Du Ved Hun Er En Kælling Når 

Jeg havde stor, stor succes med listen Du Ved Han Er En Douche Når, men der var også flere, der ønskede, for ligestillingens skyld, at jeg vendte den om. Så nu, efter flere måneders empiriindsamling, har jeg endelig listen klar. Enjoy!

Her kommer; Du Ved Hun Er En Kælling Når

– Din eks kommer forbi til kaffe, og udbryder både pludseligt og en anelse umotiveret, at hun simpelhen er SÅ træt. Og som det normale og samtalende mennesker du er, spørger du selvfølgelig, hvordan det dog kan være, hvortil hun svarer; “Nårh, jamen jeg har  simpelthen bare knaldet så meget hele natten.”

– Du spørger din eks, som for en måned siden forlod dig efter 4,5 år, om hun har tid til at mødes, da du har et brev, du gerne vil give hende. Det har hun ikke, siger hun – hun har nemlig mødt en anden, og nu orker hun simpelthen ikke at høre mere på dig.

– Du giver din kæreste en 24 karat guldhalskæde og et gavekort på 500 kroner til et storcenter i studentergave, og sender hende derefter afsted på Roskilde Festivalen. Da hun kommer hjem, fortæller hun dig, at hun har knaldet med en anden. Og som om et ikke var nok, opdager du senere, at hun brugte hele gavekortet på et outfit til den date, hun senere tog på med ham, hun var dig utro med.

– Du bliver dumpet af en pige, som du har været head-over-heels over i et par måneder, og forsøger i første omgang at forblive venner med hende. Lige indtil du opdager, at hun helt overlagt har knaldet din medpraktikant. Din eneste fucking medpraktikant. Og som du udtrykkeligt havde bedt hende om at lade være.

– Du dater en meget yngre pige i noget tid, og du bliver ret så vild med hende. Lige indtil den aften, I skal mødes på en bar og du ser hende sidde og snave med en anden, meget ældre mand. Hendes forsøge på at redde situationen; “Heeeeej, øh det her er Thomas. Vi har øh, gået i i gymnasiet sammen.”

– Du sms’er med en pige, og det er tydeligt, at I begge to gerne vil noget mere. Lige indtil du spørger hende, hvad hun skal lave i weekenden og hun svarer; “Jeg skal ses med min eks. Glæder mig sgu til at få noget soldaterpik i aften”. En ytring som hun efterfølgende slet ikke forstår lidt har ødelagt din lyst til at fortsætte med at sms’e.

– Din eks, som du stadig ser ret meget, ringer til dig fra Roskildefestivalen under det påskud at ville høre, hvordan du har det. Og da du høfligt spørger hende, om hun har haft det sjovt, siger hun ja. Hun har nemlig lige knaldet med en anden. På den luftmadras, du hjalp hende med at pakke ned to dage forinden.

– Du er hjemme hos en pige, du har set et par gange, da hun lige pludselig bliver ringet op på Skype. Det er hendes ekskæreste, fortæller hun, og går derefter fluks i gang med at dyrke det cybersex, hun åbenbart har lovet ham. Du står stadig i rummet, da hun hiver blusen af, og begynder at gramse på sine bryster. Og da han hiver pikken frem.

 

Taknemmelighedsrunden #34

1. Jeg fik endelig taget mig sammen til at få sagt til min lillebror, at jeg savnede ham og ville ønske at vi sås lidt mere, og fik til min store glæde det sødeste og rareste svar tilbage.

2. Jeg har i denne uge været tilbage på coachskolebænken for allersidste gang, og det har været absolut fantastisk, og jeg er oprigtigt ked af, at det er slut og at jeg skal sige farvel til mine medstuderende og mine seje undervisere. #savnmedsavnpå

3. Det var også til coachundervisningen, at jeg fandt ud af, at jeg skal noget, jeg slet ikke havde troet at jeg skulle. Og det var og er sgu ret vildt. #vildtmedvildtpå

4. Jeg er blevet bedt om at sende en prisliste til en, jeg har freelancet for, og som gerne vil blive ved med at bruge mig fordi hun synes, jeg skriver så godt. #stoltmedstoltpå

5. I denne uges Femina kan man læse artikel skrevet af mig, hvis altså man kan finde et eksemplar. Alle mine veninder og familiemedlemmer har eventuelt været rimelig meget ude at hamstre, så hvis de ikke har flere, er det derfor. Men altså, den er også god, og handler om at have et unormalt forhold til mad, og hvordan man kan komme ud af det. Derudover er der også nogle ret så gode billeder af mig i den. Såeh, smut lige ned i kiosken, ikk?

