Fortællingen om At Have Mistet Sig Selv Igen

En gang imellem ville jeg ønske, at mit liv og ikke mindst mit følelsesliv var lidt mere som en lige vej. Sådan en vej, hvor der ikke er store sving, bakker eller bump. For sådan er det hele lige nu. Det ene øjeblik er der kun glæden  og følelsen af kild i maven, fordi livet svinger mig hen mod noget godt. Men det skifter hurtigt. Alt for hurtigt. Pludselig er der alt for mange bump på vejen, der får hele kroppen til at gøre ondt, samtidig med at det eneste, der er synligt i horisonten er tusindvis af tårnhøje bakker, som skal bestiges.

Det har været svært at komme hjem fra min fantastiske rejse. Svært at glide ind i hverdagen igen og svært at finde ud af, hvor jeg skal hen. Hvor jeg skal placere mig. Hvor jeg hører til. Den Amalie, jeg synes at have fundet, da jeg var afsted er efterhånden gledet helt væk, og når jeg forsøger at række ud efter hende, holde fast i hende, er det som om hun går længere og længere væk fra mig.

Dag 271 – Sådan en sti ville jeg gerne gå på.

I den sidste uges tid har jeg passet hus og kat for min mor og papfar, og det har både været rart og svært. For at gå rundt i mit barndomskvarter har på en måde bare gjort det endnu tydeligere, at jeg slet er ikke der, hvor jeg gerne vil være. Som jeg skrev om tidligere, kæmper jeg for tiden med at tro på, at jeg er god nok, men samtidig også med at få gjort de ting, jeg ved vil ændre mit syn på mig selv. Ting jeg i det store og hele ved vil være gode for mig, men som jeg ikke får gjort alligevel.

Forleden var jeg faldet i søvn på sofaen og vågnede pludselig midt i en drøm, hvor jeg kaldte på en. I drømmen hed han Storm og han havde efterladt mig en kryptisk besked skrevet med røde og grønne magnetbogstaver (Hej lærervikarreferencer), som jeg ikke helt kan huske, hvad var. Men meningen sidder stadig i mig – Det er ikke godt nok lige nu. I drømmen kaldte og kaldte jeg. Råbte på ham og skubbede samtidig alle væk, der prøvede at hjælpe. Der var ingen andre lyde end mit kald,og jeg vågnede op midt i et af dem. Helt tynget og forvirret.

Senere om aftenen stod jeg ude i min mors have i natbukser og røg en cigaret alt imens solen gik ned (Hej Nik & Jay) og tænkte. Røg og tænkte. Tænkte og røg. Og der, i kølvandet på drømmen om den forsvunde Storm, indså jeg, at jeg måtte gøre noget. Jeg ved ikke hvad eller hvordan, men noget skal gøres. For jeg skal finde ud af, hvor jeg skal hen. Jeg skal finde min vej igen, min sti. Den som jeg, efter at være kommet hjem igen, har mistet af syne. Jeg står pludselig midt i skoven og ved slet ikke i, hvilken retning jeg skal gå, men nu bliver jeg for alvor nødt til at lære at læse kort. Jeg håber bare ikke, at det er alt for sent.

Dag 268 – Mit trademark, tankefulde solnedgange

Reklamer

2 comments

  1. Freja · april 27, 2016

    Uden at vide noget om det: så lyder det som de abstinenser folk får, når der går lang tid mellem de rejser – skal du afsted igen? 😀

    • Amalie Frøkjær-Rubbås · april 27, 2016

      Der er måske lidt abstinenser indblandet, men desværre nok også bare en svær periode uden fodfæste. Skal heldigvis afsted igen til august, men håber dog at alt er bedre inden da.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s