Fortællingen om At Indse, At Det Rent Faktisk Var Mig Der Forlod Ham 

For nogle måneder siden var der noget, der gik op for mig. Jeg har bare ikke skrevet om det indtil nu. Jeg tror det lige skulle fælde sig i mig, sætte sig fast, forstås. Det var nemlig ret vildt, og det skete under så corny omstændigheder, at jeg ikke helt kunne have det. Midt i undervisningen på min coachinguddannelse. Og det burde jeg jo egentlig ikke sige, da jeg jo faktisk synes at coaching er ret fedt. Men det føles alligevel alt for klichee at sidde der og lære om livet, og så pludselig indse noget stort. Men det gjorde jeg altså.
For da en af underviserne fortalte om de historier, vi fortæller om os selv, både til os selv og til andre, og at vi både kan komme vores største problemer til livs, hvis vi kigger længe nok på, hvad det er vi går og fortæller, og at vi også blot kan ændre nogle af historierne, hvis vi ændrer sproget, vi bruger til at fortælle dem, var der noget der faldt på plads inden i mig. Hun fortalte nemlig historien om, hvordan hun blev forladt af sin kæreste og faderen til hendes barn, mens hun var gravid med deres andet. Hun fortalte, hvordan hun i lang, lang tid holdt fast i historien om, at han havde forladt hende. At han var gået, og at det var forfærdeligt. At hun stod der alene med et barn og et nyt på vej og var ulykkelig. Men at hun til sidst på trods af, at det jo var ham, der gik, ikke kunne blive ved at med at fortælle den historie. For den var ikke sand længere. Hun vidste godt nu, at hele skylden for deres forliste forhold ikke lå på ham, at der var mere i det, end hun havde sagt og holdt fast ved. Så hun ændrede historien. Hun begyndte at sige, at de var blevet skilt. Også selvom de aldrig havde været gift. For at blive skilt er noget stort og noget frygteligt, lige meget hvem det er, der går, og noget alle forstår alvoren af. Og det hjalp derfor med at cementere, at det var forfærdeligt, men at hun ikke var et offer.
img_9268-1

Dag 343 – Men bare havde brug for lidt mere tid til at stirre op i himlen

Og da hun sagde det, gik det op for mig, at jeg faktisk selv for noget tid siden havde ændret sproget, og dermed historien om mit breakup med Den Lyshårede Fodboldfyr. Uden egentlig at lægge mærke til det, var jeg begyndt at sige; da jeg slog op med ham, i stedet for; da vi gik fra hinanden, som ellers havde været den sætning, jeg har brugt til at fortælle slutningen på historien om ham og mig. Om os. Men nu, nu var jeg pludselig begyndt at fortælle en anden historie. Ved at sige; da jeg slog op med ham, kom det faktum, at det i sidste ende var mig, der havde besluttet mig for at gå, frem i lyset. Og selvom det ikke ændrer på, at han inderst inde godt vidste, at det var det rigtige og at han inderst inde også var enig i, at vi ikke skulle være sammen længere, så var det stadig mig der tog beslutningen. Det var stadig mig, der i sidste ende steg ombord på det fly og rejste væk fra ham og os, og hvis jeg ikke havde gjort det, var vi højest sandsynligt stadig kærester i dag. Ulykkelig kærester, ja, men stadig kærester. 
Og at gå fra en, som man stadig elsker kræver en enorm styrke, en styrke som jeg først nu kan sætte rigtig pris på og anerkende. For den styrke har jeg aldrig haft før i vores forhold. Jeg havde altid kun kræfter til at blive og kæmpe, men ikke til at give op og gå, lige meget hvad han gjorde eller sagde. Lige meget, hvordan han behandlede mig, og hvor ulykkelig jeg i virkeligheden var. Så det faktum, at det faktisk alligevel var mig, der tog det endelige skridt ud af vores forhold er en så kæmpestor og powerful realisation, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv, da jeg indså det. Da jeg forstod det.

 

image

Dag 349 – Jeg så cirka sådan her ud.

Men det har fæstnet sig nu. Realisationen. Og jeg tror, at det er den, der har hjulpet til med at skubbe mig det sidste stykke af vejen hen mod den glæde, der fylder så meget i mit liv for tiden. Ikke dermed sagt, at jeg er helt ude på den anden side endnu, der er stadig et stykke vej, men der er en ro inde i mig nu, en ro banket fast af den viden, at jeg godt kan. At jeg er mega sej. Det sjove er nu, at det åbenbart kun var mig, der ikke vidste det. Alle mine veninder har kigget på mig og lagt hovedet på skrå, fnist lidt og sagt; Jamen, det vidste jeg da godt, når jeg er dukket triumferende op for at fortælle dem om, hvad jeg har indset. Men sådan er det nok altid lidt. Man er altid den sidste, der ved, hvordan man virkelig har det. Medmindre man altså bliver virkelig god til det der soul searching.
 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s