Fortællingen om At Sige Farvel Til Den Lyshårede Fodboldfyr

Såeh, det der med, at jeg sagde, at det gik helt fint og, at det bare var super fedt at kunne hænge ud med sin ex og se Game Of Thrones, ikk? Det tager jeg lidt i mig igen.
Eller altså, det har været super fedt, men det er det ikke rigtig længere. Ikke at der som sådan er sket noget ufedt eller noget, der ikke måtte ske, men henover den sidste måneds tid har jeg kunnet mærke, at det ikke gav mig det, det før har gjort. Snarere tværtimod. Lige pludselig holdt det at se Den Lyshårede Fodboldfyr op med at gøre det nemmere, at vi havde slået op, og gjorde det i stedet sværere. Jeg begyndte ikke at få ondt i maven, være i tvivl eller at savne, når han gik, men følelsen af at blive holdt tilbage tog mere og mere til, for hver gang vi sås.

Jeg mærkede det især, da jeg kom hjem fra USA, hvor jeg nærmest ikke havde snakket med ham i tre uger, og jo slet ikke set ham. Der var sådan en underlig ro inden i mig, og en anden slags opmærksomhed mod verden omkring mig, der med det samme han ringede og spurgte, hvordan min tur var gået, blev ødelagt. Først embracede jeg tanken om, at det måske var en meget god ide ikke at ses og snakke med ham, i hvert i noget tid, men så droppede jeg den. Vi hang ud igen, og det var rart og hyggeligt, men da han gik føltes det helt forkert. Altså ikke at han gik, men at vi havde sets. Det var bare ikke rigtigt længere. Jeg kan ikke rigtig forklare helt præcis, hvad det er, der har ændret sig. Andet end, at jeg har ændret mig, og gerne vil ændre mig endnu mere. Og det kan jeg ikke rigtig med ham i mit liv.

Dag 30, år 2 – Fri som fuglen?

Jeg troede, at det eneste, der vigtigt, hvis vi skulle kunne forblive venner var, at der ikke er nogen af os, der prøver at få den anden tilbage, og at der ikke er nogen af os, der er i tvivl om, at det var det rigtige at slå op. Men det er det ikke. I hvert fald ikke længere. For når han sidder der i min sofa i den lejlighed, vi boede i sammen og smiler, når vi joker og griner til tårerne triller, når vi giver lange goddag- og farvelkram, så er der noget, der river i mig. Og i ham. Hjertet bliver trukket lidt i, og den tryghed, varme og kærlighed, som der var rammer os lige i ansigtet. Og så kan man altså ikke komme videre. Og så kan man altså ikke være venner.

Derfor brugte jeg naturligvis de næste to uger efter denne realisation på at være en kylling og ikke sige til ham, at vi skulle stoppe med at ses. Man er vel voksen og fornuftig. Men så sidste søndag blev jeg nødt til at spytte det ud, få det sagt, gøre ham ked af det. Og det var svært. Han forstod det dog godt, selvom han blev både ærgerlig og trist, men jeg er glad for, at det ikke endte med at han blev vred og skuffet. I stedet endte det med to mennesker, der hjalp hinanden med for alvor at skille alt deres støvede lort fra hinanden. Lort der havde stået oppe på loftet, men som nu skulle med videre eller ned i et nyt kælderrum. Det endte med to mennesker, der med deres seks år lange historie fik snakket og talt og vendt tingene en gang til. Det endte med en aller sidste film, et allersidste kram og et allersidste, flygtigt kys. Og så gik han.

Og selvom døren blev lukket nu, og selvom jeg allerede kan mærke en lettelse, dog krydret med både vemod og tristhed, så siger jeg aldrig, aldrig. Måske vi senere kan være sådan nogen, der drikker en øl sammen og taler om livet på den der måde, man kun kan med nogen, man kender rigtig godt, måske ikke. Men det var i hvert fald ikke et farvel vi gav hinanden, men mere et; Vi ses igen. På et tidspunkt. Jeg elsker dig.

Dag 53, år 2 – Det der med at tage springet.

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #25

1. Den Lyshårede Fodbolsfyr har endelig hentet de sidste af sine ting, og det var virkelig rart. Både fordi at det sidste punktum nu endelig er sat, men også fordi vi midt blandt flyttekasser og støv fra loftet, fik os en rigtig fin snak om os og vores lange historie. Og det var endnu mere rart.

2. Jeg har i denne uge snakket med 6 herre seje kokke om intet mindre end min yndlings spise- ost, hvilket er ret drømmejobsagtigt.

