Fortællingen om At Sige Farvel Til Den Lyshårede Fodboldfyr

Såeh, det der med, at jeg sagde, at det gik helt fint og, at det bare var super fedt at kunne hænge ud med sin ex og se Game Of Thrones, ikk? Det tager jeg lidt i mig igen.
Eller altså, det har været super fedt, men det er det ikke rigtig længere. Ikke at der som sådan er sket noget ufedt eller noget, der ikke måtte ske, men henover den sidste måneds tid har jeg kunnet mærke, at det ikke gav mig det, det før har gjort. Snarere tværtimod. Lige pludselig holdt det at se Den Lyshårede Fodboldfyr op med at gøre det nemmere, at vi havde slået op, og gjorde det i stedet sværere. Jeg begyndte ikke at få ondt i maven, være i tvivl eller at savne, når han gik, men følelsen af at blive holdt tilbage tog mere og mere til, for hver gang vi sås.

Jeg mærkede det især, da jeg kom hjem fra USA, hvor jeg nærmest ikke havde snakket med ham i tre uger, og jo slet ikke set ham. Der var sådan en underlig ro inden i mig, og en anden slags opmærksomhed mod verden omkring mig, der med det samme han ringede og spurgte, hvordan min tur var gået, blev ødelagt. Først embracede jeg tanken om, at det måske var en meget god ide ikke at ses og snakke med ham, i hvert i noget tid, men så droppede jeg den. Vi hang ud igen, og det var rart og hyggeligt, men da han gik føltes det helt forkert. Altså ikke at han gik, men at vi havde sets. Det var bare ikke rigtigt længere. Jeg kan ikke rigtig forklare helt præcis, hvad det er, der har ændret sig. Andet end, at jeg har ændret mig, og gerne vil ændre mig endnu mere. Og det kan jeg ikke rigtig med ham i mit liv.

Dag 30, år 2 – Fri som fuglen?

Jeg troede, at det eneste, der vigtigt, hvis vi skulle kunne forblive venner var, at der ikke er nogen af os, der prøver at få den anden tilbage, og at der ikke er nogen af os, der er i tvivl om, at det var det rigtige at slå op. Men det er det ikke. I hvert fald ikke længere. For når han sidder der i min sofa i den lejlighed, vi boede i sammen og smiler, når vi joker og griner til tårerne triller, når vi giver lange goddag- og farvelkram, så er der noget, der river i mig. Og i ham. Hjertet bliver trukket lidt i, og den tryghed, varme og kærlighed, som der var rammer os lige i ansigtet. Og så kan man altså ikke komme videre. Og så kan man altså ikke være venner.

Derfor brugte jeg naturligvis de næste to uger efter denne realisation på at være en kylling og ikke sige til ham, at vi skulle stoppe med at ses. Man er vel voksen og fornuftig. Men så sidste søndag blev jeg nødt til at spytte det ud, få det sagt, gøre ham ked af det. Og det var svært. Han forstod det dog godt, selvom han blev både ærgerlig og trist, men jeg er glad for, at det ikke endte med at han blev vred og skuffet. I stedet endte det med to mennesker, der hjalp hinanden med for alvor at skille alt deres støvede lort fra hinanden. Lort der havde stået oppe på loftet, men som nu skulle med videre eller ned i et nyt kælderrum. Det endte med to mennesker, der med deres seks år lange historie fik snakket og talt og vendt tingene en gang til. Det endte med en aller sidste film, et allersidste kram og et allersidste, flygtigt kys. Og så gik han.

Og selvom døren blev lukket nu, og selvom jeg allerede kan mærke en lettelse, dog krydret med både vemod og tristhed, så siger jeg aldrig, aldrig. Måske vi senere kan være sådan nogen, der drikker en øl sammen og taler om livet på den der måde, man kun kan med nogen, man kender rigtig godt, måske ikke. Men det var i hvert fald ikke et farvel vi gav hinanden, men mere et; Vi ses igen. På et tidspunkt. Jeg elsker dig.

Dag 53, år 2 – Det der med at tage springet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s