10 Ting Jeg Hader Endnu Mere End Lakrids

Forleden kunne man på min snapchat (b-mennesket) opleve en frustreret Amalie, der netop har fundet ud af, at den chai- og vaniljethe hun lige har købt, indeholder lakrids. Det var et traumatisk (just kidding) og grænseløst irriterende øjeblik, for jeg fucking hader det lort. Og jeg hader at alle hele tiden putter det i min mad. Stop. Det. Nu. Ost og lakrids har og bliver aldrig en god ide, ligesom en hvid chokolade panna cotta smager ganske glimerende uden klamt lakridspulver strøget skødesløst ud over den. Flødeboller er også helt vildt lækre, og bliver automatisk helt vildt ulækre, hvis kokken lige pludselig synes, han skal være med på noderne og tilføje lakrids til marcipanen. Hold op med det. Stop jer selv. Og hvorfor i helvede skal det være så svært at finde en the, hvor der ikke er lakridsrod i?

Som I kan høre, har jeg et inderligt had til lakrids, men min skrækkelige the-oplevlese i søndags fik mig alligevel til at tænke over, hvad jeg egentlig hader endnu mere end lakrids. Og det lykkedes faktisk at finde et par ting – jeg er nemlig en anelse, hvad skal man sige, let at irritere, og den charmerende egenskab har derfor gjort kreationen af denne liste mulig. Og måske egentlig lidt for nem. You are welcome!

10 Ting jeg hader endnu mere end lakrids:

1. Fucking modvind. Især når det på uforklarlige vis blæser imod mig ligegyldig, hvilken retning jeg skal. Så hvis I en dag ser en bitter, bitter kvinde på en cykel, som skriger “Så hold dog op!” op mod himlen, så er det bare mig.

2. Folk der kommer for sent. Ikke med ti minutter, måske heller ikke en gang 15, men mere end det kan få selv mit mest zen-agtige jeg til at ønske, at jeg havde en virkelig tung hammer. Jeg kan ikke have det, og den der undskyldning med, at sådan er der bare nogle mennesker der er, den holder ikke i min bog. Hvis du kommer for sent, skal du have en fabeagtig god undskyldning, som fx at du blev kørt over på vejen eller at du mødte din eks, og derfor blev nødt til at gemme dig bag en busk. Ellers er du bare et røvhul, der spilder andre menneskers tid.

3. Sådan nogen teambuilding-agtige øvelser ude i en skov. Og egentlig bare alt, hvad der ufrivilligt bringer mig ud i naturen.

4. Kræsenhed. Godt nok kan jeg ikke lide lakrids, og af den grund er jeg også meget forstående overfor, at alle nok har en eller to eller tre ting, som de virkelig ikke kan lide. Men sådan nogle mennesker, der ikke kan lide løg af nogen art, rynker på næsen af alle slags oste og alle slags måder at tilberede en fisk på, sådan nogen der hopper lidt af forskrækkelse, hvis der kommer grøntsager på bordet – de skal blive voksne. Nu.

5. Folk der går langsomt og fylder hele fortovet. Og generelt bare folk, der er langsomme.#komnu

6. Trafikken. Jeg ved ikke, hvad det er, men det er som om, jeg med det samme, jeg går ud af døren og sætter mig op på cyklen eller ind i bilen og egentlig også nogle gange, når jeg bare går på fortovet, bliver til en raging lunatic, som hader alle andre trafikanter. Og som også ofte råber af dem. #jegersåsupervoksen

7. Forsinkelser. Hvis der er nogen, der kan blive indebrændt og arrig i et DSB Intercity tog, der står stille, så er det mig.

8. Folk der ikke griner, når noget er sjovt. Og her taler jeg ikke om, når de ikke griner af noget, jeg har sagt, som jeg selv synes er sjovt, selvom det da også er kende træls, men om når folk ikke griner af ting, som alle andre synes er sjovt. I ved, sådan nogen stramme-i-betrækket-mennesker.

9. Folk der aflyser, fordi der er noget andet de hellere vil, og især hvis de gør det over sms dagen før. Jeg er ikke som sådan tilhænger af Søren Pind-reglen i alle henseender, men for mig gælder den i hvert fald, hvis man ved, at personen man aflyser vil blive oprigtigt ked af det. #notokay

10. Når nogen siger, at de skal til at gå og derefter er fyrre minutter om at få skubbet deres egen røv ud af døren og render frem og tilbage og henter ting, pakker ting, putter ting på og tager ting af. Kom. Nu. Afsted.

img_1512

Dag 76, år 2 

 

Taknemmelighedsrunden #27

1. I mandags var jeg til ostesmagning, og fik endelig smagt de der fancy franske oste, som jeg ikke kan udtale navnet på, men som bør spises, mens man drikker champagne til. #nomnomnom

2. Tirsdag var jeg både en hardworking journalist på arbejdet og en kulturinteresseret en om aftenen, da jeg tog til mega fedt foredrag om bogen Jakob var her sammen med bedsteveninden og vegetarbøf i lommen. #workmakeshungry

3. Onsdag var jeg tilbage på skolebænken på min coachuddannelse, og elskede hvert sekund af det. Også selvom jeg sidst på dagen var så træt, at jeg blev nødt til at gå i seng med det samme, jeg trådte ind ad døren derhjemme. #hvemsagdebmenneske

4. Torsdag besøgte jeg den dejligste Louise og hendes dejligste Alma med to pizzaer under armen og en masse kram og kærlighed i tasken. Og da jeg gik igen var den slet ikke tom, snarere tværtimod.

