Fortællingen om Hvorfor Jeg Elsker At Bo Alene

Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 18 år gammel, og har dermed snart boet on my own i hele 9 år. (For satan da, som tiden den går) Der har dog været et par perioder, hvor jeg af forskellige grunde måtte vende hjem til mors pastagryder for en stund, og jeg har også boet i USA som au pair, været på højskole, boet sammen med to andre piger i en kort periode og så selvfølgelig sammen med Den Lyshårede Fodboldfyr. Men bortset fra alt det, så har jeg alligevel brugt det meste af de 9 år alene og i den samme lejlighed, som den jeg bor i nu, hvilket er lidt vildt, når nu jeg tænker over det.

Dag 279 – Og jeg har næsten haft dette kakkelbord i lige så lang tid også. #iwillneverletitgo

Jeg tror jeg blev ret hurtigt voksen, da jeg flyttede hjemmefra. Der er fandme mange ting, man skal finde ud af og klare, når der ikke er en mor, der gør det længere. Fx fandt jeg først som 18-årig ud af, at det en gang imellem er en god ide lige at rense afløbet i badet for hår. Og at Knorrmad ikke er rigtig mad. At man skal huske at betale husleje, hvis ikke man vil have en sur udlejer i røret og at man ikke kan tørretumble uldshorts, medmindre man alligevel har tænkt sig at tabe 15 kilo. Alle de opdagelser og sejre, som jeg oplevede i mine første år som eneboer, tror jeg har givet mig en styrke og en sikkerhed på mig selv. Og selvom jeg alt for mange gange har følt mig svag og usikker i andre apsekter af mit liv, har jeg altid vidst, at jeg havde et hjem. Og at det hjem var helt mit eget og var blevet skabt af mig selv. (Og med lidt meget hjælp fra min papfar) 

Dag 255 – Hjemme hos mig

Og selvom jeg elskede at bo sammen med Den Lyshårede Fodboldfyr, elsker jeg også virkelig at bo alene. Jeg elsker at sidde i mit lille slot og vide, at alt er mit og at jeg bestemmer. Det er en vild følelse at have et helt hjem, der er helt mit eget, og jeg nyder for det meste hvert et sekund af det. Det er fedt at kunne lade alt flyde, hvis jeg en dag har travlt, og det er mindst ligeså fedt at rydde op og nyde ordnen uden at bekymre mig om, at nogen andre roder det hele til igen, mens jeg er på arbejde. Det er vidunderligt ikke at skulle liste rundt om morgenen og at kunne slukke lyset på præcist det tidspunkt, jeg vil om aftenen. Det er lækkert at kunne invitere alle dem, jeg lyster hjem til mig uden at skulle tjekke med en anden først, og det er über nice at kunne flade ud i sofaen dagen efter og se dumme tøseserier på fulll blast. 

Nogen gange savner jeg tosomheden, dog ikke som en generel ting, men mere som en Lyshåret Fodboldfyr ting. For vi havde fået lavet os et virkelig godt slot sammen, inden det hele gik ned ad bakke. Men for det meste nyder jeg at være mig me, myself and I her i Vanløse, også selvom jeg stadig ikke har lært at reboote mit internet eller hænge ting op på væggen. Men det kommer nok.

Min forever sengekammerat, Monsieur Bamse’ ❤️

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #8 

1. Min uge begyndte med en meget lang arbejdsdag, som derefter blev afsluttet med den hyggeligste familiefødselsdagsmiddag, hvor jeg både nåede at få herre lækker mad og blive småtipsy sammen med fødselsdagsbarnet, som altså ikke er et barn, men min brors søde kæreste.

2. Det store stykke plastik, der i to måneder har hængt foran mine vinduer er blevet taget ned. #iseethelight

3. I onsdags lykkedes det mig at få mig et møde med en sød redaktør, som godt kunne lide mine artikelideer, hvilket jeg har levet højt på lige siden.

4. Torsdag havde jeg verdens længste dag, men det gjorde slet, slet ikke noget, da det der gjorde den ekstra lang var et møde med min seje coachinggruppe og derefter et møde med et lækkert falaffelpitabrød.

