bryst i øjeblikket. For hvad gør jeg nu? Hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på nogen igen? Hvordan skal jeg lære at leve med, at alt jeg troede var sandt i virkeligheden var falskt? Hvad skal jeg gøre af sorgen over at have mistet noget, der egentlig slet ikke var der?

Det føles lidt som om, jeg svæver rundt oppe over mig selv, mens jeg ligger der i hjørnet af stuen. Som om klarheden, visheden og freden er lige under mig, men jeg kan ikke nå den. Ikke endnu i hvert fald. Jeg kan se den dog. Den er der et sted, og jeg ved, at jeg finder den. Jeg skal bare lige have styr på det her rod. Og det kommer til at tage noget tid, ved jeg. Men jeg ved også, hvordan jeg skal komme frem til det.

Jeg skal skrive en bog.

Dag 57, år 2

 

Taknemmelighedsrunden #37 og #38

Kære læsere, først og fremmest glædelig jul! Jeg håber, I allesammen havde en dejlig aften igår, og at I i dag har lavet lige præcis det, I havde allermest lyst til.
Sidste søndag havde jeg lidt travlt, (læs her, hvis du ikke aner hvorfor) og fik derfor ikke plads på bloggen til en Taknemmelighedsrunde. Derfor er denne søndags runde fyldt med taknemmeligheder fra både uge 37 og 38.

1. Min dejlige veninde Anne inviterede mig sidste mandag til Third Ear og Politikens Radiobiograf i Helligåndskirken for at lytte til det sidste afsnit af Kvinden med den tunge kuffert, og det var fantastisk! Specielt fordi jeg lå midt på kirkegulvet med hovedet på Annes lår og blev nusset lidt i håret. #venindenusftw

2. Sidste onsdag kom min søde kusine, hendes fine lillebitte søn og min faster på besøg fra Oslo. Og de havde julegaver med. Julegaver, som jeg nu godt kan afsløre blandt andet var noget af den der brune norske ost, som jeg elsker ret så højt.

3. Sidste fredag nåede jeg både at spise æbleskiver og drikke varm kakao med førnævnte dejlige Anne, og se Bridget Jones’ Baby med min mor i biffen. En film der var hysterisk morsom, og som kun blev sjovere da min mor så McDreamy første gang og udbrød; Jamen altså, den mand er jo VANVITTIG lækker! #mormedpånoderne

4. Sidste lørdag var fyldt med familie, venne – og venindekærlighed. Først det årlige julebesøg på kirkegården for at lægge kranse på alle mændende i vores families grave efterfulgt af det obligatoriske cafebesøg, hvor alle på den ene eller anden anden måde så fint bliver husket, dernæst endnu flere æbleskiver med Drengevennen og til sidst fest med Bedsteveninden i søde Linneas kollektiv. En fest, der mindede umiskendeligt meget om de allerbedste højskolefester.

5. Og ja, så kom vi frem til sidste søndag. En dag som var helt og aldeles overordnet god. En dag, hvor jeg endelig fik sagt fra. En dag, hvor Bedsteveninden tog mig i hånden og med sine stærke crossfitarme fik båret resten af Fodboldfyrens ting ud af kælderrummet og ud på gaden. En dag, hvor jeg for alvor mærkede, hvor tæt hun og jeg hører sammen, og hvor meget hun betyder for mig. En dag, hvor jeg følte mig stærkere end jeg nogensinde har følt mig før. En dag, hvor jeg endelig fandt ud af, at det ikke er mig, der er den skøre.

6. I tirsdags tog jeg hjem til den dejligste Louise for at spise morgenmad, tale ud, lave konfekt og føle mig endnu mere venindeelsket. #detvarrart

7. Onsdag tog jeg til TV-quiz i Absalon, og selvom mit hold absolut intet vandt, blev jeg alligevel bekræftet i, at jeg fandme kender mine serier. Godt.

8. Fredag spiste jeg endnu flere æbleskiver, denne gang med dejlige Rikke, og senere julehyggede jeg med min mor, bror og papfar over lammekølle, konfekt og filmen It’s a Wonderful life. Pænt god lillejuledag- og aften.

9. Og igår var det jo juleaften. Og den var virkelig god, blev tilbragt med små søde kusiner, en ligeså sød og spilopmageragtig fætter, en tante, en onkel, en mor, en bror, en papfar og en mormor. Og der var gaver. Masser af gaver. Gode gaver. Den bedste var dog helt klart en tur til Amsterdam med min dejligeste lillebror. Jeg er stadig helt på månen over det.

