Fortællingen om Når En Lille Bunke Lort Forstyrrer Glæden

Jeg har skrevet ret meget om, hvor glad jeg er for tiden. Hvor glad jeg egentlig har været i ret lang tid. Og selvom der selvfølgelig har været svære ting, nederen ting og irriterende ting, så har de ikke fyldt særlig meget i det store billede, selvom det dog har fyldt ret meget, lige når det er sket. Der har det været, som om det omsluttede alting og fyldte mig helt op, og jeg har været virkelig dårlig til at håndtere det, hvilket har overrasket mig ret meget. For jeg synes egentlig, at jeg gennem mit voksenliv er blevet bedre og bedre til at håndtere, når tristheden kom forbi og sagde hej, når lort ramte mig lige ansigtet eller når tingene bare ikke gik på den måde, jeg gerne ville have dem til. Og det er nok fordi, jeg som jeg også har skrevet om tidligere, generelt har haft det svært.

For selvom jeg er en priviligeret hvid pige i et nordisk velfærdssamfund med en mor og en familie, der elsker mig og okay mange gode kort på hånden, har jeg alligevel modtaget alt for mange lortede kort også. Der har altid været et eller andet, der ikke var godt. Som var svært. Alt for hårdt. Og derfor er jeg også blevet nødt til at lære bare at være i det. Give det tid. Lade det fylde. Men det er som om nu, hvor jeg aldrig har haft det bedre i mit liv, slet ikke kan finde ud af at lade tristheden, det svære og det hårde være. Jeg kan ikke bare lade det fylde, og endnu vigtigere –  leve med det. Det tager over hele min tilstedeværelse og gør det næsten umuligt for mig at gøre noget, når det kommer. Jeg kan hverken finde ud af at mærke ordentligt efter og derefter lade lortet rulle igennem mig og lade det sidde der så længe, det er nødvendigt, og jeg kan heller ikke finde ud af at ignorere det og fortsætte med mit liv og de gøremål, der nu engang er i det.

 

Dag 73, år 2 – Pisselorte regnvejr hjælper i hvert fald ikke på noget.

Som for eksempel igår. Igår var en mega lortedag, der heldigvis blev bedre om aftenen, da jeg fik serveret pasta med kødsovs hos en veninde, der bagefter stoppede flødeboller ind i munden på mig og fik mig til at grine så tårerne trillede. Men før og også efter det sad der en tung krans af lortet tristhed rundt om hovedet på mig. Sådan en, der får hele kroppen til at bevæge sig langsommere, og som får næsten alting til at virke ligegyldigt. Og det værste er, at årsagen til tristheden i denne omgang, og egentlig også de tidligere, ikke er noget specielt. Lidt uro og usikkerhed på arbejdsfronten og en sms, der ikke er blevet besvaret. That’s it. Det burde sgu være til at overkomme uden at bruge nu snart to dage på at stirre ud i luften og føle, at jeg ikke dur til noget og heller aldrig vil gøre det.

Jeg ved ikke, hvad det er, der har ændret sig. Altså andet end det faktum, at jeg det meste af tiden smiler fjoget og er noget nær lykkelig. Måske er det bare smagen af lykke, der bringer angsten for at miste den frem, og derfor kategoriserer alle helt normale humørsvingninger som potientielle forstadier til depressioner. Måske er det bare PMS.

Uanset er det pænt irriterende med al den lort, specielt fordi jeg, mens jeg skriver det her, godt kan se, at det lyder ret First-World-Problem-agtigt. For jeg har det jo godt. Faktisk bedre end godt. Men det er åbenbart ret svært at huske, når man lige er gledet i en bunke indelugtende feces. Også selvom bunken var en lille en af slagsen.

Læs mere om lignende emner her, her og her. 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s