5. Jeg nåede kort at blive lidt trist over lige pludselig at kunne passe et par bukser, der altid har været lidt for store. Lige indtil jeg huskede, at jeg sidste sommer kogevaskede dem og derefter glemte alt om deres eksistens. #phew

6. I fredags inviterede jeg min søde mor på gourmetsmåkager. Og vi spiste dem allesammen.

7. I aften står den på venindenus- og hygge sammen med to af de bedste, der findes.

8. Mit indre soundtrack til denne weekend er den her sang. #høhø

Dag 301 – Småkager med den sødeste mor på Leckerbaer

Fortællingen om At Føle Sig Udenfor Og At Give Endeligt Slip På Den Gamle Svigermekanik

Nogle gange bliver jeg ramt af en overvældende tristhed over at have givet slip på kærligheden. Også selvom jeg godt ved, at det var det rigtige at gøre. At det ikke var den endelige kærlighed og at den helt sikkert viser sig igen. Men tristheden kommer alligevel. I flæng, i øjeblikke, i glimt. Og selvom den ikke varer længe, fylder den alt, når den viser sig.

Den Lyshårede Fodboldfyr fortalte mig for to uger siden en nyhed om hans familie. En god og glædelig nyhed, som desværre kun formåede at gøre mig uendelig trist, misundelig og pænt gråd labil. Den handlede ikke om ham, heldigvis. Men den var alligevel alt det, som vi eller i hvert fald jeg, en gang havde tænkt, håbet og troet på skulle ske for os en dag. Og det var svært at blive konfronteret med alle de drømme og håb for fremtiden og det, at de nu er for evigt døde, når det gælder os, og så oveni købet nu går i opfyldelse for nogen andre i stedet. Nogen der i drømmen og fantasien også var der, men som ikke var hovedpersonerne. Det er de dog i høj grad nu, her i virkeligheden, hvilket også giver god mening. Min eks-svigerfamilie er lykkelige, og jeg prøver her fra afstanden imellem os også at være glad på alles vegne.

Det er bare lidt svært. For udover at det kan være svært at blive konfronteret med, hvad der ikke længere er, har det også været svært af to andre grunde. For det første har jeg, uanset hvor meget jeg end har nydt at være en del af Den Lyshårede Fodboldfyrs familie og lige meget, hvor meget jeg har holdt af dem og er blevet holdt af, ikke følt mig velkommen i bestemte situationer og omkring bestemte mennesker. Jeg har ikke følt mig som en del af familien og ikke følt, at jeg var god nok, som jeg er. Og det nager stadig. Det gør stadig ondt og det trækker mig stadigvæk direkte tilbage til mine første år i folkeskolen, hvor andre mennesker fik mig til at føle præcis det samme. Og selvom jeg godt ved, at jeg bare burde lade det ligge, at det ikke betyder noget længere, kan jeg ikke helt. Og når man har det sådan, er det svært at være glad på nogens vegne. Specielt når nogen er dem, der ligger til grund for følelsen in the first place.

Dag 297 – At føle sig helt lille

For det andet, og det hænger jo nok egentlig lidt sammen med det første, er det fandme en mærkelig og svær situation lige pludselig ikke længere at være en del af en familie, som man ellers har været fast inventar i, i knap seks år. Når man går fra nogen, når man ikke længere er sammen med en kæreste, er det jo desværre ikke kun ham, som man ikke skal have i sit liv længere. Det er også hele personens familie og nogle gange også alle vennerne. Og selvom det til tider har været svært for mig at være i Den Lyshårede Fodboldfyrs familie har jeg stadig holdt uendelig meget af dem. Jeg har nydt, at de var så forskellige fra min egen familie, jeg har sat pris på og følt mig beæret over deres gæstfrihed og opmærksomhed og i mange år har jeg troet og regnet med, at det var dem, der skulle være min anden familie. Og nu er de det slet ikke længere, og det gør lidt ondt. Ikke fordi jeg ikke tror, at jeg aldrig finder en mand, og at denne mand ingen god familie vil have. Det tror jeg såmænd nok skal ske. Og heller ikke fordi, jeg tvivler på, at det var den rigtige beslutning Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg tog. Men på trods af det, har det været og er stadig til tider svært at have sagt farvel og tak. Det er svært at tænke på, at deres liv jo også går videre, bare uden mig. De kommer stadig til at sidde og hygge sig i haven og holde fødselsdage. De kommer stadig til at tage i sommerhus med hele familien. Og de kommer til at fejre og opleve skelsættende ting og invitere nye personer ind i familien, alt sammen uden mig. Og det er også okay. Det er faktisk mere end det. Det er livet og det er dejligt. Jeg har bare ikke helt vænnet mig til at være udenfor endnu.