10. Og i dag, fordi vi jo slet ikke havde fået nok julemad, tog vi på besøg hos min lillebrors skønne kæreste og hendes familie og blev stopfodret igen. Og det var rart. Og hjemligt. Og rimelig meget pisse hyggeligt. Også selvom min banana cream pie faldt på gulvet. #shithappens

11. Og så til sidst –  Både i sidste uge og i denne uge har jeg talt med og hørt på mennesker, der har kendt eller stadig kender fodboldfyren. Og jeg er så ovenud taknemmelig for, at de har valgt at tage kontakt til mig og fortælle mig endnu flere sandheder. Det har betydet enormt meget for min tro på, at det på ingen måde er mig, der har gjort noget galt eller er forkert, og selvom det til tider har været hårdt at lytte, har det været det hele værd. Tak.

Dag 142, år 2 – Fuck-ud-af-mit-liv-looket.

Fortællingen om Det Der Er Værre End Utroskab

Det lyder som en kliche. At det ikke er utroskaben, men løgnen, der er det værste. Men det er ikke desto mindre sandt. For selvom alle de billeder, man kan have i hovedet af ens kæreste, der knalder en anden, kysser en anden og ligger nøgen sammen med en anden er forfærdelige nok i sig selv, så er den løgn, den mistillid og ikke mindst den skam, der opstår efter man enten har taget dem i løgnen eller har godtaget den, selvom alt inde i en skriger på, at der er noget galt, meget værre.

Utroskab er forfærdeligt. Bare lyt til ordet. Utro. Der er nogen, der ikke er tro. Der er nogen, man ikke kan tro på. Og det er det, der gør mest ondt. Det er det, der ødelægger alt. Det er det, der følger med løgnen, der er det værste. Mistilliden, forvirringen, skammen. Spørgsmålet, der hænger over dit hoved og tynger din krop –  Er det fordi, du ikke er god nok? Det er der alt sammen, ligegyldigt om du med sikkerhed ved, at du er blevet løjet overfor, og også hvis du ikke er sikker.

Det er usikkerheden på, om du nogensinde vil kunne stole på nogen igen.

De sidste par dage efter mit blogindlæg i søndags har jeg fået mange henvendelser fra folk, der har kendt Fodboldfyren. Både tidligere venner, men især piger, som han har været sammen med. Og de skriver fordi, de kan genkende min historie. De kan genkende hans handlinger, hans måde at opføre sig på. Vennerne skriver for at sige undskyld, fordi de ikke sagde noget til mig, om hvad de vidste, der foregik og pigerne skriver for at sige undskyld for, at have knaldet med min kæreste. Også selvom de sjældent har vidst, at jeg eksisterede, før det var for sent.

Jeg ved ikke, hvorfor, men jeg bliver gang på gang overrasket. Jeg troede, at jeg havde fundet frem til alle løgnene selv, men det står efterhånden klart, at det ville have været en umulig opgave. Og igen er det ikke selve utroskaben, der gør ondt. I hvert fald ikke mere. Det er løgnen. Det er bedraget. Det er at vide, at alle de gange, at han svor at ligemeget, hvad han gjorde, så var det mig, der var vigtigst, så var det mig, han ville, så var det mig, der skulle være hans familie – ikke var sandt. De ord betød intet for ham, og betød alt for mig. Og det vidste han.

I disse dage går jeg rundt i en underlig døs. Oftest, heldigvis, er det en berusende en af slagsen, hvor følelsen af endelig at være fri er stærkest. Følelsen af sikkerhed om, at skrive søndagens blogindlæg var den helt rigtige, fordi jeg ved, at jeg blev nødt til det. For jeg kunne ikke blot nøjes med at brænde broen mellem ham og mig, hvis jeg ville slippe fuldstændig fri af Fodboldfyrens klør. Jeg blev nødt til at springe den i luften, så han aldrig nogensinde kunne eller ville vende tilbage.

Og så er der den anden slags døs. Vredes- og afmagtsdøsen. For det at finde ud af alle de nye ting, han har gjort, giver mig lyst til at konfrontere ham. Giver mig lyst til at skrige og råbe af ham. Forbande ham langt, langt væk. Fortælle ham, hvad jeg synes om ham. Også selvom jeg ved, at jeg aldrig vil få noget ud af det. Jeg ved, at han ikke er i stand til at se, at han har gjort noget forkert, så derfor ville det at råbe af ham, skrige af mine lungers fulde kraft være det samme som at gøre det til en lukket dør. En kold og afstumpet en af slagsen.

