Fortællingen om En Single Bearnaise-loge Og Tømmermænd På En Onsdag

I løbet af den sidste uge er tre af mine veninder blevet singler igen, og de er ikke de første, der inden for det sidste års tid er gået fra I-et-forhold til Single. Sidste sommer, da det stod klart for mig, at Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg ikke skulle være sammen, havde jeg en eller to singleveninder, der var parate til at drikke vin og tale om mænd i flertal. I dag har jeg otte. Derfor er den New York-klub, som bestod af mig og tre andre veninder fra studiet og har taget navn efter en famøs tur over Atlanten, nu blevet gevaldigt udvidet og har skiftet navn til Bearnaise-logen.

Det startede i vinters, hvor mig og de tre andre veninder besluttede os for, at vi trængte til nogle bøffer og noget bearnaise. Siden da har vi ikke kunnet mødes om sovs, da den ene af de tre har været på samme rundtur som mig i Asien, og først for en måneds tid siden vendte hjem igen. Men nu skulle det være, aftalte vi og satte os fast på tirsdag, altså igår. Og så skete det, at de nylige singler faldt fra himlen, og vi besluttede derfor at udvide klubben. Og det var et godt move. For hold da op, hvor havde vi en god aften igår. Der var cirka 1,5 liter bearnaise, kød i massevis og endnu mere vin. Der var grin, der var sexede anekdoter, der var jeg-har-aldrig, der var cigaretter på sommeraltanen og der var store kram, når singleheden og kærestesorgen alligevel blev lidt for meget at bære selv. Det var en af de bedste aftener i meget lang tid, og mens jeg sad og blev fuldere og fuldere og mere og mere mæt, blev jeg også helt varm om hjertet over at have så mange skønne veninder at dele singlelivet med.

Dag 348 – Eller dele smukke solnedgange med.

Dette skal selvfølgelig ikke forstås, som om jeg er glad, fordi mine veninder ikke længere er sammen med deres kærester. Både de nyligt single og de lidt ældre, har været grueligt  meget igennem for og i deres forhold, nogle er blevet forladt og andre var dem der gik, og alle har grædt og hulket for den kærlighed, der ikke længere var. Og jeg har alle gange ønsket, at jeg kunne trylle deres smerte væk og gøre dem glade igen. Men det kan jeg ikke, i hvert fald ikke på tryllemåden. Jeg kan dog fodre dem alle med kærlighed, ligesom de gjorde med mig for snart et år siden. Jeg kan sørge for at vi ses, jeg kan få dem til at grine, jeg kan vise dem, at jeg er der. Og det synes jeg, jeg fik gjort igår, og det samme gjorde de for mig.

Flash forward til i dag: Meget mindre fuld, men med afsindige tømmermænd og en hel stak arbejde, der selvfølgelig skulle finde vej frem til mig præcis i dag. Dog er jeg stadig ret varm om hjertet, så det går nok det hele.

Dag 355 – Skål!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s