6. En af mine medstuderende på coachinguddannelsen vil gerne lave noget mega awesome coachingarbejde sammen med mig, og jeg er meget beæret og vildt spændt over alt det vi skal nu. #glædemedglædepå

7. Til min skriftlige coachingeksamen i denne uge fik jeg 39 ud af 40 rigtige svar. Og altså, det synes jeg sgu er meget godt gået. #blærmedblærpå

8. Jeg var til madworkshop med Mejeriforeningen og Mad+Medier i torsdags, og som om sjove foredrag, lækker mad og flotte goodiebags ikke var nok, mødte jeg også en komplet fremmed og vildt sød pige, der læser min blog og har gjort det længe. Det var sgu ret vildt, og jeg følte mig både helt sej og meget beæret.

10. I fredags så jeg alle de nye fire afsnit af Gilmore Girls sammen med Drengevennen, mens vi spiste Dominos og uanede mængder slik. Og pandekager. Og chips. Fuldstændig i Lorelais og Rorys ånd. #hyggemedhyggepå

11. I lørdags var jeg til mundtlig coachingeksamen og bestod! Så nu er jeg coach. Sådan for reals. Og det blev selvfølgelig fejret om aftenen til et brag af en coachfest fyldt med interne, og dårlige coachjokes. Og vin. Masser af vin.

12. I dag ringede Bedsteveninden til mig og råbte, at jeg skulle kigge ud af vinduet. Det var jo nemlig solskin, og derfor havde den Vesterhavssavnende jyde besluttet, at vi skulle gå tur i Amager Strandpark. Så det gjorde vi. Og derefter drak vi te, spiste kage og spillede kalaha. Alle søndage burde være sådan der. #kærlighedmedkærlighedpå

Dag 118, år 2 – Model i Femina. Eller noget.

Fortællingen om Måske At Have Fundet En Ny Karriere #3

Igår var der en anden virkelig god veninde, der skrev at hun altså også havde gennemskuet mig. Så det er jo fedt. Jeg er totalt blind, når det kommer til mig selv nogle gange. Men altså, det er de fleste nok. I hvert fald på nogen punkter. Uanset er jeg bare glad for al den kærlighed folk har sendt min vej, siden jeg løftede sløret, også selvom min vej stadig ikke er helt og fuldstændig defineret og allerede anlagt som en fin motorvejsstrækning. Tror forresten heller ikke min karriere skal være som en motorvej (hader motorvejskørsel), men mere en fin lille grussti, hvor det knaser under fødderne, når man går på den.

Men jeg har selvfølgelig ideer. Og jeg har allerede lagt en spæd plan med en af mine medstuderende fra coachuddannelsen om, at vi skal noget meget spændende i januar. For igår blev vi nemlig, sammen med resten af vores hold, færdige som coaches. Rimelig sweet.

Jeg kommer selvfølgelig ikke til at droppe journalistikken. For selvom det oftest ikke er der, jeg leger allermest, så sker det dog til tider. Jeg håber at kunne kombinere det hele. Coaching med workshops, bogskrivning og foredrag blandet med artikler, interviews og en lille/stor drøm om også at få lov at lave radio. Og så må vi se, hvordan det går. Jeg er i hvert fald åben og ikke mindst spændt. Og jeg tror på, at det nok skal komme til at ske. At jeg med mig selv i fronten vil kunne gøre en forskel. Få folk til at tænke. Og få dem til at mærke efter. Forstå.

Det vigtigste i alt det her, er at jeg har sagt det højt. Og at jeg, ligemeget hvad mine journalistkollegaer tænker, holder fast i at man sagtens kan være begge ting. At det ene ikke gør mig mindre det andet. Men vigtigst af alt, at det jeg vil og gør ikke er fjollet. Det er ikke cheesy, det er ikke mindre vigtigt og det er ikke noget, jeg på nogen måde skal undskylde for. Og at Svend Brinkman virkelig bare kan fucke af helvedes til.