Jeg ved dog, at det kommer. Langsomt, men sikkert. Og i mellemtiden vil jeg nyde min egen skøre, farverige, elskværdige og underholdende familie og glæde mig over, at jeg altid har en plads der.

Dag 298- Heldigvis fejre min egen familie også fødselsdage i haven ❤️

 

Taknemmelighedsrunden #7

1. Jeg har i tre dage af denne uge været på coachkursus og er så ellevild af begejstring, at det har været svært at styre mig selv, når jeg har skullet fortælle om det. Der kommer også et åndssvagt begejstret indlæg om det en af de næste par dage.

2. Jeg ved godt, at jeg nærmest nævner det hver eneste gang, det er Taknemmelighedsrundetid, men fuck hvor jeg føler mig heldig, lykkelig og varm om hjertet, når jeg gang på gang oplever at have så mange fantastiske, søde, sjove, kloge og elskværdige veninder.

3. Apropos veninder, så har en veninde og jeg lige fået Verdens Bedste Ide. Og I skal nok få mere at vide snart.

4. Jeg har spist chips til aftensmad to gange i denne uge. Og jeg skammer mig slet ikke.

5. Jeg har fået en ny hoveddør. Og den er virkelig fin.

6. I tirsdags var jeg på besøg hos min altid lyttende mormor, der gav mig et digitalt sukkertermometer, fordi jeg i forbifarten en gang har sagt, at jeg godt kunne tænke mig sådan et. Karamellavning – here I come!

7. Har fundet ud af, at jeg faktisk godt kan have slik i mit skab uden at kaste det hele i hovedet på en gang. Det kræver en fejring! En flødebolle kind of fejring!

8. Går for tiden og bliver mere og mere forelsket i København. Også på trods af rejsefeber og udlængsel. Du er sgu fantastisk, København.

Tanker fra Amalies verden

– Jeg kom forleden til at tænke på noget, som jeg tror alle singler, der bor alene har overvejet; Hvis jeg nu en mørk og stormfuld aften gik hen og døde, hvor længe ville der mon så gå, før nogen ville opdage det? Jeg mener, hvis jeg nu dagen forinden eller på selve dagen fx lige havde talt med min mor, og hvis dagen efter var en helligdag efterfuldt af en weekend, så kunne jeg jo i teorien, hvis jeg ingen faste aftaler havde, godt ende med at ligge og blive godt og grundigt ekstra stendød før nogen ville opdage det. Oh, the troubles. Well, i det mindste har jeg ingen kat.

– Jeg har opdaget, at tiden fra jeg lægger mit hoved på puden om aftenen og til jeg falder i søvn, åbenbart er det tidspunkt, hvor de fleste af mine geniale ideer til blandt andet fremtidige blogindlæg synes de skal give sig til kende. Problemet er bare, at jeg indtil for nyligt hver eneste gang har sagt til mig selv midt i trætheden, at jeg da sagtens vil kunne huske ideen næste morgen. Hvilket aldrig er lykkedes mig. Derfor forsøgte jeg forleden at skrive en af de pisse gode sætninger ned, som poppede op i mit hoved i den tro, at jeg da så bare kunne skrive videre næste dag. Fast forward til i dag: Jeg aner stadigvæk ikke, hvad denne sætning handler om. Men jeg er sikker på, at det ville have været et svært underholdende blogindlæg.

– Selvom jeg så småt har indset, hvorfor det er, at jeg cirka hver anden dag allermest har lyst til at pakke mit lort og i ly af natten snige mig afsted ud i verden igen, så har det desværre ikke hjulpet på lysten. Heldigvis har jeg slet, slet ingen penge, og da man desværre hverken kan betale for flybilletter eller aftensmad med gamle knapper eller lommeuld, så er jeg tvunget til at forblive i alt mit lort og mærke det hele. Og samtidig være sulten og dernæst forhåbentlig et par kilo lettere. Win win.