Og så er der afmagten. Det at vide, at jeg intet kan gøre. Jeg kan ikke sørge for, at han ikke også gør det mod andre. Jeg kan ikke, selvom jeg ville opgive alle mine julegaver, hvis jeg kunne få lov, oute ham rigtigt. Jeg kan ikke gøre som Samantha og hænge 1000 sedler op i København med hans navn og billede på, hvor der står at man bør holde sig langt væk fra ham. Jeg kan ikke advare nogen rigtigt. I hvert fald ikke, hvis jeg vil undgå at blive sagsøgt.

Så kære du, (også dig, der må læse det her flere år fra nu)

Hvis du kender ham, hvis du er i hans klør, hvis du kan mærke, at der er noget galt, men ikke kan sætte din finger på hvad, hvis du føler, at næsten alt du gør er forkert, og hvis disse indlæg giver dig ondt i maven, så skriv til mig. Så skal jeg nok hjælpe dig.

Dag 146, år 2

Fortællingen om Hvorfor Det Tog Så Lang Tid At Indse Hele Den Onde Sandhed

Da min veninde Linnea gik ud ad døren sidste tirsdag, og jeg gik ud på min altan for at le, var det som om alverdens byrder var blevet løftet fra mine skuldre samtidig med, at jeg havde fået et par stærke, stærke briller på, der fik mig til at se alt i det klareste lys. Og lyset og lettelsen gjorde, at jeg slet, slet ikke kunne sove. Så jeg skrev i stedet. Jeg skrev det blogindlæg, som jeg delte med jer allesammen i søndags og først efter to timers skriv og det allersidste punktum var blevet sat, faldt jeg langt om længe i søvn.

Hele ugen der fulgte gik jeg dog og var usikker på, om jeg skulle udgive det. Ikke så meget på grund af den vrede, jeg var sikker på, at Fodboldfyren ville sende min vej, hvilket han gjorde, men mere af den grund, at jeg ikke var sikker på, at I ville forstå. Jeg var bange for, at I ville synes, det virkede skørt at skrive sådan, at fortælle den historie, når den historie jeg tidligere har fortalt om mig og ham har været en helt, helt anden. Heldigvis er der ingen, der har reageret sådan, men jeg føler alligevel, at jeg skylder en forklaring på, hvordan jeg tilsyneladende kunne vende sådan på en tallerken.

Den historie, jeg har delt herinde har altid været en censureret en. Hvilket den til dels også stadig er. Og derfor har jeg, selvom jeg har gået med en vrede mod Fodboldfyren i lang tid, ikke ladet det skinne igennem på bloggen. Ikke fordi jeg har syntes det var for privat, men fordi jeg stadig ikke var kommet dertil, hvor jeg var mere eller mindre ligeglad med, hvad han ville tænke om det, jeg skrev. Og så selvfølgelig også fordi, jeg hverken var klar eller havde forstået alting endnu.

Det forklarer selvfølgelig ikke, hvorfor jeg i mine fortællinger om ham og mig gang på gang har fortalt en historie, der var direkte god. En fortælling om en kærlighed, der gik i stykker, et brud som begge parter begræd, en historie om to der blev enige om at gå fra hinanden og som stadig gerne ville være i hinandens liv.

Dag 136, år 2 – Når man ser lyset

Den historie må lyde mærkelig, når man læser søndagens indlæg, tænker jeg. Og det er den også. Men den var sand for mig på det tidspunkt. Og hvis jeg kun skal tale for mig selv, så vil den nok også altid være det en lille smule. For det var virkelig sådan, jeg så det. Det var sådan, jeg følte. Det var sådan, jeg oplevede det. Også selvom jeg ved siden af godt vidste alt det andet. Godt kendte den virkelige sandhed. Den onde. Den som gør så ondt, er så skamfuld og fuld af anger, at det næsten ikke er til at holde ud.

Og det er nok deri svaret ligger. Det er ikke til at holde ud. Det er næsten ikke til at klare, at jeg har brugt i alt seks år på en mand, der ikke en gang fortjente et. En mand som i dag skræmmer mig lidt. En mand som har gjort så mange frygtelig ting samtidig med, at han har fået mig til at tro, at det var min egen skyld. En mand som ganske stille og næsten uden at larme fyldte mere og mere lort ind i mit liv og overskred mine grænser, indtil jeg til sidst slet ikke vidste, hvor de en gang havde været. Tilbage var der blot en næsten helt udvisket streg i noget, der en gang havde været sand, men som nu mest bare mindede om aske. Porøs aske, der slet ikke kunne stå imod den bulldozer af fordømmelser, krav, befalinger, og fornedrende anklager, som altid var på vej i min retning.