Dag 120/365, år 2 – Nyudklækkede coaches

 

Fortællingen om Måske At Have Fundet En Ny Karriere #2

Jeg er ved at lave pandekager. Efter en lang dag fyldt med indsigter og nye drømme, som jeg slet ikke er sikker på kan eller bør lade sig gøre, er jeg gået i gang med at lave pandekager. Jeg står i mit lille køkken og prøver at lade dagen forsvinde ud af mit hoved. Prøver at koncentrere mig om at vende pandekagerne, men det er svært. Drømmen, karrieredrømmen bliver ved med at titte frem. Men det er jo fjollet. Det var jo ikke det, der var meningen. Også selvom det giver så skidegod mening. Og så ringer Bedsteveninden lige pludselig.

Hun fortæller om en fyr. At hun er irriteret på ham. At hun er irriteret på sit arbejde. Og at hun savner mig. Vi snakker frem og tilbage. Jeg spørger ind til det med fyren. Siger at hun må fortælle ham, hvordan hun har det. Siger at det lyder som om hendes arbejdsplads virkelig godt kunne bruge noget businesscoaching. Og så spørger hun til mig. Jeg tøver. Jeg fortæller om alle mulige andre ting, end det mit hoved er fyldt af. At jeg er skal læse til skriftlig coacheksamen senere på aftenen, at jeg besøgte min mor og lillebror i mandags. At jeg endnu engang ikke kan overskue min Tinder. Men så siger jeg det. Starter ud med at advare hende. Sige at jeg godt ved, at det sikkert lyder helt vildt mærkeligt, især fordi vi jo begge to er journalister og altid har støttet hinanden i det. Arbejdet hen imod det samme. Men altså, at jeg har tænkt, at jeg måske faktisk ikke rigtig skal være journalist alligevel. At jeg i stedet skal lave foredrag, holde workshops, skrive bøger, bruge mig selv, tage udgangspunkt i det jeg selv har syntes har været svært og på den måde hjælpe andre. Hjælpe unge piger og kvinder til at forstå og tro på, at de faktisk er gode nok som de er. Hjælpe dem med at finde sig selv, før de giver sig hen til kærligheden. Og hjælpe dem med at holde på den, når de har fundet den.

Dag 119, år 2 – På vej ind i lyset

Jeg taler hurtigt. Lettere febrilsk. Og er uhyggeligt klar over, hvor cheesy det hele lyder. Jeg kan allerede mærke, hvad alle vil tænke. At det kan jeg da ikke hjælpe nogen med.
Jeg stopper min tale. Den er slut og jeg venter lidt beklemt på at høre, hvad Bedsteveninden har at sige til det. Regner med at der kommer et grin. Et held og lykke med det så. Men hun siger bare; “Øhm, ja? Det ved jeg da godt.”
Hun siger, at det da har været så tydeligt, at jeg har været på vej i den retning. Og at den retning da, er den helt rigtige. Hun siger, at jeg jo er venindegruppens mor. Den man altid kan komme til og blive fixet. Blive forstået. At jeg har så meget erfaring på selvværds- og kærlighedsfronten, at det ville være en skam ikke at dele den. At selvfølgelig skal jeg det.

Jeg føler mig helt dum. Igen. Men nu fordi, hun endnu en gang har gennemskuet mig, før jeg selv gjorde. Men allermest føler jeg mig helt varm. Helt inde i hjertet. For selvom jeg jo selvfølgelig burde være ligeglad, hvad andre tænker, betyder hendes og nærmest kun hendes accept, validering og thumps up mere end jeg havde troet. Det betyder alt. Især fordi, hun slutter af med at sige, at grunden til at hun synes den nye vej er lige mig, altså på ingen måde er fordi, hun synes jeg ikke bør være journalist. At jeg er en dårlig en af slagsen. Tværtimod.

Avs, kærlighedsoverload.

Læs med igen i morgen for tredje og sidste afsnit i karriereføljetonen.