3. I torsdags tog jeg hjem til bedsteveninden for at sladre, spise pizza og kage, og for at se Den Store Bagedyst. Og nusse hinandens hår, selvfølgelig. Meget vigtigt.

4. Jeg tilbragte fredag aften hos min kære moder og papfar, og der var pandekager til dessert. Med nutella.

5. Igår hang jeg ud med min dejlige veninde Anna, der havde lavet lasagne til mig. Og over den fik vi sludret, talt, snakket og ikke mindst grinet. Og drukket vin, selvfølgelig. Meget vigtigt.

6. Über seje og beundringsværdige journalist, Rune Skyum likede i torsdags mit meget personlige og lidt vilde blogindlæg, og jeg er stadig lidt oppe at køre over det.

Dag 56, år 2 – Fredagsslik

Fortællingen om At Knalde Med En Du Egentlig Ikke Rigtig Gad Knalde Med

Han var vennen til ham, jeg havde flirtet med hele aftenen. Han var egentlig meget sød, men ikke mere end det. Og som sagt var jeg meget mere interesseret i hans ven, en fyr med det der tilfældige, lidt vilde hår og skægstubbe. En af de der typer, som man ikke helt kan finde ud af. Hans ven var dog meget nem at tyde. Han ville gerne. Og da klokken blev 4 om morgenen, og fyren med skægstubbene stadig sendte mixede signaler, endte jeg med at tage hjem med den anden. Vennen. Ham der da var meget sød, men ikke mere end det.

Jeg har ellers opført mig som et voksent og velafbalanceret menneske siden, jeg blev single. Noget som jeg ikke nødvendigvis har været altid, og som jeg derfor nu gerne ville bestræbe mig på at være. Jeg orkede ikke flere post- sexfortrydelser, hvor følelsen af at have gjort noget, jeg i virkeligheden ikke havde rigtig lyst til eller af de helt forkerte grunde, fyldte alt for meget når solen atter stod op og lyset skinnede ind på en mand, jeg simpelthen ikke vidste, hvorfor jeg egentlig havde knaldet med. Det er ikke sket mange gange i mine 12 år som et mennesker, der har sex, men det er alligevel sket for mange gange. Og i lørdags skete det igen.

Som sagt havde jeg ellers svoret, at jeg ikke længere ville lade sådan noget ske. At jeg kun ville være sammen med nogen, hvis jeg simpelthen ikke kunne lade være. Og det har jeg også holdt fast ved i et helt år nu. Og så i lørdags faldt jeg i. Eller faldt i og faldt i. Det lyder sgu så alvorligt. Og det er nok nærmere bare seriøst, vigtigt. Men altså ikke slemt eller forfærdeligt. Jeg blev hverken tvunget eller overtalt, men jeg gik ikke med, fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være. Jeg gik nok nærmere med, fordi jeg var blevet fortryllet af tanken om det vilde singleliv, one-night-stands, den gode historie. At der skulle ske noget vildt. Hvilket er totalt åndssvagt, for selvom der ikke er mange one-nights stands i mit liv, har jeg allerede gode og vilde historier med en, jeg aldrig kan lade være med. En som jeg ved er god, og som jeg ved, jeg ikke vil fortryde.

Men fortryllet ved tanken, det var jeg. Og så nok også en anelse forsmået over fyren med skægstubbene og hans “mixed signals”. Så jeg tog vennen i hånden og skred. Hjem til det dårligste og mærkeligste one-night-stand jeg nogensinde har haft. Og så skred jeg igen. Hjem til mig selv, midt i det hele og uden mine trusser. Og mens jeg cyklede hjem i bare tæer, fordi mine fødder på ingen måde kunne komme ned i mine stilletter igen, føltes singlelivet slet ikke ligeså sjovt, som det havde gjort for bare et par dage siden.

Dag 55, år 2 – ‘Shame – and denial’ brillen.

Taknemmelighedsrunden #24

1. I mandags overnattede jeg hos min kære søde mormor, og det var ganske hyggeligt, og ikke mindst, og som altid, underholdende. I kan læse mere om hvorfor det er her.

2. Det var også mandag, hvor jeg besøgte min dejlige veninde Louise og hendes ultra dejlige datter, som kalder mig Mal, og som på et tidspunkt kiggede på mig og, som om det var en slags hemmelighed, proklamerede; Vi er piger, mens hun fnes af lykke.

3. Tirsdag topper helt klart denne uges ellers virkelig gode begivenheder på den der helt salige og høhø-agtige måde. Men mere om det i et kommende indlæg.

4. Onsdag var dagen, hvor jeg blev helt sikker på, at jeg i de næste fire uger skal arbejde med madkommunikation og PR for to herre seje mennesker, og jeg glæder mig helt vildt!