Og som Bedsteveninden sagde i søndags, da jeg stod og prøvede at resonere mig frem til alt dette, jeg nu har skrevet til jer; “Den anden historie var jo også meget rarere at fortælle. At tro på”. Og det har hun ret i.

Jeg ved ikke dog alligevel ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at forstå og indse sandheden, efter jeg rent faktisk var gået min vej. Men på den anden side ved jeg heller ikke helt, hvad det egentlig var, der gav mig styrken til at gå, andet end det faktum, at jeg ikke havde mere styrke tilbage i mig til at blive og kæmpe. 

Måske er det den, styrken, der nu er vendt tilbage. Et år og fire måneder uden ham, også selvom han konstant har været der alligevel, var måske det, der skulle til. Så jeg kunne mærke mig selv. Gennemleve og huske. Uden at han forstyrrede med sin sweet-talk og sin lovning om en kærlighed, der aldrig rigtig kom.

Og så selvfølgelig det endelig søm i Fodboldfyrens kiste i tirsdags. Det var altafgørende.

Fortællingen om At Indse At Ens Ekskæreste I Virkeligheden Er en Sociopat 

Jeg sidder på min altan. Klokken er 00.18 den 14. december 2016. Det er koldt, og bilernes lygter flimrer frem og tilbage på vejen foran mig. Jeg tænder en cigaret, putter mine høretelefoner i ørerne og trykker play på Beyonces “The best thing I never had”. Og så ler jeg.

***

Lørdag den 10. december kl. 8.30. Jeg vågner og kigger på min telefon. Den Lyshårede Fodboldfyr har skrevet. Han er vred, sur og skuffet. Såret. Over det jeg skrev på bloggen dagen før. Jeg svarer, at jeg er vred. At det måske var lidt barnligt, men om jeg mon dog alligevel ikke havde ret. Eller hvad? Han skriver, at han gerne vil mødes med mig og snakke om det. Jeg skriver, at det har jeg ikke lyst til. At hvis han har fået en kæreste, så kan han bare sige det. Vi behøver ikke at mødes af den grund. Men det er ikke det, siger han.

***

Lørdag ca. 16.30. Han insisterer på at ville mødes, og jeg insisterer på ikke at ville mødes uden at vide, hvad det er, vi skal tale om. Jeg ringer til ham. Det lyder hult i telefonen. Rungende. En vaskemaskine kører. Jeg spørger, hvor han er.
“I vaskekælderen”, siger han.
“Hvorfor er du i en vaskekælder?”, spørger jeg velvidende, at der hos hans forældre, hvor han har boet, siden jeg kom tilbage fra Asien, er et bryggers og ikke en vaskekælder. “Fordi jeg er flyttet,” siger han.
“Hvor er du flyttet hen?, spørger jeg.
“Hjem til en pige”, siger han.

Alle muskler i min krop spænder til. “Så du har fået en kæreste?”, spørger jeg.
“Ja, eller det er vel det folk tænker. Men du ved godt, at jeg jo ikke føler noget for hende.”
Jeg spørger, hvorfor han dog i alverden så er flyttet hjem til en pige, som han ikke føler noget for. Han forklarer noget med en lejlighed, han fik tilbudt, der lå langt væk og at pigen han så, spurgte om han i stedet for at tage den, så ikke bare ville flytte ind hos hende.
“Men det betyder ikke noget”, siger han. “Hun er ikke vigtig”.
Jeg forklarer ham, at det jo netop er sådan noget, der får folk til at kalde ham en idiot.
“Stakkels pige”, siger jeg, mens jeg samtidig føler en form for lettelse. Hun er er ikke vigtig.

***

Mandag den 12. december kl. 16.22. Jeg sidder på Hovedbiblioteket og venter. Vi har aftalt at mødes alligevel. Fodboldfyren vil gerne tale ansigt til ansigt. Jeg ved ikke helt om hvad. Han træder ind af svingdøren og går hen imod mig. Vil give mig et kram. Jeg gengælder det ikke. Jeg er på vagt, kan jeg mærke. Hvad er det, han vil?
Vi går over på en cafe og sætter os for at snakke. Først taler vi om løst og fast, men hurtigt begynder vi at tale om Elefanten i rummet. Pigen. Hende han er flyttet sammen med. Jeg spørger, hvad han har gang i. Hvorfor han er flyttet sammen med en, som han fortæller mig, han ikke er forelsket i. Han siger, at han ikke kunne holde ud af bo hjemme hos sine forældre længere.
“Super god grund,” siger jeg.
“Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide hende,” siger han så.
“Men du kan ikke lide hende, lide hende?”, spørger jeg.
“Nej”, siger han.