Fortællingen om Måske At Have Fundet En Ny Karriere 

Jeg har før skrevet om, at jeg altid har haft svært ved at tro på, at jeg var en rigtig journalist. At jeg kunne alt det, som en rigtig journalist skal kunne, at jeg hørte til. Men også at jeg de sidste par måneder virkelig har kæmpet for og set resultater i forhold til netop at føle mig som en. Som min helt egen rigtige journalist. Og det er jo dejligt. Dog har jeg den sidste måneds tid kæmpet med lysten. Hver eneste gang, jeg har sat mig ned foran computeren for at skrive en artikel, har jeg kæmpet med det. Det har ikke været sjovt. Det er blevet godt, og jeg føler slet ikke længere, at det jeg kan, ikke er noget værd. Snarere tværtimod. Det ved jeg, at det er. Men det har stadig ikke været sjovt. Og i takt med at lysten svandt ind er det begyndt at rumstere mere og og mere inde i mit hoved. Er det virkelig det her, jeg skal? Er det virkelig sådan, det skal føles? Hvad med den der følelse, jeg en gang imellem har oplevet, kun sjældent dog, men som jeg har hørt folk, der lever af at gøre det, de elsker føler? At når det bliver fredag kl. 17, så ærgrer de sig, for de ville egentlig gerne have arbejdet lidt mere. Hvad med den? Er det bare utopi, kan jeg slet ikke få den?

Dag 115, år 2 – Sløret syn

 Sådan har min hjerne kørt rundt i cirkler i noget tid, samtidig med at jeg har slået mig selv oven i hovedet, for nu må jeg sgu da kraftedme holde op! Nu var jeg jo da for fanden endelig ved at komme rigtig i gang med det hele og uden at føle, at jeg løj om mine evner. Så jeg skubbede det væk. Gang på gang. Og satte mig sukkende tilbage foran computeren.

Og så var jeg på coachkursus. Og ja, det er åbenbart sådan alle indlæg, der har med store indsigter skal begynde her på bloggen. Jeg undskylder mange gange, men I burde virkelig prøve det. På denne gangs coachkursus, som desværre er det sidste, lærte vi om noget der hedder kompetencezonerne. Vi lærte, at man oftest befinder sig i den, der hedder excellencezonen, hvor man er rigtig dygtig og god til sit arbejde, hvor man får ros og anerkendelse, men hvor alting stadig føles som en præstation, som et arbejde. Og der hvor der sagtens kunne være en anden, der kunne lave arbejdet ligeså godt som dig. Vi lærte, at vi meget hellere skulle stræbe efter at befinde os i genizonen. Der hvor du laver noget, som kun du kan. Noget som du er fantastisk dygtig til, og som får det til at føles som en leg. En sej og til tider hård leg, men stadig en leg. Et flow.

Og da jeg sad der og lyttede, nikkede og skrev ned gik det op for mig, at jeg jo på ingen måde befinder mig i genizonen. Jeg er dygtig til mit arbejde. Jeg får ros. Folk kan lide det, jeg laver. Men det føles på alle måder godt nok kun som et arbejde. Det er ikke en passion. Det er et sjovt arbejde, jovist. Og jeg ville da til hver en tid altid hellere lave det, end nærmest hvad som helst andet. Men det er ikke der, jeg skinner igennem. Det er ikke der, jeg er i flow. Det er ikke der, jeg leger.

Dag 117, år 2 – Jeg leger til gengæld altid i Sofias Hus, hvor coachingen finder sted. Hint, hint.


Så da jeg cyklede hjem igår med visdommen om kompetencezonerne, krydret med noget public speaking træning og mixet sammen med ny viden om, hvordan man finder ud af, hvad der motivere en, samt hvilke styrker man har og hvordan de passer sammen med motivationen, bankede mit hjerte ret så hurtigt. For lige pludselig var jeg rimelig sikker på, hvad det egentlig er, jeg skal. Og jeg følte mig både helt vildt lykkelig og ekstatisk, men også næsten lidt dum. For nu havde jeg jo brugt så psykoenormt meget tid på at uddanne mig til journalist, og derefter brugt nærmest ligeså meget tid på at komme til at føle, at jeg faktisk var en.  Det er jo næsten pinligt. Hvad ville folk ikke sige? Hvad ville mine veninder dog ikke sige? Og er det, jeg nu er ret sikker på er min passion overhovedet muligt? Og en god ide?

Få svarene i morgen.

 

 

 

 

 

Du Ved Du Er En Sand Online-Stalker Når

I sidste uge skrev jeg lidt om det der med at være en rigtig god stalker. På internettet that is. Men jeg synes dog ikke helt, at vi fik udtømt emnet ordentlig. Så derfor får I nu denne liste:

Du ved du er en sand online-stalker når

– Du ved hvordan alle din nye kærestes familiemedlemmer ser ud, før du rent faktisk har mødt dem.

