Fortællingen om Min Kærlighed Til USA

Jeg ved ikke, hvad det helt præcist er, der gør det. De store afstande, de store huse, de store veje, de store donuts. Men jeg elsker USA. Som i elsker-elsker-jeg-vil-bo-der-igen-en-dag. Jeg har nemlig boet der en gang før, da jeg som 20-årig var au pair i Washington DC. Og selvom jeg brugte ret lang tid på at tude ned i min starbucks latte over hjemve og en usympatisk værstfamilie, så gik alle mine amerikanerdrømme alligevel i opfyldelse. Jeg kørte lange ture i store biler, jeg drak kaffe to-go, jeg gik på diner og spiste burgers med mine veninder, og jeg mødte en masse søde amerikanere, der tog imod mig med åbne arme, og som jeg stadig kender den dag i dag.

Der er bare et eller andet over det land. Selvom jeg slet ikke er enig i deres politik, og generelt heller ikke i deres syn på, hvordan livet skal leves sådan rigtigt, så falmer min fascination af landet og dets mennesker aldrig. At gå gennem New Yorks gader og føle sig som en lille bitte myre, at køre ad de uendelige motorveje og vide, at jeg snildt kunne forsvinde hen et helt nyt sted, hvis jeg ville, at møde de næsten altid venlige mennesker, der bor der, og at opleve så mange forskellige kulturer i et og samme land er for mig helt vidunderligt. Og så er der så også alle de der stegte ting, men dem taler vi ikke for meget om. (Jeg begynder bare at savle)

Jeg elsker at rejse, det har jeg vist fået slået fast her på bloggen, og jeg vil gerne se så meget af verden som muligt. (Minus Nord-Korea og visse mellemøstlige lande med næsten lige så strenge regler. Jeg ville garanteret ende i fængsel) Men USA er et af de eneste lande, som jeg altid gerne vil tilbage til, og et som jeg virkelig godt kunne tænke mig at bo i. Bare lidt, bare en lille smule. Jeg kan dog ikke rigtig se, hvordan det skulle ske. Min tid som studerende er forbi, og jeg er desværre ikke så berømt endnu, at andre folk end mig selv skriver om mig, hvilket er det, der ofte skal til, hvis man gerne vil have et green card. Og sådan en amerikansk mand der, nja. Det ved jeg alligevel ikke helt, om jeg har lyst til. Medmindre han hedder Jake Gyllenhall eller Leonardo DiCaprio selvfølgelig.

Så jeg må nok bare nøjes med at komme på besøg. En gang måske i lidt længere tid end det som en 17 dages roadtrip giver en. Og så ellers bare nyde Danmark. For her er sgu også pænt rart. Især når ens besti kommer og henter en i lufthaven som en overraskelse. #ohthelove

image

Dag 18, år 2 – Dinerlove

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s