– Jeg er blevet nødt til at indse, at jeg nok er ved at blive gråhåret. Mit syn er dog åbenbart også så dårligt, at det alligevel har været svært for mig at fastslå om de hår, der pludselig ser meget lysere ud end de andre, bare ser sådan ud på grund af solen eller om det er min koloenormt høje alder, (26 år og 11 måneder) der er ved at ødelægge resten af mit liv. For et par måneder siden fandt ingen anden end Den fucking Lyshårede Fodboldfyr et gråt hår midt i alt det brune, men efter den første panik og pinlighed havde lagt sig, slog jeg det hen som en tilfældighed. Men nu hvor solen skinner så fandens meget hele tiden, at det jo nærmest er umuligt at skjule nogen som helst fejl må jeg nok erkende, at det slet ingen tilfældighed var. I’m going grey. Ville bare ønske at det så i det mindste var med ham der Christian.

Dag 294 – I kan selv få lov at lege Find Fem Grå, mens jeg stirrer fortvivlet hen mod alderdommen.

Fortællingen om Crossfit

Såeh, jeg er lige skredet fra en crossfittræningstime. Jeg var ganske enkelt for sur til at træne videre. Nogle ville måske sige, at surhed er godt for ens træning. Man kommer ud med nogle aggressioner og kan til tider få lov at udbryde vrede lyde under dække af at vægtstangen er herre tung. Problemet var bare, at jeg var sur på crossfit, hvilket fik mig til at tænke, at det derfor nok ville være i alles interesse, hvis jeg smuttede lidt tidligere. Så det gjorde jeg. Lige inden beslutningen blev taget havde jeg været nødt til at undertykke en stor og næsten uhåndterbar lyst til at slå en, i mine øjne, alt for frisk, blond crossfitpige, der med stor forundring lige havde spurgt træneren, om han virkelig mente at vi KUN skulle lave 20 burpees. Men altså hvad fanden er det også for et spørgsmål?

Som I sikkert har gættet elsker jeg ikke crossfit. Faktisk elsker jeg ikke rigtig nogle former for fysisk aktivitet, der involverer at andre mennesker skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre, hvor hurtigt og hvornår. Sådan en rask gåtur kan være ganske rar, en omgang sommerbadminton i haven kan også være ganske underholdende og det sammen kan en god svømmetur eller en rigtig grim danceoff. Men ligeså snart sport og motion bliver noget, som jeg SKAL deltage aktivt i, så gider jeg ikke. Måske har det lidt med min stædighed og min Rasmusmodsat-tendens at gøre, men for det meste tror jeg nu bare, at det der med at bevæge sig unødigt og uden anden grund end at få pulsen op aldrig har sagt mig det store. Altså, det er jo ikke rart at hive efter vejret eller at svede. Vel?

Dag 270 – Chips efter træning derimod, det elsker alle.

Det startede ellers okay ud, det der crossfit. Den første uge var et mareridt af ømme muskler og en smag af blod i munden, men nogle af øvelserne var sjove og ifølge mig selv var jeg herre sej ligegyldigt, hvad jeg gjorde. Men så fik jeg ikke trænet i sidste uge på grund af ekstra arbejde og godt vejr, hvilket jeg havde lidt dårlig samvittighed over. Derfor skyndte jeg mig at melde mig på et hold i dag og endnu et på lørdag. Man skal jo udfordre sig selv, som de siger. Problemet var bare, at da jeg vågnede i morges, var jeg sur. Og surheden blev kun værre, jo tættere jeg kom på tidspunktet for dagens træningstime. Faktisk var det så galt, at jeg, da jeg ankom til centeret, var lige ved at vrisse af en fyr, der spurgte om hjælp til at logge ind med sit kort. (Det er sådan noget man skal, så de er sikre på at man kommer til træningen. De små svin.) Og da træneren så ville have os til at løbe som en del af opvarmningen, var jeg for alvor ved at springe i luften. Jeg. Hader. Nemlig. At. Løbe. Og en af grundene til at valget i første omgangfaldt på crossfit var da også, at løb netop ikke er en del af de forfærdeligheder, man skal igennem.

