Fortællingen om At Være Lidt For God En Stalker

Kender I det, at man i vennegruppe eller familier har nogle bestemte roller? Sådan at der altid er en, der er helt vildt god til at finde vej, en der altid sørger for alle de andre, en der altid har styr på vinen, en der altid er den fornuftige, en der altid laver maden, en der altid siger sandheden? Well, i min vennegruppe er jeg udover at være hende, der altid laver maden, også hende man kommer til, hvis man vil have stalket nogen. Og med stalket mener jeg selvfølgelig ikke, at jeg ifører mig en trenchcoat og en avis med huller til øjnene. Nej, jeg finder bare min computer frem.

Af en eller anden grund, jeg håber det bare er genetisk og ikke fordi, jeg faktisk i årenes løb har perfektioniseret denne kunstart, er jeg virkelig god til at stalke folk på internettet. Hvis du giver mig et fornavn og en arbejdsplads, og det behøver ikke en gang at være en nuværende en, så skal jeg nok finde personen, og med stor sandsynlighed finde ud af om han eller hun har en kæreste. Eller en pony. Eller stemmer på Liberal Alliance.

Normalt er jeg ikke sådan vildt ihærdig. Jeg giver ofte hurtigt op, hvis der er noget, der ikke lykkes, men lige når det gælder stalking er jeg åbenbart meget målrettet. Og derfor bliver jeg gerne ved med at bombardere Google, scrolle ned gennem tusindvis af fotos på Instagram og klikke igennem vennelister for at finde ham eller hende du leder efter. Og oftest bringer det fryd og glæde, når det lykkes. Nu kan to, der mødte hinanden i byen og som var alt for fulde til at taste oplysninger ind på telefoner, alligevel mødes. Eller i hvert fald bare blive venner på facebook. Men andre gange bliver fryden skiftet ud med gruen.

Dag 110, år 2 – Stalking in the works

Det sker dog ikke så ofte, hvis den jeg stalker er en, som jeg eller personen jeg stalker for, ikke kender. Så kan det højest blive til en ærgerlig lyd eller et forarget suk, hvis det viser sig, at den man troede var en gentleman i byen lørdag, faktisk viser sig at være gift med tre børn søndag. Nej, gruen kommer først, når den man stalker er en man kender rigtig godt. Fx en eks-kæreste. Eller en man dater ret så meget.

Her er det ikke ens eller mine fantastiske stalkerfærdigheder, der gælder som sådan. Her er det bare ens ihærdighed og ens skamløse klikken på alt, hvad man overhovedet kan klikke på inde på deres facebookprofil. Søstre, bedste venner, familiefotos, tidligere kærester, eventuelle nuværende kærester eller flings, brødre, fædre, sider de har liket, personer som har liket et eller flere af deres opslag, folk der har kommenteret på noget. Alle disse ting bliver der klikket på, og de bliver derefter gennemgået minutiøst, som var jeg med CSI. Og se, det er her det virkelige guf gemmer sig. Eller i hvert fald noget, som i en pigehjerne kan blive fortolket som guf. For lets face it, nogle gange er en hjerte-emoji bare en hjerte-emoji. Men oftest betyder den dog, at der bliver knaldet. Jeg siger det bare.

Og så sidder man der og klikker rundt i et væld af oplysninger, som ikke umiddelbart siger en noget, og så lige pludselig er der noget. Lige pludselig falder man over en kommentar på et facebookbillede. Lige pludselig, lagt nede på fyrens eller den blonde pige fra hans vennelistes instagram, (så langt nede at du lige pludselig bliver endnu mere opmærksom på ikke at komme til at like noget) er der et bevis. Et bevis for at han højest sandsynligt enten er kærester med en eller i hvert fald er så intim med dullen, at et billede af enten ham eller hende foran Søerne/en biograf/på en cafe/you name it, bliver lagt op med teksten; Ude med hende her/Ude med ham her. Og vi ved jo allesammen godt, at man ikke skriver sådan om ens studdybuddy.

Av. Lige i hjertet.

Taknemmelighedsrunden #32

1. I mandags lavede jeg rødbedetærte til min søde HF-veninde, Katrine som jeg ser alt for sjældent, og det var virkelig hyggeligt. Og rødbedetærten var virkelig god.

2. Tirsdag taler vi ikke om. #fucktrump

3. Onsdag kom min dejlige mor forbi til kaffe og småkager, og det fik mig til at huske, hvor meget jeg holder af også at få besøg af hende, og ikke kun komme “hjem” for at se hende.

4. Torsdag var jeg til fancy workshop om mælk med Mejeriforeningen og en masse spændende madmennesker, og det var virkelig sjovt. Og selvom workshoppen hovedsageligt handlede om at smage på 24 forskellige slags mælk, hvor af ingen af dem var laktosefri, så var det stadig helt vildt spændende. Og ikke mindst lækkert. Specielt den meget fancy middag, som vi allesammen spiste bagefter.

5. Fredag var jeg til min papfars mors 90-års fødselsdag, hvor jeg det meste af tiden hang ud med min lillebror og hans kæreste og talte om Tinderdates. En snak, der gjorde mig helt blød om hjertet, fordi min lillebror ikke var imponeret over nogle af dem, der blev vist frem på skærmen. Det er sgu lidt sødt.

6. Fredag havde jeg også min dejlige veninde, Louise til middag og det var skønt at have hende helt for mig selv, så vi helt uforstyrret kunne få sladret igennem. Og spise panna cotta.

7. Lørdag kom bedsteveninden så til middag (restemiddag) og tog mig derefter med til fest. Og selvom festdelen af aftenen på ingen måde var særlig imponerende, blev vi begge to enige om, at det havde været en fantastisk aften, fordi vi havde tilbragt den i hinandens selskab.