5. I torsdags så jeg bedsteveninden for, hvad der på det tidspunkt var trejde gang i løbet af fire dage, og det var ret fantastisk. Specielt fordi vi sidenhen har nået at se hinanden hele to gange til. #friendshiplove

6. Fredag blev tilbragt i Bearnaiselogens skød, og det var intet mindre end fantastisk. Jeg kniber stadig mig selv i armen en gang imellem for at være sikker på, at det er mig, der faktisk er så heldig at have så mange vidunderlige, sjove, seje, flotte og kloge veninder.

7. I går lørdag, var jeg til fest med nogen af de der fantastiske veninder, samt en tredjedel af København i bedstevenindes bofællesskab, og det var en jævnt god fest. Med Dark And Stormys, cigaretter på altanen og en masse fuldemandssang.

8. Og i dag – den dejligste søndag i mands minde – har jeg været sammen med to af de gode veninder. Vi har tilbragt dagen på min sofa sammen med vores venner, Burger, Pomfritter, Chips og Cola og det har været intet mindre end fantastisk. Sådan burde alle tømmermændssøndage være.

Dag 51, år 2 – Når dynen kommer ind i sofaen, så ved man det en alvorlig omgang hygge, man skal i gang med.

Fortællingen om At Være En Rigtig Journalist 

Da jeg begyndte på journaliststudiet i 2011 følte jeg mig mest som en, der snød. En som hverken hørte til eller som var det, som alle vores undervisere fortalte os, at vi var; Smukke, unge mennesker, der var særligt udvalgte og som skulle berige medieverden med vores fantastiske evner inden for journalistik. Nyhedsjournalistik, that is. I stedet, og den følelse har kun taget til i løbet af de fem år der er gået, følte jeg mig som verdens største bedrager.

For det første kom jeg ind på studiet efter at have været på venteliste, fordi jeg akkurat var 0,25 point fra at komme ind i første runde. Og derfor føltes det der “særligt udvalgt” ikke helt, som om det passede på mig. Og for det andet har jeg aldrig haft et ønske om at være en journalist, der vælter ministre, skriver hurtige nyheder og politiske analyser. Aldrig.

Jeg ville være en, der skrev om livet, som i den hverdag, de tanker, de følelser, den essens, der er i at være et menneske, som jeg ser som det allermest væsentlige. Jeg ville lave sjove indslag, skrive underfundige klummer, undersøge tendenser og finde svar på, hvorfor det, der er vigtigt for os, er vigtigt. Derudover, som jeg også skrev her, har jeg meget bløde albuer og ejer nærmest ikke et gram af et konkurrencegen. Istedet er jeg empatisk, lyttende, nysgerrig og detaljeorienteret. Og altså hverken særlig frygtløs, skarp i spyttet eller konkurrenceminded. Og slet ikke nyhedselskende. Desværre var alt det, som jeg ikke er, det som blev fremelsket på mit studie og egentlig også efterfølgende. Jeg følte aldrig, at der var plads til, at jeg kunne have det som jeg havde det, men følte tværtimod, at jeg var så forket, som noget overhovedet kunne være. At jeg var dum, kedelig og uintelligent. Og i hvert fald overhovedet ikke gjort af det stof, som rigtige journalister er gjort af.

Dag 6, år 2


Efterhånden som jeg er blevet ældre og er kommet længere og længere væk fra det, som nogle af mine veninder og jeg har døbt, Verdens Værste Studie, er jeg dog kommet tættere på en følelse af, at det er helt okay, at jeg er, som jeg er. At der jo for helvede heller ikke kun kan være en slags journalist, og at dem der synes det, er nogle båtnakker, som jeg da ikke gider at tilbringe tid med alligevel. Men selvom jeg har sagt alle de ting til mig selv, og selvom den logiske del af min hjerne godt ved, at det er sandt, har der alligevel været en lille djævel, forklædt som vidunderpigen fra mit studie, siddende på min skulder og hvisket i mit øre; Du er ikke en rigtig journalist. Og det bliver du heller aldrig.

