Fortællingen om En Status

Det er nu knap fire måneder siden, at jeg flyttede tilbage til min lejlighed helt alene. Akkurat ligeså lang tid, som jeg var ude at rejse faktisk. Og som I sikkert kan forestille jer, har der været stor forskel på, hvad jeg har fordrevet tiden med i de sidste fire måneder og så til, hvordan jeg forvaltede den, da jeg befandt mig på den anden side af jorden. Jeg har fx drukket langt færre friskpressede frugtjuicer og er blevet markant blegere, men har så til gengæld slebet mange flere træplader, end jeg gjorde i Asien.

Dag 258 – Det lidt skæve, men fine og flot slebne plankebord, som gør lejligheden til min helt egen igen.

Overordnet har det været godt at komme hjem. Jeg har fået om muligt et endnu tættere forhold til mine veninder, jeg er kommet tættere på en afsluttende følelse i forhold til Den Lyshårede Fodboldfyr, jeg har fået genoplivet et tilnærmelsesvist dødt datingliv og jeg har spist virkelig meget rugbrød. Det har dog været og er stadig svært. At lande i Danmark efter fire måneder i sus og dus og næsten uden nogen worries for så at blive konfronteret med et helt andet slags liv, end det jeg forlod i september, har ikke været let. Det har faktisk været rigtig svært og rigtig hårdt. Den jagt og søgen efter mig selv som jeg startede, da jeg tog afsted har nemlig ført en reel identitets- og livskrise med sig. Jeg troede fejlagtigt, at det hårde arbejde med mig selv ville ske og blive afsluttet, mens jeg var afsted, men i virkeligheden var det bare første del. Den nemme del. Min tur har givet mig meget, men jeg har indset, at jeg slet ikke er der, hvor jeg gerne vil være endnu. Og at jeg desværre nok heller ikke kommer det ved at tage afsted igen, selvom det trækker noget så voldsomt i mig nogen gange.

Nej, det virkelige arbejde bliver kun gjort ordentligt, hvis jeg bliver i mit virkelige liv. Og det er jo her i Danmark, i København. Jeg skal lære at bruge alle de ting, jeg fandt, da jeg var afsted, mens jeg sidder her i havregrødsdanmark og har det lortet. Jeg skal bruge det mod og den styrke, jeg fandt inde i mig selv, da jeg rejste rundt helt alene, når alt herhjemme sejler og er svært. Ellers er der nok aldrig noget af det, der vil virke. Så det er det, jeg prøver på nu. Jeg går lange ture, jeg skriver, jeg indretter min lejlighed, så den bliver min helt egen igen, jeg siger ja til nye ting, jeg nyder stilheden og jeg forsøger at lade alt det, der er svært fylde alt det, det behøver. Og når det giver sig, når det svære trækker sig tilbage, prøver jeg at give det gode ligeså meget plads.

Dag 284 – Det gode kan fx være alenetid i sengen, mens solen går ned.

 

 

Taknemmelighedsrunden #5

1. SOLEN SKINNER. Seriøst, har I set det der vejr?! Det er jo åndsvagt lækkert.

2. Jeg har i denne uge endnu en gang fået fyldt venindekontoen godt og grundigt op, og jeg føler mig så heldig og taknemmelig, når jeg tænker på alle de dejlige damer, som jeg har i mit liv. #girlmance

3. Jeg er single. Nogen gange føler jeg mig ikke så taknemmelig over lige præcis det faktum, men her for tiden er det ret så lækkert at være ung og fri. Ikke mindst fordi det har gjort mig endnu mere opmærksom på de førnævnte vidunderlige kvinder i mit liv.

4. Jeg har endelig fundet årsagen til at min ansigtshud de sidste par uger har lignet noget, der sad fast på en 14-årig pizzaspisende gamerdude. Og det var heldigvis ikke al den pizza, jeg har spist, men en lorte skintonic, som nu er blevet forvist fra hoffet (toiletskabet)

5. SOLEN SKINNER. Bliver lige nødt til at nævne det en gang til oven på sidste uges sneanfald.

6. Det er endelig blevet besluttet og datobestemt, at jeg skal på roadtrip med to af disse übernice fyre i USA til august. Jeg har overhovedet ikke råd til det, men altså #yolo som man siger.

7. Jeg var til crossfit i torsdags og selvom jeg til sidst lød som en med cystisk fibrose, så er der alligevel sket fremskridt. Sidste gang lød jeg fx slet ikke, som om jeg var i live længere.