***

Mandag kl. 19.00. Vi går ned ad strøget. Vi griner og snakker om gamle dage. Jeg kan mærke, at jeg er rolig. Han. Kan. Ikke. Lide. Hende. Det er sygt. Det er skørt. Og det er synd for pigen. Men det er rart for mig. Han er ikke kommet videre. Jeg er stadig med i løbet, om, hvem der kommer videre hurtigst, hvor åndssvagt det end lyder. Jeg spørger, om han ville blive ked af det, hvis jeg fik en kæreste? Han taler udenom. Siger først, at det er så tydeligt, at jeg længes efter en. At det er det eneste, jeg tænker på. Jeg bliver vred. Stopper op. Siger at det da ikke passer. Og siger, at det jo heller ikke svarer på mit spørgsmål. Han begynder igen at tale om sin egen situation, om hvordan han jo ikke føler noget, men siger så til sidst ja.
“For jeg ved jo, at hvis du får en kæreste, så går du all in. Så mener du det.”
Ja, tænker jeg. Som alle normale mennesker vel gør.

Han skifter emne pludseligt. Siger, at en af grundende til, at det ikke gik mellem os, jo også var fordi, jeg insisterede på at være uvenner med hans familie. Jeg stopper op igen. Råber næsten ad ham. Siger at det ikke passer. Siger, at hans brødre og deres kærester igen og igen med vilje holdt mig og ham udenfor deres fællesskab. At kæresterne konsekvent talte hen over hovedet på mig til familiesammenkomster og ignorerede mig. At jeg flere gange forsøgte at skabe et sammenhold mellem alle tre par, men at de ikke gad. Og til sidst fik jeg nok. Og at han skulle have støttet mig.

Vi råber frem og tilbage. Han siger, at han da ikke kunne gøre noget, når jeg opførte mig sindssygt. Jeg siger, at det ikke er sindssygt at sige fra, og heller ikke selvom man gør det med hævet stemme. At det er menneskeligt. At han ikke var fair. Og at de var nogle idioter. Jeg stopper min tale. Ser på ham. Julelysende glimter i mørket, folk går forbi med julegaver i farvestrålende poser.  Jeg mærker den følelse af magtesløshed, som jeg kender alt for godt. Den der giver mig lyst til at lægge mig ned på jorden og give op.
Jeg spørger, hvorfor det egentlig var vi skulle mødes og snakke.
“Jeg ville se dig”, siger han. “Og så sige, at jeg ikke vil have, at du skriver mere om mig. I hvert fald ikke, hvis du gerne vil have mig i dit liv”.

***

Tirsdag den 13. december kl. 21.30. I min sofa sidder Linnea. Vi drikker te og taler om hjertesorger. Det gør ondt inde i hende. Jeg forsøger at trøste, så godt jeg kan. Begynder at fortælle om Den Lyshårede Fodboldfyr og om alt det, som er sket de sidste par dage. Hun lytter med store øjne, og siger så, at hun skal fortælle mig noget. At hun er begyndt at arbejde sammen med en af Fodboldfyrens gamle venner, og at han har fortalt hende nogle vilde ting. Hun tøver. Jeg kan se, at hun ikke helt ved, om det er en god ide at fortælle mig det. Hvis jeg nu bliver såret. Men så går hun alligevel i gang.

Det er en fortælling, ord og og en historie, der føles så velkendt, at det forvirrer mig. Det føles som mit. Noget jeg har oplevet. Men det kommer fra Fodboldfyrens ven.

*

Igennem vores fem år sammen var Fodboldfyren generelt ikke til at regne med, han holdt ikke, hvad han lovede, han respekterede ikke mine grænser, han kunne eller ville ikke sætte sig ind i mine følelser, han brugte skyld som våben, og ordene skør og sindssyg var velkendte ord i vores forhold. Jeg var skør. Jeg var sindssyg. Jeg burde søge hjælp. Fordi jeg ikke stolede på ham, fordi jeg ville bekræftes i, at han elskede mig. Jeg var svag. Jeg gjorde mig selv til et offer, selvom det alligevel altid var ham, det endte med at være synd for. Hans mangel på samvittighed gjorde mig målløs gang på gang. Og hans løgne – store, formfuldendte og fortalt uden at blinke – gjorde mig igen og igen usikker på, om det nu faktisk var rigtigt. Var jeg skør? Så jeg bare spøgelser?