– Din dansklærer fra gymnasiet ville være stolt over, hvor god du er blevet til at analysere billeder.

– Du er altid den, folk kommer til, hvis de har brug for finde en fyr på Tinder i virkeligheden.

– Du har indøvet en helt bestemt forsigtighed i fingrene, når du scroller ned gennem nogens facebook og instagram, så du ikke kommer til at like noget, du ikke burde like.

– Du kender alt for godt den intense banken for brystet og lysten til at grave dig ned i et hul under sofaen, hvis du alligevel fucker op ved at komme til at like et 2-år gammelt billede af din ekskærestes nye kæreste.

– Du er blevet ekspert i pokerfjæs, når nogen nævner noget for dig, som du egentlig ikke burde vide, men som du godt ved alligevel. Fordi du har stalket dem. Herre meget.

– Du nogen gange alligevel kommer til at afsløre dig selv, ved at nævne deres søsters navn, selvom de aldrig har fortalt dig, hvad deres søster hed. Eller at de overhovedet havde en.

– Nogen gange gør din egen stalking dig så paranoid, at du går ind på din egen facebookprofil og trykker “Vis som” for at se,  hvad folk der stalker dig eventuelt kan få ud af det.

– Og du bliver pinligt glad, hvis dine seneste billeder og posts får dig til at virke ekstra pæn og interessant.

– Du har dog alligevel selv taget adskillige forholdsregler for at gøre det svært for folk at stalke dig. Lad os bare sige, at du i hvert fald ikke er så dum at have dit rigtige navn stående på Mobilepay. Og Krak, tsk. Selvfølgelig er du ikke at finde derinde. Rookies.

skaermbillede-2016-11-15-kl-11-27-12

Taknemmelighedsrunden #33

1. Jeg har nu fået genset alle 7 sæsoner af Gilmore Girls, hvilket passer perfekt med at der i dag kun er en uge til, at jeg skal se de fire nye afsnit sammen med Drengevennen. Det bliver fucking episk.

2. Jeg passede mine tre grandkusiner i denne uge, og de er simpelthen så søde, og har for alvor gjort min tro på, at børn over fem år ikke rigtig er noget for mig, til skamme. Derudover må I altså virkelig undskylde mine snaps fra i tirsdags. “Sjov-Børnepasning-på-Snapchat” tog vist lige lidt overhånd. (Find mig under B-mennesket, hvis du orker)

3. Men altså, på den anden side, så får jeg virkelig udlevet min hang til at lave sjove stemmer for tiden. Både sammen med grandkusinerne og bare sådan generelt på snapchat. #hjortefilteretftw

4. I onsdags mødtes jeg helt spontant med min søde veninde Anne til et glas 5 o’clock wine og lidt let aftensmad, og der midt på Værnedamsvej, mens regnen silede ned udenfor og vi sladrede og sladrede, blev vi enige om, at der er alt for lidt af sådan noget i vores liv, og vi derfor nu vil forsøge at være spontane vindrikkere lidt oftere.

5. Torsdag var jeg til Mælkefest for VoksneBlume, hvor jeg fik fancy mælkecocktails, budding, vafler med stegt flæsk-rilette og persillesovs, rumtoddys og meget mere. Lad os bare sige, at jeg kørte stopmæt, lidt tipsy og fuld af inspiration hjem på cyklen.

6. Fredag tog jeg Drengevennen under armen for at spise bøfsandwich på Grisen, og derefter se Fantastic Beasts and Where To Find Them i biffen, og vi sad ofte og klappede i vores klistrede bland-selv-slik-hænder af begejstring over endelig at få lidt mere tid i Harry Potterverdenen.

7. Igår spiste jeg sammen med tre-kløver-veninderne, hvor den stod på risotto, hjemmelavet gammeldags æblekage, virkelig meget vin og virkelig mange grin.

8. Senere kommer Bedsteveninden forbi til suppe, bacon og hårnus, og jeg glæder mig som et lille barn.

9. Og indtil hun kommer tror jeg, at jeg vil fordybe mig lidt i bogen på billedet og en karamel eller 15. God søndag allesammen!

Dag 114, år 2 – Søndage