8. Selvom jeg aldrig rigtigt troede det muligt, tror jeg faktisk, at jeg nåede min isgrænse i denne uge. Fed flødeis fire gange på en uge var alligevel for meget af det gode.

9. Så er det heldigt, at jeg også kan lave andre desserter. Som fx chokolade creme brulee.

Dag 282 – I dessert- og venindehimmel

Fortællingen om At Elske København Lidt Mindre End Før

De sidste par dage har min veninde og jeg slæbt vores fælles britiske journalistven rundt i Københavns gader og stræder for at vise vores by frem. (Well, mest min by, veninden er trods alt fra Jylland) Og det har været fantastisk sjovt, selvom jeg stadig er helt træt efter al den socialisering og traven frem og tilbage.
Jeg har altid syntes, at det var sjovt at vise mit land og min by frem eller at fortælle om, hvordan livet er i Danmark og derefter tale om forskelle og ligheder. Jeg elsker også at høre, hvad folk fra andre lande tænker om Danmark, både hvad de elskede og hvad de synes var herre mærkeligt eller irriterende. Så at agere tourguide i denne uge har været lige noget for mig.

Dag 277 – Københavnermad

Tourguideriget har dog også fået noget andet frem, noget jeg slet ikke rigtig havde regnet med. At gå rundt i min by og vise alle de ting jeg elsker ved den frem, har nemlig i virkeligheden fået mig til at indse, at jeg måske faktisk slet ikke elsker København ligeså meget, som jeg gjorde en gang. Og med en gang mener jeg, før jeg rejste væk. Ikke at der er sket noget med byen, som jeg ikke kan lide. Snarere tværtimod. Men den føles alligevel anderledes og har på en eller anden måde mistet lidt af sin glans.

Jeg kan huske, da jeg under mit studie boede i Odense – der længtes jeg hjem. Jeg længtes efter Københavns lange gader, de store parker, de lækre cafeer og de glimtende neonlys. Jeg tænkte, og det tænker jeg egentlig stadigvæk, at jeg da på ingen måde sådan for alvor kan bo et andet sted i Danmark, end i København. Men hvor jeg på studiet længtes hjem, længes jeg nu væk. Også selvom jeg er lige der, hvor jeg altid gerne har villet være. (Eller altså, Vanløse er ikke the shit, men det er godt nok)

Jeg ved ikke, om det stadig bare er traveljitters og at nja-not-impressed-følelsen vil forsvinde, når jeg på et tidspunkt får lidt mere styr på min hverdag. Det tror jeg og håber jeg, da det altså trods alt vil gøre alting lidt lettere. Men måske er det bare mig, der er blevet en anden. En som har brug for at bo nye steder, store steder, steder hvor man kan blive væk i mængden og hvor neonlysene lyser endnu kraftigere. Måske er det slet ikke København, der er noget galt med, men bare mig, der er forandret. Jeg krydser dog fingre for, at det bare er førnævnte traveljitters eller den evigt tilbagevendende wanderlust, om man vil. For selvom jeg altid har drømt om, at bo et sted langt, langt væk fra det, jeg kender, har jeg aldrig drømt om ikke at vende hjem igen. Den drøm er nemlig langt mere livsændrende, end en ny tur ud i verden med en returbillet i hånden. Og det ved jeg alligevel ikke helt, om jeg er klar til.

Dag 278 – Lysende København

 

 

Taknemmelighedsrunden #4

1. Jeg har sgu fået et deltidsjob. Et som er lidt anderledes, men som jeg er sikker på vil få hjulpet mig godt på vej. Og det er nice.

2. Jeg har også fået nye vinduer. Det har været strabaserende, larmende og ikke en stor hjælp på søvnkontoen, men de er virkelig flotte.

3. I øjeblikket får min indre turistguide og københavnerelsker frit løb, når jeg sammen med min veninde tager vores britiske journalistven under armen og viser ham alle de fede steder i byen.

4. I dag kl. 15 havde jeg allerede indtaget en burger, fritter, en mynthe lemonade og en is. For den britiske mands skyld, selvfølgelig.

5. Solen skinner endelig. Den trækker godt nok alle hipsterne frem, men den er her og det er det vigtigste.

6. Jeg har i en alder af næsten 27 år endelig fundet min fuldemandsbalance, hvilket lørdag aften resulterede i en perfekt fest med lige præcis nok alkohol til at holde den kørende aftenen ud.

7. Resten af The British Invasion står naturligvis på meget mere mad = The Foodie in me is happy.

Dag 276 – Hipsterne kommer frem så snart solen gør det.