Men så for nogle uger siden blev jeg coachet af seje Lykke, som udover at være en mega awesome coach og underviser, også har denne utra fine blog. Og der fik jeg endelig sådan rigtigt bugt med den hviskende djævel. Lykke bad mig nemlig om at skrive et manifest. Et manifest over, hvad jeg synes er en rigtig journalist, da det jo i virkeligheden er det eneste, der rigtig betyder noget. Jeg havde nemlig talt rigtig meget om, hvordan de andre, dem der arbejder på aviserne og nyhedsmagasinerne, dem der tager ind på Borgen for at stille kritiske spørgsmål til politikerne, er de rigtige journalister, og ikke lille mig, der bare gerne vil sidde i ro og mag og skrive om livet og hverdagens store spørgsmål. Men samtidig, som hun pointerede, vil jeg jo faktisk ikke være som dem og lave det, de gør. Så hvorfor er dem, der er de rigtige journalister? Og ja, det kunne jeg jo ikke rigtig svare på. Og derfor lavede jeg så nedenstående manifest. Et manifest, som siden dets fødsel har givet mig en underlig form for ro. En ro og en sikkerhed på, at den journalist, som jeg vil være er helt ligeså rigtig, som alle andre slags journalister, og at jeg med 100 procents sikkerhed nok skal komme derhen, hvor jeg vil i min karriere. Og når jeg en gang imellem vil tvivle, for det kommer jeg helt sikkert til, så hænger manifestet heldigvis lige over mit skrivebord og skubber den hviskende djævel væk, samtidig med at det minder mig om, at jo – jeg er sgu en helt rigtig journalist.

En rigtig journalist er: 

– En der ser det store i de små ting

– En som gør en dyd ud af at beskrive, så flest muligt forstår, og ikke mindst føler sig forstået 

– En som finder og undersøger tendenser, men ikke nødvendigvis følger dem 

– En som giver folk, hvad de i virkeligheden gerne vil have, og ikke hvad de tror de vil have 

– En der sætter lærdom, identifikation og mennesket højere end “Breaking News” 

– En der ofte går til venstre, når de andre går ligeud 

Dag 48, år 2 – Ligesom hende her


Taknemmelighedsrunden #23

1. Jeg ligger pt. i min venindes sofa og daser indtil hun er klar til at stikke ned til Istid i Jægersborggade, hvor vi skal lege, at det stadig er sommer. #detersommersologsøndag

2. I tirsdags mødtes jeg helt spontant med min seje veninde Sara og drak øl i solen på Dronning Louises Bro og talte om singlelivets glæder og sorger. Og heldigvis stod det klart, efter lidt tough love fra hendes af, at der helt bestemt er flest glæder.

3. Torsdag og fredag var jeg Instagramcontroller på Ungdommens Folkemøde, og det var simpelthen så sjovt at være en del af så fedt et arrangement.

4. Har også rimelig meget optur over, at Danmark endnu ikke har fundet ud af, at det blevet efterår. #barebenftw

5. Igår var jeg til middag på Toldboden med mine über nice coachmedstuderende og havde en aldeles fremragende aften med kød i massevis og meget, meget høje grin.

6. Jeg har fået en ide til en bog, jeg gerne vil skrive, og er så meget oppe at køre over det, at jeg næsten ikke kan holde det ud. #forfatterhereicome

Dag 43, år 2 -Middag med udsigt

Du Ved Du Virkelig Elsker Kage Når 

– Nogen omkring dig siger ord som snage, lagde, sagde, bage, hage, flage og ikke mindst kage, får det dig straks til at løfte hovedet og scanne rummet for eventuelt bagværk, og derefter udtænke en plan for, hvordan du kan få dig et stykke, selvom du ikke kender de der mennekser, der har taget kagen med på arbejde.

– Du altid har mindst ligeså mange konditorier og bagere på din liste over sights, som egentlig sights, når du er ude at rejse.

– Det eneste, der kan få dig igennem en crossfittime uden at græde er tanken om den træstamme, der skal kastes så hårdt ind i dit ansigt, så snart den sidste burpee er taget, at det næsten også kan tælle som en workout. #itsnotswatmybodyiscrying

– Den eneste sande grund til, at du gerne vil til Sønderjylland er det der med det der kagebord.

– Du følger med i Den Store Bagedyst, som andre følger med i VM, og føler ofte en form for diskrimination, fordi der aldrig følger et analyse- og diskussionsprogram med efter hvert endt program. Du har brug for at at tale om, hvor meget husblas, der er nok husblas, og hvor dårlig stil det egentlig er at købe færdiglavet fondant!

– Du elsker fødselsdage. Også andres.

– Det faktum, at der sikkert vil være lækre desserter til det kedelige og ligegyldige arrangement, du er kommet til at sige ja til, og som er fyldt med mennesker, du ikke kan lide, er nok til at få dig ud af døren.

– Du har et skab i køkkenet, som er dedikeret til bagværkets kunst, og som helt sikkert kan få små piger til at skrige af lykke. #somanysprinkles

Kage. – Dag 335, år 1