Men nej, det gjorde jeg ikke. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Den Lyshårede Fodboldfyr har været mig utro. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg med en knugende fornemmelse i maven har kigget igennem hans telefon for at forsikre mig selv om, at der ikke var noget at være bekymret for, for så bare at finde netop det og det, der var værre. Noget at være bekymret for. Noget at blive vred over. Noget at gå fra ham over.

Jeg har ikke tal på de løgne han har spundet, og ved stadig ikke, hvad der egentlig var sandt og hvad der ikke var. Jeg ved ikke gang, om han virkelig elskede mig. Efterhånden tror jeg det ikke. Jeg tror, han tror det. Men jeg tror også, at han egentlig slet ikke ved, hvad ægte kærlighed er. For man siger ikke til et menneske man elsker, at de er sindssyge. Man lyver ikke for dem. Man siger ikke, at de ikke kan finde ud af noget. Man undskylder ikke sin egen utroskab med, at den anden er kedelig og grim. Man har ikke andre piger på besøg, når man har en kæreste, der næste dag kommer hjem for at ligge i selvsamme seng. På selvsamme lagen.

Så hvorfor gik jeg ikke? Hvorfor blev jeg her, hos en mand der tydeligvis ikke respekterede mig, ikke elskede mig, ikke ville mig det godt? Hvorfor blev jeg ved med at give, når alt han gjorde var at tage? Fordi jeg elskede ham så højt. Og fordi han langsomt, men sikkert fjernede mig fra mig selv. Stykke for stykke pillede han mig fra hinanden, indtil jeg bare var en skal, der var overbevist om, at jeg ikke kunne få bedre. At jeg ikke ville kunne overleve uden ham. For jeg var jo ikke noget værd.

*

Fodboldfyrens ven havde selvfølgelig ikke oplevet alt dette. Men hans beskrivelser af, hvad for en person han langsomt lærte at kende, en person der var ligeglad med andre mennesker, bare han kunne få, hvad han ville og havde brug for, ramte plet. En person, der ifølge vennen, sked højt og helligt på det eneste krav, jeg havde til ham, da jeg tog til Asien og lod ham bo i min lejlighed – at der ingen piger var tilladt i mit hjem – det er den Fodboldfyr, jeg kender. Ham jeg ikke helt troede på eksisterede udenfor mine tanker, fordi jeg aldrig havde mødt nogen, der kunne bekræfte mig i det. Jeg troede nok stadig, at jeg var lidt skør. Også selvom jeg nu faktisk var gået. Havde smidt skallen og havde samlet mig selv op. Selv der, altså lige indtil nu, havde jeg troet, at der var et godt menneske i ham. At han bare var en såret sjæl, der skulle hjælpes. At han var god nok på bunden, og at alle mine oplevelser og alle de smertefulde minder sikkert ikke var helt så korrekte. At jeg måske huskede forkert. At det måske bare var mig der, fordi jeg ikke var den rigtige for ham, havde frembragt alt dette inde i ham.

 ***

Onsdag den 14. december kl. 00.18. Jeg tager et sug af cigaretten. Ler igen. Min krop føles lettere end den har gjort i lang tid. Måske har den faktisk aldrig været så let før. Hele dagen, før Linnea kom, gik jeg og tænkte på, hvordan jeg kunne slippe fri. Hvordan jeg, uden at såre nogen, uden at skabe drama, uden at sætte foden ned og sige farvel for evigt, kunne give slip. Kunne holde op med at tænke på os, på alle de ting, der gik galt og alle de ting, der gik godt, på hvad Den Lyshårede Fodboldfyr tænkte om mig og på, hvordan livet fremad ville blive, hvis han stadig skulle være der. Og nu, nu sidder jeg der på altanen. I decemberkulden. I mørket og med Beyonce bragende i ørerne. Og er helt og aldeles ligeglad. Jeg ler igen. Griner spruttende ind imellem mine sug i cigaretten. Får næsten tårer i øjnene. Glædestårer.

Jeg skal nemlig ikke tænke mere over det, ved jeg nu. For han skal slet, slet ikke være i mit liv. Jeg vil ikke have ham.

Jeg er fri.

PS. V, hvis du læser det her. Så løb. 

Dag 138, år 2 – When you know