Dag 106, år 2

Taknemmelighedsrunden #31

1. Jeg varmer op til de nye afsnit af Gilmore Girls, der kommer i slutningen af november, og har i denne uge simpelthen set så mange af de gamle afsnit, at jeg hvert eneste stille øjeblik nynner lalalalala – Gilmore style. Derudover har jeg også brugt meget tid på at dåne over Jess (Team Jess!) og hans læderjakke, samt skulende blik. Savle, savle.

2. Jeg har også brug ret meget tid på at ideudvikle nye artikler og finde nye magasiner, der muligvis kunne tænke sig de der ideer lavet om til artikler = føler mig meget produktiv.

3. Har i denne uge også følt mig ekstra meget freelanceagtig, især i tirsdags, hvor jeg cyklede fra det ene møde til det andet. Og jo, et af dem var frokost med min veninde, hvor vi lidt for højt i Paludans Bogcafe kom til at sidde og snakke om, hvad der egentlig gør en dildo god. Men altså, resten var sådan noget arbejdsnoget.

4. For tiden er min aversion mod Tinder også blevet lidt mindre. Det har muligvis noget at gøre med, at det faktisk lykkedes mig at have en meget underholdende og hyggelig date, noget der i min Tinderhistorik sker yderst sjældent.

5. Ovenpå al den regn, der de sidste par dage har ødelagt mit hår og mit humør, forsøger jeg at være taknemmelig for alle de mange smukke solskinsdage, der faktisk også har været en del af denne uge. Også selvom det er lidt svært, når mit hår lige pludselig ligner Ronja Røverdatters.

5. Min ostelykkede nåede sit absolut højeste, da jeg igår var til Ostefestival hos Slowfood Copenhagen. Jeg gik derfra virkelig mæt, glad og fuldt af vin og ost. Og med en let ostekvalme, som fik mig til at tænke, at der nok ville gå et lille stykke tid, før jeg ville dykke ned i den lagrede spise igen.

6. I morges spiste jeg tre ostemadder. Og det var stadigvæk lækkert.

7. Og i eftermiddags tilbragte jeg kvalitetstid med bedsteveninden, der også er stor fan af ost, og som derfor lavede risotto til os med ekstra ost. Så vi kan vist konkludere, at de der ostepauser ikke behøver at være længere end en 12 timer plus minus. Mest minus.

Dag 95, efterårssol ❤️

De Nu Helt Igennem Officielle Tinderregler

1. Den der matcher sidst, skriver først.

2. Det er ikke tilladt at have billeder, hvor du står tæt op af en person af det andet køn. Også selvom det bare er din søster.

3. Hvis det ikke er dit barn, skal det fucke ud af din profil.

4. Faktisk skal man holde op med at putte børn ind på sin Tinderprofil, ligegyldigt om det er dine egne eller andres. Lad nu de små forsnottede rollinger blive i dit eget album på din egen telefon.

5.  Først efter 24 timer er det nødvendigt at skrive “Undskyld for det sene svar”. Før det fortsætter man bare samtalen, hvor den anden slap den.

6. Du skal have mindst tre billeder af dig selv fra forskellige situationer = Det går ikke, at du bare har taget fem selfies fra den samme vinkel op ad den samme hvide væg.

7. Hvis du er et menneske med en uddannelse, som leder efter et andet menneske med en uddannelse, skal du ikke lægge billeder op af dig selv i bar overkrop eller bikini. Medmindre det et aldeles relevant-for-din-personlige-historie-strandbillede.

8. Man må under ingen omstændigheder starte samtalen ud med intet andet end “Hey”.

9. Man stiller ikke krav i sin Tinderprofil. Du må være lige så kræsen, du vil, når du swiper og skriver, men sætninger som “Du SKAL elske crossfit” eller “Jeg dater ikke folk, der er under 1.60 og højere end 1.85” er forbudt. Og irriterende.

10. Man må heller ikke være passiv-agressiv. Det er fint, at du skriver, hvor høj du er, men lad være med at afslutte informationen med “Hvis det betyder noget”. Det gør det helt åbenlyst for dig, siden du skriver det, og det skriger af mindreværdskomplekser. Derudover giver sætninger som “Gider ikke være den, der altid skriver først”,  heller ikke nogen lyst til at være den, der skriver først.

11. Billeder taget af dig selv liggende i din seng med armen under hovedet og et forsøg på sex i øjnene, er også forbudt.

12. Medmindre dit match og dig kun har skrevet lumre ting til hinanden, så lad være med at foreslå vin hos dig, når hun spørger, hvad I skal finde på, på jeres kommende date.

13. Show it, dont tell it = Lad være med at skriv; Sjov, sød, klog. Vis at du er det, og så skal din date nok fortælle dig det, hvis du i virkeligheden bare er et røvhul/kælling.

14. Man må under ingen omstændigheder lyve om sin højde, hvis man bliver spurgt.

15. Man bør generelt lade være med at spørge om mål. Vægt, højde, penis- og bryststørrelse. Bare glo på personen, når I mødes.

16. Man må ikke stå i mærkelige positioner, så man på den måde kan vise sin tatovering frem i et forsøg på at virke cool og unik. Vi er ligeglade med dit “Carpe Diem” eller din drage.

17. Man må gerne skrive dirty på Tinder, men man må ikke droppe Goddag og gå direkte til spørgsmål om seksuelle præferencer. Der er ingen, INGEN, der tænder på at blive spurgt om de godt kan lide rim jobs som det første. I.N.G.E.N.

18. Man må ghoste alt det man vil, hvis man ikke har mødt den man skriver med før. Men så snart et møde/en date/et knald/whatever har fundet sted, skal man være mand eller kvinde nok til at svare på eventuelle beskeder. Ellers er man en lort.

Dag 96, år 2