Fortællingen om Måske At Have Fundet En Ny Karriere #2

Jeg er ved at lave pandekager. Efter en lang dag fyldt med indsigter og nye drømme, som jeg slet ikke er sikker på kan eller bør lade sig gøre, er jeg gået i gang med at lave pandekager. Jeg står i mit lille køkken og prøver at lade dagen forsvinde ud af mit hoved. Prøver at koncentrere mig om at vende pandekagerne, men det er svært. Drømmen, karrieredrømmen bliver ved med at titte frem. Men det er jo fjollet. Det var jo ikke det, der var meningen. Også selvom det giver så skidegod mening. Og så ringer Bedsteveninden lige pludselig.

Hun fortæller om en fyr. At hun er irriteret på ham. At hun er irriteret på sit arbejde. Og at hun savner mig. Vi snakker frem og tilbage. Jeg spørger ind til det med fyren. Siger at hun må fortælle ham, hvordan hun har det. Siger at det lyder som om hendes arbejdsplads virkelig godt kunne bruge noget businesscoaching. Og så spørger hun til mig. Jeg tøver. Jeg fortæller om alle mulige andre ting, end det mit hoved er fyldt af. At jeg er skal læse til skriftlig coacheksamen senere på aftenen, at jeg besøgte min mor og lillebror i mandags. At jeg endnu engang ikke kan overskue min Tinder. Men så siger jeg det. Starter ud med at advare hende. Sige at jeg godt ved, at det sikkert lyder helt vildt mærkeligt, især fordi vi jo begge to er journalister og altid har støttet hinanden i det. Arbejdet hen imod det samme. Men altså, at jeg har tænkt, at jeg måske faktisk ikke rigtig skal være journalist alligevel. At jeg i stedet skal lave foredrag, holde workshops, skrive bøger, bruge mig selv, tage udgangspunkt i det jeg selv har syntes har været svært og på den måde hjælpe andre. Hjælpe unge piger og kvinder til at forstå og tro på, at de faktisk er gode nok som de er. Hjælpe dem med at finde sig selv, før de giver sig hen til kærligheden. Og hjælpe dem med at holde på den, når de har fundet den.

Dag 119, år 2 – På vej ind i lyset

Jeg taler hurtigt. Lettere febrilsk. Og er uhyggeligt klar over, hvor cheesy det hele lyder. Jeg kan allerede mærke, hvad alle vil tænke. At det kan jeg da ikke hjælpe nogen med.
Jeg stopper min tale. Den er slut og jeg venter lidt beklemt på at høre, hvad Bedsteveninden har at sige til det. Regner med at der kommer et grin. Et held og lykke med det så. Men hun siger bare; “Øhm, ja? Det ved jeg da godt.”
Hun siger, at det da har været så tydeligt, at jeg har været på vej i den retning. Og at den retning da, er den helt rigtige. Hun siger, at jeg jo er venindegruppens mor. Den man altid kan komme til og blive fixet. Blive forstået. At jeg har så meget erfaring på selvværds- og kærlighedsfronten, at det ville være en skam ikke at dele den. At selvfølgelig skal jeg det.

Jeg føler mig helt dum. Igen. Men nu fordi, hun endnu en gang har gennemskuet mig, før jeg selv gjorde. Men allermest føler jeg mig helt varm. Helt inde i hjertet. For selvom jeg jo selvfølgelig burde være ligeglad, hvad andre tænker, betyder hendes og nærmest kun hendes accept, validering og thumps up mere end jeg havde troet. Det betyder alt. Især fordi, hun slutter af med at sige, at grunden til at hun synes den nye vej er lige mig, altså på ingen måde er fordi, hun synes jeg ikke bør være journalist. At jeg er en dårlig en af slagsen. Tværtimod.

Avs, kærlighedsoverload.

Læs med igen i morgen for tredje og sidste afsnit i karriereføljetonen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s