Fortællingen om At Være En Lorteveninde

Da jeg var omkring 20 år gammel havde jeg ikke særlig mange veninder. Jeg havde ikke gået i gymnasiet, men på HF og havde derfor ikke oplevet det sammenhold, der kan opstå i en gruppe, som mange andre har fra deres gymnasietid. Jeg havde heller ikke kontakt til særlig mange fra min folkeskole og gik ikke til nogen fritidsaktiviteter. Derudover var jeg jo en evig seriemonogamist og brugte derfor også meget af min tid på at være kærester med nogen. Heldigvis er det ikke sådan længere. (Altså det med veninderne, seriemonogamismen er, ja det ved jeg faktisk ikke helt)

I dag har jeg nemlig en mindre hær af gode og tætte veninder og også en enkelt fantastisk drengeven. Nogen ser jeg ikke så ofte, men jeg ved, at de er der, hvis det hele brænder på eller hvis der skal drikkes en kop kaffe. Nogen ser jeg flere gange om ugen, nogen går jeg altid ud med, andre snakker jeg mest i telefon med og nogen ligger jeg bare på sofaen med, mens vi taler om alt og intet. De fleste medlemmer af venindehæren er piger, jeg har mødt på mit studie. Der er også en, jeg kender helt tilbage fra 4. klasse, to fra min højskoletid og to jeg har arbejdet sammen med i løbet af et af mine sabbatår. Men de fleste af dem jeg kender nu, kender jeg fordi vi allesammen har læst sammen. Og det er både fantastisk, men kan til tider også være svært.

Vi er nemlig alle sammen journalister nu, og som jeg opdagede på studiet, er journalistik en meget konkurrencefyldt branche fyldt med spidse albuer og folk, der intet har imod at slikke en masse røv på store chefer. Jeg har dog hverken særlig spidse albuer eller bryder mig synderligt meget om røvslik, hvilket kan være en udfordring i denne branche. Jeg er heller ikke særlig konkurrencemindet og har altid bare syntes, at vi da burde kunne være her allesammen. At der skal være plads til alle og at opskriften på en god journalist i øvrigt burde revurderes en smule, hvis ikke en del.

image

Dag 274 – Venindemorgenmad ❤

Mine veninder fra studiet har det overvejende på samme måde, hvilket nok også er derfor vi i første omgang fandt hinanden, men på trods af det er der alligevel forskel på, hvor vi alle er henne i vores karriere lige nu. Nogen kører med klatten, mens andre kun får en tur en gang imellem. Og det kan være svært. I hvert fald for mig. For selvom jeg kan være noget så glad på mine veninders vegne, når det går dem godt, kan jeg også blive virkelig misundelig. Og sur. Og irriteret. Jeg kan synes, at det er velfortjent og godt for dem samtidig med, at jeg kan synes, at det i virkeligheden slet ikke er fair, at jobbet landede i deres skød og ikke i mit. Noget som man jo i virkeligheden ikke må føle og da slet ikke sige. Så det gør jeg ikke. Altså siger det. Istedet smiler jeg og siger tillykke og lytter og nikker spændt. Og for det meste mener jeg det også. Men nogen gange gør jeg slet ikke.

For et par uger siden gik jeg rundt og var sur. Sådan rigtig grundsur og ikke mindst misundelig. Jeg syntes, at det hele var uretfærdigt og strengt og jeg havde ikke megen glæde til overs for en af mine veninder, der i mit hovede bare blev ved at lande det ene fede job efter det andet. Jeg var så sur, at jeg helt uden at indse det, virkelig var en dårlig veninde. Jeg lyttede ikke rigtig til hende, når hun fortalte ting og jeg var lang tid om at svare på hendes sms’er. Kort sagt, jeg var en lorteveninde.

Men så en sen fredag aften midt i et lyskryds fandt kærligheden mig igen. Den kærlighed, som det sidste stykke tid havde været gemt væk under misundelse og vrede, fandt nu tilbage til mig, da jeg skulle sige farvel til min veninde. Min veninde som lige der havde inderligt brug for mig. Som hele vores aften sammen havde været fyldt op af hjertesorg og som nu, uanset hvor mange fede jobs hun havde landet, ikke kunne andet end at græde ud på min skulder. Jeg blev mindet om, hvor meget vi har været igennem sammen, hvor ofte hun har været der for mig, hvor meget jeg elsker hende og hvor ligegyldigt et job eller et arbejde er i det store billede.

Det bliver dog sikkert svært igen på et tidspunkt. Det kommer nok aldrig til at være let at kæmpe side om side om noget, der kun har plads til en med nogen man holder af. Og jeg tror egentlig, at der er rigtig mange, der kan have det på samme måde, når de er gode venner med folk, der i virkeligheden også er deres konkurrenter. Men jeg ved nu at lige meget, hvad der så end sker i min venindes og mit arbejdsliv, så vil det aldrig være nok til at splitte os ad. For love conquers all. Ligegyldigt hvor corny det så end lyder.

image

Dag 272 – Tærte hjælper helt sikkert også på kærligheden. 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s