Fortællingen om At Knalde Med En Du Egentlig Ikke Rigtig Gad Knalde Med

Han var vennen til ham, jeg havde flirtet med hele aftenen. Han var egentlig meget sød, men ikke mere end det. Og som sagt var jeg meget mere interesseret i hans ven, en fyr med det der tilfældige, lidt vilde hår og skægstubbe. En af de der typer, som man ikke helt kan finde ud af. Hans ven var dog meget nem at tyde. Han ville gerne. Og da klokken blev 4 om morgenen, og fyren med skægstubbene stadig sendte mixede signaler, endte jeg med at tage hjem med den anden. Vennen. Ham der da var meget sød, men ikke mere end det.

Jeg har ellers opført mig som et voksent og velafbalanceret menneske siden, jeg blev single. Noget som jeg ikke nødvendigvis har været altid, og som jeg derfor nu gerne ville bestræbe mig på at være. Jeg orkede ikke flere post- sexfortrydelser, hvor følelsen af at have gjort noget, jeg i virkeligheden ikke havde rigtig lyst til eller af de helt forkerte grunde, fyldte alt for meget når solen atter stod op og lyset skinnede ind på en mand, jeg simpelthen ikke vidste, hvorfor jeg egentlig havde knaldet med. Det er ikke sket mange gange i mine 12 år som et mennesker, der har sex, men det er alligevel sket for mange gange. Og i lørdags skete det igen.

Som sagt havde jeg ellers svoret, at jeg ikke længere ville lade sådan noget ske. At jeg kun ville være sammen med nogen, hvis jeg simpelthen ikke kunne lade være. Og det har jeg også holdt fast ved i et helt år nu. Og så i lørdags faldt jeg i. Eller faldt i og faldt i. Det lyder sgu så alvorligt. Og det er nok nærmere bare seriøst, vigtigt. Men altså ikke slemt eller forfærdeligt. Jeg blev hverken tvunget eller overtalt, men jeg gik ikke med, fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være. Jeg gik nok nærmere med, fordi jeg var blevet fortryllet af tanken om det vilde singleliv, one-night-stands, den gode historie. At der skulle ske noget vildt. Hvilket er totalt åndssvagt, for selvom der ikke er mange one-nights stands i mit liv, har jeg allerede gode og vilde historier med en, jeg aldrig kan lade være med. En som jeg ved er god, og som jeg ved, jeg ikke vil fortryde.

Men fortryllet ved tanken, det var jeg. Og så nok også en anelse forsmået over fyren med skægstubbene og hans “mixed signals”. Så jeg tog vennen i hånden og skred. Hjem til det dårligste og mærkeligste one-night-stand jeg nogensinde har haft. Og så skred jeg igen. Hjem til mig selv, midt i det hele og uden mine trusser. Og mens jeg cyklede hjem i bare tæer, fordi mine fødder på ingen måde kunne komme ned i mine stilletter igen, føltes singlelivet slet ikke ligeså sjovt, som det havde gjort for bare et par dage siden.

Dag 55, år 2 – ‘Shame – and denial’ brillen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s