Fortællingen om At Være En Rigtig Journalist 

Da jeg begyndte på journaliststudiet i 2011 følte jeg mig mest som en, der snød. En som hverken hørte til eller som var det, som alle vores undervisere fortalte os, at vi var; Smukke, unge mennesker, der var særligt udvalgte og som skulle berige medieverden med vores fantastiske evner inden for journalistik. Nyhedsjournalistik, that is. I stedet, og den følelse har kun taget til i løbet af de fem år der er gået, følte jeg mig som verdens største bedrager.

For det første kom jeg ind på studiet efter at have været på venteliste, fordi jeg akkurat var 0,25 point fra at komme ind i første runde. Og derfor føltes det der “særligt udvalgt” ikke helt, som om det passede på mig. Og for det andet har jeg aldrig haft et ønske om at være en journalist, der vælter ministre, skriver hurtige nyheder og politiske analyser. Aldrig.

Jeg ville være en, der skrev om livet, som i den hverdag, de tanker, de følelser, den essens, der er i at være et menneske, som jeg ser som det allermest væsentlige. Jeg ville lave sjove indslag, skrive underfundige klummer, undersøge tendenser og finde svar på, hvorfor det, der er vigtigt for os, er vigtigt. Derudover, som jeg også skrev her, har jeg meget bløde albuer og ejer nærmest ikke et gram af et konkurrencegen. Istedet er jeg empatisk, lyttende, nysgerrig og detaljeorienteret. Og altså hverken særlig frygtløs, skarp i spyttet eller konkurrenceminded. Og slet ikke nyhedselskende. Desværre var alt det, som jeg ikke er, det som blev fremelsket på mit studie og egentlig også efterfølgende. Jeg følte aldrig, at der var plads til, at jeg kunne have det som jeg havde det, men følte tværtimod, at jeg var så forket, som noget overhovedet kunne være. At jeg var dum, kedelig og uintelligent. Og i hvert fald overhovedet ikke gjort af det stof, som rigtige journalister er gjort af.

Dag 6, år 2


Efterhånden som jeg er blevet ældre og er kommet længere og længere væk fra det, som nogle af mine veninder og jeg har døbt, Verdens Værste Studie, er jeg dog kommet tættere på en følelse af, at det er helt okay, at jeg er, som jeg er. At der jo for helvede heller ikke kun kan være en slags journalist, og at dem der synes det, er nogle båtnakker, som jeg da ikke gider at tilbringe tid med alligevel. Men selvom jeg har sagt alle de ting til mig selv, og selvom den logiske del af min hjerne godt ved, at det er sandt, har der alligevel været en lille djævel, forklædt som vidunderpigen fra mit studie, siddende på min skulder og hvisket i mit øre; Du er ikke en rigtig journalist. Og det bliver du heller aldrig.

Men så for nogle uger siden blev jeg coachet af seje Lykke, som udover at være en mega awesome coach og underviser, også har denne utra fine blog. Og der fik jeg endelig sådan rigtigt bugt med den hviskende djævel. Lykke bad mig nemlig om at skrive et manifest. Et manifest over, hvad jeg synes er en rigtig journalist, da det jo i virkeligheden er det eneste, der rigtig betyder noget. Jeg havde nemlig talt rigtig meget om, hvordan de andre, dem der arbejder på aviserne og nyhedsmagasinerne, dem der tager ind på Borgen for at stille kritiske spørgsmål til politikerne, er de rigtige journalister, og ikke lille mig, der bare gerne vil sidde i ro og mag og skrive om livet og hverdagens store spørgsmål. Men samtidig, som hun pointerede, vil jeg jo faktisk ikke være som dem og lave det, de gør. Så hvorfor er dem, der er de rigtige journalister? Og ja, det kunne jeg jo ikke rigtig svare på. Og derfor lavede jeg så nedenstående manifest. Et manifest, som siden dets fødsel har givet mig en underlig form for ro. En ro og en sikkerhed på, at den journalist, som jeg vil være er helt ligeså rigtig, som alle andre slags journalister, og at jeg med 100 procents sikkerhed nok skal komme derhen, hvor jeg vil i min karriere. Og når jeg en gang imellem vil tvivle, for det kommer jeg helt sikkert til, så hænger manifestet heldigvis lige over mit skrivebord og skubber den hviskende djævel væk, samtidig med at det minder mig om, at jo – jeg er sgu en helt rigtig journalist.

En rigtig journalist er: 

– En der ser det store i de små ting

– En som gør en dyd ud af at beskrive, så flest muligt forstår, og ikke mindst føler sig forstået 

– En som finder og undersøger tendenser, men ikke nødvendigvis følger dem 

– En som giver folk, hvad de i virkeligheden gerne vil have, og ikke hvad de tror de vil have 

– En der sætter lærdom, identifikation og mennesket højere end “Breaking News” 

– En der ofte går til venstre, når de andre går ligeud 

Dag 48, år 2 – Ligesom hende her


Reklamer

7 comments

  1. Astrid · september 15, 2016

    Ih, hvor godt! Jeg bliver heller aldrig rigtig journalist, og det lærte jeg ved at gå ned med stress to år efter, at jeg blev færdig på journalisthøjskolen. Jeg ville ønske, at jeg havde brugt en coach i stedet.
    Og mit bud på, hvorfor det er nyhedsjournalisterne, der er de rigtige journalister, er, at det er det, der præger størstedelen af undervisningen – i hvert fald på journalisthøjskolen, da jeg gik der. Vi blev opfordret til at tænke ud af boksen og til at eksperimentere, men blev belønnet for at lave det oplagte.
    Dit manifest er så godt ❤

  2. Astrid Maria · september 15, 2016

    Ih, hvor godt! Jeg bliver heller aldrig rigtig journalist, og det lærte jeg ved at gå ned med stress to år efter, at jeg blev færdig på journalisthøjskolen. Jeg ville ønske, at jeg havde brugt en coach i stedet.
    Og mit bud på, hvorfor det er nyhedsjournalisterne, der er de rigtige journalister, er, at det er det, der præger størstedelen af undervisningen – i hvert fald på journalisthøjskolen, da jeg gik der. Vi blev opfordret til at tænke ud af boksen og til at eksperimentere, men blev belønnet for at lave det oplagte.
    Dit manifest er så godt ❤

    • Amalie Frøkjær-Rubbås · september 15, 2016

      Tusind tak! Og tak fordi, du deler! Det er så rart at finde ud af, at man ikke er den eneste. ❤️

  3. Jour · september 22, 2016

    Ha! Du har netop beskrevet præcis mine egne oplevelser med det studie! Jeg mener – som at det kunne være mine egne ord! Undervisernes glorificering af os ‘udvalgte’ og den næsten ensporede og altid forudsigelige fremhævelse af særlige historier. Selv forlod jeg det, lige inden det hele for alvor begyndte, for at gå en anden vej med mere plads til forskellighed. Men det var slet ikke let, når nu jeg var en af de ‘udvalgte’ 😉 Tak fordi du satte ord på mine oplevelser med nogle helt særlige, spændende, udfordrende, men hårde år.

    • Amalie Frøkjær-Rubbås · september 22, 2016

      Det var da så lidt! Det er bare skønt at vide, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. ❤️😀

  4. Pingback: Fortællingen om Når En Lille Bunke Lort Forstyrrer Glæden | Mit Uperfekte År
  5. Pingback: Fortællingen om Måske At Have Fundet En Ny Karriere  | Mit Uperfekte År

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s