5. Fredag var der film på storskærm hos min bloggerveninde Linnea i hendes kollektiv og det var fabelagtigt morsomt og hyggeligt. Især da jeg blev introduceret for en brownie, som ingen var helt sikre på, der ikke var hash i. #duvedduerikollektivnår

6. Fredag var også dagen, hvor jeg fik en gratis romkugle hos Godthåb & Kaffe, fordi jeg storsnudet proklamerede, at jeg altså kendte det sted, der har de bedste romkugler i hele København, og det sted altså ikke var der. Altså. Det kunne indehaveren dog ikke have siddende på sig, og gav mig derfor en romkulge på den betingelse, at jeg, hvis den var ligeså god eller bedre, ville råbe højt om det. Så øh, det gør jeg nu. For den var fandme fucking god. Og jeg kender mine romkugler. Altså.

7. Igår var jeg og min mor, papfar og bror traditionen tro inde og se Anders Matthesen, og vi grinende så meget, at det var svært at holde op igen. Og udover det var det bare rart, at gøre noget sammen, noget som vi har gjort før og noget som bare var os.

8. I dag skal jeg se min søde veninde Sofie, som har inviteret mig på chantning og kage. Og hvem kan sige nej til det? Ikke mig i hvert fald.

9. Og sidst, men ikke mindst, har efterårsvejret, selvom det har været koldt og lettere blæsende også gjort mig helt glad og varm om mit efterårselskende hjerte. Dog ikke ud i fingrene, da jeg stadig ikke har fået købt mig nogle vanter og derfor, som den fashionista jeg overhovedet ikke er, pt. kører rundt med sokker på hænderne. #vougefindermigsnart

Dag 69, år 2 – Efterårslys ❤️

Fortællingen om At Sætte Dage Af Til Sorg Og Hvordan Man Taler Om Det

I dag, den 3. oktober, ville min far være fyldt 61 år. Han blev dog kun 54, og til januar er det altså 7 år siden, han døde. Jeg har skrevet om ham og hans død før, men aldrig rigtig om, hvordan sorgen altid er der. At den sidder i mig som en lillebitte prik, der nogen gange vokser sig stor og fylder hele kroppen ud, mens den andre gange og for det meste af tiden, bare følger med mig rundt som et ar eller et modermærke – noget der ikke går væk eller gør ondt, men som er der, hvis jeg mærker efter.

I hverdagen tænker jeg dog ikke så meget på ham, for han har ikke været en del af min hverdag siden, jeg var 6 år gammel. Derfor kan jeg heller aldrig sætte mig ind i og mærke den dybe, dybe sorg det må være at miste en forælder, der faktisk var der hver eneste dag. Det kæmpe u-fyldelige tomrum det må efterlade en i. Men jeg mangler ham stadig. Som når jeg går forbi en ung pige på gaden, der taler i telefon med sin far, som når nogen spørger, hvad mine forældre laver, som når jeg oplever noget stort, jeg gerne vil fortælle ham om, og som i dag på hans fødselsdag.

Men jeg græder sjældent over ham længere. Og jeg lader ham heller ikke fylde særlig meget. Både fordi det reelt er lang tid siden nu og det åbne sår, som hans død efterlod mig med alligevel er helet ret fint. Men det er også fordi, det er som om, der er en eller anden grænse for, hvor længe man må være ulykkelig, og den grænse er for længst overskredet. I hvert fald i omverdenens øjne. 6 år og 10 måneder er lang tid, og selvom det selvfølgelig er trist og altid vil være det, burde sorgen være ovre. Det er den dog ikke, og det vil den nok aldrig være, og selvom jeg godt ved det, og ved at det er okay og helt i orden, er det som om, at det efter et stykke tid ligesom kun er i orden at sørge og mindes på bestemte dage. Dage, der giver mening for de mennesker, der intet aner om sorg.

Dag 40, år 2 – Vand og solnedgange = Perfekte mindeomstændigheder

Så det gør jeg. Jeg sørger på hans fødselsdag og på hans dødsdag, og de resterende 363 dage i året holder jeg min sorg for mig selv. Ikke at den er der hver eneste dag, men den popper tit op og siger hej, river i mig og gør mig så tung at jeg kunne synke til bunds i havet, hvis jeg prøvede. Men på de to dage, der desværre ikke er så langt fra hinanden, er det som om, at alle forstår, hvis jeg siger, at jeg savner min far. Alle forstår, hvis jeg tager på kirkegården og lægger blomster eller tænder et lys foran hans billede. Hvis bare der er en anledning til det. Heldigvis kan jeg meget godt lide ritualet i det. At gøre det samme år efter år. At huske ham, at tænke på ham helt med vilje. For på den måde får jeg også lov til selv at styre min egen sorg. Jeg vælger selv, at i dag kan jeg være ked af det, hvis det er det, jeg har brug for. I dag kan jeg være melankolsk og trist. Jeg går ind i sorgen helt med vilje i stedet for at blive overrumplet af den en dag ved et busstoppested, hvor jeg pludselig tror, jeg ser ham over på den anden side af gaden. Og selvom det ikke desto mindre stadig sker en gang imellem, giver det mig alligevel noget at sørge med vilje – Det gør de gange, hvor det kommer som et lyn fra en klar himmel lidt nemmere at håndtere.

