Fortællingen om Crossfit

Såeh, jeg er lige skredet fra en crossfittræningstime. Jeg var ganske enkelt for sur til at træne videre. Nogle ville måske sige, at surhed er godt for ens træning. Man kommer ud med nogle aggressioner og kan til tider få lov at udbryde vrede lyde under dække af at vægtstangen er herre tung. Problemet var bare, at jeg var sur på crossfit, hvilket fik mig til at tænke, at det derfor nok ville være i alles interesse, hvis jeg smuttede lidt tidligere. Så det gjorde jeg. Lige inden beslutningen blev taget havde jeg været nødt til at undertykke en stor og næsten uhåndterbar lyst til at slå en, i mine øjne, alt for frisk, blond crossfitpige, der med stor forundring lige havde spurgt træneren, om han virkelig mente at vi KUN skulle lave 20 burpees. Men altså hvad fanden er det også for et spørgsmål?

Som I sikkert har gættet elsker jeg ikke crossfit. Faktisk elsker jeg ikke rigtig nogle former for fysisk aktivitet, der involverer at andre mennesker skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre, hvor hurtigt og hvornår. Sådan en rask gåtur kan være ganske rar, en omgang sommerbadminton i haven kan også være ganske underholdende og det sammen kan en god svømmetur eller en rigtig grim danceoff. Men ligeså snart sport og motion bliver noget, som jeg SKAL deltage aktivt i, så gider jeg ikke. Måske har det lidt med min stædighed og min Rasmusmodsat-tendens at gøre, men for det meste tror jeg nu bare, at det der med at bevæge sig unødigt og uden anden grund end at få pulsen op aldrig har sagt mig det store. Altså, det er jo ikke rart at hive efter vejret eller at svede. Vel?

Dag 270 – Chips efter træning derimod, det elsker alle.

Det startede ellers okay ud, det der crossfit. Den første uge var et mareridt af ømme muskler og en smag af blod i munden, men nogle af øvelserne var sjove og ifølge mig selv var jeg herre sej ligegyldigt, hvad jeg gjorde. Men så fik jeg ikke trænet i sidste uge på grund af ekstra arbejde og godt vejr, hvilket jeg havde lidt dårlig samvittighed over. Derfor skyndte jeg mig at melde mig på et hold i dag og endnu et på lørdag. Man skal jo udfordre sig selv, som de siger. Problemet var bare, at da jeg vågnede i morges, var jeg sur. Og surheden blev kun værre, jo tættere jeg kom på tidspunktet for dagens træningstime. Faktisk var det så galt, at jeg, da jeg ankom til centeret, var lige ved at vrisse af en fyr, der spurgte om hjælp til at logge ind med sit kort. (Det er sådan noget man skal, så de er sikre på at man kommer til træningen. De små svin.) Og da træneren så ville have os til at løbe som en del af opvarmningen, var jeg for alvor ved at springe i luften. Jeg. Hader. Nemlig. At. Løbe. Og en af grundene til at valget i første omgangfaldt på crossfit var da også, at løb netop ikke er en del af de forfærdeligheder, man skal igennem.

Forleden sad jeg og så Downton Abbey, (ja, jeg er 65 år inden i) og i afsnittet jeg så fandt der en cricketkamp sted (var sgu lige ved at skrive quidditch. Hej Harry!). Det var en dejlig sommerdag og alle var pæne i tøjet og talte perfekt engelsk og spiste scones og alt det der. Og så spillede mændene, mens damerne kiggede på. Jeg kan huske, at min feministside tænkte, at det da var for galt, at kvinderne ikke måtte spille med, men bare skulle sidde og være pæne. Men min sportshadende side tænkte, at det da egentlig så aldeles fremragende ud sådan at sidde der og nyde en drink, mens man slap for at okse rundt på en græsplæne efter en bold. Lige der havde de fat i noget, de mandschauvinister.

Ej, jeg ville da faktisk virkelig ønske, at jeg elskede sport. At det faldt mig naturligt og at jeg ikke så op på uret hvert femte minut, når jeg var til træning. Men på den anden side ville det også være super fedt, hvis jeg altid syntes, at asparges toppede smeltet os, at cola slet ikke sagde mig noget og at min International Politikbog var det mest spændende, jeg længe havde læst. Men det gør jeg ikke. Og lige meget hvor meget jeg så end prøver, så kommer det sandsynligvis heller ikke til at blive sådan. Jeg tror dog, at jeg lige giver crossfit en chance til, jeg har trods alt betalt for halvanden måned endnu. Måske jeg må alliere mig med min veninde, der elsker crossfit, som var det livets store mening,(overdrivelser kan forekomme) og måske det kan smitte lidt af på mig.

Jeg ville dog ønske, at de ville have et hold for folk, der overhovedet ikke elsker det. Så kunne man stå der og hade livet lidt sammen og så gå ud og spise en burger bagefter. Se, så tror jeg faktisk slet ikke, at jeg ville være så gennemsur, som jeg var i dag. Opfordring hermed givet videre, Crossfit Copenhagen. Nu skal jeg have noget frokost. Med kulhydrater.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s