Fortællingen om At Være En Fattigrøv

Selvom sådan en freelancetilværelse krydret med lidt dagpenge til tider er meget lækker på grund af al den frihed og mulighed for at arbejde i nattøj der er, så er den for det meste eller i hvert fald for tiden, også meget, meget fattig. Jeg har pt. minus 7.354 kroner på kontoen, og som min irriterende og nye bankrådgiver lige har mindet mig om, må jeg egentlig kun have minus 5.000. (Noget som min gamle bankrådgiver aldrig villet have hidset sig op over. Jeg savner dig, Sydbank-Jesper)

Så som I måske kan regne ud fylder penge, eller mangel på samme, en stor del af min tankevirksomhed her for tiden. Og det har det egentlig gjort lige siden, jeg vendte hjem fra Asien ved nytårstid sidste år. Jeg har seriøst aldrig været så fattig, som jeg har været i 2016. Ikke engang da jeg var sådan en rigtig studerende, så det så tomt ud inde på min netbank. (Tak til SU, SU-lån, studiejob og min mor og mormors monetos. Det var rart at kende jer.)

Og ja, jeg ved godt, at jeg nok siger ja eller selv foreslår at gå ud lidt mere end mit dankort egentlig kan klare, men selv det er der blevet skåret makabert meget nede her på det sidste. Derudover er jeg også begyndt at spise meget mere tun, end jeg nogensinde har gjort før, og jeg har endda taget mit selv i at tænke, at det der sugardating da ikke lyder helt sindsygt slemt. Eller altså. Ej, det egentlig nok bare al den tungmetal i tunen, der taler.

Uanset kan jeg ikke huske en tid, hvor økonomi har fyldt mere end det gør nu. Jeg har hede drømme om at vinde bare 500 kroner på et skrabelod, selvom jeg aldrig nogensinde har købt sådan et eller en lottokupon for den sags skyld, og jeg bliver efterhånden helt tør i halsen, når nogen spørger om jeg vil med hen et sted, hvor jeg ved, at jeg bliver nødt til at hive dankortet frem. Faktisk har jeg i denne uge haft hjertet siddende helt oppe i øjet, hver gang jeg har skulle bruge det, for tænk nu hvis det lige pludselig ikke virker og jeg så står der med alt mit billige toiletpapir og ikke kan betale. (Det er så også i præcis det øjeblik, hvor alle mine ekskærester ville træde ind i selvsamme butik med deres fantastisk flotte modelkærester og med selvglade smil spørge, om jeg har brug for et lån.)

Dag 89, år 2 – Jeg har hverken lavet penge eller damer.


Det er også i disse desperate øjeblikke at jeg begynder sådan oprigtigt og håbefuldt at tjekke jobindex for fast arbejde, men det er alligevel som om, at min fattighed ikke er blevet så livsødelæggende, at jeg kan få mig selv til at tænke at en kommunikationsstilling hos Beredskabstyrelsen oprigtigt ville give mig lyst til at stå op om morgenen. Og altså ikke i sidste ende ville få al livslysten til at sive ud af mig.
Så jeg lader være. Og i stedet prøver jeg ihærdigt at at samle mod nok til at sende alle mine tusindvis af ideer til redaktører landet over, mens jeg håber, at jeg ikke får lyst til at ligge mig ned under sengen, når de siger nej, og hvis de siger ja, at de så rent faktisk vil betale mig en ordentlig løn for mit hårde arbejde, så jeg kan få ham den nye sure bankmand off my back, og heller ikke vil være bekymret for om mit dankort svigter mig i Fakta fucking Q.

But oh the joys, of the freelance life.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s