Fortællingen om At Sætte Dage Af Til Sorg Og Hvordan Man Taler Om Det

I dag, den 3. oktober, ville min far være fyldt 61 år. Han blev dog kun 54, og til januar er det altså 7 år siden, han døde. Jeg har skrevet om ham og hans død før, men aldrig rigtig om, hvordan sorgen altid er der. At den sidder i mig som en lillebitte prik, der nogen gange vokser sig stor og fylder hele kroppen ud, mens den andre gange og for det meste af tiden, bare følger med mig rundt som et ar eller et modermærke – noget der ikke går væk eller gør ondt, men som er der, hvis jeg mærker efter.

I hverdagen tænker jeg dog ikke så meget på ham, for han har ikke været en del af min hverdag siden, jeg var 6 år gammel. Derfor kan jeg heller aldrig sætte mig ind i og mærke den dybe, dybe sorg det må være at miste en forælder, der faktisk var der hver eneste dag. Det kæmpe u-fyldelige tomrum det må efterlade en i. Men jeg mangler ham stadig. Som når jeg går forbi en ung pige på gaden, der taler i telefon med sin far, som når nogen spørger, hvad mine forældre laver, som når jeg oplever noget stort, jeg gerne vil fortælle ham om, og som i dag på hans fødselsdag.

Men jeg græder sjældent over ham længere. Og jeg lader ham heller ikke fylde særlig meget. Både fordi det reelt er lang tid siden nu og det åbne sår, som hans død efterlod mig med alligevel er helet ret fint. Men det er også fordi, det er som om, der er en eller anden grænse for, hvor længe man må være ulykkelig, og den grænse er for længst overskredet. I hvert fald i omverdenens øjne. 6 år og 10 måneder er lang tid, og selvom det selvfølgelig er trist og altid vil være det, burde sorgen være ovre. Det er den dog ikke, og det vil den nok aldrig være, og selvom jeg godt ved det, og ved at det er okay og helt i orden, er det som om, at det efter et stykke tid ligesom kun er i orden at sørge og mindes på bestemte dage. Dage, der giver mening for de mennesker, der intet aner om sorg.

Dag 40, år 2 – Vand og solnedgange = Perfekte mindeomstændigheder

Så det gør jeg. Jeg sørger på hans fødselsdag og på hans dødsdag, og de resterende 363 dage i året holder jeg min sorg for mig selv. Ikke at den er der hver eneste dag, men den popper tit op og siger hej, river i mig og gør mig så tung at jeg kunne synke til bunds i havet, hvis jeg prøvede. Men på de to dage, der desværre ikke er så langt fra hinanden, er det som om, at alle forstår, hvis jeg siger, at jeg savner min far. Alle forstår, hvis jeg tager på kirkegården og lægger blomster eller tænder et lys foran hans billede. Hvis bare der er en anledning til det. Heldigvis kan jeg meget godt lide ritualet i det. At gøre det samme år efter år. At huske ham, at tænke på ham helt med vilje. For på den måde får jeg også lov til selv at styre min egen sorg. Jeg vælger selv, at i dag kan jeg være ked af det, hvis det er det, jeg har brug for. I dag kan jeg være melankolsk og trist. Jeg går ind i sorgen helt med vilje i stedet for at blive overrumplet af den en dag ved et busstoppested, hvor jeg pludselig tror, jeg ser ham over på den anden side af gaden. Og selvom det ikke desto mindre stadig sker en gang imellem, giver det mig alligevel noget at sørge med vilje – Det gør de gange, hvor det kommer som et lyn fra en klar himmel lidt nemmere at håndtere.

Dermed ikke sagt, at jeg egentlig synes den fornemmelse, jeg får fra omverdenen er i orden. Vi burde alle kunne sørge præcis, når vi har lyst til det, helt uden anledning eller anden grund, end at det er fucking trist. Vi burde kunne græde, råbe og skrige, hulke, mindes og huske alt det vi vil. Både midt i tristheden, men især også midt i glæden. Jeg oplever tit, at hvis jeg nævner min far som en del af en sjov historie, får jeg ikke de grin og smil, som jeg ville have fået, hvis han havde levet. I stedet bliver folk helt alvorlige og kigger på mig med store spørgende øjne – noget der på ingen måde hjælper og som egentlig bare er ret irriterende. For selvom jeg vil have lov at være ked af det ligeså tosset, jeg vil, vil jeg også have lov at være glad og fortælle om ham, snakke om ham og huske ham uden al den sorg.

Dag 66, år 2 – Et lys for at mindes

Men det er svært at håndtere andres sorg, det synes jeg også selv. For hvornår gør man for meget, og hvornår gør man for lidt? Umiddelbart tænker jeg dog, at det er bedre at spørge en gang for meget, end en for lidt. Det er bedre at få at vide, at den der sørger ikke har lyst til at snakke om det, end at de sidder og føler at ingen kære sig om deres sorg. Men det vigtigste tror jeg faktisk bare er, at tale med dem om de døde, uden at lade døden fylde samtalen. At lade dem fortælle om alle de skøre ting, som den de har mistet gjorde. At de elskede ostemadder med ketchup eller at de altid lavede en brandgod chili con carne. Ting man fortæller i forbifarten, og som ikke behøves at anerkendes på anden måde, end det man ville have sagt eller gjort, hvis personen man talte om stadig var i live. Hvis man kan det, så hjælper man meget mere, end man måske tror.

I dag tror jeg dog ikke, at jeg skal tale med nogen om min far. Det er nok at skrive herinde og tænde et lys. Måske synger jeg en sang, måske ikke. Men i dag, der husker jeg ham. Helt med vilje. Tillykke med fødselsdagen, far.

Læs mere om samme emne her og her og her 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s