Forleden sad jeg og så Downton Abbey, (ja, jeg er 65 år inden i) og i afsnittet jeg så fandt der en cricketkamp sted (var sgu lige ved at skrive quidditch. Hej Harry!). Det var en dejlig sommerdag og alle var pæne i tøjet og talte perfekt engelsk og spiste scones og alt det der. Og så spillede mændene, mens damerne kiggede på. Jeg kan huske, at min feministside tænkte, at det da var for galt, at kvinderne ikke måtte spille med, men bare skulle sidde og være pæne. Men min sportshadende side tænkte, at det da egentlig så aldeles fremragende ud sådan at sidde der og nyde en drink, mens man slap for at okse rundt på en græsplæne efter en bold. Lige der havde de fat i noget, de mandschauvinister.

Ej, jeg ville da faktisk virkelig ønske, at jeg elskede sport. At det faldt mig naturligt og at jeg ikke så op på uret hvert femte minut, når jeg var til træning. Men på den anden side ville det også være super fedt, hvis jeg altid syntes, at asparges toppede smeltet os, at cola slet ikke sagde mig noget og at min International Politikbog var det mest spændende, jeg længe havde læst. Men det gør jeg ikke. Og lige meget hvor meget jeg så end prøver, så kommer det sandsynligvis heller ikke til at blive sådan. Jeg tror dog, at jeg lige giver crossfit en chance til, jeg har trods alt betalt for halvanden måned endnu. Måske jeg må alliere mig med min veninde, der elsker crossfit, som var det livets store mening,(overdrivelser kan forekomme) og måske det kan smitte lidt af på mig.

Jeg ville dog ønske, at de ville have et hold for folk, der overhovedet ikke elsker det. Så kunne man stå der og hade livet lidt sammen og så gå ud og spise en burger bagefter. Se, så tror jeg faktisk slet ikke, at jeg ville være så gennemsur, som jeg var i dag. Opfordring hermed givet videre, Crossfit Copenhagen. Nu skal jeg have noget frokost. Med kulhydrater.

 

Taknemmelighedsrunden #6

1. Jeg er efterhånden blevet mere positivt stemt overfor vegetarretter og har i den sidste uge lavet hele tre gange aftensmad uden kød. #miljømalle

2. Som den eneste i verden har jeg først opdaget podcasten Serial nu, og brugte derfor hele dagen igår på at gøre rent, mens jeg lyttede til den virkelige historie om teenageren Adnan Syed, der siden 1999 har siddet inde for mordet på sin eks-kæreste. Et mord som han, ifølge journalisten bag programmet, højest sandsynligt ikke har begået. Jeg er fuldstændig tryllebundet, og må snart finde noget mere jeg kan gøre rent, så jeg ikke bare sidder og glor dumt ud i luften, mens jeg lytter til resten.

3. Har i dag været på besøg hos et styks drengeven, der nu er blevet så voksen, at han er flyttet sammen med sin kæreste og serverer banankage, når jeg kommer på besøg. #hvorblevtidenaf

4. Hele ugen har jeg nydt det gode vejr så meget, at min pande er blevet brun. Resten af mig er stadig kridhvid, men man må jo tage, hvad man kan få.

5. Min torsdag aften blev brugt på at stå i en 100 meter lang kø, blot så jeg kunne få en Dominos pizza til 1 krone. Heldigvis stod jeg der sammen med søde Linnea, som da vi 3 timer senere kastede vores hard-earned pizzaer i ansigtet, var 100 procent enig med mig i, at kø-ståning er en fantastisk måde at lære hinanden meget bedre at kende på.

6. Der er simpelthen SÅ pænt hjemme hos mig lige nu. #thankgodforpodcasts

7. Min fredag aften var fænomenal og lækker. Både fordi den blev tilbragt sammen med lækre og fænomenale damer, men også fordi vi fik fænomenal og lækker mad og vin. #optursfredag

8. Jeg har endelig fået set den der Grundtvigskirken, som alle ægte instagrammere elsker at at fotografere. Og jo, den var sgu ret flot.

Dag 290 – Instagramkirken