Dermed ikke sagt, at jeg egentlig synes den fornemmelse, jeg får fra omverdenen er i orden. Vi burde alle kunne sørge præcis, når vi har lyst til det, helt uden anledning eller anden grund, end at det er fucking trist. Vi burde kunne græde, råbe og skrige, hulke, mindes og huske alt det vi vil. Både midt i tristheden, men især også midt i glæden. Jeg oplever tit, at hvis jeg nævner min far som en del af en sjov historie, får jeg ikke de grin og smil, som jeg ville have fået, hvis han havde levet. I stedet bliver folk helt alvorlige og kigger på mig med store spørgende øjne – noget der på ingen måde hjælper og som egentlig bare er ret irriterende. For selvom jeg vil have lov at være ked af det ligeså tosset, jeg vil, vil jeg også have lov at være glad og fortælle om ham, snakke om ham og huske ham uden al den sorg.

Dag 66, år 2 – Et lys for at mindes

Men det er svært at håndtere andres sorg, det synes jeg også selv. For hvornår gør man for meget, og hvornår gør man for lidt? Umiddelbart tænker jeg dog, at det er bedre at spørge en gang for meget, end en for lidt. Det er bedre at få at vide, at den der sørger ikke har lyst til at snakke om det, end at de sidder og føler at ingen kære sig om deres sorg. Men det vigtigste tror jeg faktisk bare er, at tale med dem om de døde, uden at lade døden fylde samtalen. At lade dem fortælle om alle de skøre ting, som den de har mistet gjorde. At de elskede ostemadder med ketchup eller at de altid lavede en brandgod chili con carne. Ting man fortæller i forbifarten, og som ikke behøves at anerkendes på anden måde, end det man ville have sagt eller gjort, hvis personen man talte om stadig var i live. Hvis man kan det, så hjælper man meget mere, end man måske tror.

I dag tror jeg dog ikke, at jeg skal tale med nogen om min far. Det er nok at skrive herinde og tænde et lys. Måske synger jeg en sang, måske ikke. Men i dag, der husker jeg ham. Helt med vilje. Tillykke med fødselsdagen, far.

Læs mere om samme emne her og her og her 

Taknemmelighedsrunden #26

1. Mandag stod i overraskelsernes tegn da jeg, min mor og min svigerinde stod for et surpriseparty for min lillebror. Sådan et har jeg aldrig været med til, og min indre wannabe spion/hemmelighedskeeper syntes, at det var fabelagtigt underholdende at holde det hele hemmeligt og ikke mindst at se hans ansigt gå fra stor forvirring til stor glæde.

2. Tirsdag prøvede jeg for første gang at coache et rigtigt menneske – det vil sige en, der ikke er en medstuderende, og det var helt vildt fedt. Og svært. Og spændende. Og nice. Og sjovt. Og. Og. Og.

3. Onsdag stod den på Mac & Cheese (for jeg får jo slet ikke ost nok) sammen med min veninde Sara, som jeg skyldte en omgang af den amerikanske spise, og det var drool-inducing-lækkert. Så lækkert at vi blev nødt til at spise to portioner. Hver.

4. Jeg har nu helt vildt meget ost i mit køleskab. #ostelykke

5. Torsdag havde jeg besøg af min folkeskoleveninde Michala, som altid får mig til at grine og drikke for meget kaffe.

6. Fredag var jeg på OSTEFOTOSHOOT med arbejdet. Oste.Foto.Shoot. Og ja, det var præcis ligeså lækkert, som det lyder. Jeg havde i hvert fald på ingen måde behov for den frokost, jeg så sirligt havde pakket til mig selv.

7. Fredag var også dagen, hvor jeg efter al osten og osteretterne var blevet fotograferet også fik tid til at se min dejlige veninde Louise til en kop kaffe, hvilket altid gør mig glad. Og som om det ikke var nok, tilbragte jeg resten af fredagen sammen med bedsteveninde og hende her – og så selvfølgelig en masse burgere, fritter og virkelig mange øl + grin. #friyay

8. Lørdag stod i Bearnaiselogens tegn. Det blev til syv styk fantastiske kvindfolk, hjemmelavet bearnaise (ja, det var mig, der lavede det – jeg takker og bukker),vin, grin, sexhistorier, en spontan graviditetstest og henkogte pære med råcreme. Bum.

Dag 63, år 2 – Ost i fine klæder.