Fortællingen om At Elske Singlelivet Og Stresse Over Det På Samme Tid

Jeg har efterhånden virkelig embracet singlelivet med alt, hvad det indebærer af byture, venindesnakke, venindeture, venindenus, Tinder, kondomer, dates, mad til en person og at bo helt, helt alene. Og jeg nyder det. Sådan virkelig meget. Så meget, at det var ret svært at finde ulemper til denne liste. Det ændrer sig nok, tænker jeg. På et eller andet tidspunkt vil jeg sikkert gerne have, at der var en at dele popcornene med, når Netflix sættes i gang, og det der med at vide, hvor ens næste knald skal komme fra, lyder heller ikke som det værste i verden. Men lige nu er jeg virkelig glad for, hvor jeg er.  Jeg er fri til at gøre, hvad jeg vil, når jeg vil det, jeg elsker tanken om at alle muligheder er åbne, samt bevidstheden om at jeg er den eneste, jeg skal tage højde for i mit liv, i hvert fald sådan rigtigt, og ikke mindst elsker jeg, at jeg uforstyrret kan nyde al den glæde, som mine veninder giver mig.

For nogle dage siden tog tre af mine veninder og jeg en smuttur til Oslo med den famøse Oslobåd, og på et tidspunkt spurgte en af dem mig om, der var en person i mit liv, som jeg måske kunne eller havde lyst til at blive kærester med. Mit svar kom til stor underholdning prompte og var et klart nej. Der er absolut ingen i mit liv lige nu, som jeg kan eller vil være kærester med, og jeg elsker det faktum.

Dag 26, år 2 – Helt alene og fuld af lykke. Næsten.

Det kan dog også være lidt stressende. Ikke singlelivet, men mere den tanke, der opstår lige efter, jeg har tænkt over alle de ting, jeg gerne vil, inden jeg slår mig ned for alvor. Nemlig tanken om, at jeg jo egentlig ikke har alverdens tid længere. Jeg ved godt, at jeg ikke er 38 og at mine æg allerede er blevet knastørre, men jeg er heller ikke 22. Der er præcis to år og 10 måneder til jeg fylder 30, og når man konstant får tudet ørene fulde af, hvor vigtigt det er at få børn, mens man er ung og stadig kan, bliver jeg sgu nogle gange lidt angst. Det er altså ikke tallet som sådan, der stresser mig, men mere de fysiologiske konsekvenser det kan have. For tænk, hvis jeg bare kommer til at have alt for travlt med at nyde livet som single, nyde at være alene med alt, hvad det indebærer, og at jeg så ikke når også at få de børn, jeg altid har vidst, jeg gerne vil have – bare fordi jeg gjorde, hvad der var det rigtige for mig?

Jeg trøster mig med, at jo ældre man bliver, jo hurtigere går det nok også, når man så møder ham der den rigtige. At man så slet ikke har lyst til at være alene længere, og at man nok heller ikke føler, at man behøver at have været sammen i flere år, før man beslutter sig for at sætte sit præg på Danmarks genpulje. Og det hjælper lidt.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s